Det var i toget efter det fire timer lange afslutningsmøde, hvor vi sad mere end 50.000 mennesker under tropehimlen, hvor nymånen lå ned, på en måde den ikke gør hjemme, hvor vi havde hørt sang og musik og kloge mænd og især kvinder knytte deres håb for verdens fremtid just til os, der sad her. Om aftenen er der en smule plads i de togvogne, hvor folk ellers må hænge ud af de åbne døre. Sammen med mig kom en håndfuld indere, også fra World Social Forum (WSF) og tydeligvis fra forskellige organisationer, de var i højt humør, den ene med en vældig tromme, som han bankede energisk på. En miniature af WSF: vi fra den hvide, rige verden var med, men i mindretal.

Så kom tre tiggerbørn, en pige og to små drenge. En H. C. Andersen ville have kaldt deres pjalter og snavs maleriske, men så megen romantisk fromhed kunne jeg ikke mobilisere. Vævre som aber med kulsorte stjerneøjne kastede de sig over os med utrættelig charme. Små fjerlette fingre - først mod vores arme, så mod deres egen mund, så mod Gud i himlen, så mod vores fødder (hvis ikke de ligefrem bøjede sig og lagde panden mod dem). Jeg havde oplevet sceneriet flere gange og i flere udgaver, men havde endnu ikke vænnet mig til det. Inderne med trommen lo og trommede videre - og et sekund flækkede pigens ansigt i et stort vantro grin, og hun så sig over skulderen til sine to små følgesvende: Neeeej, hvad ER det her...? Hendes ansigt var som forvandlet. Et øjeblik var hun bare et barn og satte sig ned og så med undrende øjne på de store trommende og grinende mænd. Længe varede det ikke. Så skulle de tilbage på arbejde blev igen professionelt charmerende, alt for gamle mennesker i små børnekroppe.

Forsigtig, billedet er næsten for let at udlægge.

Folkebevægelser i dag?

Ved et nordisk folkehøjskolemøde sidste år drøftede vi folkebevægelser i dag. Vi kendte jo de klassiske bevægelser, der opbyggede velfærdssamfundet og rejste folkehøjskolerne. Arbejderbevægelse, frikirkebevægelse, afholdsbevægelse, sprogbevægelse, selvstændighedsbevægelse, andelsbevægelse. Men det eneste, der er tilbage af alt dette i dag er organisationerne (der er levebrød for en masse funktionærer), og de er tydeligvis (det var vi smerteligt enige om) ikke i stand til at standse tilbagerulningen af det solidariske samfund. Ja, nogen gange ser det ud som de selv deltager i tilbagerulningen. Hvordan ser folkebevægelser ud i dag? Vi drøftede miljøbevægelse, fredsbevægelse, kvindebevægelse, autonome, ATTAC ...

Så fik vi besøg af en indisk, gandhi-inspireret socialist, der fortalte om et verdensomspændende folkebevægelsesmøde i Mumbai (det englænderne kaldte Bombay) med en blanding af fælles debatter og workshops, så alle både kunne bidrage med noget og modtage noget. Det lød spændende, og sammen med kolleger fra "Kunstnere for fred" registrerede jeg en workshop og tog afsted. Det blev overvældende, både i henseende til mulighedernes og vanskelighedernes størrelse.

Forsvarsmekanismer

Det var første gang, jeg var i "den tredie verden". Elendigheden og uretfærdigheden kendte jeg i forvejen fra statistik og litteratur, men når den er lige foran (og i) næsen var det for meget. Det bliver umuligt at beskrive - som andet end statistik og litteratur.

I Mumbai bor 18 millioner mennesker, godt tre gange Danmarks befolkning på et område af størrelse som Lolland. Bollywood-drømmefabrikken ligger ved siden af Asiens største slum (1,5 millioner mennesker). Luxusbiler kører forbi familier, der bor på gaden. Jeg veksler rejsevaluta til en værdi af fattigfolks årsindtægt. Vandet er forurenet, drikkevand købes i flasker "bottled by Coca Cola". Og hvor mange almisser, jeg end giver tiggerne, er det en dråbe i havet.

