Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Sultestrejken: Asylsystemet er en skændsel

26. juli 2006 - 18:29

Sultestrejken: Asylsystemet er en skændsel

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

Sultestrejken er et udtryk for en desperat, men berettiget handling, mener advokat Helge Nørrung i en kommentar til iranske asylansøgeres aktion.

Helge Nørrung er formand for Foreningen af udlændingeadvokater. Han er desuden advokat for en af de sultestrejkende asylansøgere, som nu er blevet indlagt med nyresvigt.

– De strejkendes formål er at få opmærksomhed fra den danske offentlighed omkring afviste asylsøgere, der er så ekstremt bange for at blive returneret, at de begår selvmord, skriver han.

Der findes kun to former for nævn, hvor der ikke er muligheder for domstolsprøvelser. Det ene er Forsvarets Discipilnærnævn, det andet er Flygtningenævnet, fremhæver han.

Helge Nørrung skriver desuden at han og andre gang på gang har peget på svagheder i asylsystemet, men at intet er sket: »Kun nye stramninger«.

Ny demonstration

Der er igen indkaldt til demonstration i solidaritet med de sultestrejkende på Christiansborg Slotsplads torsdag kl. 16.

»Efter at det er blevet offentligt kendt, at danske myndigheder har udleveret persondata om afviste iranske asylansøgere til iranske myndigheder, foreligger der en kvalitativ, ny situation, skriver Komitéen Flygtninge under Jorden i en pressemeddelelse.

De afviste asylansøgere kan næppe undgå at blive udsat for tortur eller det, der er værre, skriver Komitéen, der kræver, at de danske myndigheder stopper udvisningen af iranske asylansøgere.

Klage over politiet

Mandag den 24. juli trængte ca. 25 demonstranter ind i Flygtningenævnet for at fremme de sultestrejkendes sag. Her blev 12 personer arresteret. En af disse var en pressefotograf fra Mediesyndikatet Monsun.

Pressefotografen havde sit pressekort synligt hængende på trøjen og identificerede sig overfor politiet.

Selv om fotografen gjorde opmærksom på at han var på arbejde og ikke tog del i aktionen, blev han sat i detentionen i tre timer.

– I en tid, hvor ytringsfriheden er noget af det mest omdiskuterede, er det direkte pinligt, at Københavns Politi aktivt forhindrer pressen i at udføre sit arbejde, siger Martin Lindblom, der sidder i redaktionsgruppen for Modkraft.dk, et af projekterne under Mediesyndikatet Monsun.

– Vi bliver åbenbart nødt til at kæmpe for ytringsfriheden og pressens arbejdsbetingelser, og vi vil derfor i dag indgive en klage over anholdelsen, siger han videre.

Af Ole Wugge Christiansen/Monsun

Læs Helge Nørrungs kommentar »Retshistorisk skændsel« på Kontradoxa

Læs artiklen »Demonstranter anholdt i Flygtningenævnet

Følg med i sultestrejken

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96