Af Karsten Ditlevsen

Globaliseringstilhængerne, hvad enten det er administrerende direktører eller politikere, har haft betydeligt held med at sælge det neoliberale projekt som en uundgåelig udvikling, der samtidig har den gunstige effekt, at den fremmer demokrati og velstand i de uudviklede lande – samtidig med at koncernerne øger profitten.

Virkeligheden er en anden. Senest har vi oplevet, hvordan det amerikanske handelskammer og EU’s handelskammer, der også repræsenterer danske koncerner, forsøger at påvirke kinesisk lovgivning.

Fagbevægelsen må igen tage fat på det grundlæggende arbejde: faglig organisering. Foto: Mark Knudsen/Monsun.

I Kina debatteres en ny arbejderbeskyttelseslov, der bl.a. skal gøre det vanskeligere at fyre arbejdere, sikre alle arbejdstagere kontrakter og sikre et bedre arbejdsmiljø.

De to vestlige handelskamre har kraftigt advaret den kinesiske regering. I slet skjulte vendinger gøres det klart, at en sådan lovgivning, der stadig ikke sikrer retten til faglig organisering eller strejkeret, vil medføre, at nyinvesteringer ikke lægges i Kina – og at mange virksomheder vil flytte deres operationer andetsteds hen.

Det er ikke tomme trusler.

Efter massive flytninger af industriarbejdspladser til Mexico fra USA i 1990’erne, er mindst ½ mio. arbejdspladser flyttet videre til Kina. Mexicanske arbejdere har ikke mærket meget til menneskerettigheder og øget velstand.

Racet mod bunden
Essensen i de seneste 25 års neoliberal globalisering er sjældent sammenfattet så klart som i følgende citat fra den svenske erhvervsmagnat Percy Barnevik:

»Jeg definerer globalisering som mit firmas frihed til at investere, hvor vi ønsker det, når vi ønsker det, at producere hvad vi vil, og sælge hvad vi vil og have mindst mulige restriktioner fra arbejdsmarkedslovgivning og sociale konventioner.«

Konsekvensen af dette er som bekendt den dødsspiral mod bunden, som vi har set udfoldet hvad angår løn-, arbejds- og miljøforhold over store dele af kloden.

Vi oplever hele tiden afsløringer af umenneskelige arbejdsforhold, som hos de indiske arbejdere, der i kemikaliesuppe til livet producerer for Jysk Sengetøjslager eller de kinesiske arbejdere, der bryder billigt marmor til den københavnske metro.

Vi har oplevet faldende organisationsprocenter blandt arbejderne over det meste af verden, og vi har set industriarbejdspladser forlade de vestlige lande i en voldsom hast.

I mange år troede den danske fagbevægelse sig immun overfor virkningerne af den virksomhedsstyrede globalisering.

Den høje organisationsprocent og den danske model blev opfattet som et fremskudt forsvarsværk, en arbejdsmarkedets Marginot linje, der skulle sikre, at fagbevægelsen kunne sove videre som serviceorganisationer for de, der allerede var indfanget.

Traditionelle fagforeningsdyder som evnen til at organisere og mobilisere fik lov at slumre ind.

Ydermere optrådte de store forbund som Metal, 3F, FOA og HK i mange sammenhænge som konkurrerende landsorganisationer, hvor den interne rivalisering om medlemmerne syntes at overskygge samarbejdet om sociale og politiske målsætninger.

Jagten på medlemmer syntes udelukkende begrundet i nødvendigheden af kontingentkroner, der kunne sikre mod nedskæringer i apparatet og muliggøre en stadig vækst i formands- og bureaukratlønninger, der langt oversteg medlemmernes.

Den traditionelle fagbevægelse er forhåbentlig ved at vågne op – godt hjulpet på vej af EU’s angreb på den højt besungne danske model, som vi f.eks. har set med forbuddet mod eksklusivaftaler, og den betydelige indvandring af billig, uorganiseret arbejdskraft.

En national opvågnen i fagbevægelsen er imidlertid ikke tilstrækkelig. En situation, hvor firmaer frit bevæger sig over landegrænser på jagt efter de laveste lønninger og mest disciplinerede arbejdsstyrker, og hvor forskellige nationale markeder smelter sammen i et globalt, skriger på fagligt samarbejde over grænserne.

Der er mange muligheder og de skal alle udnyttes og forbedres – og fagbevægelsen må se i øjnene at det koster knapper.

