Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Noget i min drink

21. juli 2005 - 16:56

Noget i min drink

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

– Drugrapes er langt hyppigere end for få år siden, siger Hanne Nielsen fra Center for Voldtægtsofre i København til Ritzaus Bureau.

I 2002 kunne de danske centre for voldtægtsofre påvise ti tilfælde af bedøvelse og voldtægt. Antallet for 2004 var 43 voldtægter.

Det typiske hændelsesforløb for drugrape er ifølge Hanne Nielsen således:

– De fleste ofre har været i byen eller til et selskab. Ofte får de en drink, hvorefter de næste timer bliver udvasket fra hukommelsen. Det næste de husker, er f.eks. at vågne op på en ulækker madras i en lejlighed, de aldrig tidligere har været i.

Opmærksomheden er øget

I politiets rapport fra 2004 defineres drugrape som »en kriminalitetsform, hvor gerningsmanden bedøver sit offer, der efterfølgende udnyttes seksuelt.«

Politiets målsætning tyder på, at der trods det relativt lille antal anmeldelser i 2003 og de foregående år, skal sættes fokus på problemet. I rapporten hedder det:

»Erfaringerne fra udlandet peger på, at der er en stigning i denne form for forbrydelser. (...) Antallet af anmeldelser i denne forbindelse er meget beskedent. Noget tyder imidlertid på, at problemet er større, end anmeldelsestallet giver anledning til at tro, så det er besluttet at sætte større fokus på dette område fremover.«

Politiets fremgangsmåde er blandt andet at informere betjente om, hvordan de sikrer beviser i drugrape-sager og hvordan personale på barer og diskoteker involveres.

Målsætningen er »ved mistanke om anvendelse af drugrape først og fremmest at sikre, at et evt. offer får hjælp og ikke overlades til sig selv, at politiet bliver tilkaldt, at gerningsmanden søges identificeret, og at en evt. mistænkelig drink sikres m.h.p. nærmere undersøgelse af indholdet.«

Stoffer giver hukommelsestab

Netop indsamlingen af beviser er vanskeligt i forbindelse med drugrape. De oftest benyttede stoffer forsvinder nemlig hurtigt ud af kroppen. Og skal påvirkning af stoffer bevises, skal der tages en urinprøve – et døgn efter indtagelse.

De stoffer, der typisk har været sat i forbindelse med drugrape, er GHB, Rohypnol, bedøvende midler, kokain og forskellige former for morfin.

Derfor udsendte læger fra landets centre for voldtægtsofre, retsmedicinsk institut og politiet i august 2004 en vejledning til alle myndigheder, der modtager voldtægtsofre.

I vejledningen instrueres læger og politi i, hvordan de indsamler beviser og i øvrigt forholder sig til en kvinde, der har været udsat for voldtægt.

Ofrene for drugrape har i tidligere tilfælde beskrevet stoffernes virkning som blandt andet følelsesløshed i mund og tunge, som at gå i søvne, pludseligt at føle sig stærkt beruset og i mange tilfælde: hukommelsestab.

For at skaffe de nødvendige beviser opfordrer Lone Hedemand, der er leder af Center for Voldtægtsofre i Odense til, at kvinder der mistænker at være blevet voldtaget ved drugrape, selv tager en urinprøve hurtigst muligt.

For besværlighederne ved at bevise, at en voldtægt virkeligt har fundet sted, er velkendte – og langt fra kun i tilfælde, hvor stoffer er involveret.

Men fordi en voldtægt ikke juridisk kan bevises, betyder det ikke, at der er grund til at tvivle på, at overgrebet har fundet sted.

– Det er helt hen i skoven, at en voldtægtsanmeldelse bliver betegnet som falsk, hvis der ikke kan rejses sigtelse, siger Lone Hedemand til Fyens Stiftstidende.

Af Linda Hansen/Monsun

Læs »Jeg troede godt, hun ville«. Om Joan Søstrene og den retslige behandling af voldtægter i magasinet Kontradoxa

Læs »Du behøver ikke at slå – psykisk selvforsvar for kvinder« i magasinet Kontradoxa

Joan Søstrene – kvindepolitisk forening

Voldtægt.dk. Hjemmeside med informationer til offer, pårørende og behandlere. Desuden med en adresseliste over alle centre og klinikker for voldtægtsofre

Center for Voldtægtsofre i Århus

Center for Voldtægtsofre i Odense

Center for Voldtægtsofre i København

Klinik for Voldtægtsofre i Hillerød

Klinik for Voldtægtsofre på Bornholm

Klinik for Voldtægtsofre i Herning

Klinik for Voldtægtsofre i Kolding

Klinik for Voldtægtsofre i Aalborg

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96