Af Bent Gravesen

»Jo, regeringen har meget at takke LO’s Hans Jensen for!«.

Sådan konkluderer journalist Helene Krarup Olsen fra 3F’s Fagbladet på LO’s formand Hans Jensens tilbud til regeringen om at indgå en trepartsaftale om velfærdsreformer.

Man skal ikke høre til i Socialdemokratiets inderkreds for at spørge sig selv: Hvordan er det kommet dertil, at fagbevægelsens politiske rolle er blevet at hjælpe en borgerlig regering - tilmed med en i øvrigt superliberalistisk kvalitetsreform?

Sidste års aktioner mod velfærdsforringelser gav fagbevægelsen eksempler på, hvordan tillidsfolk og fagforeninger kan genrejse sin folkelige styrke og gennemslagskraft. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

Er det en politisk skævert eller er det tværtimod symptomatisk for fagbevægelsens politiske ageren i dagens Danmark?

Det sidste. På både godt og ondt vel at mærke.

Nye veje til indflydelse
Lad mig illustrere denne påstand med nogle teser om fagbevægelsens politiske interessevaretagelse i disse år:

1. Hvis fagbevægelsen skal varetage sine medlemmers interesser, må den nødvendigvis blande sig i politik. (Hans Jensen foreslår I forhold til kvalitetsreformen bl.a. at sikre, at regeringen investerer i flere og bedre uddannede offentligt ansatte, bedre ledelse, større indflydelse og mere frihed i arbejdet.)

2. Fagbevægelsen må nødvendigvis argumentere åbent politisk, hvis den effektivt skal varetage medlemmernes interesser. (Hans Jensen argumenterede i medierne for, at 3-5 mia. kr. mere på de offentlige budgetter årligt er nødvendigt.)

3. Fagbevægelsens traditionelle vej til politisk indflydelse var bl.a. ’hulemøder’ med socialdemokratiske ministre og direkte socialdemokratisk deltagelse i LO’s ledelse. De veje kan ikke længere bruges som effektiv adgang til politisk indflydelse Christiansborg.

Det er ikke kun onde tunger i fagbevægelsen, der åbent taler om, at Hans Jensens tilbud til Fogh var nødvendigt, fordi fagbevægelsen ikke kan satse på, at Helle Thorning Schmidt sætter sig på statsministerposten efter næste valg.

Hans Jensen vidste med garanti, at han med sit tilbud til Fogh om en aftale risikerede »at blive en statist i Foghs spil«, som 3F’s formand Poul Erik Skov Christensen så bramfrit udtrykte det.

Sat på spidsen er det netop i den rolle, at Hans Jensen havde en chance for at opnå politiske resultater for medlemmerne: Politiske indrømmelser betalt med legitimering af en borgerlig regerings forsøg på at slå Socialdemokraterne i kampen om at blive bedst til velfærd ved næste folketingsvalg.

Kan ikke vente på Socialdemokraterne
Hans Jensens udspil er ikke en enlig svale eller en simpel fodfejl. Det afspejler derimod nogle grundlæggende ændringer i vilkårene for fagbevægelsens varetagelse af sine politiske interesser.

Først og fremmest det forhold, at Socialdemokraterne ikke længere hverken kan eller vil levere varen: regeringsmagt og reformer til gavn for fagbevægelsens medlemmer.

Allerede under Schlüter-regeringerne i 1980’erne erkendte LO, at man var nødt til at søge direkte indflydelse hos en borgerlig regering – af den simple grund, at det kunne have og havde lange udsigter, hvis man skulle vente på, at Socialdemokratiet igen satte sig på regeringsposterne.

Da Poul Nyrup Rasmussen så endelig dannede regering, valgte han at holde fagbevægelsen på længere afstand, end der tidligere havde været tradition for.

En ny politisk kurs, der med efterlønsindgrebet i 1999 nåede et foreløbigt historisk højdepunkt med en socialdemokratisk ledet regering, der så at sige tog fagbevægelsens top på sengen og en reform, der direkte gik til angreb på en af fagbevægelsens politiske mærkesager.

Social-kammaraterne
Herudover afspejler Hans Jensens udspil uden om Helle Thorning Schmidt, at fagbevægelsen og LO ikke længere kan være så snævert knyttet til Socialdemokraterne som tidligere.

Det skyldes grundlæggende pres fra medlemmerne. I 1960’erne stemte mere end 80 pct. af fagforeningsmedlemmerne på LO-området på Socialdemokratiet, og Socialdemokratiet gennemførte en række reformer til gavn for lønmodtagerne.

Derfor accepterede det store flertal af fagbevægelsens medlemmer dengang et intimt samarbejde mellem LO-fagbevægelsen og Socialdemokratiet.

Nu stemmer kun et mindretal af LO-forbundenes medlemmer på Socialdemokratiet, og derfor accepterer de ikke længere nær så let, at fagbevægelsen alene samarbejder snævert med Socialdemokraterne. LO’s formelle bånd til Socialdemokraterne er da også kappet for år tilbage.

Indtørret faglig tradition
4. Fagbevægelsens varetagelse af medlemmernes interesser gennem snævert samarbejde med Socialdemokraterne og lukket korridorpåvirkning af regeringen har haft sin pris.

