Jonathan Simmel har på sin blog på Modkraft skrevet et indlæg om Enhedslistens kommunalpolitiske ageren. Emnet er kommuneskat. Lad mig allerførst slå fast: Enhedslisten har ikke nogen klar politik på området

Men Jonathan Simmel slår allerede i overskriften fast, at det modsatte synspunkt af hans eget er en forringelse, og i indlægget karakteriseres det som helt forrykt, en »voldsom forbrydelse«, og det splitter mulighederne for mobilisering at stemme for en forhøjelse af kommuneskatten.

Det er ikke småting, men det er ikke denne helt forrykte forringelse, der splitter mulighederne for mobilisering, som Jonathan Simmel er mest imod.

Nej, den mest »voldsomme forbrydelse« hos Enhedslisten i Odense er derimod en undladelsessynd, idet man ifølge Jonathan Simmel har afstået fra at rejse de rigtige krav.

Indlægget rummer nogle misforståelser og fejl, som Frederik Werner Kronborg fra Enhedslisten i Odense har forholdt sig til her på Modkraft, så dem vil jeg ikke bruge mere plads på her.

I stedet vil jeg beskæftige mig med den kommunalpolitiske virkelighed, som jeg oplever den, og jeg vil forsøge at holde denne (oplevede) virkelighed op imod Jonathan Simmels betragtninger.

Jeg vil også berøre spørgsmålet om, at hvis en skattestigning pr. definition er en forringelse (endda med udråbstegn), er en skattelettelse så måske pr. definition en forbedring?

Eller måske er virkeligheden lidt mere nuanceret, og måske er forringelser ikke altid bare forringelser.

Diskussionen om kommuneskat

Mit kendskab til eksemplet Odense er begrænset, men situationen er kort fortalt den, at skolebestyrelser og andre aktive forældre gennem lang tid har protesteret mod skrabede budgetter og krævet investeringer i folkeskolen.

Samtidig viste en nylig meningsmåling for Odense fremgang til venstrefløjen og tilbagegang for den socialdemokratiske borgmester Anker Boye (som i øvrigt for ganske nylig har meddelt, at han ikke genopstiller).

Det er altså i dét lys af velfærdsprotester - eller det, vi i Enhedslisten har for vane at kalde bevægelse - at Anker Boyes udspil om at hæve skatten skal ses.

Enhedslisten i Odense har meldt ud, at man hilser velkomment, at borgmesteren omsider har erkendt, at der er behov for flere indtægter for at sikre et ordentligt velfærdsniveau, og Enhedslisten har peget på dækningsafgiften og grundskylden som de foretrrukne indtægtskilder i erkendelse af, at en skattestigning rammer alle samfundsgrupper og derfor har social slagside.

Enhedslistens ældrerådmand i Odense, Brian Skov Nielsen, er i Fyens Stiftstidende citeret for følgende den 13. januar (artiklen er kun tilgængelig online mod betaling, så jeg linker ikke til den):

»Jeg betragter det som en stor sejr, for jeg har i min tid i byrådet ikke bestilt andet end at tale for bedre velfærd og flere skatteindtægter. Så jeg er glad for, at borgmesteren endelig lytter. Næste slagsmål bliver så, hvilken skattetype, der skal stige. Vi ønsker at friholde pensionister og arbejdsløse mest muligt og vil derfor gerne lade dækningsbidraget stige og derefter også se på grundskylden. Erhvervslivet må også bidrage«

Selvom det umiddelbart kan synes foruroligende, at en enhedslisterådmand efter eget udsagn ikke har bestilt andet end at tale om skat og velfærd i mere end to år, er citatet udtryk for, at man også i Enhedslisten Odense har forstået, at kommuneskatten har social slagside.

Men betyder det så, at en kommunal skattestigning altid er en forringelse, som Enhedslisten kategorisk skal være imod til alle tider?

Eller spurgt lidt mere polemisk: Betyder det, at Enhedslisten bør mene, at alle danske kommuner på nuværende tidspunkt i historien har fundet det til alle tider passende niveau for skat?

Det er i realiteten dét, striden står om. Og mit svar er nej.

Jonathan Simmel har altså ret, når han påpeger, at en stigning i kommuneskatten rammer socialt skævt. Men hvad må vi så, som de engang sang i børne-tv, da jeg var barn?

