Aktivister fra netværket »Intet menneske er illegalt« forsøgte tirsdag den 15. april at forhindre udvisningen af en 23-årig flygtning fra Eritrea ved at trænge ind på landingsbanen i lufthavnen Bromma og blokere for flyets afgang.
Aktivisterne klippede hul i hegnet og det lykkedes tre af dem at nå så langt ind på lufthavnsområdet, at al trafik blev indstillet i et kvarter. Ifølge avisen Dagens Nyheter var den 23-årige flygtning dog ikke ombord i det fly, som aktivisterne rettede aktionen imod; det var derimod den svenske Erhvervsminister, der var på vej til EU-topmøde i Slovenien.

Til gengæld blev et fly fra det svenske luftvåben også forhindret i at lette, og selvom forsvaret af sikkerhedshensyn nægter at oplyse, hvor flyet skulle hen, er det en kendsgerning, at Sverige tidligere har benyttet militærfly til at udvise flygtninge.
Myndighederne tager aktionen meget alvorligt, og dømmes de ni aktivister for »lufthavnssabotage« risikerer de mindst to års fængsel.
Vänsterparti støtter aktionen
Aktionen har vakt opsigt i de svenske medier, og den flygtningepolitiske talsmand for Vänsterpartiet, Kalle Larsson, har udtalt sin støtte til aktivisterne:
– Selvfølgelig er det ikke godt at udsætte personale og rejsende for fare, og derfor ville jeg ikke selv have trængt ind på Bromma Lufthavn for at stoppe flyet med den afviste eritreaner.
– Men, og det er vigtigt, den alvorligste handling – den største forbrydelse – i denne forbindelse er, at de svenske flygtningemyndigheder med fuldt overlæg afviser en person fra Eritrea, hvor han tydeligvis risikerer forfølgelse, fængsling og sikkert også tortur. Jeg har derfor forståelse for, at aktivisterne fra Intet menneske er illegalt desperat forsøger at redde hans liv, udtaler Kalle Larsson.
Forsøgt udvist to gange før
Det er tredje gang, de svenske myndigheder forsøger at udvise den 23-årige flygtning. Første gang blev det forhindret, da piloten i flyet nægtede at flyve med ham. Anden gang lykkedes det få manden til Eritrea, men så nægtede de eritreanske toldere at godkende de dokumenter, de svenske betjente havde med. Alt i alt har udvisningsforsøgene efterhånden kostet flere hundrede tusinde svenske kroner, skriver hjemmeside yelah.net.
Ifølge hjemmesiden motkraft.net lykkedes det ikke denne gang at forhindre udvisningen til Eritrea, der af Amnesty International kritiseres for at overtræde menneskerettigheder ved blandt andet at benytte tortur i stort omgang. I Eritrea anses det at søge om asyl i udlandet desuden som landsforræderi, og derfor har tvangsudviste stor risiko for at blive fængslet og torteret.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96