Den seneste rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, »Fordeling og levevilkår«, dokumenterer, hvordan de sociale uligheder er blevet forøget i Danmark.

Indkomster og formuer fordeles stadig mere skævt i befolkningen, og der bliver stadig flere relativt fattige mennesker. Uligheden er ikke kun et økonomisk problem, det slår også voldsomt igennem i forhold til sundhed, arbejdmiljø og uddannelsessystem.

Social ulighed giver sig også udslag i forskelle i brug af medicin, lægehjælp og hospitalsindlæggelser.

Indkomstfordelingen bliver stadig mere skæv
Rapporten er en undersøgelse af udviklingen i indkomster og formuer, skat og omfordeling og social ulighed i perioden fra 1995 til 2004.

Indkomster og formuer er i perioden blevet mere skævt fordelt – i modsætning til det forrige tiår (1983-1995), hvor uligheden mellem de forskellige befolkningsgrupper næsten holdt sig på samme niveau.

Den disponible indkomst for de erhvervsaktive aldersgrupper er fra midten af 1990’erne steget med to procent om året, skriver erhvervsrådet. Den samlede stigning i indkomst er på knap 20 procent i hele perioden.

Men det er ikke alle indkomstgrupper, der har fået del i denne store vækst.

De ti procent fattigste har i gennemsnit kun fået forøget indkomsten med 0,3 procent om året – og i hele perioden samlet set kun øget indtægten med 2,7 procent. Målt i pengepriser svarer forøgelsen til, at den fattigste indkomstgruppe kun har fået 1.900 kroner mere forbrug i 2004-priser.

Stigningen for de fattigste indtraf desuden næsten udelukkende mellem 1995 og 1996 – herefter har indkomsten næsten været konstant. I årene 2001-2003 oplevede de fattigste 10 procent af befolkningen faktisk en tilbagegang i indkomst. Men fra 2003-2004 er der dog sket en stigning, der bringer indkomsten »tilbage« til 1996 niveau.

Konstant indkomstfremgang for de rigeste
De ti procent rigeste har derimod siden 1995 haft en konstant indkomstfremgang. Med et gennemsnit på 2,7 procent mere i indkomst om året, har de rigeste samlet set forøget deres indkomst med hele 27 procent.

Målt i kølige kontanter betyder det. at de rigeste ti procent har fået 73.400 kroner mere til forbrug, skriver Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Det bør sammenlignes med de 1.900 som de fattigste 10 procent har fået forøget deres forbrug med.

Det skal dog understreges – og det gør erhvervsrådet også - at udregningen af disse tal er statistiske, det er ikke (nødvendigvis) de samme personer, der befinder sig i de enkelte indkomstgrupper år efter år.

Ikke desto mindre konkluderer erhvervsrådet, at »den gunstige udvikling i beskæftigelse og produktivittet fra 1995 til 2004 ikke har givet et ’løft’ i den laveste ende af indkomstfordelingen«.

Det er en åbenlys underminering af den logik og argumentation, som ledende regeringsmedlemmer og liberale ideologer i eksempelvis tænketanken CEPOS er fremkommet med – nemlig at en samlet økonomisk fremgang båret frem af skattelettelser og begunstigelser af de rigeste nærmest per automatik skulle ’smitte af’ på de fattigste.

Mere relativ fattigdom i Danmark
Det er ikke kun uligheden, der er blevet større. Rapporten dokumenterer også, at der er blevet flere fattige i Danmark.

Der findes ganske vist ingen officiel fattigdomsgrænse her i landet, men hvis man bruger OECDs relative fattigdomsbegreb, der fastlægger fattigdom som 50 procent eller derunder af medianindkomsten (dvs. ’middelindkomsten’), var der i 2004 260.000 fattige personer i Danmark. Det er 45.000 flere end i 2001.

Antallet af fattige har været i konstant stigning siden 1995, men antallet i de foregående to år var faldende.

