Tænder man for den tv-kanal, som Ukraines præsident, multimillionæren Petro Poroshenko, stadig ejer, ser man straks oppe i venstre hjørne dets logo, som oversat til tysk ville lyde »Ukraine über alles«.
Forud for en omfattende privatiseringsrunde og et udsalg af store jordarealer er de ukrainske oligarkers politiske position styrket.
Da der forud for den nye regeringsdannelse opstod splittelse i præsident Poroshenkos parlamentariske gruppe, fik han skaffet ekstra stemmer blandt parlamentsmedlemer med tilknytning til oligarkerne.
Men den nye regering står svagt og Kiev-styrets efterhånden kroniske systemkrise er ikke overvundet.
Tænder man for den tv-kanal, som Ukraines præsident, multimillionæren Petro Poroshenko, stadig ejer, ser man straks oppe i venstre hjørne dets logo, som oversat til tysk ville lyde »Ukraine über alles«.
Og en national-chauvinistisk tone dominerer alle programmer.
Kiev-styret, der kom til magten ved et statskup, har i over to år været i krig mod lokalbefolkningen i Donbass, som med vold og magt skal lade sig underkaste og glemme alt om selvstyre. Over 10.000 er dræbt, og endnu flere er på flugt.
Rundt omkring i Ukraine meddeles det hver dag om arrestation af korrupte dommere, politikere og embedsmænd.
Siden nytår er der ifølge den ukrainske netavis 112.ua rejst tiltale i over 3.200 tilfælde for økonomisk kriminalitet. De fleste forretningsfolk anskaffer sig private vagtværn eller tæskehold. Illegale våben flyder det med i hele landet.
Kommunister forfølges, deres lokaler og offentlige møder udsættes for væbnede overfald.
Lige som Majdan-demonstranternes demokratiske krav blev forpurret af militante højre-nationalister, der med Vestens accept i februar 2014 gennemførte statskuppet, er også håbet om et opgør med oligarker og korruption druknet i nationalistisk hysteri og fraser om en »Værdighedens revolution«.
I mere end et år har forholdet mellem præsident Poroshenko og den national-liberale premierminister Arsenij Jatsenjuk været anspændt.
Deres partigrupper i parlamentet er stadig de to største – og de udgjorde grundlaget for Jatsenjuks to kabinetter, der har været ved magten siden kuppet i februar 2014.
Flere gange har der været tale om uenighed. Gang på gang har de måtte stå skoleret i Washington eller ved utallige besøg af Joe Biden, John Kerry og Victoria Nuland i Kiev.
Hver gang har udsigterne til nye vestlige lån dog fået de to parter til at enes.
Jatsenjuk adskilte sig fra andre ledere i Kiev ved ikke at have store, private forretningsmæssige interesser.
Imens Poroshenko, ifølge Forbes-Ukraina, med en voksende formue fortsat er blandt Ukraines seks rigeste personer - med ejerskab af konditorvarefabrikker, en investeringsbank, et holdingselskab og med aktiver indenfor bil-, skibsbyggeri og maskinindustri samt et par landsdækkende radio og tv-selskaber - var Jatsenjuks mission en anden.
Han ville primært bidrage til at gøre Ukraine til en del af den vestlige verden. Han fremmede aktivt amerikanske økonomiske interesser og var drivkræften bag flere privatiseringsinitiativer.
Men de to år som premierminister førte ikke til mærkbare fremskridt og utilfredsheden med ham blev stor.
Der er to grunde til, at Poroshenko ville ofre Jatsenjuk.
Dels har den stadige ustabilitet i Ukraine medført stigende tvivl i Vesten på nytten af nye lån. Og dels står Poroshenko overfor risikoen for nyvalg.
Både han selv og Jatsenjuk står svagt i meningsmålingerne. Deres partier, der sejrede ved valget for to år siden, er overhalet både af Julia Timoshenkos nationalliberale parti, det højrepopulistiske Radikale parti og af Janukovitjs tilhængere i den såkaldte Oppositionsblok.
Trods det amitiøse navn har sidstnævnte gruppe i parlamentet vist sig ganske pragmatisk og i mange spørgsmål støttet Poroshenko, hvilket skyldes gruppens tætte forhold til Ukraines rigeste mand Renat Ahmetov – som Poroshenko har udset til fremtidig guvernør for et »generobret« Donbass.
