Omkring 1.000 demonstranter mødte torsdag den 21. juni op foran Christiansborg for at støtte plejepersonalet i Holstebro, der har strejket i ti dage. De strejkendes krav er en lønforhøjelse på 1.000 kr. om måneden – bl.a. for at kunne opretholde en på niveau med de private vikarbureauer, der dækker en stigende del af arbejdet på området.

Strejkerne spredte sig samtidig til København. Allerede onsdag gik hjemmeplejere fra Bispebjerg og Vesterbro voksenteam i strejke. Torsdag omfattede arbejdsnedlæggelserne blandt andet social- og sundhedsassistenter i Valby og Bispebjerg samt på Nørrebro, Østerbro og Brønshøj/Husum.
Plejepersonalet i Valby overvejer, om det skal fortsætte strejken fredag, siger en talskvinde for plejepersonalet i Valby til Politiken.dk.
Servicefald på knap en halv milliard
Demonstrationen foran Christiansbrog blev gennemført samtidig med at Socialistiske Folkeparti har regnet sig frem til, at der fra 2005 til 2006 ialt blev brugt 432 millioner kroner mindre på det, som regeringen kalder borgernær service.
Nye tal fra finansministeriet viser, at de kommunale serviceudgifter faldt med 155 millioner kroner, men som følge af regeringens bureaukratisering af den offentlige sektor steg administrationsudgifterne samtidig med hele 277 mio. kr.
Reduktionen i de offentlige udgifter er sket samtidig med, at der er blevet flere ældre og flere børn, der skulle passes i dagsinstitutioner og SFO.
Fogh bør undskylde
– Fogh skylder en stor undskyldning til de forældre og andre borgere, som for et år siden aktionerede mod regeringens forringelser af velfærden, siger Villy Søvndal, formand for SF, i en pressemeddelelse.
– Den helt enkle forklaring på, at borgerne oplevede forringelser og demonstrerede imod dem, var at regeringen havde tvunget kommunerne til at skære ned. Det var Foghs absurde påstande om socialistiske ballademagere, der var et forsøg på misinformation og mørkelægning, siger han.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96