– Det her er en stor dag for os. Nu skal patriarkatet dirre – vi kommer.
Glæden og forventningen var stor hos en af talskvinderne, Devrim Mavi, da et netværk af svenske feminister efter nogle års tilløb endeligt besluttet at stifte et decideret feministisk parti, der stiller op til Riksdagsvalget i september næste år.
Ann-Marie Tung Hermelin fra det nye partis ledelse satte heller ikke sit lys under en skæppe i beskrivelsen af, hvad der var sket:
– Det er en verdenshistorisk begivenhed. For første gang kan personer nu vælges ind i riksdagen med et mandat til at drive feministisk politik.
Ifølge politiske iagttagere kan partiet få afgørende indflydelse på den politiske sammensætning af det svenske parlament.
Selvom partiet officielt er tværpolitisk og endnu ikke har et færdigt politisk grundlag, tyder meget på, at det kommer til at ligge til venstre for midten.
Lidt er ikke godt nok
Feministiskt initiativ er blevet kaldt et kvindeparti, men den betegnelse er for snæver, mener initiativet. Ikke mindst fordi partiet også i høj grad henvender sig til de mænd, der forholder sig solidarisk til feminismen.
»Feministiskt initiativ henvender sig til kvinder, som vil afskaffe den patriarkalske ordning, og til de mænd, som solidariserer sig med os i den kamp«, hedder det.
Selvom den generelle holdning til feminisme er radikalt anderledes i Sverige end i for eksempel Danmark – for eksempel erklærer selv statsministeren sig som feminist – mener Feministiskt initiativ alligevel, at der er langt igen. I det politiske liv er kønsspørgsmål altid underordnet, mener initiativet, der vil »sætte de feministiske spørgsmål øverst på den politiske dagsorden«.
Feministiskt initiativ stoler ikke på, at de øvrige politiske partier, der næsten alle kalder sig feministiske, får gjort noget reelt ved den patriarkalske ulighed:
»Trods mange kvinders tålmodige arbejde indenfor partipolitikken er kvinders interesser aldrig blevet placeret i forreste række. Svensk ligestillingspolitik har hidtil bygget på forestillingen om gensidig forståelse – at kagen kan vokse og at kvinders vilkår kan forbedres, uden at mænd afstår fra privilegier. Feministiskt initiativ bygger sin politik på en analyse, som tydeliggør, at kvinders underordning er grundlagt på mænds overordning«, lyder det på hjemmesiden.
Og Anna Jutterdal, der medlem af partiledelsen udtaler i en pressemeddelelse:
– Vi mener, at for at kvinder kan få mere indflydelse, må mænd afstå fra sine privilegier. Hidtil har andre partier formidlet, at det er okay med ligestilling, sålænge det ikke udfordrer mænds magt.
Tonen skærpes
Centralt i den 15 kvinder store ledelse sidder den fremtrædende svenske politiker Gudrun Schyman, der sidste år forlod Vänsterpartiet, fordi det ikke var »markant nok i den feministiske kamp«.
Gudrun Schyman var leder af Vänsterpartiet i 10 år frem til 2003, og det gav genlyd i svensk presse, da hun smækkede døren i december sidste år.
– Jeg tror ikke, at Vänsterpartiet på egen hånd vil være i stand til at afvikle de patriarkalske kræfter, lød hendes afskedssalut blandt andet.
Det fik debatten i medierne om manglen på ligestilling i de etablerede partier; ligegyldigheden overfor kvindespecifikke problematikker; ligeløn osv. til at blusse op sammen med spekulationer om et decideret feministisk parti.
Weekendens beslutning om at stille op til valget har atter sat gang i debatten, og en hurtig gennemgang af overskrifterne i de største aviser, tyder på, at tonen nu er skærpet.
Det feministiske parti havde imidlertid heller ikke forventet andet:
»Vi regner med at modstanden er stor, men at den feministiske vilje til forandring er større«, lyder det på initiativets hjemmeside.
Af Martin Lindblom/Monsun
Besøg Feministiskt initiativs hjemmeside
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96