Rodi Alvarado Peña fra Guatemala overlevede ti år med rædselsvækkende vold begået af hendes mand, der var medlem af Guatemalas hær.

Han voldtog hende regelmæssigt, smadrede hendes kæbe, forsøgte at skære hendes hænder af med en machete, knuste ruder med hendes hovede og forsøgte at få hende til at abortere deres andet barn ved at sparke hende i maven.

Da hun til sidst søgte beskyttelse hos det guatemalanske politi og retsvæsen blev hendes henvendelse afvist.

Da hun i 1995 flygtede til USA, og hun søgte asyl, måtte hun efterlade sine to små børn i Guatemala.

Omstødelse omstødt

Året efter fik hun tildelt asyl af en amerikansk immigrationsdommer, der fandt, at den vold hun havde været udsat for, sammenholdt med den guatemalanske regerings uvillighed eller manglende evne til at beskytte hende var at sammenligne med forfølgelse.

Alligevel ankede de amerikanske immigrationsmyndigheder i 1999 afgørelsen til en appeldomstol, der omstødte beslutningen om at tildele Rodi Alvarado asyl.

To år senere i 2001 greb den daværende kvindelige demokratiske justitsminister Janet Reno så ind omstødte omstødelsen.

Hun foreslog samtidig nye regler, der skulle styrke myndighedernes grundlag for at tage stilling til asylansøgninger baseret på tilhørsforhold til en bestemt social gruppe.

Disse regler slog fast, at folk, der havde overlevet vold i hjemmet, under særlige omstændigheder kvalificerede sig til asyl. Reglerne blev aldrig lovfæstet, og immigrationsmyndighedernes appeldomstol undlod at genoptage Alvarados sag.

Kvinders ret til asyl

Den nuværende republikanske justitsminister John Ashcroft forbereder nye regler, der vil indskrænke mulighederne for at opnå kønsbaseret asyl og samtidig genetablere appeldomstolens beslutning fra 1999 om at nægte Alvarado asyl.

Reglerne vil gøre det endnu sværere for kvinder, der flygter fra for eksempel æresdrab, sex-slaveri, vold i hjemmet og andre overgreb at opnå beskyttelse i USA, og det har fået Amnesty International til at gå ind i sagen.

Amnesty pointerer i en offentlig erklæring, at Geneve Konventionens flygtningebestemmelser fra 1951 definerer en flygtning, som en person »uden for hans eller hendes land, der uvillig til eller forhindret i at vende tilbage på grund af forfølgelse eller velbegrundet frygt for forfølgelse baseret på race, religion, nationalitet, medlemskab af en bestemt social gruppe eller politisk ståsted«.

Køn er ikke specificeret som en kategori for sig selv, men FN’s Retningslinier for beskyttelse af Kvindelige Flygtninge fastslår, at »kvinder, der frygter forfølgelse eller voldsom diskrimination på grund af deres køn, bør betragtes som medlemmer af en social gruppe i bedømmelsen af mulighed for flygtningestatus«.

Ifølge Amnesty har kvinder ret til at søge asyl, hvis de lider under kønsbestemte krænkelser af deres menneskerettigheder, og deres regeringer er ude af stand til eller uvillige til at kontrollere voldsmændene og gøre en ende på overgrebene.

Samtidig påpeger Amnesty, at de amerikanske immigrationsmyndigheders egne retningslinie fra 1995 fastslår, at kønsbaseret forfølgelse som for eksempel voldtægt, seksuel vold, og misbrug, der opfattes som tilhørende privatlivet, kan give anledning til asyl.

Disse retningslinier er imidlertid aldrig blevet lovfæstet, og fungerer kun som forslag for immigrationsmyndighederne i USA.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs mere om Rodi Alvarado Peñas sag hos Amnesty International (engelsk)

Læs mere om kønsbaseret asyl (engelsk)