Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Robinson-bygherre truer avis og fagforening

8. maj 2008 - 12:55

Robinson-bygherre truer avis og fagforening

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Martin Lindblom

Af Mads Bruun Pedersen

Frank Quistgård Holst, kendt som vinder af tv-programmet Robinson i 2003, truer via sin advokat med injuriesag mod dagbladet BT og en sekretær i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening i sag om underbetaling af polske håndværkere. Fagforeningen fastholder underbetaling og har indklaget byggefirmaet for Arbejdsretten for seks millioner kroner.

Skytset er kørt i stilling i sagen om underbetaling af de ansatte i det polske firma BRB Group. Det firma har stået bag byggeriet af nogle rækkehuse på Højnæsvej 46-50 i Rødovre.

JPEG - 39 kb
Byggeriet på Højnæsvej, hvor polske bygningsarbejdere blev groft underbetalt. Foto: Byggefagenes Samvirke

Under et pladsbesøg kom fagforeningen i kontakt med nogle af de ansatte. De kunne berette om alenlange arbejdsdage og stærk underbetaling, hvis de overhovedet modtog nogen penge.

Byggepladsen var en gammel kending. I 2006 stod et andet polsk firma, Nova Bau, for arbejdet. Men det blev derefter erstattet af BRB Group.

Seneste:
BRB Group flygter fra Danmark

BRB Group har forladt Danmark og efterlader en regning på 7,2 millioner.

Ifølge 3F’s Fagbladet arbejder BRB Group ikke længere på de byggepladser, som 3F har haft under observation. Ifølge 3F er strategien fra BRB Group »at stikke hovedet i busken«, men omfanget af svindel i den aktuelle sag gør, at 3F vil forfølge den.

Første skridt bliver at få den danske arbejdsret til at give 3F medhold i, at BRB Group skylder de omkring 60 ansatte 7,2 millioner kroner. Næste skridt bliver at forfølge sagen i Polen for at indkræve pengene.

Hans Madsen fra arbejdsgiverforeningen Dansk Byggeri mener derimod ikke, at der er tale om et seriøst krav, for han har endnu ikke set beviser på, at de ansatte er blevet snydt for så mange penge, siger han til Fagbladet.

Læs mere i Fagbladet

Ingen penge
De polske ansatte, som fagforeningen kom i kontakt med, fik udleveret byggefagenes polsksprogede blad Kolega. Snart derefter fik de firmaets kærlighed at føle i form af en fyreseddel, fortæller de til 3Fs fagblad.

– BRB løj for os, de stjal fra os og smed os ud. Jeg vil gerne tjene penge og leve her som et normalt menneske. Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre, fortalte Adrian Hejducki til bladet.

Bygherren Frank Quistgård Holst siger om forholdene på byggepladsen i Rødovre, at de ikke er hans ansvar.

– Vi har fået garanti i vores kontrakt for, at de ansatte er medlem af en dansk fagforening, og at de har dansk overenskomst. Derfra og videre har det ikke noget med mig at gøre, siger han til Fagbladet og tilføjer, at hvordan firmaet udbetaler sine lønninger ikke er hans bord.

Ifølge bygherren har firmaet ikke mere arbejde på byggeriet i Rødovre.

Erstatningstrusler
Sagen har også været omtalt i dagbladet BT, og det har nu afstedkommet, at Frank Quistgård Holst via et brev fra sin advokat, Peter Vilsøe, til avisen truer med at anlægge injuriesag, hvis en injurierende bemærkning i avisens artikel om at de ansatte blev betalt med ned til 10 kr. i timen, blev gentaget.

»Deres artikel indebærer en overtrædelse af straffelovens § 267 om injurier«, påpeger advokaten og truer med, at der både kan medføre krav om erstatning og godtgørelse til Robinson-vinderen.

Også den faglige sekretær i Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening, der har haft sagen, Flemming Hansen, har modtaget en skrivelse fra Quistgård Holst. Heraf fremgår det, at »såfremt de fremsætter injurier mod min klient, vil dette straks blive påtalt strafferetligt«.

Flemming Hansen siger:

– Vi står ved, at de polske arbejdere blev underbetalt af Frank Quistgård Holsts entreprenør på hans byggeri.

Har I dokumentation for det?

– Det er svært at dokumentere noget via lønsedler, arbejderne ikke har fået. Men vi ved fra tre af de ansatte, at de er blevet underbetalt. Det højeste, der er betalt, er 8.000 kr. om måneden, og det laveste er ti kr. i timen.

Hvad gør I nu?

– Vi har indklaget BRB Group for Arbejdsretten for groft brud på overenskomsten og stillet krav om ca. 6. mio. kr for 60 arbejdere i firmaet.

BRB Group er medlemmer af Dansk Byggeri, og derfor omfattet af overenskomsten.

– Det er også derfor, jeg kan sige, at de ansatte har været groft underbetalt i forhold til overenskomsten, siger Flemming Hansen.

Artiklen har været offentliggjort i Byggefagenes Nyhedsbrev nr. 143, maj 2008

Redaktion: 
Fagligt

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96