Af Bertil Videt

Indenfor hegnet og bag et voldsomt politiopbud kunne 34 statsledere i fred for almindelige mennesker spadsere rundt i den ellers turistiske gamle bydel, drikke deres gode Niagara Falls-vine og nyde en overdådig middag med gåselever og trøfler. De kunne stolt skåle over at have vedtaget verdens mest omfattende frihandelsaftale, der giver virksomheder en hidtil uset ”frihed” til at tjene profit på alt – inklusive skoler, hospitaler og drikkevand. George Bush var nok den mest tilfredse ved det overdådigt opdækkede bord. Det er nemlig især amerikanske virksomheder der vil tjene på aftalen, og USA der har presset på for at få den vedtaget. Derfor er USA også det eneste land, hvor parlamentet på forhånd har kendt til aftalens indhold. Free Trade Agreement of the Americas (FTAA) vil udvide den nordamerikanske frihandelsaftale, NAFTA, som blev indgået mellem Canada, USA og Mexico I 1994. Siden da er der en million flere mexicanere, der tjener mindre end mindsteløn og 8 millioner familier, der lever under fattigdomsgrænsen.

FTAA, der kommer til at dække 800 millioner mennesker, kommer til at være verdens mest omfattende frihandelsaftale, både i f.t. omfanget af områder, der skal liberaliseres og antallet af mennesker, der er underlagt aftalen. Med FTAA vil de enkelte lande ikke have lov til at favorisere lokale virksomheder. Aftalen vil endvidere åbne samtlige service-sektorer, inklusive sociale programmer, sundhed og uddannelse, for åben konkurrence. Med FTAA kan virksomheder kræve kompensation for tabt fortjeneste, hvis lovgivningen, f.eks. miljøregler eller beskyttelse af arbejderne, hæmmer den fri konkurrence.

Udenfor hegnet var der arrangeret en lang række aktiviteter i ugen op til og under selve topmødet. Da topmødet skulle starte fredag den 20. april blev Québec for alvor indtaget af aktivister. Byen emmede af liv og høj stemning, da tusinder deltog i de første spontane demonstrationer og aktioner. Der var folk, der gik dansende og syngende igennem byen, rigtig mange opførte små stykker gadeteater og en gruppe smed toiletpapir over det forhadte hegn under mottoet ”shit happens”. Det virkede enormt provokerende, at byen var blevet splittet med det lange hegn, og at almindelige mennesker slet ikke måtte færdes i store dele af centrum. Efter i lang tid at have rusket i hegnet, som i Québec blev omdøbt til ”skammens mur”, lykkedes det en gruppe aktivister at vælte en del af det. Politiet svarede igen med at bombardere aktivister, og andre i nærheden, med et voldsomt arsenal af gummikugler, tåregas og cayennepeber. Peberen og gassen blev hængende over byen i flere timer og var stærk til gene, til alle der opholdt sig i Québec.

Castro med på gaden

Samme dag udtrykte Cubas præsident, Fidel Castro, sin støtte til demonstranterne i Québec. Castro siger, at han har set billeder, der viser ”den brutale måde, hvorpå de canadiske myndigheder undertrykker fredelige demonstranter,” der går imod den ”forbrydelse”, som Castro kalder frihandelsaftalen. ”På vegne af det cubanske folk vil jeg udtrykke vores sympati og vores beundring for den modige og heroiske holdning hos de, der i Québec kæmper for en sådan sag,” sagde Castro i en meddelelse, der blev læst på cubansk TV, hvor Castro betegnede demonstranterne som sine brødre. Castro selv er som den eneste statsleder i Amerika ikke blevet inviteret til topmødet, og som åbent kritiserer USA’s dominans på kontinentet.

60.000 demonstranter

Den næste dag, lørdag, var der indkaldt til store demonstrationer mod frihandelsaftalen. Ved middagstid mødtes mange tusinder på tre forskellige steder i Québec for at deltage i den store, fredelige demonstration. Attac-folk, miljøaktivister, kristne grupper, fagforeningsfolk og især unge studerende gik side om side i timevis. Demonstrationen blev større og større idet de forskellige grupper mødtes og nåede op på ialt 60.000 mennesker. Udover disse var der nogle tusinder, der ville protestere mere direkte mod topmødet. De nærmede sig hegnet, hvor de blev mødt af et politiopbud, der var markant mere aggressivt end dagen forinden. Kampe mellem politi og aktivister bølgede frem og tilbage til langt ud på natten. Demonstranternes mål var hegnet. Der var ingen demonstranter, der forsøgte at smadre butiksruder eller lignende. Politiet skød hundredvis af tåregaspatroner og gummikugler ind i folkemængden og havde også voldsomme vandkanoner i brug. Kongrescenteret, hvor topmødet blev holdt, måtte slukke for deres ventilationsanlæg, for at undgå gas og politiet havde skaffet sig snekanoner til at få tåregassen ud i byen og væk fra topmødet. Trods de hårde angreb fra politiet holdt aktivisterne ud. De lokale beboere var flinke til at give drikkevand til aktivisterne, og mange viste deres sympatier ved at have anti-FTAA plakater i vinduerne eller ved at vise V-tegn til demonstranterne. Ud på aftenen begyndte politiet at anholde folk i kvarteret på må og få. I alt blev ca. 400 anholdt – heraf flere journalister. Lokale menneskerettighedsorganisationer kritiserer Québecs politi for at have givet de anholdt en uacceptabel behandling. Flere af de anholdte har siddet i op til 8 timer i bag i en politibil uden adgang til mad, drikkevarer eller toilet for derefter at havne i en overfyldt celle.

Avisbudet tilfreds.

Konfrontationerne mellem aktivister og politi forgik langt fra den store demonstration, der ikke mødte skyggen af en betjent. Demonstrationen marcherede i timevis, og selvom den hverken kunne se eller høre konfrontationerne, kunne alle mærke gassen, der hang tungt over byen. Her var der en utrolig positiv stemning og gadeteateret, musikken og de engagerede taler fortsatte til sent ud på aftenen.

”Det var helt fantastisk,” var vurderingen fra det lokale avisbud den følgende morgen, da han leverede søndagsavisen. Han var især begejstret for budenes fagforenings deltagelse i den store demonstration.