I Manifestet fremmanede Marx for det dengang kun netop eksisterende europæiske proletariat, at kapitalismens epoke som feudalismens var begrænset. Der fandtes en tid hinsides kapitalismen. Denne tid kaldte han frihed eller socialisme.

I modsætning til sine forgængere i utopistfaget indeholdt hans manifest ikke nogle detaljerede byggeplaner for det nye sam¬fund. Det ville opstå ud af kampe mellem arbejderne og borgerskabet.

Men, sagde Marx, der var også den mulighed, at der ikke kom socialisme ud af det. Det kunne ende med begge de kæmpende klassers undergang.

Selvom Marx her antyder, at historiens gang altså ikke er indskrevet i dens bevægelse, så er det ikke en tanke, han gør særlig meget ved.

Og eftertiden synes at læse hen over den kedelige bemærkning. Fra Kautsky til Mao grundlægges en grundmuret opfattelse i arbejderbevægelsen af, at marxismens historieopfattelse var teleologisk.

Historien havde en mening, som var indskrevet i den. Socialismen var ikke blot en mulighed, et udkast, nej den var foreskrevet af selve historiens grundprincip, dialektikken mellem produktivkræfter og produktionsforhold.

Både hos Kautsky, Lenin og hos Mao kan man finde den knyttet til en determinisme, som sagde, at uanset, hvad mennesker fandt på, ville socialismen sejre. I den kommunistiske opfattelse var det almindeligt, at se den enkelte som én, der blot hjalp historien på gled. En god kommunist var reklameagent for Historien.

Set i forhold til en sådan teleologi har arbejderklassen er opgave i historien, en mission, nemlig den at befri menneskeheden for årtusinders klassesamfund og afskaffe klasserne overhovedet. Med arbejderklassen ville menneskeheden nå ud af barndommen og nødvendigheden.

Netop denne del af teleologien blev vigtig for venstrefløjens selvforståelse.

Selve begrundelsen for splittelsen af arbejderbevægelsen lå i, at Socialdemokratiet havde svigtet denne mission. Det kunne formuleres som et forræderi, som Lenin gjorde det i forhold til Kautsky, og som kommunisterne siden gjorde det i forhold til socialdemokraterne. Det kunne formuleres som et brud på principper, som oppositionen i Socialdemokratiet gjorde det i Danmark op til bruddet i 1918.

Det afgørende var: Nogen havde svigtet en mission, derfor måtte nogen andre tage denne på sig. Begrundelsen for at splitte arbejderbevægelsen blev altså lagt i selve historiens mening.

Da bolsjevikkerne tog magten i Rusland i november 1917, tog socialdemokraten Borgbjerg som bekendt parti for revolutionen, som han så som en fredsrevolution. På trods af at magtanvendelse ikke var hans kop te, genkendte han det, bolsjevikkerne gjorde, som indledningen til friheden og hilste det som sådan.

Men da Lenin i januar 1918 sendte den konstituerende forsamling hjem, sagde Socialdemokratiet fra. Dét som var under opbygning var ikke demokrati og derfor ikke socialisme, det var et diktatur.

Siden hen måtte mange venstrefløjsfolk foretage samme operation i forhold til kommunismen. De betvivlede simpelthen, at der var tale om en ny begyndelse for arbejderbevægelsens mission i historien.

Det gjaldt i Danmark i 30’erne smågrupper som syndikalisterne og trotskisterne og dele af de kritiske intellektuelle, f.eks. gruppen Clarté. Det gjaldt siden SF og det nye venstre.

For kommunisterne førte denne anfægtelse til, at teleologiens latente religiøsitet slog om i en faktisk religiøsitet, hvis kerne var at utopien var realiseret i Sovjet. Den var ikke længere en u topos, dvs. et ikke-sted, den havde fået adresse. Og adressen var Sovjetunionen.

Det viste sig at være en meget produktiv operation, fordi den bandt meget stærke følelser til projektet at være en kommunist. Påfaldende nok binder det større følelsesmæssig energier at binde sig til irrationelle forestillinger end rationelle.

For Socialdemokratiet førte diskussionen om demokrati og diktatur til en identifikation mellem demokrati og parlamentarisme og en fremadskridende opgivelse af enhver utopisk dimension.

For venstrefløjsgrupperne førte anfægtelsen af kommunismen som en ny begyndelse til en hel række forsøg på genetablering af den tabte teleologi.

