Nedrivningen af en flytningelejr og deportationen af flygtninge fra den græske havneby Patras er blevet sat i midlertidig bero. Det er sket efter omfattende solidaritetsdemonstrationer og international medieopmærksomhed.

I weekenden den 19.-20. januar havde det græske politi i den græske havneby Patras ellers uddelt en »endelig advarsel« til over 4.000 flytninge i byen. Flygtningene fik valget mellem at forlade deres midlertidige hjem eller blive anholdt, interneret og deporteret.
Myndighedernes plan var at indfange eller fordrive omkring 4.000 flygtninge og rive deres lejre ned inden den 30. januar, hvor byens karneval begyndte.
Den 23. januar blev den uofficielle flygtningelejr omringet af politi og samtidig startede razziaer i havne-området. 200 migranter blev ført væk i busser og dele af lejren blev revet ned.
Solidaritet og organisering
Men samtidig med politiaktionen startede en række af solidaritetsdemonstrationer. Beboerne i lejren organiserede sig for at forsvare deres hjem, og støttegrupper fra hele Grækenland ankom til Patras for at forsvare flygtningenes rettigheder.
Den 29. januar trådte de uofficielle beboere i lejrene ud af deres skjul og frem i offentligheden. Over 1.000 migranter fra lejren demonstrerede sammen med lige så mange solidaritetsaktivister for retten til værdighed og asyl.
Demonstrationerne og det internationale mediepostyr kom bag på myndighederne.
Læs også artiklerne »Norge stopper tilbagevisning af asylsøgere til Grækenland« og »Klapjagt på flygtninge i Grækenland« på Modkraft.dk
Som resultat er nedrivningen af lejren blevet midlertidigt sat i bero og udrensningen af flygtningene i Patras er standset. Dagen efter demonstrationen skulle den planlagte nedrivning af lejren finde sted, men istedet for politi var det læger og advokater, der ankom til lejren - for at hjælpe.
Myndighedernes angreb på migranterne i Patras blev istedet vendt til en massiv solidaritetsbevægelse, og har samlet lokalsamfundet og de ’usynlige’ migranter, som ingen for få måneder siden talte om.
Håb om adgang til Europa
I de seneste år er tusindvis af flygtninge fra primært Afganistan og kurdisk Irak kommet til havnebyen Patras i håb om at komme i sikkerhed ved at smugle sig til Italien ombord på færger eller skjult i lastbiler.
Flygtninge kan ikke få asyl i Grækenland, som ikke overholder Geneve-konventionen, og mens de venter på en chance for at komme videre, lever de i udkanten af byen i en selv-bygget forstad af blik-huse. I denne lejr udsættes de permanent for forfølgelse og undertrykkelse af de græske myndigheder.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96