Her følger lidt overvejelser om de aktuelle begivenheder i Frankrig. Nogle af punkterne har været i Dagbladet Information d. 1/6, andet er tilføjelser og uddybninger.
Frankrig er på den anden ende. Siden marts er protesterne tilsyneladende eskalereret. Mobiliseringen i Frankrig startede som en protest mod en arbejdsmarkedsreform, der har til formål at gøre det lettere at fyre folk fra deres arbejde. Med andre ord skabe et intensiveret konkurrencemiljø på det franske arbejdsmarkedet, hvor arbejdere skal leve i øget usikkerhed. Ideen er øjensynligt at gøre det franske arbejdsmarkede mere fleksibelt. Men demonstranter, fagforeningsfolk, anarkister, kommunister og aktivister ser dette – hvilket er helt rigtigt – som en intensivering af konkurrencen befolkningen imellem.
De seneste dage og uger har protesterne fået et yderligere rygstød, fordi kampene er blevet mere generelle. Hvad der startede som en protest mod et enkelt lovkompleks er blevet til protester mod den politistatsagtige undtagelsestilstand, politiske aktioner mod politivold og en generel utilfredshed med hele det politiske og økonomiske system. Bevægelsen er blevet en regulær anti-kapitalistisk bevægelse, der i stigende grad udtrykker lysten til en generel negation af den kapitalistiske økonomis struktur.
Ofte ser vi protester tage plads foran parlamenter eller officielle politiske institutioner. Her forsøger demonstranter at ”råbe politikerne op”. Den fejl bliver ofte begået i Danmark fx . Efter et par timer på pladsen foran parlamentet kan vi enten gå hjem eller lege katten efter musen med politiet.
Politikerne er dog ikke til at ”råbe op”. Politikere er i dag resistente overfor den slags opråb. Dels fordi, det tilsyneladende ikke påvirker politikere synderligt at demonstranter mobiliseres foran parlamentet. Politikere forstår ikke demonstranter og aktionerende som andet end vælgere. Politikere forestiller sig aldrig at mennesker mobiliseret til protest og aktioner reelt har nogen politisk agens. Med andre ord: Politikere er ikke bange for demonstrationen som taktik. Der skal skrappere midler i brug.
Men hvad der er mere relevant er, at politikere reelt heller ikke har indflydelse på de økonomiske systemers udvikling. Selv hvis politikerne ville lytte, ville de ikke havde magt over udviklingen. Den eneste grund til det stor politiopbud foran et parlament, er for at forhindre protesterende i at bryde ind i parlamentet for at opdage at der er tomt. Parlamenter i Europa er kun fyldt med grimme møbler, papirbunker og bureaukrati. Men det ved de franske oprørere.
De franske protesters strategi har de seneste uger taget en mere virkningsfuld og håbefuld strategi i brug. Blokader af fundamental infrastruktur, der kan lamme hele samfundet og strejker der stadser trafik og produktion. Dette er dog også lykkedes.
Det har de sidste dage været meget vanskeligt at få fyldt sin bil med benzin. Atomkraftftværker er blevet blokeret som politisk våben og senest er en landsdækkende togstrejke startet. Også trafikale knudepunkter er blevet blokeret af demonstranter.
Dette virker til at have en anden politisk effekt. Det er her man kan afvikle magten. Magten ligger ikke i parlamenterne. Demokratiets repræsentanter kan slet ikke ændre udviklingen. Dette var det græske parti Syriza et eksempel på. De satsede på den parlamentariske vej, og tabte med et brag. Det er omsonst, at gå til parlamentet med sin utilfredshed eller håb. Magten sidder i infrastrukturen og de logistiske åre gennem det politikerne kalder ”samfundet”. Vil man af med magten, er det her der skal sættes ind. Det er tilsyneladende også her, at de protesterende har mulighederne for reelt at sætte magten ud af kraft.
Det ser ud til, at de franske protester faktisk er en reel satsning. Et af de meget brugte vendinger inde fra opstanden er: ”être courageux”, vær modig. Nogle vil tilsyneladende gerne satse hele butikken. Det er ikke til at sige om det kan føre til sejre.
Spørgsmålet om sejr eller fiasko er et politianliggende lige nu. Kan den franske undtagelsesstat skræmme folk ind i deres små hjem igen gennem terror-lovgivning og politibrutalitet? Den suveræne magt har i den forstand et problem, fordi demokratiet som er suverænens legitimation af sig selv, er skraldet af. Demonstranterne ser nu civilbetjentenes knipler og tåregas for sit indre blik, når samtalen falder på ”det politiske”. Politi er blevet politik i de franske storbyers oprør, hvor Rennes, Nantes, Toulouse, Marseille, Bordeaux også er i blandt.
Måske er spørgsmålet, hvor lang tid man kan og vil lade opstanden eskalere. For mig at se startede protesterne ganske sædvanligt med politiske krav om at standse arbejdsmarkedsreformen. Men efter den blevet gennemtvunget ved dekret – udenom parlamentet – er protesterne eskaleret yderligere.
