Sommer 2003. Smedelærer Ib Jæger går rundt og afprøver et digitalkamera i lærernes glasbur, som står midt mellem de mange maskiner i smedeværkstedet på Ballerup Tekniske Skole. Her opholder omkring seks lærere sig.

Mona Schaldemose er først i tyverne, elev og sidst i sit grundforløb. Hun træder ind i glasburet for at spørge en lærer om noget.

Ib Jæger går hen til Mona. Han stikker digitalkameraet ned i hendes bluse og filmer hendes bryster.

Mona Schaldemose har rustet sig til at træde ind i en mandeverden, da hun begynder på uddannelsen til smed. 95 procent af fagforeningen Dansk Metals medlemmer er mænd, og på Ballerup Tekniske Skoles grunduddannelse som smed er der en eller to kvinder i hver klasse.

Efter nogle få episoder har Mona Schaldemose ingen problemer med sine mandlige medstuderende. Hun ved, at hun skal bruge energi på at sige fra og sætte grænser fra begyndelsen. Og det gør hun.

Hvad hun ikke har forberedt sig på er, hvordan hun takler lærerne, der kommer med de groveste kommentarer. Det chokerer hende. Når lærerne chikanerer, så er det sværere at sige fra.

Skal vi danse

»Nej, hvor ser du godt ud i dag. Skal vi danse?« og »Hvornår kommer du med hjem og boller?« bliver spørgsmål, som hun skal forholde sig til i hverdagen.

Desuden har de mandlige studerende et forspring, fordi de ofte har svejset før, og de fleste har repareret knallerter og cykler. Det har Mona Schaldemose ikke, så der er flere ting, hun må spørge om. Når hun spørger, får hun i første omgang ingen hjælp. I stedet bruger lærerne lang tid på at forklare hende, at hun ikke kan finde ud af det, fordi hun er pige, og de spørger, om det nu er det rigtige uddannelsesvalg, hun har truffet.

Drengene får at vide, at de har meget at lære endnu, men de får færre kommentarer og hurtigere hjælp.

Mona Schaldemose er lille og forholdsvis spinkel. At blive klejnsmed har traditionelt været de mere spinkle drenges valg, så hendes størrelse passer godt til jobbet. Hun har langt lysblondt hår og følger moden for kvinder i begyndelsen af tyverne: lavtaljede cowboybukser og stramme bluser. Når det er varmt, og hun har en kort bluse på, kan man af og til se det øverste af hendes g-streng bagpå.

Dobbelt pres

Louise Petersen studerer sammen med Mona Schaldemose på grunduddannelsen, og hun er ikke bange for at bede om hjælp. En dag skal hun bøje et rør. Hun kan se, at de andre bruger deres egen vægt, og det kan hun ikke, for hun vejer kun 45 kg. Hun spørger læreren om hjælp.

»Hvad tænker du på? Når du kommer ud på en arbejdsplads, tror du så, at de kommer springende, bare fordi at du er en lille pige?«

Efter flere minutter finder Louise Petersen ud af, at hun skal bruge en vægtstand til at bøje røret med. Hun synes, at lærerne spilder hendes tid, når de først anfægter, at hun beder om hjælp.

Louise Petersens indtryk er også, at pigerne skal være bedre end drengene for at klare sig. Men bortset fra et par gange, så undgik hun i modsætning til Mona Schaldemose at få kommentarer med seksuelle undertoner. Det begrunder Louise Petersen med to ting: Hun svarer hurtigt og hidsigt igen, og hun er punker og går meget maskulint klædt med huller i tøjet. Langt fra samfundets kvindeideal.

»Ret dig op, så man kan se dine bryster,« lyder en af de kommentarer, hun husker.

»Fuck dig…« svarede hun.

Fordi det kun sker et par gange, så tager Louise Petersen let på det, men hun ville have taget det tungt, hvis hun blev udsat for ligeså mange kommentarer som Mona Schaldemose.

