Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Svensk feministparti på vej

14. november 2003 - 1:28

Svensk feministparti på vej

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af modkraft

Spekulationerne bunder i et initiativ fra den tidligere leder af det svenske Vänsterparti, Gudrun Schyman. Den omstridte politiker arbejder målrettet på at starte en feministisk oplysningskampagne til 25 millioner kroner over en fem-årig periode. Foreningen Kvinnoforum havde egentlig ansøgt regeringen om en halv million kroner til et forstudie for oplysningskampagnen, men efter omtale i avisen Dagens Nyheter, blev behandlingen af ansøgningen i sidste øjeblik fjernet fra dagsordenen.

Til gengæld fik organisationen Kvinder uden grænser – som Schyman er ordfører for - et tilskud på 835.00 kr. til projektet Ligestilling i skolen.

Ved hjælp af en feministisk teatergruppe skal eleverne bevidstgøres om patriarkalske familieforhold, og lave en alternativ historieskrivning fra vikingetiden og frem.

Feministisk platform

De mange målrettede feministiske initiativer fra Gudrun Schyman har givet anledning til mistanke om, at hun er ved at opbygge en feministisk platform for sit politiske engagement, der i sidste ende skal resultere i et feministparti.

Schyman selv afviser at ville starte et sådant parti:

– Det, der er interessant, er at diskutere, hvordan vi når nogen steder med de feministiske spørgsmål. Jeg har ingen planer om at starte et nyt parti, det er ikke sikkert, at det er klogt at gøre. Det ved jeg ærlig talt ikke. Jeg vil bruge mit rigsdagsmandat til det feministiske arbejde, og så får vi se, hvad det fører til, siger hun i et interview med Dagens Nyheter.

– Den feministiske dimension kan ikke rummes inden for den traditionelle partipolitik. Politiken er udsprunget af klasser og økonomiske uretfærdigheder. Den her dimension går på tværs af partiskel og politiske organisationsformer, også rigsdagens arbejde, siger hun.

Kvinder uden klasseperspektiv

Men alene tanken om et feministisk parti har fået diskussionen til at blusse i den svenske offentlighed, der i modsætning til den danske ikke er uvant med feministisk debat.

I et langt indlæg i Aftonbladet roser den netop afgåede socialdemokratiske vicestatsminister med ansvar for ligestilling, Margareta Winberg, debatten om et feministisk parti, fordi det i sig selv er godt for ligestillingen.

»Tanken er fristende, og sætter gang i en analytisk proces, som altid bør anvendes for at forstå tidens tegn«, skriver hun.

Alligevel spår hun ikke et feministisk parti en lang levetid, selvom hun nok mener, at det ville have mulighed for at blive valgt ind i første omgang.

»Men så ville de traditionelle spørgsmål nå et sådant parti. Hvilken skattepolitik bidrager til at bryde magtstrukturerne? Hvilken socialpolitik, familiepolitik, uddannelsespolitik, kulturpolitik? Her begynder besværlighederne. For selv om kvinder som gruppe er tilbagesat eller, hvis man må have lov at sige det, undertrykt, så findes der ikke noget klasseperspektiv inden for gruppen kvinder. Det betyder efter min mening, at feminismen ikke kan udgøre den blok-overskridende tryllestav, der gør et almenfeministisk parti muligt«.

I en net-afstemning på Dagens Nyheters hjemmeside – der må formodes at være lige så usikker som afstemningerne på Modkraft – svarede 18 procent ja til spørgsmålet om, hvorvidt de ville stemme på et feministisk parti.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs også artiklen »Schyman satsar fullt på feminism« i Svenska Dagbladet

Redaktion: 
Nyheder

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96