Den 1. maj løslod de amerikanske myndigheder den sudanesiske journalist Sami al Hajj fra hans fangeskab på Guantanamo, hvor han som flere hundrede andre har siddet fængslet i årevis uden rettergang.
På intet tidspunkt er Sami al Hajj blevet præsenteret for en anklage. Alligevel har den amerikanske regering kunne tilbageholde ham med henvisning til de særlove, der blev indført i kølvandet på terrorangrebene mod New York og Washingthon den 11. september 2001.

Sami al Hajj arbejdede som kameramand for den arabiske tv-station Al Jazeraa og blev anholdt af pakistansk politi på vej ind i Afghanistan i 2002. Han var sendt til landet for at filme de krigshandlinger, der brød ud i november 2001.
Kampagne for hans frigivelse
Idet man mistænkte ham for at have en ikke nærmere specificeret forbindelse til terrornetværket Al Qaeda blev han overgivet til det amerikanske militær, der fløj ham til krigsfangelejren på Cuba.
Her nåede han at sidde i ikke mindre end seks år, og er angiveligt også blevet udsat for tortur. Hans tilbageholdelse har mødt kraftig fordømmelse fra bl.a. Amnesty International, ligesom hans arbejdsgiver, Al Jazeraa, har ført en kampagne for hans frigivelse.
Da han ankom til Khartoum i Sudan efter sin løsladelse, var han ifølge rapporter så svækket, at han måtte bæres fra flyet på en båre.
Sami al Hajj er blandt bidragsyderne til Digte fra Guantanamo, en bog indeholdende digte skrevet af indsatte under deres fangeskab i den berygtede lejr.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96