Modkraft
(http://modkraft.dk)

Hjem > Sammen for Fremtiden, men hvor er solidariteten?

30. juni 2015 - 10:29

Sammen for Fremtiden, men hvor er solidariteten?

  • print
  • facebook
  • twitter
  • rss
  • Medkraft
Af Nanna Bonde Ottosen

Med den nye mindretalsregering er der ikke noget af sige til, at Venstre kalder sit regeringsgrundlag for "Sammen for Fremtiden". Venstre kommer nemlig til at skulle søge brede samarbejder for at nå i mål. Hvis titlen derimod skulle henvise til hvilken vej Venstre vil med Danmark, så rammer den noget forkert. Der er ikke meget solidaritet, sammenhold og fællesskab af spore i regeringsgrundlaget, som i høj grad er en favorisering af de rigeste og pisk til de fattigste.

Ikke så overraskende er der ikke meget at råbe hurra for i regeringsgrundlaget, og venstrefløjens græsrodsarbejde bliver derfor i fremtiden altafgørende for at vende en folkestemning mod de fatale ødelæggelser af vores velfærdssamfund og samtidigt skubbe i den rigtige retning og komme med alternative forslag.

Her er fem nedslag i regeringsgrundlaget:

1. Det skal jo kunne betale sig at arbejde
Længe har vi hørt Venstre sige det; "Det skal kunne betale sig at arbejde". Først og fremmest antager parolen en præmis, som ikke er korrekt – nemlig at det ikke kan betale sig at arbejde i Danmark. For kun 0,6 procent af danskerne er der ikke en direkte økonomisk gevinst ved at tage et arbejde. Men det rør ikke Venstre. Her er tankegangen, at øger vi uligheden, så kan det bedre betale sig at arbejde.
Regeringen vil sætte skatten ned på de laveste indkomstgrupper, så skellet mellem dem indenfor og udenfor arbejdsmarkedet øges. Det betyder, at mister man sit job stilles man endnu længere væk fra arbejdsmarkedet, end man er det i dag.
Desuden og måske endnu værre vil regeringen sætte marginalskatten ned med 5 procent. Selvom marginalskat i teorien kan være bundskat, så er der vidst ikke nogen tvivl om, at der her er tale om topskattelettelser. Her er logikken at flere dermed vil arbejde mere. For det første tror jeg ikke på, at dem der i dag betaler topskat vil begynde at arbejde mere, og desuden forstår jeg ikke fornuften i, at folk skal arbejde mere, når der er arbejdsløshed.
Ikke nok med det så vil Venstre allerede til efteråret have indført et loft over kontanthjælpen, så flere børn kommer til at vokse op i fattigdom.

2. Integration – hvad er det for noget?
"Hovedvejen til Danmark skal være via arbejde og uddannelse – ikke familiesammenføring og asyl"
I virkeligheden rammer overstående sætning fra regeringsgrundlaget rimelig lige på, hvad Venstre mener om integration. Udlændinge skal kunne komme til Danmark for at arbejde, men dem der flygter fra krig, nød og forfølgelse skal rammes af en mur, som kan være umulig at klatre over.
For som Venstre skriver vil de indføre en ny, stram og konsekvent udlændingepolitik, hvor det skal være mindre attraktivt at søge asyl i Danmark. Jeg må indrømme, at jeg får det dårligt, når den antydes, at de der søger asyl er bekvemlighedsflygtninge, som finder det attraktivt at komme til Danmark. Ikke nok med det så vil Venstre indføre en Integrationsydelse på SU-niveau til nytilkomne flygtninge og familiesammenførte, samt personer som har været i Danmark i mindre end 7 år ud af de seneste 8. Integrationsydelsen er i mine ører bare et nyt ord for "starthjælp", som VK-regeringen i sin tid indførte, og som blev afskaffet igen med SSFR-regeringen.
Ikke bare skaber de lave ydelser til flygtninge fattigdom, de gavner i hvert fald heller ikke integrationen. Når Venstre så samtidigt foreslår, at det ikke skal være muligt at bo og arbejde udenfor centrene som asylansøger, så stiller det de nytilkomne danskere endnu længere væk fra det danske samfund.
I alt vil regeringen reducere de samlede udgifter på udlændingeområdet med 1 mia. årligt. Jeg kunne frygte, at de har glemt eller måske slet ikke forstået at integration går begge veje.

