KOMMENTAR: »Hvorfor affinder vi os med den underordnede rolle, vi bliver givet, hvis produktionsmaskineriet slet ikke kan fungere uden os?«, spørger Nicholas Buhmann-Holmes og giver overblik over alle de tiltag, der har markedeliggjort universiteterne og opfordrer til antikapitalistisk organisering, der kan modarbejde det.
Torsdag den 13. oktober er der demonstration mod regeringens planlagte SU-nedskæringer. På den korte bane er det absolut vigtigt, at demonstrationen bliver så flot og stor som muligt.
Når fremskridtsreformen kunne blive genforhandlet, skyldes det blandt andet, at studerende er en væsentligt stærkere aktør, end så mange andre reformramte grupper. Her tæller de senere års demonstrationer også, selvom regeringen har al mulig grund til at nedtone betydningen af dem.
På den længere bane er det dog værd at spørge, om ikke vi skal lægge et andet spor for studenterbevægelsen. Som Erik Storrud sidste år skrev , så har der været mange demonstrationer de senere år, men udviklingen med nedskæringer på uddannelsesområdet er alligevel fortsat.
Hvorfor bliver vi ved med det samme? Hvad skal der ske efter denne demonstration? Og hvad når der skal skæres endnu mere, når skattelettelserne ikke bidrager med de ”forventede dynamiske effekter”? Eller når der skal laves en 2034-plan?
Nedskæringer på SU og uddannelse (også kaldet ”erhvervsrettet dimensionering”) har været regeringspraksis for både regeringer til højre og venstre for midten. Der er altså brug for en markant anden retning for studenterbevægelsens aktivisme.
Som svar på hver nedskæring lyder det ofte, at det er dumt at spare på fremtiden – dermed menes, at fremtiden er alle os under uddannelse. Men hvis vi er fremtiden, hvilken betydning har det så, og hvordan kan det udnyttes?
Der er grundlæggende brug for, at vi, der har vores omgang på universiteter og andre uddannelsesinstitutioner, mere præcist genkender den rolle, vi spiller i samfundet: Vi er en vigtig del af fremtidens produktionsarbejdere (på DJØF’sk kaldet »vidensarbejdere«).
Uden os, intet embedsværk. Ingen statslige institutioner. Uden os, intet Novo Nordisk eller Mærsk.
Pointen er ikke, om man kan lide embedsværk og multinationale selskaber eller ej – pointen er, at de dikterer udviklingen på universitetsområdet, og derfor er det også dem, aktivismen skal rettes mod. Uden os, intet dem. Derfor må de lytte.
Hvis vi er udset til at være en af hjørnestenene i fremtidens erhvervslivs og statslige produktion, hvorfor tager vi så ikke konsekvensen af det? Hvorfor affinder vi os med den underordnede rolle, vi bliver givet, hvis produktionsmaskineriet slet ikke kan fungere uden os?
Den umiddelbare konsekvens burde jo være at organisere en ubegrænset strejke for både studerende og ansatte, f.eks. som man har nærmest institutionaliseret i Quebec.
Et vigtigt element, der heller ikke får liv i demonstrationen den 13. oktober, er kampen for en demokratisering af universiteterne. Det lyder næsten trivielt, men kampen for reel demokratisering af universitetet er en potentielt enormt stærk platform for udvikling af medbestemmelse over universitetet, da den kan trække tråde ud til mange andre dele af samfundet.
Det har potentialet til at række ud til udviklingen uden for universitetet, hvor politikerlede og systemkritik fylder mere og mere, og hvor neoliberalisme efterhånden er blevet et mainstream udtryk.
Det er også værd at huske på, i hvor høj grad denne medbestemmelse er presset, fra både stat og erhvervsliv – så meget, at idéen om selvstyre på universiteterne må siges at være en myte.
I stedet har vi fået et universitet på markedets vilkår – markedsuniversitet.