30 om dagen

Ifølge Mona Schaldemose ser hun sig selv som mere naiv og mindre rå end Louise Petersen, og det betyder, at hun får flere kommentarer.

Henimod sommeren 2003 bryder hun sig slet ikke om at komme i skole mere. Hun er træt af at sige fra hele tiden. I klassen siger hun, at hun synes, at lærerne skal tage et pædagogisk ansvar for, hvordan de taler til de studerende. Ingen af hendes medstuderende siger noget. Bagefter kommer de hen til hende:

»Fedt, at du sagde det.«

»Hvorfor siger I ikke noget?«

»Det er svært.«

På Ballerup Tekniske Skole er tonen, at kommentarerne falder som jokes, men når man hører 30 af den samme slags jokes om dagen, så rammer det personligt.

I forholdet til sine mandlige medstuderende har Mona Schaldemose kun problemer lige i begyndelsen.

Som i januar 2003, hvor Mona Schaldemose står med en skærebrænder. En af hendes mandlige medstuderende går forbi og tager hende på røven i forbifarten. Mona vender sig om og retter skærebrænderens flamme mod ham:

»Hvis du gør det en gang til, så skal jeg sørge for, at du aldrig kommer til at fungere normalt igen,« siger hun vredt.

Huller i hukommelsen

Grunduddannelsen består af fem moduler af hver fem ugers varighed. Smedelærerne synes i slutningen af april 2003, at hun skal gå fjerde modul om. Det er bare svært at få en begrundelse.

»Hvordan kan det være, at jeg skal gå om,« spørger Mona Schaldemose smedelærer Ib Jæger, som på det tidspunkt er teamkoordinator og mest sidder på kontoret.

»Du skal ikke tro, at fordi du er pige og går med g-streng, så går du lige igennem,« svarer Ib Jæger.

Hun spørger ind til det mange gange, og til sidst får hun at vide, at hun ikke er god nok til det håndværksmæssige.

»Der er nogle af drengene, der slet ikke rigtig har lavet noget. Hvorfor skal de ikke gå om?« spørger hun videre.

En af de andre lærere svarer: »Vi kan ikke se, hvad de kan, når de ikke har lavet noget.« Ib Jæger husker det sådan, at hun først ikke ville være smed og så ville alligevel. Derfor måtte hun gå fem uger om.

Da Ib Jæger kort før sommerferien 2003 stikker digitalkameraet ned i hendes bluse, løber Mona Schaldemose ud af lærernes glasbur. Så ydmyget føler hun sig, at hun i situationen ikke kan reagere på andre måder.

Ib Jæger kender ikke til noget digitalkamera, og han kan heller ikke mindes, at han har hørt om det.

I det hele taget er det begrænset, hvor meget lærerne på Ballerup Tekniske Skole husker om lige netop disse episoder.

Mogens Højegaard er lærer i finmekanik og var i perioder Mona Schaldemoses kontaktlærer på grunduddannelsen. Han ved ikke, hvorfor hun skal gå fem uger om, men han ved med sikkerhed, at hun gennem hele forløbet vil være klejnsmed.

Episoden med digitalkameraet kender Mogens Højegaard heller ikke noget til, selvom han ifølge Mona Schaldemose er til stede i glasburet, da det sker. Men han pointerer, at hvis Mona Schaldemose har sagt, at det er sket sådan, så passer det.

Ifølge Mogens Højegaard får Mona mange kommentarer, fordi hun ikke altid går klædt, som man skal på et værksted. Hvis hun kommer i nogle stramme bukser, så er det helt automatisk, at en siger:

»Hold kæft, hvor har du en god røv, Mona.«

Konfrontationer

I august 2003 får Mona Schaldemose at vide af en af sine medstuderende, at Mogens Højegaard inde i klassen har sagt, at »hende Mona, hun skal bare gennemkneppes«. Mona Schaldemose trækker ham til side og siger, at sådan et sprog kan han ikke tillade sig.