I Jonathan Simmels blog er det småt med her-og-nu løsninger på, hvordan Enhedslisten skal agere i byrådene. Der er mange gode, landspolitiske bud, men dem kan vi ikke bruge til så meget, hvis de ikke gennemføres - og det ligger altså ikke lige for i det aktuelle politiske landskab. Desværre. Og hvad skal vi gøre indtil da?

Okay, ret skal være ret. Jonathan Simmel peger på,at: »...Aarhus har 400-500 millioner på kontoen, som de kunne bruge før de opkræver flere.«

Et udsagn, der i sin essens ikke ligger langt fra, hvad Claus Hjort Frederiksen sagde til et møde i Kommunernes Landsforening (KL) for et par uger siden, hvor budskabet til kommunerne var, at de har penge nok, og han gad ikke høre på mere jammer om, at de mangler penge til at løse opgaverne.

Jonathan Simmels forslag er uigennemtænkt og kortsigtet. Kommunernes opsparede penge kan jo kun bruges én gang, og hvis de er brugt på at få de løbende driftsbudgetter til at hænge sammen, kan de jo ikke bruges på nødvendige langsigtede investeringer i f.eks. billige boliger, grøn omstilling eller energirenoveringer.

Det er aldrig klogt at indskrænke sit politiske handlerum, men det er i praksis det, Jonathan Simmel med Århus som eksempel foreslår, at Enhedslistens kommunalpolitikere skal gøre.

Byrådet - både talerstol og kampplads

Jeg er så privilegeret at sidde i byrådet i en kommune med en presset, men til tider tålelig økonomi (primært fordi en statslig særtilskudspulje tilgodeser Aalborg på bekostning af andre kommuner).

Men Jonathan Simmel giver ikke skyggen af anvisning på, hvordan Enhedslistens kommunalpolitikere skal forholde sig i kommuner uden penge i kommunekassen - altså bortset fra, at staten skal sende flere, socialt retfærdigt finansierede penge, og at de skal rejse krav i medierne om det.

Det ville utvivlsomt være dejligt, hvis nogen sendte flere penge, men det klinger altså ualmindeligt hult i f.eks. en kommune som Frederikshavn, som for to år siden var lige ved at blive sat under administration af Indenrigsministeriet, hvis Enhedslistens byrådsmedlems bedste bud på en løsning på kommunens alvorlige problemer er, at man skal opfordre til, at der bliver valgt en socialistisk regering, som sender flere penge til kommunerne – og så ellers vente på, at det sker. Ventetiden kan man så bruge på at agitere.

Jeg ved godt, at jeg gengiver det lidt karikeret, men pointen er, at vi gør os selv og de mennesker, vi vil have til at kæmpe sammen med os, en bjørnetjeneste, hvis vi ikke også forsøger at formulere konkret gennemførlig politik i nutiden.

Jeg er helt sikker på, at Enhedslistens byrådsmedlem i Frederikshavn taler for, at vi skal have en socialistisk regering og bedre økonomiske rammer for det kommunale selvstyre, når hun får mulighed for det.

Men samtidig forsøger hun – og andre i hendes situation i økonomisk pressede kommuner – at formulere konkrete forslag, som kan skabe forbedringer og afbøde forringelser, hvis der politisk vilje til at gennemføre dem.

Det er vigtigt lokalt arbejde, som fortjener anerkendelse, og som - vil jeg påstå - i realiteten betyder langt mere for venstrefløjens muligheder for at mobilisere lokalt, end nok så mange »rigtige« paroler.

Og selv i landets økonomisk mest pressede kommune gør Enhedslisten en forskel!

Den 27. januar lykkedes Enhedslistens enkvindeshær i Frederikshavn Byråd at samle flertal for, at byrådet vil kræve en debat af omprioriteringsbidraget på KL-topmødet til marts.

Det har flertallet i KL’s bestyrelse ellers hidtil kategorisk har afvist, men når et byråd har vedtaget at bede om at få det på dagsordenen, skal KL følge op på det.

Det er faktisk rigtig flot arbejde, og det fremmer formentlig mulighederne for at presse KL i retning af det kommunale oprør, vi arbejder for, i langt højere grad end nok så mange resolutioner og paroler.

Men måske er Jonathan Simmel og jeg grundlæggende uenige om, om byrådene først og fremmest skal betragtes som en talerstol?

Forringelser og forbedringer kan være mangetydige begreber

Jonathan Simmels antagelse om, at en skattestigning nærmest pr. automatik splitter, tager udgangspunkt i snævert økonomiske forhold og ser bort fra de forhold, som det er umuligt at prissætte.