Det hedder i rapporten, at særlig »efter 2001 er der sket en stigning i antallet af fattige. Alene i denne periode er antallet af personer, der lever i (relativ) fattigdom steget med knap 45.000 personer, men stigningen fra 1993 til 2001 har været knap 5.000 personer. Alene fra 2003 til 2004 er antallet af fattige steget med knap 20.000 personer, hvoraf indførelsen af kontanthjælpsloftet har medført en stigning på op mod 2.500 personer«.

Det skal dog bemærkes, at hvis rapporten havde startet optællingen af fattige personer i 1995 i stedet for 1993, havde regeringen Nyrup Rasmussen ikke måtte nøjes med at ’tegne sig’ for 5.000 flere fattige, men måtte forøge tallet med yderligere 20.000 personer.

En stor del af fattigdommen rammer børn. Rapporten peger på, at omkring 50-60.000 børn lever i fattigdom. Fra 2001 til 2004 er antallet af børn, der lever i relativ fattigdom, steget med 12.000-14.000 personer - det præcise tal afhænger af om man medregner studerende med i gruppen af fattige eller ej.

Rapporten dokumenterer samtidig, at stadig flere mennesker bliver hængende i fattigdom. I 1997 var der 28.000 personer, der havde været fattige i tre sammenhængende år, men i 2004 var det antal steget til 46.000 personer.

Sundhed, arbejdsmiljø og uddannelsessystem
Rapporten fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd analyserer dog ikke kun den økonomiske ulighed. Den tager også fat i ulighed inden for sundhed, arbejdsmiljø og i forhold til skole- og uddannelsessystemet.

Rapporten påpeger, at ufaglærte har de højeste udgifter til medicin, oftest er indlagt på sygehus og har flest kontakter til praktiserende læger. De højtuddannede tegner sig for det modsatte: De har de laveste udgifter til medicin, færreste hospitalsindlæggelser og færreste besøg hos praktiserende læger.

Det står forøvrigt i stærk kontrast til, hvordan den sociale sammenhæng med tandlægebesøg tegner sig. Her er det de ufaglærte, der lægger sig i tandlægestolen færrest gange – men der er som bekendt også en meget høj grad af brugerbetaling på dette område.

Forskelle i forventet restlevetid, potentielle arbejdsår og uddannelse
Den sociale ulighed i giver sig også udslag i forskellige i de såkaldte »forventede restlevetider«.

Højtuddannede mænd i 30-års alderen har en forventet restlevetid, der er næsten 6 år længere end for lavt uddannede mænd. For højtuddannede kvinder er restlevetiden 4 år højere end for lavt uddannede kvinder.

Inden for arbejdsmiljøområdet opgør rapporten den sociale ulighed ved at beregne hvor mange potentielle arbejdsår, der mistes på grund af førtidspensionering og tidlig død.

Rapporten opgør gennemsnittet over et livsforløb til i gennemsnit 5 ½ potentielle arbejdsår per person. Men det det dækker over en stor social ulighed: Ufaglærte mister i gennemsnit 8 potentielle arbejdsår, mens personer med videregående uddannelse er nede på godt tre mistede potentielle arbejdsår.

På uddannelsesområdet slår de sociale forskelle bl.a. i gennem ved, at børnenes chancer for at klare sig i skolen i meget høj grad afhænger af forældrenes uddannelsesmæssige og etniske baggrund.

Børn af forældre med langt videregående uddannelse får ved folkeskolens afgangseksamen i gennemsnit karakterer, der er 1,5 karakterer højere end børn af ufaglærte forældre.

Forældrenes uddannelsesmæssige baggrund er også udslagsgivende for sandsynligheden for, om børnene gennemfører en uddannelse.

Et barn af ufaglærte forældre har syv gange så stor risiko for at være uden uddannelse som 25-årig end et barn fra et akademikerhjem, viser rapporten.