Han svarer, at det ikke handlede om hende, men om en anden pige. Hun kan ikke se den store forskel.

Mogens Højegaard kan ikke huske den præcise anledning til, at Mona Schaldemose henter ham ved frokosten den dag. Han husker, at hun var ked af alle de bemærkninger, hun fik.

Efterfølgende kalder han lærerne sammen og fortæller dem, at alle de bemærkninger må stoppe, for de gør Mona ked af det. Han siger også, at han ønsker, at hun var kommet før, når det gik hende så meget på.

Ifølge Mona har hun gentagne gange bedt lærerne snakke sammen om, hvordan de taler til de studerende.

Efter episoden med digitalkameraet konfronterer hun også Ib Jæger, og det ender med, at han undskylder. Mogens Højegaard synes ikke, at lærerne har været for grove, men han respekterer, at Mona siger fra. Og så har det fået ham til at ændre sig selv.

Han er blevet mere forsigtig, for Mona siger til ham, at hun ikke kan lide kommentarerne. Selv har Mona Schaldemose lært, at hun skal sige fra med det samme. Undlader hun det én gang, så kører toget.

Efterspil

April 2004. Under sin skolepraktik har Mona Schaldemose været på Lyngby Tekniske Skole i tre uger. Nu er hun spændt på at komme tilbage til næste skoleforløb på Ballerup Tekniske Skole efter de mange konfrontationer med skolens lærere.

Om sommeren går drengene med bar overkrop eller ærmerne smøget op over skuldrene. Da Mona Schaldemose var mest påvirket af lærernes kommentarer, gik hun i højhalsede bluser med lange ærmer, selv når det var varmt. Nu nægter hun at pakke sig ind.

Denne varme aprildag har Mona Schaldemose en stropbluse på til teori. I en pause går hun ind på det store lærerværelse for at hente noget papir, og en anden lærer fra grunduddannelsen siger:

»Åh, hvad er det for noget tøj du har på. Du kan jo få os anklaget for sexchikane.«

Chikane uden ansvar

At have kvinder på holdene er i de fleste tilfælde rart mener Ib Jæger. Tonen bliver bedre, når der er kvinder til stede.

– Det er jo en mandeverden, så der er lidt groft sprog ind i mellem. Det kan godt forandre sig, når der er piger i klassen, siger han.

Men for ham kommer det an på, hvordan kvinderne er. De skal sætte grænserne selv, ellers kan det være hårdt. Kvinderne skal sige fra, og det må lærerne så respektere.

Ib Jæger kan ikke huske hvorfor, men han husker, at Mona Schaldemose har sagt fra overfor ham.

– Og så går jeg også ud fra, at det har hjulpet, lyder hans kommentar.

– Det er et værkstedssprog, og det vil det også være, når hun kommer ud på en arbejdsplads, ligegyldigt hvor hun kommer hen.

Der er bare nogle, der har nemmere ved at tackle tonen end andre.

Hjem til kødgryderne

At kommentarerne af og til får et seksuelt eftertryk, kender Ib Jæger godt.

– Der ryger nogle finker af panden. Det gør der også til drengene. Når man er sammen så mange timer hver dag, så kan der godt falde noget forkert, indrømmer Ib Jæger.

Han er med på, at det er sværere at sige fra over for sin lærer.

– Vi har snakket om, at vi en gang imellem godt kan være for meget. Vi er nogle spradebasser, men der er ikke noget ondt i det, siger han og nævner et eksempel på en kommentar: »Gå hjem til kødgryderne.«

Han har ikke noget bud på, hvad lærerne siger til de mandlige studerende.

Lærerne gør ikke for alvor noget for at ændre kulturen på uddannelsen.

– Det er svært, når man har en kultur, som man har været i, siden man var 15 år og indtil nu. Man kan godt snakke om, at det er for meget, men man får ikke gjort noget ved det.

Klæder skaber kommentarer

Mogens Højegaard er enig med sin kollega Ib Jæger i, at kvinder påvirker smedeuddannelsen positivt. De mandlige studerende bliver lidt sødere.