Er noget altid en forringelse, hvis der kan identificeres lønarbejdergrupper, som stilles ringere som følge af et givent tiltag, eller forholder det sig mere nuanceret?

Jonathan Simmel citerer fra en gammel SAP-publikation et politisk dilemma, som måske nok er sprogligt karikeret, men ikke desto mindre reelt nok:

»Hvis vi nu kan redde den senildementes gåtur ved at vi alle slipper en tyver eller to mere i kommunalskat – skal vi så ikke lige glemme principperne?«

Samme publikation fortsætter:

»Problemet er bare, at den samme slags argument kan bruges til hvad som helst. For eksempel også til det modsatte: ’Hvis vi nu kan spare den enlige mor for en tyver om måneden i kommunalskat, så hendes barn kan få en gave med til børnefødselsdagen - blot ved at vi lader vuggestuetaksterne stige lidt (de fattigste har jo i forvejen friplads) – skal vi så ikke lige glemme principperne?’«.

Jeg mener ikke, at man skal glemme sine principper (hvem mener i øvrigt dét?), men jeg mener samtidig, at dilemmaet er reelt.

En 20’er fra eller til om måneden gør en forskel for den enkelte, og jo mindre rådighedsbeløb, des større forskel. Det siger næsten sig selv.

Men betyder det, at status quo pr. definition er bedst, og den enlige mor hellere vil have en 20’er ekstra om måneden end at være med til at finansiere en bedre daginstitution til sit barn?

Det spørgsmål er nok svært at besvare helt kategorisk. Til gengæld vil jeg kategorisk afvise antagelsen om, at det pr. definition splitter arbejderbefolkningen, hvis den (eller en del af den) mister en del af sit rådighedsbeløb, og at det derfor altid er en forringelse, som Enhedslisten skal gå imod.

Det er udtryk for en reduktionistisk tilgang til menneskers adfærd og ønsker, hvor økonomisk egennytte er det eneste, der tæller.

Og det minder på den måde faktisk lidt om Finansministeriets regnemaskine - selvom facit naturligvis bliver et andet.

Antagelsen tager ikke højde for, at der sagtens kan opstå situationer, hvor det kan samle bredt at hæve skatten for at redde velfærden, selvom det rammer skævt. Det er jo faktisk muligt at mobilisere mennesker om andet end deres umiddelbare økonomiske interesser – heldigvis!

Det er i høj grad det, der er sket i Odense, og der har været tilløb til det samme i andre kommuner.

Jeg vil påstå, at risikoen for splittelse lige så vel kan ligge i, at nogen – f.eks. Enhedslisten – stiller sig på en position, som går ud på, at man ikke skal presse byrådet, men i stedet regeringen, og resultatet bliver en omgang spredt fægtning.

Det ville formentlig medføre et lettelsens suk på borgmesterkontorerne, hvis den opfattelse slog bredt igennem, men egentlige resultater ville det nok være småt med.

Man kan godt have det synspunkt, at nogle ekstra penge hver måned er vigtigere end f.eks. ren luft – som diskussionen om Betalingsringen har vist.

I den slags diskussioner bliver vi reelt nødt til at foretage en afvejning af forringelser og forbedringer. Er ren luft og en styrket kollektiv trafik en forbedring, eller er betaling for at køre i bil i byen og dermed være med til at forurene luften en uacceptabel forringelse?

Det kan vi hver især vurdere forskelligt politisk, og jeg mener ikke, at der er noget let svar. Jeg vil dog ikke lægge skjul på, at jeg er utrolig glad for ren luft.

Eller lad mig komme med et eksempel fra min egen kommunalpolitiske virkelighed.

Jeg har nemlig også fået skyld for at være ansvarlig for forringelser vendt mod arbejderbefolkningen. Endda i min rolle som arbejdsgiver (så bliver det næsten ikke værre). Godt nok kun af et enkelt enhedslistemedlem, men alligevel…

Sagen er den, at fordi vi i Aalborg Kommune øger graden af genanvendelse ved at bede borgerne om at sortere deres affald bedre, og fordi ny teknologi vinder frem, bliver der færre kørsler efter dagrenovation, hvor skraldemændene er på akkord.

Nogle af skraldemændene knokler igennem, så de er færdige på arbejde før fyraften, og de har mulighed for at holde tidligt fri og passe et bijob. Fordi der er mindre dagrenovation, og fordi en voksende del af affaldet kan hentes med kran fra underjordiske containere, er nogle af skraldemændene gået fra at arbejde på akkord til at være timelønnede, hvilket gør, at det bliver mere vanskeligt at passe bijobs.

