I lyset af finanskriser og den nuværende flygtningekrise bør venstrefløjens fokus og ansvar være at fremlægge løsninger for de mange arbejdsløse europæerne og de mange flygtninge, der lige nu mangler et hjem.

Vil man finde løsninger med perspektiv i, er man ind imellem nødt til at gøre noget, der bryder med systemets logik i stedet for at lappe markedsfejl med eksempelvis bankpakker.

Sådan lyder opfordringen fra 81-årige systemkritiker Preben Wilhjelm, der i løbet af sit rige politiske liv hos både DKP, SF og Venstresocialisterne har haft demokrati og retssikkerhed som sine mærkesager.

I sin egen tid som folketingspolitiker var Wilhjelms fokus dog i højere grad på at indgå forlig og gennemføre reformer. Han mener heller ikke, at Folketinget egner sig som platform til systemkritik.

I dette interview med Modkraft fortæller Preben Wilhjelm, der har en akademisk baggrund som både fysiker og jurist, om sit syn på venstrefløjen anno 2016, »nødvendighedens politik« og hans eget forslag om en maksimumsgrænse for europæisk arbejdsløshed og modtagelse af 20.000 flygtninge om året.

Den »nødvendige politik« er at ophøre med at føre politik

På hvilke punkter adskiller rød og blå fløj sig i dag i din optik, og hvilke skillelinjer ser vi i dansk politik anno 2016?

- Det sørgelige er, at der faktisk ikke eksisterer en højre- og venstrefløj med deres overordnede idéer om samfundsudviklingen. Blå eller røde finansministre siger stort set det samme og har både gjort det under krisen såvel som nu, hvor vi er på vej ud af den. De er praktisk talt ikke til at skelne fra hinanden. Begge parter har bekendt sig til begrebet »Den nødvendige politik«, som i mine øjne er det samme som at ophøre med at føre politik.

- Vi påstår, at noget er nødvendigt, og at der er én rigtig økonomisk løsning. Dette har selvfølgelig gjort, at der ikke findes noget reelt alternativ for vælgerne; man kan ikke se forskellene længere. Når SF går med i en regering, der på forhånd har bundet sig til at videreføre de borgerliges økonomiske politik, bliver det endnu vanskeligere – og til sidst har vi kun Enhedslisten tilbage som et parti, der kan ligne en fløj.

- Der er enkelte områder, eksempelvis retspolitikken, hvor man kan regne med, at De Radikale er mere forbeholdne overfor udskridningen end alle de andre. Men alle de andre er jo enige. Det seneste er, at Alternativet er kommet til – det er bestemt forfriskende.

Når begge fløje i dansk politik taler om »nødvendighedens politik,« og skellene efterhånden er mere og mere udviskede, hvad vil det så sige at være venstreorienteret eller tilhøre en venstrefløj anno 2016?

- For mig er venstreorienteret noget med at lægge vægt på et reelt demokrati og bygge videre på de borgerlige frihedsrettigheder og ikke indskrænke dem på nogen måde, men tværtimod udvide dem. For venstrefløjen handler det om at udvide disse rettigheder til også at gælde det økonomiske område. Store kapitalgrupperinger giver nødvendigvis magt: én enkelt storbank kan gøre hele samfundet til gidsel, som vi så det med Danske Bank.

Bankpakker en opfordring til mere uansvarlighed

- Danske Bank dikterede mere eller mindre bankpakkerne, og skatteyderne skulle bare garantere det hele. Her blev hele ideologien om, at det, der ikke kan klare sig kommercielt og på markedsvilkår, må forsvinde, og derefter vil noget bedre og stærkere opstå, klædt af til skindet!

- At man hjælper bankerne i en sådan situation er en opfordring til fortsat uansvarlighed. Man fortæller bankerne, at de bare skal spekulere alt det, de vil. Hvis det går godt, beholder de profitten og hvis det går skidt, lader vi skatteyderne betale for deres overlevelse. Det er noget, som i andre sammenhænge ville møde protest fra de borgerlige.

Hvor kommer selve krisen fra?

- Den kommer fra økonomiske transaktioner i den private sektor, som har været så spekulative og risikable, at det til sidst er gået galt. Når vi herhjemme pludselig ryger fra et overskud på 80 milliarder til et underskud på 70 milliarder – 20 procent af hele statsbudgettet – så har det intet med politiske eller demokratiske beslutninger at gøre.