Ifølge Mogens Højegaard forventer ingen på skolen, at kvinder skal opføre sig på en bestemt måde, og han har intet imod, at lærere og studerende laver sjov.

– De skal bare ikke blive utroligt personlige og tale om folks udseende. Folk skal have lov til at være, som de er – tykke og tynde – for vi er forskellige alle sammen, siger Mogens Højegaard.

Men går man udfordrende klædt, så undgår man ikke bemærkninger.

– Du kan ikke gå og provokere med din krop, uden at det får nogle konsekvenser. Det hænger ubrydeligt sammen at gå udfordrende klædt og få bemærkninger, forklarer Mogens Højegaard.

Alligevel er han sikker på, at Mona Schaldemose ikke gik klædt, som hun gjorde, for at provokere. Kommentarer som dem, Mona Schaldemose har været ude for om sit tøj og sin bagdel og episoden med digitalkameraet i kavalergangen, mener Mogens Højegaard ikke er andet end fis og ballade.

– Det er ikke noget, der bliver sagt, for at det skal være ondskabsfuldt. Selvom der måske har været sådan lige et strejf hen af det. Det er sådan en finke, der flyver af panden, men det er ikke for at genere nogen. Jeg kan godt sige: »Hvad så, er det nu, vi skal danse«. Og det er jo ikke noget, jeg mener. Selvfølgelig skal man ikke danse ude i værkstedet.

For Mogens Højegaard er der absolut ikke tale om mobning, men om underforståede bemærkninger, som man kan opfatte, som man vil.

– Jeg kan godt lide, at der er et spil med både piger og drenge. Når jeg underviser og mærker, at opmærksomheden falder, så kan jeg godt fortælle en sjofel historie, siger Mogens Højegaard.

Flertallet bestemmer tonen

Ifølge ham er der nogle kvinder, som han godt kan spørge: »Nå, hvad så dit gode hug, har du haft en god weekend?« Og andre, som han ikke kan, og det ved han godt. Alligevel kommer det bag på ham, at Mona Schaldemose føler sig krænket.

– Jeg havde ikke fornemmelsen af, at det generede hende. Det var ikke alvorligt ment, og man kan jo ikke se, hvordan de opfatter det. Det har så åbenbart været et problem for Mona.

Mogens Højegaard ser ikke nogen problemer med bemærkninger til daglig på skolen.

– Hvis man er træt af bemærkninger, så skal man sige fra. Det skal man i alle livets forhold, hvis man føler, at man bliver trådt på eller føler sig krænket.

Han pointerer, at Mona Schaldemose er sød, og at hun aldrig har generet et menneske. Han kan godt følge, hvis hun føler, at lærerne har været for grove.

– Jeg husker dengang, jeg selv kom ud på en arbejdsplads. Da var jeg seksten år, og jeg blev jo helt rød i hovedet og mærkelig indeni over sproget. Jeg var ikke vant til, at voksne talte sådan.

Efterhånden optog han selv tonen i faget.

– Man hyler nu engang med de ulve, man er i blandt. Ellers ville man jo skille sig ud, siger han.

Selvom Mona Schaldemose har fået ham til at tænke sig om, så finder Mogens Højegaard ikke, at lærerne har været for grove. Han beklager, at det gik hende på, og kan ellers ikke gøre mere ved det.

Vi har en plan

Dansk Metal arbejder med fire nye handlingsplaner, som forbundet har sat i gang for blandt andet at fastholde flere kvinder og for at forbedre tolerancen for forskelligheder på arbejdspladserne, især hvad køn og etnicitet angår.

Anne-Lise Poulsen er sekretær i arbejdsmarkedssekretariatet hos Dansk Metal. Hun arbejder med de nye handlingsplaner sammen med Dansk Metals Ligebehandlings- og familiepolitiske udvalg.