Det hører med til historien, at ingen har mistet jobbet som skraldemand som følge af ændringerne.

Er dét en forringelse? Måske. Det synes i hvert fald et enkelt enhedslistemedlem.

Jeg har omvendt den holdning, at arbejdsmiljøet er vigtigt, og som socialistisk arbejdsgiver ser jeg det som min pligt at bidrage til, at tempoet ikke bliver så højt, at folkene slider sig selv op. Samtidig er det vigtigt, at også skraldemænd har mulighed for fritid.

Mener Jonathan Simmel, at det er en forringelse, at en medarbejdergruppe overgår fra akkord til timeløn? Det må han selv svare på.

Men det illustrerer, tænker jeg, at et tiltag både kan være en forringelse og en forbedring, og at man derfor er nødt til at afveje politisk, hvad der er mest rigtigt.

Og her har vi i Enhedslisten Aalborg vurderet, at mere genanvendelse og et mere fornuftigt arbejdstempo gør forringelsen til at leve med.

Hov, sagde jeg lige, at en forringelse er til at leve med? Ja, det gjorde jeg.

Okay. Tilbage til det med kommuneskatten. Jeg stiller i overskriften spørgsmålet: Er kommunale skattelettelser en forbedring?

Det er endnu et spørgsmål, som næppe kan besvares med blot ja eller nej. Svaret må være, at det aldrig skal være noget mål i sig selv at opkræve skat, og at kommunale skattelettelser giver mening, hvis kommunerne er så velpolstrede økonomisk, at de kan gennemføres uden forringelser på mennesker og miljø.

Altså må vurderingen af, om det er en forbedring bero på en konkret politisk vurdering i den konkrete situation.

Hvorfor skulle det automatisk forholde sig anderledes i det modsatte tilfælde, altså med en kommunal skattestigning?

Hvis en skattestigning i Odense giver bevægelsen for velfærd mod på nye kampe og/eller muliggør politiske indrømmelser, vil jeg lidt forsigtigt sige, at det nok er en mindre forringelse, end hvis den havde til formål at fylde en bugnende kommunekasse.

Eller hvis odenseanerne i forvejen flås helt ekstraordinært af kommuneskattens skarpe klo, vil det være noget andet, end hvis kommuneskatten var lavere end i de omkringliggende kommuner - hvad den jo rent faktisk er.

Politik er alt for vigtig til at sætte på formel

Virkeligheden er jo den, at kommunernes økonomi er ekstremt presset, og at kommunerne får lov at føre sparekniven, så regeringens minimalstatsprojekt og skattelettelser kan blive presset igennem, mens regeringens hænder fremstår noget nær rene.

Det er en udvikling, vi i Enhedslisten er enige om, at vi skal bekæmpe. Men hvordan?

Jonathan Simmel spørger (retorisk, formoder jeg) i sit indlæg:

»Skal man så i en uendelighed fortsætte med at hæve kommuneskatten?«

Hvad tror du selv, fristes jeg til at spørge?

Selvfølgelig er løsningen på regeringens tyveri fra kommunerne ikke hovedløst at lave skattestigninger år efter år, men det er der vist heller ingen, som har foreslået.

Til gengæld er det retoriske spørgsmål en smart måde at slippe udenom at skulle forholde sig til spørgsmålet om at hæve kommuneskatten én gang i en konkret politisk situation.

Jeg mener grundlæggende, at kommunalpolitik er hamrende vigtig, og at det er helt forkert at reducere den til et spørgsmål om at rejse de rette krav i medierne på de rette tidspunkter. Kommunalpolitik er en talerstol, men den er mere end det.

Mikkel Warming har engang formuleret det sådan, at hvis folk ikke er villige til at overlade ansvaret for deres børns daginstitution eller deres bedsteforældres pleje til Enhedslisten, så er det næppe sandsynligt, at de vil skabe et radikalt anderledes samfund med os. Det er en betragtning, jeg er enig i.

Socialistisk politik er alt for vigtig til at sætte på formel. Automatpilotanalyser (med eller uden udråbstegn) slår ikke til, og politiske virkemidler skal vurderes konkret i den politiske situation.

Lasse P. N. Olsen er rådmand for miljø og energi i Aalborg Kommune og medlem af Enhedslisten.