Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Homoer demonstrerer mod reggaestjerne

9. juli 2006 - 3:51

Homoer demonstrerer mod reggaestjerne

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

Ytringsfrihed og dialog er ifølge det københavnske spillested The Rock og musikforeningen Sky Juice Promotion vigtigere end de advarsler mod homofobisk vold, som lyder fra Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) i forbindelse med en reggaekoncert i næste uge.

Det er det jamaicanske reggae-ikon Buju Banton, der går på scenen, og det har fået store dele af homomiljøet på barrikaderne. Buju Banton er nemlig kendt for sine særdeles hadske holdninger til homoseksuelle, som han ifølge LBL har promoveret igennem 15 år.

Centralt står teksten i sangen »Boom Bye Bye« fra 1992, der handler om at slå homoseksuelle ihjel. Og selvom spillestedet The Rock nu vil forbyde Buju Banton at spille det pågældende nummer til koncerten, kræver LBL hele arrangementet aflyst »for at give et klart signal til Buju Banton og mange andre homofober om, at negative udfald mod minoriteter ikke accepteres i musikbranchen«.

LBL's landsformand Mikael Boe Larsen opfordrer til demonstration mod Buju Banton.Overvejer politianmeldelse

– Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske opfordrer alle til at vise nul-tolerance overfor personer, der har og udtrykker de holdninger, som Buju Banton har gjort sig til talsmand for. Intet kan retfærdiggøre opfordringer til vold og mord på homoseksuelle – uanset om det er en del af et kunstnerisk udtryk, en religiøs overbevisning eller en politisk holdning. Danmark bør gå forrest i kampen mod homofobi, bl.a. ved at afvise at give Buju Banton taletid, siger landsformand Mikael Boe Larsen i en pressemeddelelse.

LBL indkalder derfor til demonstration foran The Rock, når Buju Banton spiller, og den bakker bl.a. Enhedslisten op om:

Rikke Lauritzen fra Enhedslisten vil demonstrere mod Buju Banton– Det er helt uacceptabelt, at The Rock medvirker til at sprede et homofobisk budskab. Dermed gør The Rock sig medansvarlige for eventuel vold og overfald på homoseksuelle i København, der netop i disse dage afholder »Queer Festival« med gæster fra hele verdenen, siger medlem af Borgerrepræsentationen Rikke Lauritzen fra Enhedslisten, der overvejer at politianmelde Banton, hvis han trods spillestedet forbud alligevel spiller det kontroversielle nummer.

Spillested: forstå konteksten

The Rock har imidlertid klart meldt ud, at der ikke bliver aflyst andet end det homofobiske nummer. For spillestedet vejer ytringsfriheden og dialogen med Buju Banton nemlig tungere.

På deres hjemmeside skriver arrangørerne bl.a. at de »er bange for, at der kan gå Muhammedtegninger i den, hvor man ikke interesserer sig for baggrunden for ytringerne, men hiver ytringer ud af konteksten og lader dem stå og flagre ukommenterede«.

Og den kontekst forklarer The Rocks leder, Niels Krøyer, således til dagbladet Politiken:

– Hvis man vil forbyde Buju Banton at optræde, svarer det til at kræve Bibelen trukket tilbage. For der er også afsnit i den, hvori man vil dræbe homoseksuelle. Derudover gør man sig skyld i et enormt snæversyn. Man må forstå, at Jamaica er et fattigt uland og sangen er skrevet på en helt anden baggrund end den trygge og materialistiske verden, vi lever i. Jamaica og hele den caribiske verden er præget af macho og et syn på homoseksuelle, vi ikke kan acceptere, men vi bliver nødt til at tolerere en anden kultur.

Britiske homoer protesterer mod reggaestjerners »Murder Music«Amnesty: Buju Banton opfordrer til vold

Den argumentation bider dog ikke på LBL. De sammenligner hans optræden med at lade en nazist synge om at gasse jøder, og afviser dialogen med Buju Banton med henvisning til, at han har stået for den samme voldelige homofobi i 15 år uden at rokke sig. På den baggrund er han – ifølge LBL – blevet »en samlingsfigur for homofober over hele verden«, og foreningen frygter, hvad der kan ske, når hans fans efter koncerten bevæger sig ud i byen.

Den britiske homoorganisation OutRage! fører med succes kampagne mod voldelige homofobiske reggaestjernerLBL påpeger også, at reggaestjernens koncerter er blevet aflyst i en række lande på grund af hans hadske holdninger, og at han er nævnt ved navn i Amnesty Internationals årsrapport fra 2006.

Her kan man under emnet »Bøsser og Lesbiske« læse, at Buju Banton i september 2005 blev sigtet for at have overfaldet eks mænd, som ham anklagede for at være homoseksuelle.

»Hans sangtekster har gentagne gange opfordret til vold mod bøsser og lesbiske«, skriver Amnesty i sin rapport.

Reggaefans vil i dialog

The Rock har forgæves deltaget i flere dialogmøder med bl.a. LBL og har desuden tilbudt at stille lokalerne gratis til rådighed i forbindelse med Gay Priden i august. Det har LBL imidlertid afvist.

Ifølge Politiken vil reggaefans på baggrund af balladen nu arrangere en høring om homofobi. En ny forening, der kalder sig »Reggae For Tolerance« står som indkalder. Initiativtageren Julia Devin udtaler til Politiken, at de er imod homofobi, »men vi vil hellere løse problemet ved hjælp af dialog end ved forbud«, siger hun, og gentager argumentet om, at »man kan ikke uden videre ændre en hel kultur som den jamaicanske, hvor det rent faktisk er forbudt at være homoseksuel«.

Præcis de samme argumenter var fremme i reggae-miljøet, da Modkraft for knap to år siden skrev om en anden homo-protest mod voldelig homofobi fra reggaestjerner.

Af Martin Lindblom/Monsun

Se mere om demonstrationen i Modkrafts kalender

Læs pressemeddelelse hos LBL: »Aflys så den koncert! «

Læs pressemeddelelse hos LBL: »Spillested: Homohad er underholdning«

Besøg The Rocks hjemmeside

Læs om Jamaica i Amnestys årsrapport

Læs artikel i Politiken: »Reggae-fans vil lave høring om homofobi«

Læs teksten til nummeret »Boom Bye Bye«

Læs tidligere artikel på Modkraft: »Homo-protest mod musikpris«

Læs tidligere artikel på Modkraft: »Homo-protest mod reggae-stjerne«

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96