Lørdag morgen var den svenske fildelingsside, The Pirate Bay, oppe at køre igen efter at 50 betjente for få dage siden beslaglagde sidens servere, inklusive alle andre hjemmesider, der lå på dem. Til gengæld har det svenske politis hjemmeside været nede i flere dage efter et massivt hackerangreb.
Og lørdag den 3. juni gik flere hundrede mennesker på gaden i Stockholm og Göteborg i protest mod politiets aktion mod fildelerne.
I Stockholm mødte omkring 500 mennesker op og krævede serverne leveret tilbage. Demonstrationen var indkaldt af Piratbyrån, Piratpartiet, Grön ungdom, Liberala ungdomsförbundet (LUF) och Ung vänster, der alle er af den opfattelse, at politiaktionen er penge ud af vinduet, fordi slaget om fildeling ikke kan vindes.
Kæphøje pirater
The Pirate Bay havde angiveligt 1,5 millioner daglige besøgende, og efter politiets angreb er den genopstandne side provokerende omdøbt til »The Police Bay«. Sidens logo – et tremastet piratskib – er desuden blevet udstyret med kanoner, der skyder teksten »Hollywood« i stykker.
Fra starten har initiativtagerne bag The Pirate Bay anlagt en overlegen stil overfor myndighedernes bestræbelser på at bekæmpe fildelingen. Ifølge den svenske formiddagsavis Expressen blev der for eksempel grinet meget på IT-konferencen Reboot, der blev afholdt i København.
Her sad en talsmand for The Pirate Bay, som lovede at siden ville være oppe igen efter et par timer, og blandt piraterne fortælles historier om, hvordan en af de arresterede lod som om han brød sammen under forhøret – for derefter at indrømme det 20 år gamle uopklarede mord på Sveriges statsminister Olof Palme.
Anklage om amrikansk indblanding
I den mere alvorlige ende lyder imidlertid anklager om, at ransagningen og beslaglæggelsen af piraternes servere var bestilt af den amerikanske regering og Hollywoods interesseorganisation MPAA (The Motion Picture Association of America).
Anklagerne er blevet fremsat på svensk stats-tv, men kilderne er anonyme og den svenske justitsminister, Thomas Bodström, afviser enhver tanke om udenlandsk indblanding. Alligevel kræver flere partier i den svenske Riksdag nu en undersøgelse af omstændighederne, skriver Politiken.
Sagen har vakt enorm opmærksomhed i Sverige, hvor avisernes online-debatspalter bugner af indlæg om den såkaldte Piratkrig.
Af Martin Lindblom/Monsun
Læs tidligere artikel på Modkraft: »Svensk politi sænker Pirat-hjemmeside«
Læs artikel i Dagens Nyheter: »Filpirater sänktes efter USA:s påtryckningar« (svensk)
Besøg det svenske Piratbyrån (søsterorg. til Piratgruppen i Danmark)
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96