- Der var ikke tale om en udvidelse af den offentlige sektor eksempelvis – nærmest tværtimod. Underskuddet kom som et resultat af markedsmekanismen, og i det system kan politikerne ikke gøre andet end at rydde op. Selve den mekanisme, som egentlig er ansvarlig for kriserne, taler man ikke om, og man ønsker ikke at røre ved den.

Venstrefløjen må arbejde inden for systemets rammer

Du opfatter den kapitalistiske samfundsindretning som havende grundlæggende markedsfejl, og at det derfor er venstrefløjens projekt at demokratisere. På den yderste venstrefløj er du blevet opfattet som revisionist; er det din opfattelse, at venstrefløjen i dag uundgåeligt må arbejde under rammerne af det kapitalistiske system?

- Det mener jeg helt bestemt, at man er nødt til. Forarmelsesteorien sagde jo, at når først folk blev ramt af kriser, arbejdsløshed og undertrykkelse, så ville de rejse sig og derefter ville det gå den rigtige vej og til sidst ville man indføre socialisme. Det kan man ikke blive ved med at tro, efter vi oplevede 1930’erne, der førte til fascisme.

- I Grækenland erobrede en fascistisk organisation som Gyldent Daggry hele den desperation, man så hos grækerne. Man burde prise Syriza for, at de også opfangede denne desperation og forhindrede, at den overgik i totalitær og fascistisk retning.

- Erfaringerne viser os, at venstrefløjen ikke må sætte sig med armene over kors; vi er nødt til også at arbejde indenfor systemets rammer. Vi må finde de alliancer, som gør, at vi får afbødet de værste følger af kriserne. Vi må sørge for, at de mennesker, der bliver ramt af kriserne ikke bliver mere totalitære, men ser andre og mere løfterige muligheder for dem selv. Dét må være venstrefløjens store opgave.

- Jeg har taget systemkritikken op, fordi vi skal holde fast i, at det er selve systemet, vi må få lavet om. Men jeg kan ikke se, at det skulle forhindre, at man bidrager til mindre skridt, måske endda defensive, undervejs. Det har Enhedslisten gjort, og den linje er jeg på.

- Enhedslisten fører ikke systemkritik i Folketinget, men det gjorde jeg heller ikke da jeg sad i Folketinget. For det egner folketingsarbejdet sig ikke til.

Kan man ikke være folketingspolitiker og systemkritiker på samme tid?

- Jo, men det vil være til grin at holde brandtaler fra netop dén talerstol. Skal man tages alvorligt i Folketinget og ude blandt befolkningen, skal der ses eksempler på, at man faktisk forsøger at ændre nogle ting som politiker.

- Samtidig må vi som venstrefløj stille krav til os selv om, at reformer ikke skal være lapperi, som gør det hele dårligt igen dagen efter. Selvom man arbejder indenfor systemets rammer, skal man have et perspektiv i retning af mere demokrati, mindre markedsdominans og mere bånd på kapitalinteresser.

Venstrefløjsprojektet for Europa

Du mener, at nutidens beslutningstagere – danske som europæiske – generelt mangler et blik for det langsigtede. Hvordan kommer vi det til livs?

- Hvis man vil gøre noget med perspektiv i, bliver man nødt til at gøre noget, der i større eller mindre grad bryder med systemets logik. Altså ikke bare lapperi. Det kan eksempelvis være at stille krav om, at arbejdsløsheden i europæiske lande holdes nede på maksimalt tre procent. Det ville fuldstændig ændre sigtet for den økonomiske politik og bryde med markedets logik, men hvorfor skulle det ikke være muligt? Dette kan stadig lade sig gøre under den private kapitalisme, men vil ændre succeskriterierne fra vækst til bekæmpelse af ledighed.

- Hvis man kan pålægge landene ikke at have et underskud større end et bestemt tal, så kunne man lige så godt pålægge dem et maximum for ledigheden. Man kunne sige, at vil man være medlem af denne klub, så må man ikke have en arbejdsløshed på over 3 procent. Det ville eksempelvis betyde, at man blev nødt til at sætte 12 millioner europæere i arbejde. Det kan godt være man kan bilde en økonomistuderende ind, at der ikke er råd, men man kan ikke bilde en fysiker og matematiker ind, at vi ikke alle sammen bliver rigere, hvis de 12 millioner fik lov at lave noget fornuftigt i stedet for at gå passive.