For trotskisterne skete genetableringen gennem den operation, at Sovjet blev anset for en degenereret arbejderstat. Det fornødne var en kulturrevolution dér, som kunne bringe overbygningen i overensstemmelse med den socialistiske basis.

For SF forholdt det sig paradoksalt nok lidt på samme måde i begyndelsen. Men efterhånden skete der vel i SF en opgivelse af selve teleologien og om end ikke en opgivelse af den utopiske dimension, så en nedtoning af den og en betoning af de konkrete danske forudsætninger for et eventuelt socialistisk projekt.

SFs selvforståelse var dog stadig Socialdemokratiets svigten af sine principper.

Denne – i øvrigt ureflekterede - ændring i SF afspejler formentlig partiets ændring i løbet af 60’erne socialt set fra et arbejderparti til et moderne mellemlagsparti.

Det nye venstres selvforståelse løb ad flere spor i forhold til det teleologiske udgangspunkt.

Maoisterne, som skilte sig ud fra DKP i 1960’erne og siden gennemgik flere forskellige spaltninger, foretog en operation, som kan minde om trotskisternes, blot med den forskel, at de ikke anså det for muligt at genetablere det realiserede Utopia i Sovjet. Her regerede de nye zarer.

Nej, det realiserede Utopia havde en anden adresse, nemlig Folkerepublikken Kina, folkerepublikken Albanien eller folkerepublikken Kampuchea. Men i øvrigt tog hele operationen sig ud som en reetablering. Man måtte tilbage i historien til før kommunismens forræderi.

Der blev derfor tale om en stalinistisk restauration og en genopførelse af illusionernes teleologi, denne gang i forhold til Kina.

Senere kunne DKP/ML genopføre sceneriet med Albanien, Kampuchea osv. Det er et uopslideligt tema med store dramatiske effekter.

Dette nye mellemlagsvenstre opstod i løbet af tresserne med Kampagnen mod Atomvåben, Gruppe 61, SUF, det genopblussede Studentersamfund osv. Det knyttede sig til SF, men spaltede sig i l967 ud som VS. Og med VS’ brud med SF var der igen tale om brud på principper.

I sit udgangspunkt var VS dog et forsøg på at redefinere utopien og undvige teleologien. Men den var alligevel for lokkende.

Da den nye ungdomskultur brød igennem de følgende år reagerede det nye venstre med en dobbeltreaktion. På den ene side ved en tilegnelse af sider af den nye ungdomskultur og på den anden side ved en genetablering af en hel række af arbejderbevægelsens historisk overleverede forståelsesformer.

I VS opstod en leninist-fraktion, udenfor VS grupper, som kaldte sig anarkistiske, syndikalistiske osv.

Der skete samtidig en nyreception af marxismen i et omfang uden fortilfælde i Danmark. Samlet betød denne orientering mod arbejderbevægelsens traditioner, at venstrefløjens karakter blev skjult i denne iklæden sig fortidens gevandter. Det centrale er hverken nylæsningen af Marx, Lenin, Luxemburg eller Bakunin.

Det centrale er, at venstrefløjen i sin selvopfattelse blev arbejderbevægelsens venstrefløj.

Denne operation medførte i en vis udstrækning også en genoptagelse af teleologien, men mest på den stalinistiske venstrefløj, som i størst udstrækning arvede kominterntraditionen.

Men den medførte også et påfaldende dobbeltbogholderi, hvor man gjorde ét og sagde noget andet. Man genoptog eksempelvis en socialismeforestilling, som byggede på uhæmmet rigdomsvækst samtidig med, at man udfoldede en økologisk argu¬mentation, som afkræftede den klassiske socialismeforestilling.

Kun ganske enkelte tilløb på en redefinering af socialismen blev diskuteret. Man diskuterede demokratisk centralisme, lederskab og avantgarde, men praktiserede i organisationer og samvær en antihierarkisk og radikal demokratiopfattelse.

Dobbeltbogholderiet førte også til en fatal blindhed. Mest umiddelbart kom denne blindhed til udtryk i en generalisering af erfaringer fra en ungdomskultur, som ikke lod sig generalisere.

Og i stedet for at kunne indse karakteren af ungdomskultur skjulte man denne iøjnefaldende kendsgerning. Selvopfattelsen: ideen om at være arbejderbevægelsens venstrefløj, skjulte for deltagerne, at de for 99 procent vedkommende var mellemlagsfolk eller unge på vej ind i mellemlagene.

