Antallet af flygtninge, der er omkommet undervejs til Europa steg markant, da to både på vej mod De kanariske Øer kæntrede lørdag.
Mindst 84 mennesker druknede, men ombord på bådene var 150 personer, og kun 18 er indtil videre fundet i live.
Ifølge de spanske myndigheder, som De kanariske Øer hører under, er 490 lig bjærget i land i år. Det reelle dødstal kan dog være op til 3.000, skriver Politiken.
Tusinder af døde flygtninge
Tidligere kom de fleste afrikanske flygtninge til Europa via Nordafrika og Gibraltar, men den passage er efterhånden så effektivt blokeret, at flygtningene nu vover sig ud på den langt farligere rute til De Kanariske Øer.
Indtil nu er 19.000 afrikanske flygtninge nået til øerne i år.
Ifølge den hollands baserede flygtningeorganisation United er mere end 7.000 flygtninge omkommet siden 1993 under forsøg på at komme til Europa. Dette tal omfatter kun dokumenterede dødsfald, og det reelle tal menes at være langt højere.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96