- Det står helt klart, at der mangler et venstrefløjsprojekt for Europa, og dette har også været grundlaget for opblomstringen af Syriza og Podemos og i høj grad den nye italienske premierminister Matteo Renzi.

- Jeg har aldrig været varm på EU, men opfatter det som en del af venstrefløjens DNA at være internationalister, være solidariske med andre og forstå vigtigheden af begreber som bæredygtighed og det, at man ikke smører problemerne af på andre landes befolkninger. 

Hvad kan og skal venstrefløjen i dag i det europæiske projekt?

- I Venstresocialisterne (partiet som Wilhjelm var med til at stifte i 1967, red.) lancerede vi et bæredygtighedsprincip længe før ordet var opfundet af Gro Harlem Brundtland.

- Kravet om bæredygtighed er nyttigt når man står med et sæt idéer til hvordan vi kommer ud af den værste krise. Princippet siger, at vi ikke bør acceptere løsninger på vores problemer, som gør det vanskeligere for andre at løse deres problemer. Andre kan både være tyskerne og svenskerne, men det kan også være næste generation. Dette er et helt elementært bæredygtigheds- og solidaritetsprincip.

- Man så dengang hvordan man forsøgte at overgå hinanden i devalueringer og det bliver en nedadgående spiral, hvor regningen altid ender hos de dårligst stillede. Vi må lave nogle fælles stabilitetsordninger og vi må efterleve princippet om ikke at smøre problemerne af på andre.

- Dette er en oplagt venstrefløjstanke: vi vil ikke acceptere løsninger, som gør tingene vanskeligere for andre.

20.000 flygtninge til Danmark om året

Ville et venstrefløjsprojekt for Europa formå at adressere udfordringerne med flygtningesituationen og samtidig sikre kernevelfærden for egne europæiske borgere?

- Hvis vi forbereder os på det, og gør det vel tilrettelagt, kan vi uden problemer tage 20.000 flygtninge hvert år. Jeg tror endda, vi kunne tage 30.000. Og hvis det viser sig, at der ikke kommer så mange, bruger vi resten af pladserne til FN's kvoteflygtninge. Men så har vi indrettet kapaciteten således, at vi er i stand til det: vi har boligerne, barakkerne og de nedlagte skoler klar.

- Selvfølgelig vil det koste penge, men det gør det jo også nu, hvor vi ikke er forberedt på det. Hvis vi virkelig er forberedte, kunne vi også lave programmer for at få flygtningene nogenlunde ordentligt integrerede.

- Det værste scenarie, man har fået opstillet under denne overraskende flygtningestrøm og folkevandring er, at der i løbet af de næste tre år ville komme tre millioner til Europa. Vi er over 500 millioner i Europa, så de tre millioner er en tilvækst på godt en halv procent i løbet af tre år. For Danmark ville det i forhold til befolkningstallet være langt under de 20.000 årligt. Vi ville være et foregangsland, hvis vi sagde: ”Vi ved godt, at vi er blandt de rigere og vi mener at kunne klare 20.000” – men det forudsætter, at vi forbereder os til det.

Hvor er de konkrete løsninger?

Har venstrefløjen ansvaret for at løse det politiske problem, som flygtningestrømmene er udtryk for?

- Venstrefløjen kunne godt være lidt mere udfarende med konkrete forslag og prøve at afdramatisere situationen ved at vise, hvor overkommelig en opgave det egentlig er.

- Da 20.000 bosniere kom i sin tid, var vi ikke engang forberedt på at modtage 500, men der var sympati med bosnierne og det blev håndteret så fornuftigt, som man kunne.

- Det viser, at det ikke ville være noget uoverstigeligt problem, hvis vi er indstillet os på at klare det. Nogen må vise et eksempel – og hvis de andre bare følger dette eksempel nogenlunde, så har vi slet ikke nogen krise. Der er ikke tale om et uløseligt problem. Det er os, der gør det til et flygtningeproblem, men det er et politisk problem, som kan løses, hvis vi vil.