Empati et kraftfuldt redskab til at fremme en forståelse for de andre. Og er der noget, som verden i dag mangler er det en gensidig forståelse af vores forskelligheder. Der mangler empati og medfølelse.

Empati er kunsten at træde i en anden persons krop og sind. Forstå den andens følelser, tanker og perspektiver. Denne indsigt om den anden eller de andre, kan fortælle os noget om de andre, set fra deres ståsted.

Empati fremmer indsigt. Det adskiller empati fra sympati, hvor man føler medlidenhed med de andre. Eller ligefrem har ondt af de andre.

Sympatien forsøger ikke at forstå de andre fra deres eget perspektiv. Det er ligeledes sympatien, der gør, at nogle kun kan tåle andre, fx tåle at leve sammen med religiøse, homoseksuelle, arbejdsløse og handikappede. At blive tålt er utåleligt!

Sympatien er af samme grund arrogant og selvhøjtidelig, mens empatien handler om at blive med de andre; leve, se, føle og tænke som de andre. Først der kan vi forstå. Hjælpe. Argumentere. Forandre.

Det meste af 2015 har det desværre handlet om frihed, især ytringsfrihed. For eller imod. Terroren er kommet helt tæt på. Først Paris, så København, Tunesien, Saudi Arabien, Beirut … og nu igen i Paris. Friheden er kommet på prøve. Det er svært at bevare optimismen.

Friheden er en essentiel del af Vestens selvforståelse. Dog er det sjældent klart, hvad der menes med frihed andet end retten til at gøre, hvad man lyster og begærer.

Friheden synes udelukkende at være et individualistisk anliggende, hvorved vi glemmer det simple faktum, at vi lever sammen med de andre. Vi har forsømt det sociale element i friheden, forstået som mere end min ret til at følge mine drifter eller sætte autonome mål for min personlige udvikling.

Det sociale element kan fremmes ved hjælp af empati. Empatien kan hjælpe os med at tage ansvar, ikke kun for os selv, men for alt, fordi alt hænger sammen.

Friheden er forbundet med empati og medfølelse. Det er mere end et juridisk begreb, der handler om rettigheder; mere end noget, der udelukkende er styret af fornuften. Snarere udspringer friheden af et socialt engagement.

Moralisme handler om, hvad man må og ikke-må, skal eller ikke-skal alt afhængigt af hvilken moralsk teori, man refererer til.

Det normative kan udspringe af en eller anden universel pligt, fx »du må ikke slå ihjel.« Eller ønsket om at fremme de konsekvenser, som er til gavn for flest mulige mennesker, fx »mest mulig lykke for flest mennesker.«

Allerede her bliver det indlysende, at moralen har det svært i en global verden fuld af forskellige religioner og ikke-religiøse mennesker. I Vesten går vi nogle gange i krig for at fremme fred, frihed og lykke. Det samme gør andre mennesker. Bare med et andet værdisæt som fundament.

Frihed er ikke noget givet, men noget man kan blive.

Vi har glemt at det enkelte menneske ikke er en suveræn, et urørligt subjekt. Snarere formes vi alle sammen løbende af de andre. Af samme grund har jeg et ansvar for de andre, idet vi alle sammen er forbundne. Empatien hjælper mig med at forstå det, som jeg ikke kan vide med sikkerhed, fx hvem der en dag kan finde på at begå terrorisme.

En anden måde at udtrykke dette på kunne ske ved hjælp af begrebet »de stærkeste overlever« eller »de bedst egnede overlever«, hvorved økonomen Herbert Spencer politiserede og kommercialiserede biologens Charles Darwins evolutionsteori.

Det, der er behov for er det stik modsatte, nemlig »de medfølende overlever.« Desværre roder mange i Vesten og alle jihadister rundt i en absurd forestilling om at moral drejer sig om muskler. En kamp om retten til det ene eller det andet.

Der er eksistenser, det vil sige former for liv, som kun kan overleve, hvis nogle nærer medfølelse for dem. Omsorg, pleje og kærlighed er det, som får livet til at fortsætte.