I februar fulgte parlamentet Poroshenkos indstilling om at underkende Jatsenjuk-regeringens indsats, men der var ikke stemmer nok til at afsætte Jatsenjuk som premierminister.
Han gik derfor igang med at forberede et af sine nøgleprojekter: Privatisering af store jordarealer med henblik på salg til udenlandsk kapital.
Imens besøgte Poroshenko USA og fik støtte til at køre en ny premierminister i stilling. Den 38-årige Volodimyr Hrojsman som er en stabil støtte til Poroshenko, blev anbefalet som pragmatisk og, i modsætning til Jatsenjuk, konfliktsky, og blev anerkendt i Washington.
Poroshenko var dog vred over, at parlamentet i februar ikke havde fyret Jatsenjuk. Derefter blev han frustreret over en kold modtagelse i Washington, hvor man åbenbart også stillede store krav til ham om at skabe stabilitet.
Og så fulgte skandalen med Panama-papirerne, hvor Poroshenkos navn blev nævnt. Hans jurister erklærede straks, at han intet ulovligt havde gjort, men tilbage stod befolkningen med et indtryk af præsidentens politiske og moralske svigt.
Da Poroshenko efter besøget i USA atter forsøgte at få parlamentets støtte til en nye regering, var det vigtigt, at Poroshenko fik støtte fra Ukraines vigtigste oligarker. Først og fremmest Kolomojskij og Firtash, der begge har kontrol med snesevis parlamentsmedlemmer.
For at indgå i den nye regering fik Jatsenjuks parti dels parlamentet til at annullere februarbeslutningen om at underkende Jatsenjuk-regeringens indsats, og dels tildelt et par ministerposter samt den magtfulde post som parlamentsformand.
Den gik til Andrij Parubij, medstifteren af Ukraines nationalsocialistiske parti og nu partikammerat til Jatsenjuk. Parubij var Majdans militærkommandant med ansvar for de officielle bygninger, som oprørerne erobrede.
Hrojsmans nye regering blev godkendt ved lidt manipulation, som jeg vender tilbage til, og kom til at omfatte to nationalliberale partier, Poroshenkos og Jatsenjuks. Fra Jatsenjuks 2. kabinet bevarede forsvars-, udenrigs- og indenrigsministrene deres poster.
Det betyder at der ikke sker ændringer i holdningen til krigen mod Donbass.
Ude er både de erklærede nynazister fra Jatsenjuks første kabinet og de udlændinge, der havde centrale poster i hans andet kabinet.
Til gengæld fik Hrojsman placeret en række af sine kolleger fra byen Vinnitsja, hvor han har været borgmester. De betragtes som loyale overfor Poroshenko. Dermed har Poroshenko nu opnået øget magt over regeringens finans-økonomiske del.
Men problemfri var regeringsdannelsen ikke.
Fraværet af et gennemarbejdet regeringsprogram, sammensætningen af regeringen i en snæver kreds af oligarker og endelig - et antageligt brud på loven om at selve de parlamentsgrupper, der danner regering, skal have mindst 226 medlemmer – skabte uro blandt Poroshenkos tidligere allierede.
Både højrepopulisten Oleg Lyashko og den nationalliberale Julia Timoshenko stemte derfor imod regeringen.
Offentligt fik de opbakning fra Georgiens ex-præsident, Mikheil Saakashvili, som Poroshenko for et år siden gjorde til Odessas guverør. Saakashvili stiftede før nytår en folkebevægelse mod korruption, der har afholdt massemøder i flere storbyer og er i færd med at endevende Odessas toldterminal, der har været indtægtsbringende for mange korrupte toppolitikere og embedsfolk.
I de få uafhængige ukrainske medier der findes, fremgår det, at der - trods et overvejende håb om stabilitet og ro – i befolkningen er bred mistillid både til Poroshenko og til den nye regering.
Hrojsmans regering er skrøbelig.
Ved tillidsafstemningen i parlamentet fik den ganskevist 257 stemmer ud af ialt 390 tilstedeværende, men kun 206 kom fra selve de to regeringspartier. Flere medlemmer af begge partigrupper ignorerede præsident Poroshenkos indstilling.
Da der skulle skaffes ekstra stemmer skete det, ifølge ukrainske kilder, ved at bestikke partiløse parlamentarikere samt ved at indgå en aftale med gruppen Vozrozhdenije (Genfødsel).