Det har resulteret i manglende politisk debat på arbejdspladserne og mangel på selvstændige politiske reformudspil fra fagbevægelsen.

Da fagbevægelsen i 2002 begyndte at diskutere, hvordan man kunne komme af med Fogh-regeringen, var alle klar over, at det var nødvendigt at udvikle de politiske diskussioner på arbejdspladserne. Sandheden var jo, at Anders Fogh Rasmussen havde vundet valget i 2001 på arbejderstemmer.

Men det viste sig hurtigt at være svært for fagbevægelsen at skabe diskussion på arbejdspladserne. Den faglige tradition for politisk debat og stillingtagen ude på arbejdspladserne var ganske enkelt tørret ind, og de store toneangivende arbejdspladser var væk.

Fagbevægelsen formåede reelt ikke at fremlægge nye, selvstændige reformforslag, som kunne engagere og mobilisere medlemmerne.

Hverken LO, de enkelte forbund eller andre organisationer som Fagligt Ansvar og LO-Storbyerne havde større held med at mobilisere fagbevægelsens medlemmer til en debat om et politisk alternativ til Fogh.

Resultaterne er små
5. Men fagbevægelsen opnår kun begrænsede og relativt usynlige politiske resultater ved at samarbejde med borgerlige regeringer. Derfor får fagbevægelsen i disse år et stadigt større behov for selv at finde nye måder at varetage medlemmernes interesser på den politiske arena.

Ind imellem opnår fagbevægelsen en smule indflydelse på Fogh-regeringens politik gennem trepartsaftaler og korridorforhandlinger. Som oftest handler det om indflydelse på den konkrete udformning af regeringens lovforslag og på udmøntningen af disse love.

Men resultaterne er små, og de er nærmest usynlige for medlemmerne. Derfor får hverken LO eller de enkelte forbund ret mange skulderklap fra det almindelige medlem på den konto, og det bidrager mindre end lidt til at stimulere de politiske diskussioner på arbejdspladserne.

For LO er en af vejene til indflydelse at handle med Fogh-regeringen, som Hans Jensen lagde op til.

Men Hans Jensen skal efter alt at dømme ikke regne med at få tilnærmelsesvis en aftale om 3-5 mia. kr. årligt til efteruddannelse, arbejdsmiljø, osv.

Og det endda, selv om han nok så elegant tilbyder Anders Fogh Rasmussen hjælp til at sparke mindst det ene ben væk under Helle Thorning Schmidt og hendes ensidige satsen på velfærd som valgkampstemaet.

Men selv om Fogh skulle føle sig fristet af et sådant bidrag til Venstres valgkamp, ved han ganske givet, at Hans Jensen nærmest er nødt til at være langt billigere til salg. Det plejer LO da også at være.

Hertil kommer, at Hans Jensen ikke har ret mange andre veje at satse på end det mulige forlig. LO-toppen ved udmærket, at det, de har at tilbyde Fogh i en aftale, trods alt er begrænset. Det betyder nemlig ikke længere det samme for det almindelige fagforeningsmedlems stillingtagen, hvad LO siger og gør.

Dermed er værdien af en aftale med LO mindre værd for Anders Fogh Rasmussen i den valgkamp, der allerede er i gang.

LO’s goodwill hos medlemmerne kan ganske enkelt ikke sælges så dyrt som for 10, 20 eller 30 år siden, og derfor kan Hans Jensen ikke reelt gøre sig håb om at få 3-5 mia. kr. for det!

Ny social reformbevægelse
6. Fagbevægelsen kan kun gøre sig håb om væsentlige politiske reformer til gavn for medlemmerne, hvis den har et alternativ og selv formulerer sociale reformkrav, der kan mobilisere medlemmernes støtte.

Der er intet forkert i, at fagbevægelsen stiller sine egne krav til en borgerlig regering. Men hvis ikke der er tale om klare og konkrete krav, som både kan vinde opbakning blandt medlemmerne og politisk sympati i bredere dele af befolkningen, er der ingen udsigt til væsentlige resultater.

LO vil derimod forhandle med langt større pondus, hvis Hans Jensen først har været ude hos fagbevægelsens medlemmer og skaffet opbakning til konkrete krav til, hvordan vi forbedrer kvaliteten på sygehuse, plejehjem og daginstitutioner ved at investere i flere og bedre uddannede offentligt ansatte, mv.

Hvis fagbevægelsen ydermere går i lokal og national dialog med de borgere og brugere, der ønsker at forbedre den fælles velfærd, vil Hans Jensen for alvor kunne forhandle med styrke.

Efterårets demonstrationer og aktioner i forbindelse med de kommunale budgetnedskæringer gav fagbevægelsen en masse jordnære eksempler på, hvordan tillidsfolk og fagforeninger hentede styrke og politisk gennemslagskraft ved at gå i tæt dialog med f.eks. forældre til børn i daginstitutioner, skoler og ældreomsorg.

Disse erfaringer kan og skal bruges til at udvikle fagbevægelsen til en ny social reformbevægelse, der politisk effektivt slås for medlemmernes interesser. Og det haster, hvis vi skal hjælpe Klods Hans til det halve kongerige.

Bent Gravesen er faglig sekretær i Socialistisk Folkeparti.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet SALT.