– Porno er en del af det samfund, der omgiver os, og derfor må danske forældre sørge for, at børn og unge bliver »robuste« for at imødegå den stigende seksualisering af det offentlige rum.
Dette budskab fra den danske ligestillingsminister, Eva Kjer Hansen (V) fik ifølge Dagbladet Information eksperter og kvindeorganisationer til at måbe på FN’s kvindekonference, som i øjeblikket finder sted i FN-hovedkvarteret i New York.
– Som NGO havde jeg svært ved at finde ud af, om det var ligestillingsministeren, der talte, eller om det var Dansk Industri, der talte, for det var ikke ord, jeg havde forventet ville komme ud af munden på en ligestillingsminister, siger Randi Iversen, forkvinde i Kvinderådet til Information.
Forstår ikke kritik
Karen Sjørup, leder på center for Ligestillingsforskning, kalder ligeud ministerens udtalelse »en katastrofe«:
– Det er et utrolig uheldigt signal om, at alt det markedet gør, må vi finde os i. Det er det samme, som når man siger, at vi kan ikke gøre noget ved prostitution, for det er jo kvinders ældste erhverv. Det er den samme holdning om, at markedet er fri for moral og det er ubehageligt i en tid, hvor netop globaliseringen gør, at man er nødt til at moralisere, siger Karen Sjørup til Information.
Ifølge Information forstår Eva Kjer Hansen ikke, hvorfor udtalelsen vækker kritik:
– Der er flere vinkler på problematikken. En er muligheden for at lave aftaler og have et regelsæt, der skal følges, en anden er at ruste de unge. Jeg tror ikke, vi kan forbyde os ud af de billeder, vi bliver mødt med, fordi unge mennesker netop har adgangen til internettet osv.
– Derfor handler det om at gøre de unge robuste i forhold til at kunne håndtere de billeder, de bliver mødt med i musikvideoer, annoncer og film, sådan at de kan håndtere dem i forhold til den påvirkning, der måtte være, siger hun til avisen.
Af Martin Lindblom/Monsun
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96