Den faglige Internationale
Efter 2. verdenskrig var der en kortvarig basis for en samling af kommunistiske og socialdemokratiske fagbevægelser på internationalt plan, World Federation of Trade Unions (WFTU).

Glæden blev imidlertid kortvarig, idet føderationen blev sprængt allerede i 1949 pga. den kolde krig og uenigheder om Marshallhjælpen.

De socialdemokratiske fagforeninger dannede International Confederation of Free Trade Unions (ICFTU), mens de statsstyrede fagforeninger i de ›kommunistiske« lande forblev i WFTU sammen med kommunistisk dominerede forbund som det franske CGT.

Efter murens fald har WFTU mistet mange medlemsorganisationer og spiller i dag en hensygnende rolle.

Derimod har ICFTU netop – i november 2006 – fusioneret med den tredje internationale føderation World Confederation of Labour (WCL).

WCL var den mindste af de faglige sammenslutninger og blev stiftet helt tilbage i 1920 på et kristent grundlag. I 1968 droppede organisationen sin kristelige orientering og har siden bevæget sig i retning af en samling af uafhængige, globaliseringskritiske forbund. Den har blandt andet siddet i World Social Forums internationale råd.

Den nye organisation ITUC, International Trade Union Confederation, som LO er tilsluttet, er udtryk for erkendelsen af, at det grænseoverskridende faglige samarbejde skal opprioriteres.

Den har da også fået tilslutning fra vigtige landsorganisationer, som det franske CGT, der ikke tidligere var med i nogen af de fusionerende føderationer.

Det er imidlertid vigtigt at erkende ITUCs begrænsninger. Det er en topstyret og byrokratisk organisation langt fra de aktive medlemmer i de enkelte lande – ligesom det er værd at huske, at ICFTU, storebroderen i fusionen, gennem forbundet CTV støttede generalstrejken og kuppet mod Chavez i Venezuela i 2002

Også andre af den nye føderations medlemmer har et blakket ry. Således var den amerikanske landorganisation, AFL-CIO, der i det hele taget har en lang tradition for aktiv »anti-kommunisme«, involveret i kuppet mod Aristide på Haiti.

Ikke desto mindre vil ITUC kunne få en styrket rolle i lobbyarbejde i forhold til arbejdstagerrettigheder i FN-organisationer og ILO – ligesom organisationen vil fortsætte og styrke det meget vigtige arbejde, som ICFTU tidligere har foretaget i forhold til overgreb på fagligt aktive og faglige rettigheder.

Det materialiserer sig i udgivelsen af en omfattende årlig rapport om de faglige rettigheders globale tilstand.

Internationale brancheføderationer
Tættere på virksomhederne er de internationale forbund – Global Labor Federations – som er føderationer indenfor den enkelt branche som f.eks. Det Internationale Metalarbejderforbund, hvor Dansk Metal deltager, og UNI, der organiserer arbejdere i servicefag og i den grafiske industri, hvor HK er medlem.

De internationale forbund har indgået rammeaftaler med ca. 30 multinationale koncerner omfattende over 3 mio. arbejdere.

Det Internationale Metalarbejderforbunds aftale med VW sikrer således organisationsretten, sikre arbejdsforhold og en minimumsløn relateret til lokal forhold på koncernens fabrikker. VW forpligter sig ligeledes til at opfordre underleverandører til at overholde rammeaftalens betingelser.

Rammeaftaler er ikke slaraffenland – men det er trods alt et skridt fremad i forhold til virksomhedernes ensidige etiske regelsæt, der ikke forhandles med modparten og som aldrig forpligter i forhold til underleverandører.

Et afgørende problem er at få overvåget rammeaftalerne samt at få dem forankret blandt koncernernes arbejdere

De internationale forbund har imidlertid ikke megen kompetence, er ledet uden indflydelse fra medlemmerne i de nationale forbund og de er generelt underbemandet i forhold til deres opgaver.

En direkte inddragelse af tillidsfolk og menige arbejdere kan opnås i koncerner, hvor der er etableret Europæiske Samarbejdsudvalg. Disse er høringsorganer, der minimum sikrer et årligt møde med koncernledelsen.

Fidusen her er først og fremmest at udnytte retten til for- og eftermøde og den mulighed for kontakt der sikres, fordi koncernen er forpligtet til at skaffe tolke og betale udgifterne.