Det førte til at det unikke ved bevægelsen, det historisk nye, ikke lod sig reflektere og blive til selvopfattelse.

Det medførte typisk for pædagogerne f.eks., at de så målsætningen for deres faglige arbejde som kongruent med LO-arbejdernes. Hermed blev der lukket for at kunne alliere sig med forældrene mod kommune og stat.

Samlende kunne man altså sige, at der er det påfaldende ved venstrefløjens selvforståelser, at de har placeret sig et sted, hvor det blev muligt at potensere sin egen opgave; men samtidig at leve i illusionernes verden.

Man kunne rejse spørgsmålet: Hvad skulle eller kunne venstrefløjen ellers have gjort? Spørgsmålet hænger sammen med spørgsmålet: Findes der en utopisk tænkning, som er ikke-teleologisk?

Det havde - set i retrospektiv - været en fantastisk fordel for kommunismen, hvis den havde fastholdt Sovjet som et ikke-helligt eksperiment, hvis karakter stod til diskussion. Det havde muliggjort bl.a. udviklingen af en konkret utopi, dvs. en forestilling om fremtiden, som var i tråd med udviklingstendenser i kommunisternes eget samfund. Det havde muliggjort en videreudvikling af demokratikritikken, som ikke kunne standses ved den blotte henvisning til den sovjetiske virkelighed.

Demokratikritikken havde muliggjort en genvisit til den russiske revolution. Man kunne have rejst problemet: Overtog kommunismen en stalinistisk forestilling om en revolution, som slet ikke havde bund i de historiske kendsgerninger?

Der skete naturligvis en omvæltning i Rusland i november 1917. Men var det en social ændring, som på nogen måde havde socialistiske perspektiver?

Lenin mente som bekendt, at man i Rusland måtte vente på en europæisk revolution, før der kunne blive tale om socialisme i Rusland. Også for ham var socialisme en ’mening’, som var metafysisk indskrevet i selve historiens materiale. Stalin kortsluttede denne diskussion ved simpelthen at gøre Sovjet til ensbetydende med socialisme.

Derved havde de begge overset det antimetafysiske og ikke-teleologiske, som udvikledes hos Marx efterhånden som hans analyse af den kapitalistiske produktionsmåde skred frem.

Det utopiske projekt, som tegnede sig for ham efter Pariserkommunen, og som han så bekræftet i sin kapital-analyse var forestillingen om, at producenterne selv gennem deres politiske aktivitet blev til et historisk subjekt, som indså at historien skabes af mennesker, men uden at de ved det.

Socialisme kunne blive det første eksempel i historien på et historisk selvbevidst subjekt. Det afgørende var ikke rigdomsproduktionens absolutte størrelse, men muligheden for at realisere de potentialer af selvbevidst frihed, som lå i kapitalismens frisættelse af individet og naturgrundlaget.

Men hertil var demokrati – og et stadig mere veludviklet demokrati på alle samfundets områder – et helt uomgængeligt forhold.

Den russiske februarrevolution var en begyndelse til noget, som kunne være blevet kapitalisme med parlamentarisk demokrati. Bolsjevikkerne vurderede, at demokrati blot var en form, ejendomsforholdet var væsen.

Men den statslige ejendomsform i Sovjet førte ikke til dannelsen af noget nyt historisk selvbevidst subjekt. Den var derimod basis for et elitært diktatur, som udviklede grundlaget for kapitalisme uden privat ejendom.

Februarrevolutionen var en politisk omvæltning, som kunne have ført til udviklingen af et demokratisk Rusland. I stedet valgte bolsjevikkerne en statsstyret kapitalakkumulation og en systematisk undergravning af ethvert tilløb til dannelsen af en selvbevidst, historisk subjekt.

Hvis venstrefløjen i 70’erne havde været i stand til at se sig selv, havde den i hvert fald haft den principielle mulighed for at udvikle et håb for fremtiden, som var moderne.

Nu ser arbejderbevægelsens utopiske dimension ud til at gå helt til grunde i postmoderne desillusion.

Netop i det flade demokrati og den kvalitative kritik af arbejdet, som var egen for det nye venstre kunne have været afsatspunkt for en bæredygtig nyorientering af utopien. En grundlæggende kritik af den russiske revolution, kunne have været et godt sted at begynde.

Morten Thing er forskningsbibliotikar på Roskilde Universitetsbibliotek