Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Overlad ikke historien til bankerne, LO!

Fagligt
22. oktober 2015 - 14:25

Overlad ikke historien til bankerne, LO!

»Blandt de vigtige og afgørende beslutninger, I har truffet på tidligere kongresser, er der en, som – bliver vi nødt til at sige ærligt og uden omsvøb – I ikke har været så heldige med, nemlig beslutningen om at spare skoletjenesten i LO-regi væk!« Åbent brev til LO-kongressen fra Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens historie.

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Henning Grelle og Mads Bruun Pedersen

Kære LO og kongresdelegerede

Om få uger skal der være fagligt ’topmøde’. Store spørgsmål for fagbevægelsen står på dagsordenen: ny faglig strategi for en styrkelse af lønmodtagernes interesser og valg af ny formand, for blot at nævne to opgaver, I skal tage stilling til.

Nu skal man være blind, døv og ligeglad, hvis man ikke er klar over, at den faglige og politiske arbejderbevægelse står over for store udfordringer. Det har vi ingen grund til at tro, at I er.  Som faglige ledere og medlemsvalgte repræsentanter for arbejderne i Danmark, er I om nogen klar over den virkelighed, som dagligt presser sig på: vi nævner i flæng social dumping og kædeansvar, uddannelse, arbejdsmiljø og sikkerhed på jobbet. Alt sammen spørgsmål, som hvert medlem af jeres organisationer dagligt bliver mindet om og skal forholde sig til.

Når vi alligevel ikke kan undgå at sidde tilbage med en bekymring rumsterende i baghovedet, skyldes det en sag, som ligger os på sinde: Hvis I spørger jeres almindelige medlemmer, hvordan det nu overhovedet er gået til, at I sidder på kongressen og skal planlægge fremtiden for de danske arbejdere, vil mange – og ikke mindst de unge – blive jer svar skyldig.

For blandt de mange fornuftige, vigtige og afgørende beslutninger, I har truffet på tidligere kongresser, er der en, som – bliver vi nødt til at sige ærligt og uden omsvøb – I ikke har været så heldige med, nemlig beslutningen om at spare skoletjenesten i LO-regi væk!

En undersøgelse, I selv har stået bag, viser, at unge i skolen ikke ved helt grundlæggende ting om, hvordan f.eks. løn fastsættes og hvilken rolle den faglige og politiske arbejderbevægelse har spillet op igennem historien. Hvorfor der er noget, der for eksempel hedder en 37 timers arbejdsuge, weekend, ferie og arbejdsløshedsunderstøttelse. De betragter det som selvfølgeligheder i dag, uden at kende deres oprindelse.

Arbejderbevægelsens skolekontaktudvalg (1975-2012) var LOs bidrag til skoleelevernes viden og forståelse af denne historie. I folkeskolen er der helt sikkert mange dygtige undervisere, som bibringer elever indsigt og viden. Ingen tvivl om det. Men de kan ikke nå ’hele vejen rundt’. Det sørger andre kræfter imidlertid at råde bod på. I dag er der eksempler på, at banker udarbejder undervisningsmaterialer inden for deres felt. Men med al respekt for deres bankfaglige viden i øvrigt, er det næppe deres rolle i den seneste krise, der undervises allermest i!

Vi håber, at I midt i de store beslutninger, der skal tages på kongressen, også finder plads til en smule selvransagelse. Vi håber, at I forstår, at det er helt afgørende, at ungdommens indsigt i grundlæggende samfundsforhold ikke overlades til bankerne. Eleverne skal også have mulighed for at kende til arbejderbevægelsens oprindelse og betydning. Det ansvar ligger hos jer!

Henning Grelle og Mads Bruun Pedersen, hhv. formand og bestyrelsesmedlem i Selskabet til Forskning i Arbejderbevægelsens Historie (SFAH).

Redaktion: 
Kontradoxa
Emneord: 
LO

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96