Der er dog eksempler på, at internationale brancheføderationer har spillet en afgørende rolle i opbygning af internationale netværk på tillidsmandniveau.

I 1990erne, da den canadisk baserede trykkerikoncern Quebecor ekspanderede voldsomt på europæisk plan, opkøbte den bl.a. en lang række virksomheder i Frankrig. Koncernledelsen benyttede den voldsomme overkapacitet på tryktimer til at spille de ansatte på de forskellige virksomheder ud mod hinanden gennem trusler om fabrikslukninger.

Det franske forbund CGT samlede repræsentanter fra virksomhederne, der fik etableret et samarbejde, der hurtigt involverede tillidsfolk fra andre af koncernens europæiske virksomheder. Gennem UNI er dette samarbejde blevet udvidet så det i dag er verdensomspændende.

Quebecorsamarbejdet har været i stand til at gennemføre fælles aktionsdag og har flere steder i USA og Sydamerika fået stoppet ledelsens fagforeningsfjendske virksomhed og sikret faglig organisering på trykkerierne.

Faktisk har koncernledelsen i Canada underskrevet et dokument, hvor den accepterer at stoppe aktiv »union-busting«, selv om det fremdeles kniber med at efterleve erklæringen

Global handling skal forankres lokalt
Andre muligheder er simpelthen at søge kontakt på basisniveau, som da tillidsfolkene fra House of Prince opsøgte koncernens polske virksomhed og fik etableret kontakt til nogle få arbejdere.

I løbet af halvandet år lykkedes det at få organiseret over halvdelen af den polske virksomheds medlemmer, og de polske arbejdere er i dag repræsenteret i tillidsmandssamarbejdet indenfor koncernen.

Endelig er det afgørende at lokale fagforeninger er aktive på egen hånd som f.eks. HK Medie og Kommunikation i København, der gennem de seneste år har knyttet en række europæiske kontakter på fagforenings- og tillidsmandsniveau med henblik på at få afholdt en international konference i Danmark med deltagelse af tillidsfolk fra store trykkerier i Europa.

Det er dels sket gennem samarbejde med eksempelvis de grafiske arbejderes fagforeninger i Oslo og Stockholm og forbundet Verdi, der organiserer grafiske arbejdere i Tyskland. Dels gennem kontakter som tillidsrepræsentanter fra danske og norske trykkerier har opbygget gennem en lang årrække. Dels gennem opsøgende arbejde i f.eks. Østeuropa, hvor der hemmeligt er knyttet kontakter til arbejdere på virksomheder, der praktiserer fagforeningsforbud.

3F – og tidligere SID – er nok det forbund herhjemme, der har stået for det bedste og ofte lokalt forankrede internationale faglige arbejde – såvel i forhold til andre faglige organisationer, men også i et samarbejde med græsrods- og u-landsorganisationer.

Så meget desto mere beklageligt er det at forbundet øjensynligt er i færd med at udlicitere dele af det internationale arbejde til Fagbevægelsens U-landssekretariat. Det vil afgørende svække forankringen af arbejdet i lokalafdelingerne og på arbejdspladserne.

Informationsteknologien giver bedre muligheder for at etablere transnationale faglige netværk, end vi har haft tidligere. Der kan opbygges vidensdatabaser, som fagligt aktive kan trække på og e-mails kan sikre løbende kontakt mellem netværksdeltagerne.

Samtidig er det imidlertid umuligt at overvurdere betydningen af personlige kontakter, hvor der kan sættes ansigter på, og hvor der kan opbygges uvurderlig personlig tillid.

Et eksempel på et forbund der har indset dette er det verdens største forbund indenfor telesektoren, Communication Workers of America, der i forbindelse med at fagforeningsfjendske amerikanske teleselskaber etablerede sig i Storbritannien i slutningen af 90’erne sendte tre organisatorer fire måneder til UK, hvor de arbejdede sammen med fagforeningsfolk fra den britiske Communication Workers Union og boede hos medlemmer af dette forbund.

Det koster penge – og det må fagbevægelsen prioritere. Det er en del af en tilbagevenden til de faglige »kerneydelser«, der i en globaliseret verden endnu mere end tidligere, må være internationalt orienterede

Karsten Ditlevsen er fagpolitisk sekretær for Enhedslistens folketingsgruppe.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Solidaritet