Seks irakiske mænd, der nægter at medvirke til deres egen udvisning, er blevet anholdt i Sandholmlejren og overført til Vestre Fængsel i København.
Ifølge deres chokerede venner, som har været i telefonisk kontakt med dem, har de seks fået at vide, at de nu bliver tvangsudvist til Irak.
Flere asyl- og menneskerettighedsgrupper, bl.a. Amnesty International og organisationen Asylret, arbejder i øjeblikket på at få udvisningerne forhindret.
Men hvis det ikke lykkes, forbereder asylaktivister sig på at aktionere imod udvisningerne, eventuelt i Kastrup Lufthavn. I øjeblikket florerer således sms-kæder, der opfordrer modtagerne til at holde sig klar ved telefonen, »så rykker vi samlet«.
Ifølge en repræsentant for Asylret, som Modkraft.dk har talt med, er der dog endnu intet, der ligger fast, hverken med hensyn til udvisningerne eller en eventuel aktion.
Asylaktivister har tidligere gennemført demonstrationer og blokader i lufthavnen i protest mod tvangsudvisninger.
Ifølge Ritzau er det første gang at irakere tvangshjemsendes fra Danmark. I alt drejer det sig om 11 irakere, der alle har fået udvisningsdomme for bl.a. drab, vold og narkohandel.

Ifølge vicerigspolitichef i Rigspolitiet, Hans-Viggo Jensen, vil de blive sendt til Irak inden for fire uger, på trods af at FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, har advaret mod tvangshjemsendelser til det centrale og sydlige Irak.
Men udlændingemyndighederne i Danmark har godkendt, at irakerne kan udsendes, og det tager Hans-Viggo Jensen til efterretning.
Ifølge organisationen Asylret er der risiko for, at nogle af de anholdte sendes tilbage til Irak allerede i løbet af i dag, mens de andre skal møde i retten i morgen.
I en pressemeddelelse kræver Enhedslistens udlændingeordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, udvisningerne stoppet omgående, fordi de ifølge partiet sker i strid med alle internationale anbefalinger.
– Det er stærkt bekymrende, at integrationsminister Birthe Rønn-Hornbech accepterer, at Danmark endnu en gang bringer sig på kant med internationale konventioner og går stik imod enhver anbefaling fra både UNHCR og Amnesty, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Hun vil nu kalde integrationsministeren i samråd i Folketinget for at få hende til at forklare, hvilken aftale man har indgået med de irakiske myndigheder.
– Indtil ministeren har garanteret irakernes sikkerhed, må enhver snak om hjemsendelse stoppes, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96