Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Asylaktivister: »Gør dig klar til aktioner«

26. maj 2008 - 18:07

Asylaktivister: »Gør dig klar til aktioner«

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Martin Lindblom

»Vi opfordrer alle til at forberede sig på at gå i aktion. I løbet af de kommende dage og uger skal vi være klart til at rykke ud med kort varsel, og derfor opfordrer vi til at folk forberede sig ved hele tiden have sit pas på sig og omlægge aftaler osv.«.

Asylaktivister er i nu højeste alarmberedskab efter at det søndag blev bekræftet, at yderligere tre irakere bliver tvangsudvist til Bagdad i denne uge.

JPEG - 59.6 kb
Asylaktivister og antiracister vil aktionere i Kastrup Lufthavn, når yderligere to irakere tvangsudvises i løbet af de nærmeste dage. Arkivfoto: Mark Knudsen/Monsun

Den ene bliver sat på et fly tirsdag den 27. maj, mens yderligere to sendes ud af landet dagen efter. Ifølge organisationen Asylret, der er i kontakt med irakerne og deres pårørende, er der også sat dato på en fjerde udvisning, der finder sted den 2. juni.

Vil aktionere i lufthavnen
Aktivister fra initiativet »Stop Udvisningerne« har meldt ud, at de vil gøre, »hvad de kan« får at forsinke eller forhindre udvisningerne. Det skal bl.a. ske ved demonstrationer og blokader i Kastrup Lufthavn.

På initiativets hjemmeside skriver aktivisterne, at de vil »opfordrer alle ansatte og passagerer til at nægte at rejse med fly, der flyver med udviste flygtninge«. Disse opfordringer vil de bl.a. forsøge at formidle gennem demonstrationer og uddeling af løbesedler i lufthavnen.

I weekenden forklarede to af aktivisterne, Asla og Lars, til Modkraft.dk, at de opfordrer så mange som muligt til at deltage i protesterne, hvad enten de vil dele løbesedler ud eller blokere flyafgangen fysisk.

Læs mere på Stop Udvisningernes hjemmeside

Læs artikel på Modkraft.dk: »Asylaktivister optrapper mobilisering mod udvisninger«

Læs artikel på Modkraft.dk: »Udvist iraker fængslet i Bagdad«

Udvist irakers tilstand kritisk
Dansk politi tvangsudviste i sidste uge to af i alt 11 irakere, der er dømt for kriminalitet i Danmark. De to blev fulgt af dansk politi til Baghdad Lufthavn, hvorefter de danske betjente fløj tilbage. Umiddelbart efter blev de udviste irakere anholdt og fængslet.

Ifølge Rikke Nielsen, der er gift med den ene udviste iraker, Ali, opholder han sig nu i en lille fængselscelle med fem andre mænd og en madras på gulvet.

Hun har været kortvarigt i kontakt med sin mand, da det lykkedes ham at betale en irakisk fængselsvagt en større sum penge for at låne hans private telefon.

Manden oplyser, at han er blevet afhørt en hel del gange af det irakiske politi, som hver gang har spurgt indgående ind til den kriminalitet, han er dømt for i Danmark.

Ifølge Rikke Nielsen er hendes mands mentale tilstand meget kritisk, men han har efter eget udsagn ingen adgang til psykolog- eller lægehjælp. Rikke Nielsen frygter derfor for sin mands liv:

»Hvis det i værste fald ender med, at Ali mister livet, så må det anses som at Danmark udøver dødsstraf og Alis blod vil være på Jeres hænder«, skriver hun i et åbent brev til de danske myndigheder.

Asylorganisation frygter tortur af udviste
Organisationen Asylret kræver på baggrund af fængslingerne at de danske myndigheder offentligt gør rede for indholdet af den aftale om tvangsudsendelser, der angiveligt er indgået med de irakiske myndigheder.

Ifølge Asylret har de danske myndigheder tidligere i god tro tvangsudsendt afviste asylansøgere, som derefter i deres oprindelsesland på ny blev ofre for langvarig og grusom tortur.

»Så de danske myndigheder har foretaget fatale fejlvurderinger. Det skal helst ikke komme til flere af den slags«, skriver Asylret i en pressemeddelelse.

Minister kaldes i samråd
Det er imidlertid ikke kun Asylret, der kræver svar fra de danske myndigheder. Torsdag den 29. maj bliver integrationsminister Birthe Rønn Hornbæk (V) kaldt i samråd af Enhedslisten, som ligeledes vil kræve en redegørelse for regeringens grundlag for udvisningen.

– Vi ved nu, at de to første udsendte irakere blev fængslet ved ankomsten til Irak. Og med de oplysninger vi har om det irakiske fængsels- og retssystem, er det en meget bekymrende udvikling, udtaler Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten i en pressemeddelelse.

Partiet kalder det » uacceptabelt, og i strid med internationale konventioner«, hvis Danmark udviser flygtninge til lande, hvor de risikerer overgreb.

Også Dansk Flygtningehjælp er gået ind i sagen og vil prøve at få udvisningerne stoppet ved at få en sag for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det oplyser Anne la Cour, der er afdelingsleder ved Asylafdelingen hos Dansk Flygtningehjælp, til Ritzaus.

– Lige nu sidder vi og kigger på, om der er tilstrækkeligt materiale til, at vi kan anmode Menneskerettighedsdomstolen om at gribe ind og standse udsendelsen, siger hun med henvisning til de kommende dages udvisninger.

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96