Torsdag i sidste uge havde en stor demonstration med autonome, anarkister og fagforeningsfolk og mange andre slet og ret et for-banner med påskriften ”Let’s be non governable”. Ingen politiske krav. Slet og ret negationen og håbet om en fortsat ”ustyrlig” proces.
På den måde kan protesterne læses også som en ophævning af den efterhånden latterlige såkaldte ”højre-venstre-skala”. En diskursiv vildfarelse, som man kan finde langt ind på den yderste venstrefløj mange steder, og som er absolut ubrugelige i de politiske tilstande som dem vi ser i Frankrig lige nu. Spørgsmålet er ikke så meget hvad der skal gøre, men mere hvordan? De store ideologier og abstrakte ”fortællinger” er lagt til side til fordel for spørgsmål som: Hvordan skal man spise og strejke samtidig? Hvordan træffer man beslutninger når politiet angriber? Hvordan er man klog på gaden?
Måske har begivenhederne i Frankrig sin egen ontologi og sin egen bevidsthed. Hører man beretninger fra gaderne, er folk glade og begejstrede, men også alvorlige. Folk taler om revolution, ny forfatning og en ny politisk diskurs.
Der sker vitterligt noget vigtigt for dem, der deltager, det er ikke til at tage fejl af. Eskalationsstrategien virker tilsyneladende stadig. Og folk har fortsat kræfter til, at være på gaden. Hvis man skal tro begivenheds- eller revolutionsteoretikere findes der noget inde i selve opstandene. Brud eller politiske begivenheder har sine egne betingelser for tænkning, handling og liv.
Spørgsmålet er om disse begivenheden kan deles, spredes og kopieres. Men også alliancer og organisationsformer har sin egenart indenfor begivenheden. På den måde handler det om at ”holde gryden i kog” og ikke forfalde til klassisk organisationsspørgsmål som, ”hvad er vores politiske krav”, eller ”hvordan lader vi os repræsentere”.
Det ser da også ud til at være sådan, protesterne udvikler sig.
I en mindre film om opstanden interviewes forskellige parisere, der deltager i begivenhederne. Mange af dem kommer til Place de la Republique for at udveksle synspunkter, men alle beslutninger bliver taget i krogene og på mere organisk vis.
På den måde ligner udviklingen lidt den som Den usynlige kommite præsenterer i deres bog To Our Friends. Her foreslår de, at den revolutionære politik skal bevæge sig forbi spørgsmålet om demokrati. Konsensus eller andre demokratiske processer bremser begivenhedens udfoldelse, med andre ord.
Princippet må snarere være, at dem der beslutter noget, er dem der gør noget. Og alle er ikke enige om alt. Dette er hvad en radikal politisk begivenhed egentlig handler om. Et fællesmøde eller en afstemning er ikke det, der fører til radikale forandringer. Der skal derimod prøves noget af.
Men Danmark virker til, at være Europas ”grønne zone”. Undtagelsestilstanden i Europa, virker til at være blevet permanent. Der findes snart ikke en europæiske storby, hvor der ikke går militær eller politi med tunge våben rundt i gaderne.
Politiet har fået udvidede beføjelser, og dommerkendelser spiller ikke længere nogen afgørende rolle. Retsstaten er flere steder under afvikling ved fx at indføre kollektive retssubjekter, hvilket fundamentalt strider mod det liberaldemokratiske princip om ”en krop et subjekt”.
Respektpakken - som den er blevet kaldt - skal genoprette respekten for det offentlige rum, siges det.
I Danmark opretholdes ordnen da også næsten uforstyrret. Ingen går på gaden. Mens Europa er i en historisk krise, med protester og oprør flere og flere steder, er Danmark lukket ned som i en selvekskluderet sikkerhedszone, Europas ”grønne zone”.
Begrebet kender vi fra Bagdad, hvor de rige, koalitionsstyrker og andre privilegerede kunne slippe for Iraks fundamentale kaos. Sikkerhedszonen i Danmark findes kun som undtagelse fra det generelt liberaldemokratiske kaos i resten af Europa. I Frankrig selvfølgelig symboliseret ved arbejdsmarkedsloven, der blev indført ved dekret, uden om parlamentet. Hvilket flere danske kommentatorer har hyldet som politisk lederskab.
Det forlyder fra Paris, at fagbevægelserne og de mere radikale politiske grupper er ved at finde en form for fælles strategisk overenskomst på gaden. Fagbevægelsen har opdaget, at de unges opråb om fundamental usikkerhed på et arbejdsmarked – den såkaldte prekaritet på arbejdsmarkedet- der for unge er flexi uden security, også angår de etablerede fagbevægelser.