"Du kan lige så godt lade være med at give tiggerne noget som helst. De snyder dig. De afleverer det henne om hjørnet til en tiggerboss!"

En kvinde gik rundt i toget med et lille barn på armen og sang medens hus rakte hånden ud mod passagererne.

"Hun har sikkert børn med mange forskellige mænd!", sagde en.

"Og mange af de boligløse, der sover på gaden, betaler beskyttelsespenge for deres flise!".

"De snyder, de er umoralske, de er korrupte og selv om de smiler, er de kun ude efter dine penge."

Det var ikke kun fra andre vesterlændinge disse stemmer lyder. Også i mig selv. Og de siger nok mest om os selv. Og så den her: "De har jo ikke prøvet andet, så det er ikke så hårdt for dem, som vi tror!"

De gør jo på en måde elendigheden og uretfærdigheden til at bære. De fattige er måske ikke laverestående, men i hvert fald anderledes end os. Ja, de behøver måske ligefrem sådan nogen som os. I disse mentale forsvarsmekanismer mødte jeg det moralske grundlag for imperialismen og det, der kunne udvikle sig til min indre racist.

Alliancer

World Social Forum begyndte i 2001. Ved World Economic Forum i Davos i Schweitz blev de fleste moddemonstranter standset, længe før de kom i nærheden af mødet, og de 300, der kom frem, blev mødt med vandkanoner i vinterkulden. Et modmøde i Porto Allegre i Brasilien samlede 15.000 - langt flere end beregnet. En legetøjsfabrikant havde fået kirkefolk og siden ATTAC-France og en mængde NGOer og folkebevægelser i Brasilien med på ideen.

Man var enige i modstanden mod neoliberalismen, men for at fastholde mangfoldigheden og åbenheden ville man ikke tage beslutninger på hele forummets vegne. I Quebec i Canada demonstrerede 50.000 mod udvidelsen af NAFTA, og mere end 10.000 var med i et militant angreb på de 4 kilometer hegn der barrikaderede mødet. Det var lykkedes at modstå modpartens del- og hersk-taktik.

WSF samler fagforeninger, bønder, miljøbevægelser og radikale antikapitalster og ville være en klassisk "internationale", var det ikke, fordi man har vedtaget IKKE at vedtage noget i hele forummets navn. Deltagerne kan vedtage noget, og gør det.

Dele af venstrefløjen (og andre) kritiserer, at "det bare bliver snak", og man kan ikke se bort fra, at det kan udarte til et "NGO-marked", ikke mindst nu, hvor det er succes, og man kan låne fjer at pynte sig med ved at deltage. Poul Nyrup dukkede op.

WSF kritiseres desuden for uigennemskuelige beslutningsprocesser. Der er rejst kritik af, at Zapatisterne var udelukket, fordi de er bevæbnede, skønt de har en central rolle i kampen mod neoliberalismen og har stået fadder til forummets slogan "En anden verden er mulig". Og hvorfor interesserer man sig for Lula og Chavez, men ikke for Castro? Jeg kan forstå den svenske analytiker Tord Bjørks synspunkt, at tendensen til at dele de globale bevægelser ud fra et kriterium om brug af vold ikke er konstruktiv. Han peger på Peoples Global Action, der fokuserer på ikke-voldelig direkte aktion som hovedvejen, men som ikke udelukker at andre metoder under visse omstændigheder kan være nødvendige.