Dette bliver tydeligt, hvis man tænker på en nyfødt baby. Ingen fødes fri, som filosoffen Rousseau ellers mente. Det er noget man bliver gennem dannelse og samvær med de andre.

Terror er udtryk for en eklatant afmagt. Den udføres af mennesker, som ikke kan magte livet, fordi de ikke er i stand til at udvise empati og medfølelse. De er ikke i stand til at elske, fordi de aldrig er blevet elsket. Uden forbehold. De er stakler, fordi ingen reelt bekymrer sig for dem.

Siden jeg ikke kan se hvem, der er terrorist, når jeg går hen ad gaden, er jeg ansvarlig for dem. At tage ansvar er en måde at vise sin styrke på, idet ingen jo kan vide alt. Alt ændrer sig.

Jeg må udvise tillid, selvom jeg er bange. De andre redefinerer hele tiden mig, som jeg redefinerer de andre. Nu, er jeg eksempelvis også en af dem, som ikke har udvist tilstrækkelig interesse for de andre. I hvert fald ikke nok til at erkende, hvor skræmmende langt ude deres situation var, hvor destruktivt det er, når religion og politik ikke adskilles, når rigid islamisme ikke modsiges.

Det mest skræmmende er, at der findes mennesker, som ikke evner at udtrykke sig gennem andet end vold og død.

Når nogen vælger at slå ihjel, sker det, fordi der ikke er nogle relationer. De, der tyer til vold er allerede døde, fordi ingen registrerer dem – andre end PET, i hvert fald. Terrorister har intet at tabe, fordi de aldrig har mærket kærlighedens kraft.

Empatien kan hjælpe alle med at se, at alle mennesker deler en ting: vores sårbarhed. Livet er til låns.

For at kunne tage vare på os selv, må vi hver især også tage vare på de andre. De andre er lige så vigtige, som mit eget selv, fordi de andre former dette selv. Dette kan være svært nok at kaperer i en narcissistisk og neoliberal kultur. Men næsten umuligt at kapere i en terrorbefængt verden. Der er dog ingen anden vej.

Etik drejer sig om at blive med de andre. Alle er vi en del af livet.

Mennesker som slår ihjel er allerede et sted, hvor de har forspildt livet. Men inden det sker, hvem tager så vare på disse potentielt morderiske eksistenser?

Svaret er desværre ikke samfundet som sådan, men derimod kriminelle og pseudoreligiøse grupper, der tilbyder unge mennesker uden selvværd og selvrespekt en form for anerkendelse. Unge uden et tilhørsforhold tilbydes et tilhørsforhold, hvor de kan føle sig hørt, mens de prises for deres selvdestruktive adfærd, fordi denne kan tjene et formål: spolere nye relationer.

Terrorisme er den værste form for egoisme, men det er en egoisme som hænger sammen med Vestens ide om frihed, som en rent individualistisk begreb. Terror er ikke kun et overgreb på den vestlige livstil med fodbold, cafebesøg og koncerter, men også på vores selvcentrering. 

Empati er første skridt er på vejen mod en social frihed. Efter indsigten kommer medfølelsen og omsorgen. Og på et tidspunkt kommer tilgivelsen.

Tilgivelse er at sige: »Aldrig mere«, og have styrken til at sikre, at det ikke sker igen. Tilgivelse er altså ikke billigelse. Snarere ikke at hænge fast i fortiden, men derimod fremadrettet eliminere vækstbetingelserne for terror.

Medfølelsen giver ingen mening, hvis empatien er forsømt, hvorved nogle mennesker er gledet derud, hvor døden er eneste udvej. Terroristen er bedst død, fordi vi alle sammen har forsømt vedkommende, længe før det var for sent.

Terrorisme stiller spørgsmål, som rækker dybere end retten til at ytre sig eller ikke. Hvordan kan vi solidarisere os med de andre, når de fastholdes i en påtvunget identitet, som gør os ignorant overfor, hvordan det må føles at leve netop deres liv?

Lige så vel som ingen fødes frie, er der heller ingen som fødes terrorist. Det er noget man bliver, når man formes af had eller ligegyldighed. Og det er netop her, at vi alle sammen kan bidrage.

Finn Janning er forfatter og filosof