Med andre ord er fagbevægelsen måske på vej til at opdage, at den har brug for andre politisk begreber for at overleve, end socialismens politik. På den anden side virker det til, at fagbevægelsen har givet radikale kræfter plads til at eskalere protesterne. Det syndikalistiske forbund CGT har været lokomotivet i protesterne, fordi den fastansatte arbejdsstyrke kan strejke på en måde, som prekariatet (løst ansatte, studerende mfl.) ikke kan. På den måde er der måske en alliance på vej på gaden. Det kan gå begge veje. Problemet med et samarbejde med partier og store etablerede organisationer, er at de altid har interesse i at ”styre begivenhederne”. Organisationer af den art, er meget lidt smidige i politisk forstand. Det er meget lettere at aktionere med folk uden for de etablerede ideologier og organisationer. Der er masser af grunde til at mødes og finde hinanden. Det gør de politiske ideologier ikke lettere. Tvært om.
Det forlyder da også at der har været sammenstød mellem ”autonome” grupperinger og fagforeningerne, der har ført til slåskampe internt i demonstrationerne. På den anden side er ”autonome grupper” et dårligt begreb. Der findes en myriade af forskellige grupperinger, der på forskellig hvis deltager i kampene med forskellige politiske udgangspunkter og strategiske syn på opstanden. Andet ville da også være besynderligt.
Det vanskelige ved sådanne begivenheder må være at reproducere sin egen kampgejst. Både åndeligt og materielt. For en tid kan man plyndre butikker og familie og venners køleskab i pauserne fra gadens tumult, men på længere sigt skal protesterne finde ud af, hvordan man smører madpakke på barrikaderne. Med andre ord: Hvordan kan man leve og kæmpe samtidig?
Blokaderne af infrastruktur gør det også mere og mere vanskeligt at opretholde sin egen reproduktion, når hele samfundet og livet er udgjort af netop denne infrastrukturen. Der må sættes nye reproduktionsmåder i sving. Jo før jo bedre. Men dette skal på en måde ske samtidig med kampene. Adskilles disse, ender det med at blive en kamp uden liv, eller et liv uden kamp.
Et eksempel på, hvordan opstande kan tilføres reproduktive ressourcer er den måde, hvor på forskellige gruppe deler ud af deres ressourcer. Fødevarer skal distribueres fra landbruget, lægestuderende skal hjælpe de sårede og syge, jurister skal hjælpe med retshjælp osv. På en afdeling af Universitetet i Paris, havde alle de studerende fået den samme karakter, så de ikke skulle spilde tiden på, at gå til eksamen. Alle kan for så vidt byde ind med hjælp til reproduktion af protesterne. Det afgørende er, at liv og politik holdes sammen. På den måde kan man kæmpe mens man lever. Det er netop adskillelses af liv og politik, der forhindre forandringer. Især når målet er at sætte infrastrukturen til standsning.
Men dette er alt sammen gisninger. Reelt ved vi ikke meget om, hvad der foregår, for ingen danske medier har seriøst dækket begivenhederne. På en måde er det opløftende, at denne franske opstand ikke er så billedbåret. En rapporter på gaden med tåregas i øjnene, der taler om uro og ”to sårede politifolk”, eller ”danskerviklen” med en dansk turist i Paris, der ikke kunne kommet ind på Louvre på grund af politi afspærringer, gør ingen klogere.
På den anden side er det faktisk forbløffende, hvor lidt vi hører fra Frankrig. Det er dog måske Europas hjerte, der bløder. Alle kender Paris. Jeg er blevet fortalt, at de manglende rapporter også handler om, at de protesterende er en smule varsomme med at give begivenhederne for meget retning. Man holder ikke en bevægelse åben for potentialet ved, at gengive den i analytiske tekster og teoretiske overvejelser som denne tekst fx gør det.
Hvad vil det sige at holde begivenhederne åbne? Det er et vigtigt spørgsmål, og ikke let at svare på.
Man kan kritisere denne slags begivenheder for at være uden fremtid. Deltagerne i protesterne tænker kun på nuet og ikke på, hvad man eventuelt skal stille i stedet. Hvad vil bevægelsen ud over at afvise det bestående, er tit en kritik man hører.
For mig at se må pointen være en anden. Det er netop det uvisse, der gør protesterne verdensvendt. Hverdagen er bestemt, begivenheden kan være en vej ud af hverdagen, med arbejde, forbrug penge, stat osv. Når opstandene foregår åbnes der for en anden mulighed. Fremtiden står åben så længe den ikke er planlagt. Historien åbnes.
Det er her skænderierne starter. Har man planer på fællesskabets vegne, eller vil man insistere på at holde sig verdensvendt?
Her har venstrefløjens vokabular en næsten i særklasse elendig forhistorie. Er der noget venstrefløjen ikke er glad for, er det når folk tænker på nutiden og ikke fremtiden. Her har venstrefløjen det med at diktere hvad en opstands endemål – i sig selv en modsætning – skal være.