Venstrefløjsortodoksi

Diskussionerne førtes i forummets daglige aviser og på internettet. Der hvor jeg færdedes, var et anden af Tord Bjørks synspunkter imidlertid nok så nærværende. Småbønderne, siger han, er ikke bare uomgængelige, de er hovedagenten når det gælder mobilisering i nutiden. Han har blik for alliancer, og han kan fortælle triste og tankevækkende historier om, hvordan venstrefløjen i industrilandene med deres tro på forhandlinger og kontrakter med stat og kapital ofte mere har bidraget til splittelse end til styrkelse af fronten mod nyliberalismen. Venstrefløjens traditionelle bundethed til industrisamfundets væksttænkning betyder desuden, at man lettere tænker i solidarisk fordeling ("globalisering fra neden") end i egentlig bæredygtig produktion.

Kunne man tænke sig, at denne ortodoksi er en særudgave af "den hvide mands byrde"? Forstår småbønder sig på "de faktiske forhold i jernindustrien?" Har Marx ikke selv sagt … og de der småbønder tror jo sikkert på både ejendomsret og Gud, og hvad ved jeg? Har vi venstreorienterede ikke et særligt ansvar? Er klasseanalysen ikke for vigtigt til at vi bare sådan kan overlade den til … øh? Der blev da også afholdt et lille parallel-forum MUMBAI RESISTANCE 2004 på den anden side af motorvejen. De uddelte løbesedler om, at WSF var en "trojansk hest for kapitalen" og burde boykottes. Det kunne man se som sødt, støvet og stalinistisk, men dem, der byggede bro mellem de to møder - det var Via Campesina, den internationale organisation for småbønder med hovedsæde i Honduras og indiske bondeorganisationer. Måske andre alliancer er mulige?

Trommerne og teltene

Forummet blev fyldt af korte, intense møder, og jeg kom hjem med lommene fulde af visitkort.

En høj flot mand i bussen fra Forummet til Goragaon station var i højt humør: "WSF er det bedste, der er sket for Indien i mange år! Vi er så mange forskellige kulturer og sprog og delstater - men her har vi endelig mødtes og indset hvilken kamp vi har fælles".

Han kom fra Himalaya. Ved siden af sad to indiske kvinder, små og rynkede og helt anderledes af udseende - og nikkede og smilede med strålende øjne. Der er to forummer, sagde han. Et inde i teltene, hvor der er workshops og paneldebater med tolk. Og et ude på gaderne i Forumområdet, hvor demonstrationsoptog med trommer overdøver hinanden. Ved det tidligere asiatiske sociale forum var det mest NGOere der mødtes og de havde engageret trommende fodfolk. Denne gang er balancen vippet. De mange trommende optog er organiserede medlemmer fra fagforeninger og kirker og andre sociale bevægelser - og DE har opdaget hinanden. Det var det vigtigste efter hans mening.

Inde i teltene var en mangfoldighed af møder. Programmet, der kom med en dags forsinkelse, var af tykkelse og format og vægt som en dansk søndagsavis. Nogle steder havde arrangørerne nærmest medbragt deres eget publikum, andre steder mødtes fremmede og udvekslede erfaringer. "Sweatshop watch" interesserede sig for arbejdsvilkårene for dem, der syr det mærketøj, vi køber hjemme, og dér drøftedes og koordinered aktioner. Dalitbevægelsen (der organiserer dem, tidligere kaldtes de "kasteløse" eller "urørlige") holdt mange møder. De var også begge sider af vejen.

Simon Wiesental Center havde inviteret til en workshop om "Had på internettet". Vi sad en halv snes mennesker og ventede, men ingen arrangører dukkede op. En foreslog så, at vi selv snakkede. Det var jo en fin ide, men den første, der tog ordet, begyndte at fortælle om den doktorafhandling, hun arbejdede på hjemme i Frankrig. Jamen skulle vi ikke tale om, hvorfor vi er kommet til DENNE workshop? indvendte jeg, og så hun blev sur. To indiske studerende fortable sig i diskussion om, hvorvidt vi skulle have ordstyrer eller ej. En ældre professor fik ordet og fortalte, hvor mange bøger han havde skrevet og hvor mange steder han havde undervist og forresten mente han, at det var jøderne og frimurerne, der stod bag. En tysk freelance journalist sluttede sig til og snerrede: nå, zionisterne tør nok ikke komme! Man skal provokere, forklarede hun, så får man sin historie. Så begyndte folk at gå.

