Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Fortsat pres for konfliktret

6. juni 2008 - 13:13

Fortsat pres for konfliktret

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Martin Lindblom

Af Mads Bruun Pedersen/BS Nyhedsbrev

Et ekspertudvalg barsler med en »løsning« på fremtiden for konfliktretten. Fremover skal det være muligt at konflikte et udenlandsk firma, men kun for en mindre del af overenskomsterne. Det fører til løn-apartheid, frygter Fagligt Ansvar, som lægger op til øget aktivitet frem mod EU-topmødet i december.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen blev hurtigt klar over, at der skulle gøres noget for at imødekomme den bekymring for »den danske model«, som er udbredt i fagbevægelsen. I hvert fald nedsatte han en ekspertgruppe under ledelse af den kongelige teaterchef, Michael Christiansen.

JPEG - 51.3 kb
Hvis regeringens ekspertudvalg anbefaler at konflikt mod udenlandske firmaer kun må gælde for en mindre del af overenskomsterne, frygter fagligt aktive »løn-apartheid«. Foto: Mark Knudsen/Monsun

Med hjælp fra juridiske eksperter og arbejdsmarkedets parter skulle teaterchefen komme med et bud på konfliktrettens fremtid efter EF-domstolens afgørelse i Vaxholm-sagen.

I skrivende stund vides det ikke endeligt, hvad udvalget når frem til, da en planlagt offentliggørelse tirsdag den 27. maj blev aflyst med henvisning til, at man ikke var færdige. Men BS Nyhedsbrev erfarer, at der pusles med en model, hvorefter der fortsat kan konfliktes over for udenlandske virksomheder på job i Danmark. Men ikke for de fulde overenskomster.

Fra skepsis til tiltro
Det har ikke fået bekymringen til at lægge sig i fagbevægelsen, viser en rundspørge i Ugebrevet A4. I den ene ende af forbundstoppen siger 3F’s formand, Poul Erik Skov Christensen, at han er blevet lidt mere skeptisk over for EU efter Vaxholm-dommen.

FOA’s Dennis Kristensen siger, at hans tidligere mere positive EU-holdning er blevet stoppet af dommen.

I den anden ende siger Dansk Metals Thorkild E. Jensen, at dommen ikke har påvirket hans EU-opfattelse. Derimellem befinder toppen i Træ-Industri-Byg, Nærings- og Nydelsesmiddelarbejderforbundet og HK sig med skeptisk overvågenhed over for sagen.

Lønapartheid
En anden indstilling møde man i fagforeningsnetværket Fagligt Ansvar, hvor man frygter, at der bliver tale om lovbestemt fastsættelse af »løn-apartheid«.

Medlem af netværket, Anders Olesen, formand for Træ-Industri-Byg i København og for Byggefagenes Samvirke, siger i øvrigt om meldingerne fra fagtoppen til www.fagligt-ansvar.dk:

– Det er helt galt at lægge op til splittelse og splid i denne sag. Tonen og det de siger, er skudt helt forbi. Med underskriftsindsamlingen »Fingrene væk fra konfliktretten« ville vi sammen med Lissabon-traktaten have en social klausul, som sætter de enkelte landes arbejdsmarkeder over den fri bevægelighed.

Fagligt Ansvar har sammen med LO Storbyerne forud for Folketingets vedtagelse af dansk tilslutning til Lissabontraktaten indsamlet over 2.000 faglige underskrifter for sikring af konfliktretten.

Fortsat aktivitet
Fagligt Ansvar har besluttet at fortsætte kampagnen for at få en juridisk bindende garanti tilføjet traktaten. Den skal sikre, at det fortsat skal være muligt at konflikte for en fuld overenskomst over for udenlandske firmaer i Danmark. Det er i øvrigt et tilsvarende krav, som de europæiske LO-organisationer (ETUC) har stillet.

Frem til september blander Fagligt Ansvar sig derfor i kampen med møder i fagbevægelsen, under Europæisk Social Forum i Malmø til september og på internationalt plan.

Artiklen har tidligere været bragt på Bygsam.dk

Redaktion: 
Fagligt

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96