Det følgende er en oversigt over den udvikling, som markedeliggørelsen af universitet har taget:
- Universitetsloven i 2003 bestemte, at universitetsbestyrelser skal have eksternt flertal. Det er altså kun et mindretal, der er til valg. Bestyrelsen kunne så vælge rektor, og derfra udgår universitetsdirektør, dekaner osv. Der er altså intet selvstyre.
- Den socialdemokratiske regerings såkaldte Kvalitetsudvalg (som selvfølgelig er newspeak for »hvordan-målretter-vi-uddannelser-til-erhvervslivets-ønsker«) foreslog i 2014, at studielederne og dekanen skulle have al magt over undervisningen. Studienævnet ville blot kunne blive rådgivende. Sådan gik det heldigvis ikke, men det peger på, at man fra ministeriel og embedsværks side har klare ønsker om mere topstyring af universiteterne.
- Dette blev yderligere bekræftet for nylig, da en rapport fra Uddannelses- og Forskningsministeriet sagde, at ministeriet skulle være med til at udpege universiteternes bestyrelse.
Udsagnet blev ikke genkendt af dem, der var blevet interviewet til rapporten – det var nærmere konsulentfirmaet bag rapporten eller ministerielt bestillingsarbejde, at konklusionen skulle være sådan.
- I forvejen spiller erhvervslivet en afgørende rolle. Når erhvervsretning af universiteterne er blevet politisk dogme, så er det et perfekt eksempel på neoliberalisme i dansk sammenhæng:
Den danske stats rolle er simpelthen at understøtte virksomhederne. Derfor må universiteterne også selv blive virksomheder. Det så vi tydeligt med dimensioneringen i 2014 og senere med lukningen af de små uddannelser i 2016. Viden måles på, om det kan bruges af virksomheder, og universiteternes rolle er altså at levere ressourcer i et sådant økonomisk kredsløb.
- Blandt de største spillere finder vi Novo og Mærsk. Begge har, efter at have give betydelige bidrag til Københavns Universitet, fået en plads i bestyrelsen. Samtidig har Novo fået sit eget forskningscenter, og der er oprettet en olieudvindingsuddannelse i samarbejde med Mærsk Oil.
Også DTU har oprettet olieudvindingsuddannelser efter støtte fra store olievirksomheder som Mærsk. Vi andre må så betale senere hen i klimaforandringer.
- Samtidig er de frie forskningsmidler kraftigt beskåret, og derfor bliver universitetet mere og afhængigt af midler udefra. Det ses f.eks. i tilfældene med Mærsk og Novo, eller når CBS lancerer en rapport om landbrugsregulering direkte sponsoreret af landbrugets lobbyorganisation Landbrug og Fødevarer.
Eller når forskere siger ja til ikke at måtte udtale sig om deres forskning om de skadelige virkninger af regeringens landbrugspakke – fordi de ellers slet ikke vil få nogen forskningsmidler.
-Denne udvikling vil fortsætte med universiteternes nye bevillingssystem. Til møde om dette nye system blev Danske Studerendes Fællesråd ikke inviteret men fik blot lov til at give et skriftligt bidrag.
Det nye bevillingssystem kommer sandsynligvis til at betyde, at universiteter får penge efter hvor mange der får job. Dermed er tilpasningen til markedet snart komplet.
- SU-nedskæringerne har også en demokratisk slagside for de mange, der må optage et SU-lån. Gæld er nemlig disciplinerende. Man siger ikke så hurtigt fra, hvis man står og skylder penge til dem, der giver ordrer. Det er samtidig endnu et angreb på uddannelser – specifikt humaniora – der ikke falder i erhvervslivets smag.
Studiegæld er nemlig i mindre grad problematisk, hvis man står til at blive kandidat som økonom eller ingeniør. Altså er studiegælden også disciplinerende ift. studievalg – hvorved fravalget af ikke-højtlønnede, ikke-erhvervsrettede uddannelser vil komme til at ligne frivilligt fravalg
I SU-debatten er det også blevet tydeligt, i hvor høj grad det er en økonomisk elites interesser, der har sat kurs i debatten.