Festival

Men det WSF, jeg oplevede, var først og fremmest en "festival" på en tidligere fabriksgrund NESCO i den nordlige ende af Mumbai. Nogle store tomme haller var fyldt med bogboder og kunstudstillinger og lignende, en række scener var rejst og opkaldt efter verdensberømte digtere (jeg kendte ingen af dem), et væld af madboder, 4 teltbyer til workshops, en vældig plads – en Maidan - til de store møder og en hovedgade, hvor alle mødtes. Arrangørerne havde ventet 80.000 deltagere, det forlød, at vi blev op mod 130.000.

Men "Roskildefestival" var det ikke. Der var nemlig ingen fulde folk. Det stærkeste, der blev udskænket, var te på den indiske måde med mælk og meget sukker, og ellers fyldte folk deres vandflasker fra hanerne med drikkevand. Det bøvede, bajerdrikkende og pissende festivaldyr var ikke inviteret. Rockmusikken heller ikke, og det er nok så tankevækkende. Indledningsfesten begyndte ganske vist med et pakistansk, muslimsk rockorkester "Junoon". De lignede og spillede metaltræt som et hvilken som helst MTV-band, men det var, lige nu og lige i Indien, en kraftfuld manifestation. Ved afslutningsfesten medvirkede Brasiliens kulturminister, sangeren Gilberto Gil alene med sin nylonstring-guitar - og han swingede. Måske Woodstocktraditionen er mere optaget af at "trykke den af" og sprænge grænser end af at sætte grænser og søge form

Samme eftertanke meldte sig ved den workshop, jeg selv var med til at arrangere med temaet "Art in resistance - resistance in art". Vi var tre "artists for peace" fra Danmark som spillede ud med sang (to ballader om modtstandens historie), et børneeventyr (om myrerne der vinder over elefanten) og historien om Vysotskij, der kaldtes "sandhedens stemme" i Sovjets sidste tid. Derefter tog fremmede kunstnere imod vores invitation - en canadisk billedkunstner, en philippinsk protestsanger, en østrigsk-engelsk visesanger, en amerikansk spoken-word digter. Der var også to flippede universitetsstudenter der sang. De vidste knap nok, hvor de var, de trængte bare til publikum. Har I set min smukke navle. Det var også eneste gang, der var amerikansk popmusik i teltet.

Jamen, skal vi nu til at have søndagsskole eller sovjetidyl med sodavand og folkedans - spørger den moderne vestlige skepsis? Er revolutionen ikke også fræk og sexet? Kan det ikke blive for kontrolleret og korrekt? Modspørgsmålet er: Hvad frygter kapitalen mest? De fulde eller de ædru? De selvoptagne eller de solidariske? Måske venstrefløjens oprører-forbillede ligner den borgerlige boheme (eller den utilpassede teenager) mere end godt er? Måske et andet oprør er muligt?

Trance

At færdes i Mumbai til fods, med taxi, med motorrickshaw eller med toget er at færdes i et kakafonisk, klaustrofobisk kunstværk af agression og hensynsfuldhed. Alle maser. Er der det mindste hul i køen, smutter nogen ind, men lægger du en let hånd på indtrængeren, flytter han sig igen. Sidder der tre ved siden af hinanden i toget (og så er bænken fyldt), lægger en fjerde en let hånd på den yderste - og så sidder der fire. Bag på alle varebiler står "Horn please", og det er helt overflødigt, for alle tuder hele tiden. Og alle kører direkte frem mod alle andre, men viger også og giver plads og smutter selv igennem. Som havde alle flagermuse-radar.

Alle sikkerhedsmarginer er brugt allerede før man begynder. Alle intimzoner er inddraget. Så tæt – og samtidig nærmest let. Min liberalistiske bror ville blive bekræftet i, at vores forkælede samfund er overreguleret, og her kan vi bare selv se, hvor fantastiske evner mennesker har, når bare de får lov til at udfolde dem. For så vidt er det forbløffende, at det hele ikke bryder sammen.

