Den 19. januar indledte det græske politi en klapjagt på flygtninge i Patras ved at uddele løbesedler på fem forskellige sprog med en trussel til alle uregistrerede migranter, der opfordredes til at forlade byen på eget initiativ.

Den 23. januar blev en uofficiel flygtningelejr langs kysten revet ned og adskillige arresteret. Samtidig startede en række razziaer i havne-området, langs kysten og over alt i byen. Myndighedernes mål er at indfange eller fordrive op mod 4.000 flygtninge.
De første 200 blev kørt i busser til Athen, men myndighederne vil sende resten til »midlertidige« interneringslejre i Lavrion og Evros. Hvad der derefter skal ske med de internerede, er myndighederne tavse om.
Gennemgangsland
Tusinder af flygtninge er hvert år nødt til at tage igennem havnebyen Patras for at komme i sikkerhed et sted i Europa, og de fleste smugler sig ud af landet gemt i lastbiler, der kører ombord på færgen til Italien.
I år trådte den græske regerings love om strengere politikontrol ved grænserne og ved havnebyerne i kraft. Samtidig er Italien og andre vesteuropæiske lande begyndt at sende flere flygtninge tilbage til Grækenland, som ofte er det første EU-land, flytningene kommer igennem på deres flugtrute.
Det har ført til en stigning i antallet af hjemløse flygtninge, der lever skjult i Grækenlands havnebyer, strandet i et land, der ikke er sikkert, uden mulighed for at komme videre.
Et land man flygter fra
Ligesom Irak, Somalia, Eritrea, Pakistan, Tjetjenien m.v. er Grækenland et land, tusinder af mennesker er tvunget til at flygte væk fra. Det er et ikke et sikkert land at opholde sig i for flygtninge, da Grækenland hverken overholder Flygtningekonventionen eller Den europæiske Menneskerettighedserklæring.
Så godt som ingen af de flygtninge, der søger om asyl i Grækenland, anerkendes.
I 2006 arresterede Grækenland 8.157 irakere, men behandlede kun 1.415 af disses asylansøgninger - og anerkendte 0 af dem. I stedet interneres alle indfangede flygtninge i lejre under elendige forhold - inden de ulovligt massedeporteres og udleveres til de regimer, de flygtede fra.
I oktober 2007 udarbejdede den tyske menneskerettighedsgruppe Pro Asyl en rapport, der anklagede de græske myndigheder for at bryde Genevekonventionens princip om non-foulement (forbud mod tilbagesendelse af flygtninge), samt at mishandle flygtninge og udvise de til områder, hvor de risikerer tortur.
Men selvom EU-landet Grækenland altså er et land, flygtninge skal væk fra for at redde livet, så er mange nødt til at tage her igennem for at komme i sikkerhed et andet sted. Grækenland er et af de EU-lande, det er lettest at komme til fra Mellemøsten og det nordøstlige Afrika. Hvis flygtninge kan komme dertil med livet i behold, fortsætter deres flugt igennem landet, til et EU-land, hvor de kan søge om asyl.
Alt dette er dokumenteret og kritiseret af flere menneskerettighedsorganistioner, der også kritiserer de andre EU-landes tilbagevisninger af flygtninge til Grækenland, hvor de ikke er i sikkerhed.
Det sker i EU med henvisning til Dublin-forordningen, men er ulovligt i henhold til flygtningekonventionen og menneskerettighederne. Blandt andet Danmark bringer flygtninge i fare ved at udlevere dem til Grækenland, hvor de udvises.
»Operation rengøring«
De græske myndigheders politi-razziaer i Patras i denne uge har som mål er at internere og fordrive op mod 4.000 flygtninge inden det årlige karneval. De vil blive interneret og sandsynligvis deporteret uden en chance for at få asyl.
Aktionen, der på græsk kaldes »Operation rengøring«, er iværksat af kommunen og vil vare i dagene op til og under det lokale karneval, der finder sted i februar og er en af landets største begivenheder for turister.
Solidaritetsgrupper er ved at blive dannet i byen og advokater og aktivister fra andre byer i Grækenland er nu på vej til Patras for at støtte de forfulgte flygtninge.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96