Kapitalfonden Axcelfuture, tænketanke med tråde til eller direkte støttet af erhvervslivet som DEA og CEPOS, diverse tidligere embedsværkere og alskens erhvervsorganisationer og erhvervspersonligheder, endda venstreorienterede tænketanke som AE har alle over de senere år argumenteret for nedskæringer på SU’en.
Bemærkelsesværdigt bliver disse personligheder og grupper, der hverken er studerende eller har deres gang på universiteterne, typisk portrætteret som eksperter hos bl.a. Politiken og Jyllands-Posten.
At 2025-planen skulle indeholde nedskæringer på SU’en, har været helt oplagt, hvis man har fulgt de mange lobbyerende indlæg fra den økonomiske elite det seneste års tid.
Det generelle konsensus hos embedsværk, politikere og erhversinteresseorganisationer om, at universitetet skal målrettes erhvervslivets ønsker, foregår og kommer til at foregå uagtet demonstrationen den 13. oktober. Det fortsætter.
En anden retning for studenterbevægelsen kunne altså være at opbygge en aktivistisk platform for reelt demokrati. En organiseret antikapitalistisk, demokratisk platform, der kan presse imod den fortsatte markedsliggørelse af universitetet.
En sådan retning vil også skulle betyde et internt opgør med universiteternes hierarkiske struktur, der blandt andet manifesterer sig i stor ulighed i lønninger og magt og en næsten ikke-eksisterende solidaritet.
Når erhvervsliv og stat kan diktere universiteters prioriteringer, så er det i høj grad, fordi vi på universiteterne ikke for alvor genkender den vigtighed, vi er udset til at bære for netop erhvervsliv og stat.
Der er selvfølgelig intet nyt i dette. Før jeg for relativt nyligt kom på universitetet var Et Andet Universitet fremme med en stærk demokratisk agenda.
Chile, Holland, Storbritannien, Italien, Canada og mange andre steder har haft stærke pro-demokratiske studenterbevægelser de senere år. Spørgsmålet er altså, hvad der skal ske efter demonstrationen den 13. oktober.
Uddannelsesalliancen former en bred sammenslutning, men rummer af den grund heller ikke meget potentiale for universiteter. Der er dog potentiale i at presse Uddannelsesalliancen for en mere demokratisk fokuseret agenda.
Skal organisering i stedet ske gennem Et Andet Universitet eller De Studerendes Aktivistforening (SAF)? Hvilken rolle kan studenter- og fagråds og Danske Studerendes Fællesråds officielle, men dog begrænsede indflydelse, spille? Er der brug for en ny konstellation?
Det er også vigtigt at spørge, hvilken rolle man vil give den politiske forhandling ift. organisering og aktivisme. At fremdriftsreformen kunne genforhandles var positivt, men når en sådan genforhandling kun kan lappe på dele af reformproblemerne og samtidig legitimerer et udemokratisk forhandlingssystem, så er der brug for en mere bæredygtig og stærk organiserings- og protestform.
Derfor er fokus på forhandling gennem politiske institutioner ikke en varig løsning.
Vigtigst af alt er det dog først at erkende, at demonstrationen mod SU-nedskæringerne nærmere hjælper til at holde emnet på den politiske agenda end til at vende det politiske konsensus eller presse regeringen.
Det er dog stadig ikke uvæsentligt at holde emnet politisk varmt, da SU-nedskæringerne først står til at træde i kraft fra 2019. Det større fokus bør dog være på at opbygge en organisationsform eller institution, der kan presse embedsværk, regering og den økonomiske elite.
Et bud er altså muligheden for at studerende og ansatte på universiteterne går i strejke. Ingen studerende og ingen forskning betyder intet Novo, intet Mærsk, intet embedsværk og en yderst presset regering. Det er svært at se perspektiverne for et demokratisk universitet, hvis der ikke ikke i højere grad bliver forsøgt at presse det økonomisk-politiske konsensus på dets aktørers levebrød.
Nicholas Buhmann-Holmes er 22 år og statskundskabsstuderende.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96