Sidstnævnte gruppe på 23 medlemmmer er bemærkelsesværdig. Dels omfatter den tidligere tilhængere af ex-præsident Janukovitj og dels kontrolleres den af Ukraines næstrigeste forretningsmand, oligarken Ihor Kolomojskij, som blev fyret som guvernør sidste år af Poroshenko og siden har mistet både en del af sin formue og har leveret en skarp kritik af Kiev-styret.
Og denne støtte har naturligvis en pris. Antagelig har Kolomojskij fået løfte om større indflydelse i de olie- og gasselskaber, hvor han konkurrerer med staten om aktiemajoritet og bestyrelsesposter. Den nye regering er fremover afhængig af Kolomojskijs tilhængere - hvilket bliver vigtigt i de forstående privatiseringssager samt bebudede stramninger på velfærdsområder.
For Poroshenko var det vigtigt, at regeringen blev dannet, hvilket han jo havde lovet Washington. Han undgik nyvalg i utide og meddelte straks på tv, at USA har lovet Ukraine nye lån for 1 milliard dollars.
Dertil forventes yderligere EU-støtte på 600 millioner euro og et nyt lån fra Internationale Valutafond.
Straks efter godkendelsen af regeringen blev Hrojsman kontaktet af den tyske regering, der udtrykte håb om »nye impulser i fredsprocessen og respekt for Minsk-aftalen«.
USAs prioriteter var anderledes. Ifølge USAs ambassade i Kiev takkede vicepræsident Joe Biden først Jatsenjuk for hans indsats til fordel for »økonomiske reformer«, for Ukraines associeringsaftale med EU samt for »det energipolitiske brud med Rusland«.
Og i en telefonsamtale med Hrojsman fokuserede Biden på, at nye vestlige kreditter vil blive udbetalt, når reformpolitik iværksættes i overenstemmelse med Den Internationale Valutafonds betingelser.
Minsk-aftalerne blev af ham først nævnt i anden række - side om side med håbet om at en ny statsanklager bliver udnævnt.
Hvad der ikke er blev nævnt er, at hverken Jatsenjuk eller Poroshenko har formået at overholde Minskaftalerne. Det ukrainske parlament har ikke gennemført de forfatningsændringer, som kræves af Minsk-aftalerne.
Og dette forhold er der næppe udsigt til, at der ændres noget ved. Kiev vil derfor fortsat anklage Rusland – selv om Rusland ikke er direkte omfattet af aftalerne – og vil fortsat forblive tavs om svigt med at opfylde egne forpligtelser.
Ønsket om lokal selvstyre udtrykkes ikke kun af befolkningen i Donbass, men også i flere distrikter i Vestukraine.
Siden kuppet i februar 2014 har selve begrebet decentralisering og føderalisme været bandlyst af det nye styre. Fremfører man det offentligt, bliver man stemplet som terrorist eller som Putin-agent.
Magthaverne i Kiev holder fast på fortidens traditioner for centralmagt. I dagens Ukraine skyldes det at politisk magt og pengemagt hører sammen. Og flere af Ukraines magthavere i Kiev foretrækker at udnytte skattely i Panama og Cypern fremfor at deles med befolkningen i Donbass.
Imens der hersker uklarhed både om den nye regerings fremtid og med hensyn til Kiev-styrets overholdelse af Minsk-aftalen, lyder det ovennævnte motto fra Poroshenkos tv-kanal stadig både tvivlsomt, hult og latterligt.
30. november 2013 – 22. februar 2014 – Majdan-oprør
22. februar 2014: Kiev. Statskup. Jatsenjuks første kabinet
14. april 2014: Antiterrorkrigen i Sydøstukraine (Donbass) startes
25. maj 2014: Poroshenko valgt som præsident
3. december 2014: Jatsenjuk danner sit andet kabinet
14. april 2016: Jatsenjuk træder tilbage. Hrojsmans regering godkendt
- Officielle tal for arbejdsløshed siden februar 2014 – omkring 9 pct.
- Valutakurs: 1 dollar = 10 hrivna (februar 2014). I dag - 26,4 hrivana.
- BNP: Januar 2014: 183 milliard doll. Pr. januar 2016: 75,5, millard doll.
- Statsgæld: 40 pct. (februar 2014). Nu: 79 pct. af BNP.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96