3. Uddannelse for elitens børn
Ifølge regeringen skal unge udfordres i deres valg af uddannelse, så de vælger rigtigt første gang. Dybest set er jeg enig. Eksempelvis synes jeg, at en bedre og mere grundig studievejledning ville være vejen frem. Dog er det ikke just det, Venstre mener med udfordres. Venstre mener, at der skal sættes et karakterkrav. Det kan man selvfølgelig godt kalde en udfordring – jeg vil dog hellere kalde det en begrænsning. Hvis Liberal Alliance skulle lykkedes med at banke kravet op på 7, så vil det betyde, at 49 procent af min gymnasieklasse aldrig ville have fået lov at starte deres uddannelse. Karakterkravet er i den grad socialt skævvridende, da der er en tydelig sammenhæng mellem forældrenes uddannelsesniveau, og dermed deres evne til at hjælpe med lektierne, og hvordan deres børn klarer sig i skolen.
For dog at være en smule positiv, så nævner Venstre, at der skal gøres noget ved praktikpladsmanglen på erhvervsuddannelserne, men ikke med et ord er der nævnt noget om, hvordan det skal sikres. De kunne jo starte med at stille krav til de virksomheder, som bygger offentligt, men så langt er jeg ikke sikker på, at Venstre vil være med.
Venstre vil også se på en justering af Fremdriftsreformen og reformere taxametersystemet. Jeg håber inderligt, at den nye uddannelsesminister Esben Lunde Larsen vil tage sig en snak med studenterrådet og få rettet gevaldigt op!

4. Grøn realisme = landbruget skal have lov til at svine mere
Regeringens afsnit om grøn omstilling er alt andet end ambitiøs – faktisk er den ikke eksisterende.
Venstre vil i 2050 være uafhængige af fossile brændsler, hvilket i virkeligheden lyder meget bekendt. Men ét enkelt ord er byttet ud til forskel fra det oprindelige mål. "Uafhængige" har erstattet "fri" og det er ikke en ubetydelig detalje. Venstre mener nemlig ikke, at Danmark nødvendigvis skal være fri for fossile brændsler, men at vi blot skal producere så meget vedvarende energi at det kan dække det samlede danske energiforbrug. Det betyder, at Danmark fortsat skal kunne bruge benzin og kul så længe der fortsat produceres tilsvarende mænger vedvarende energi, som så kan eksporteres. På den måde gøres der altså ikke op med forbruget af fossile brændsler. Så selvom det lyder grønt og bæredygtigt, når Venstre vil være uafhængige af fossile brændsler, så er det langtfra virkeligheden.

5. Nedlæggelse af Irakkommissionen er uhørt!!
"Regeringen finder, at grundlaget for den danske deltagelse i Irakkrigen og forhold omkring danske soldaters tilbageholdelse af personer under den danske krigsdeltagelse i henholdsvis Irak og Afghanistan allerede er tilstrækkeligt belyst. Regeringen vil derfor nedlægge Irak- og Afghanistankommissionen"
Undskyld mig, men lad os lige få en ting eller to på det rene her. Det var VK-regeringen som i sin tid gik ind i Irak. Og det var vel at mærke uden hverken FN-mandat, godkendelse fra FN eller angreb mod Danmark fra Irak.
Kommissionen, som Venstre nu vil nedlægge, blev pålagt at undersøge og redegøre for baggrunden for den danske deltagelse i Irakkrigen. Det er direkte skandaløst, at Venstre nu vil lukke øjnene for, hvad der skete. Det lugter langt væk af at man er bange for om Søren Gade og Anders Fogh skulle komme i klemme.