– Metalfag tiltrækker få kvinder, og det vil vi gerne ændre. Kvinder fortsætter heller ikke så ofte i faget, når de er udlært. Vi ved, at de ofte bruger uddannelsen som fundament til at læse videre, men om de hopper fra af andre årsager, har vi ingen viden om. Det vil vi nu undersøge, siger Anne-Lise Poulsen.

På Ballerup Tekniske Skoles smedeuddannelse falder få kvinder fra ifølge lærerne. Mændene falder i højere grad fra, og mandlige studerende med anden etnisk baggrund står for det rigtig store frafald.

Efter sit første halve år i jobbet som arbejdsmarkedssekretær har Anne-Lise Poulsen endnu ikke været involveret i tilfælde med seksuel chikane. Hun ved, at der tidligere var mange barrierer for kvinder i mandefag, men hun har ingen dokumentation for, at det er sådan i dag.

Desuden er arbejdsmiljøet indenfor metalfaget ifølge hende forskelligt fra arbejdsplads til arbejdsplads.

En grov form for mobning

Seksuel chikane er et meget tabubelagt emne. Og det kan være svært at definere det seksuelt krænkende ved kommentarer som dem, Mona Schaldemose har fået, fordi de hører hjemme i en gråzone.

– Da det er meget individuelt, hvad der er seksuelt krænkende, må man altid tage udgangspunkt i den enkeltes grænser, og de er ikke til diskussion, siger Anne-Lise Poulsen.

Ifølge hende synes nogle kvinder, at bemærkningerne slet ikke rammer dem, mens andre kvinder igen rammes hårdt. Derfor må alle acceptere den enkeltes grænser. At få filmet sine bryster med et digitalkamera af sin lærer er ifølge Anne-Lise Poulsen helt klart seksuelt krænkende.

– En lærer er med til at sætte normen for, hvordan man opfører sig i en klasse. Desuden er det svært for en elev at sige fra over for sin lærer, da læreren har magt til at påvirke elevens fremtid. Lærerne er forbilleder og skal afholde sig fra at opføre sig seksuelt krænkende, forklarer Anne-Lise Poulsen.

En af Dansk Metals nye handlingsplaner har overskriften mobning, og der kommer seksuel krænkende opførsel ind under som en særlig grov form.

– I Dansk Metal er kun cirka fem procent kvinder, og derfor har vi valgt en overskrift, som alle kan identificere sig med. Alle former for mobning er tabubelagte og svære ting at tage fat i, siger Anne-Lise Poulsen.

Sjov eller alvor

Ifølge Anne-Lise Poulsen er de fleste medlemmer interesserede i det psykiske arbejdsmiljø, og hun håber, at de ad den vej kan nå de tabubelagte områder, når de taler om ligeværd og respekt for forskellighed.

– Det er typisk, at man ser seksuelt betonede kommentarer som sjov og ikke som mobning. Og jeg tror på, at mange ikke mener kommentarerne ondt. Men ved at dække dem ind under humor, så slipper man også udenom på en nem måde. Både udenom at kommentarerne er del af en magtmekanisme, og at vi danskere har denne her drillende facon, hvor grænserne kan være udviskede, siger Anne-Lise Poulsen.

Hun vil gerne opnå, at man diskuterer tolerance, respekt og forskellighed ude på arbejdspladserne.

– Hvad er det egentlig? Og hvordan kan vi have det godt med hinanden? Sådan at vi både kan lave sjov og sætte grænser?

Anne-Lise Poulsen ser også gerne, at skolernes kultur bliver diskuteret som en del af undervisningen og på lærernes gruppemøder såvel som ude på arbejdspladserne.

Af Lone Hartvig Andersen/Moskito. Fotos: Marianne Schaldemose

Se Arbejdsmiljøtilsynets vejledning om mobning og seksuel chikane

Artiklen har tidligere været bragt i Magasinet Moskito.

Se Moskitos tema-nummer om køn og seksualitet her

Læs anmeldelser af temanummeret på Kontradoxa

Køb Moskito i Modkrafts Minimarked