Men prisen for kunstværket blev klar for mig søndag eftermiddag, da der ikke var overfyldt i toget og en lille flok fyre hang ud ad døren og hujede hver gang vi kørte under en bro, og det gav så dejlig genlyd. Hold kæft, hvor var de seje. De havde glade øjne - og det var, gik det op for mig, usædvanligt. Jeg mindedes tiggerbørnene, da de hørte trommen. Den agressive, men alligevel blide, næsten tranceagtige trafik kan ses i sammenhæng med hinduismens altfavnende tolerance. Vores vestlige kristne kultur er anderledes. Her må man bruge mobiltelefoner, gratisaviser og walkmen for at gøre folks øjne lige så matte.

Forum

Som oldtidens tingsted er et forum "hellig jord", du tager på en måde skoene af når du går ind, du kommer, fordi du har noget på hjerte, men også fordi du ved, at der er noget, du ikke ved, men som du måske kan få at høre, hvis du hører efter. Du kommer ikke til et forum for at mase og sælge dine sandheder – det var der naturligvis nogen, der gjorde, men det bekræftede egentlig bare reglen. Ikke kun IS’erne, men også tibetanerne i deres klædelige, okseblodsfarvede uniformering og dyre sko, altid i demonstration med levende lys eller på hvert hjørne med flerfarvede foldere på glittet papir, voldsomt velorganiseret og -financieret. En italiensk fotograf smilede skævt: der er vel nogen, der ikke kan lide Kina - måske de samme som i sin tid financierede Osama bin Laden, den gang de ikke kunne lide Rusland? Ligesom vi ved, der altid er civilklædte betjente i en demonstration af betydning, er det helt trygt at have CIA med også her.

WSF lå som en ø i Mumbai. Det gav naturligvis mainstreamaviserne stof til begavede bemærkninger om at "tiggerne på gaden nok ikke vidste, hvad det var, de mange udlændinge strømmede til." Hvis du siger at "en anden verden er mulig", så skal du være ren som en nonne, fattig som en arbejderhelt og succesrig som en hollywoodstjerne, ellers skal du ikke skal tro du er noget. En klassisk variation over janteloven. Det var næsten som at være hjemme og læse Politiken. Nej, WSF var et forum for bevægelser, og forskellen mellem "herinde" og "derude" var tydelig. Faktisk var den forskel drivkraften.

To strategier mødte jeg. En dansk NGOer havde uddannet sig i sproget og kulturen, arbejdede i udviklingsbureakratiet, manuducerede hjemlige politikere, der ved alt for lidt, gjorde lobbyarbejde, flyttede ind i landets veluddannede miljøer, havde hjertet på rette sted. En ung amerikaner havde efter en religiøs krise fundet sin plads i en kirkelig lægmandsrolle som "tjener" i slummen og på sygehuse, hold andagter i kirker, tog i mod besøgende gæster - og havde naturligvis også lært sig sproget og kulturen flydende. På hver sin måde gik de ud fra, at en anden verden ikke er mulig, men de gjorde hvad de kunne, for at få det bedste ud af den verden, der er.

Men World Social Forum siger altså noget andet. Hvis succesen fortsætter, vil WSF sikkert blive omklamretaf alle verdens Poul Nyrupper. Stopper succesen vil det sikkert forbene i "alternativer". Men endnu er ingen af delene sket. Det World Social Forum, jeg mødte, var i sin mangfoldighed og energi som jeg forestiller mig folkebevægelserne var hos os for 150 år siden, men her altså på verdensplan. Og vi vesterlændinge er nogenlunde lige så mistroiske og misinformerede som borgerskabet var den gang. Men som den gang er der også nu plads til overløbere.

Artikler og analyser af WSF findes på www.choike.org , www.movsoc.com og www.social-movements.org