BDS-bevægelsen er ikke løbet af sporet, som Herbert Pundik påstår i Politiken d. 14/6. Tværtimod vinder bevægelsen som aldrig før. Når man læser Pundiks indlæg, kan man blive i tvivl, om han kender til bevægelsen overhovedet.

BDS står for Boykot, Deinvestering og Sanktioner mod Israel.

Pundik beskriver BDS-bevægelsen som et amerikansk og vesteuropæisk fænomen, hvis mål engang var modstand mod Israels ulovlige besættelse og bosættelsespolitik, men som i dag er blevet kampret af antijødiske elementer, som ikke gavner opnåelsen af fred, men blot agerer nyttige idioter for den israelske højrefløjs paranoide propaganda.

Hvem er egentlig BDS-bevægelsen?

Bevægelsen opstod som bevægelse i 2005 på opfordring fra en lang række palæstinensiske organisation. Opfordringen kom som reaktion på det internationale samfunds manglende vilje til at reagere på Israels kollektive afstraffelse af det palæstinensiske folk og utallige brud på international lovgivning. Det var tydeligt, at palæstinenserne ikke kunne regne med de internationale organisationer og verdens stater, men måtte appellere til verdens civilfund om at gøre, som man gjorde for at bringe apartheid i Sydafrika til fald. Dengang som nu udspringer bevægelsen fra det palæstinensiske civilsamfund.

Målet med boykot har aldrig været at bekæmpe bosættelserne. Målet er en retfærdig løsning baseret på universelle rettigheder og international lovgivning.

I opfordringen fra 2005 lyder det, at boykot vil fortsætte indtil, Israel anerkender palæstinensernes ret til selvbestemmelse og lever op til sine forpligtelser under international lov, ved at: ende besættelsen og koloniseringen af besat land; give palæstinensiske borgere i Israel lige rettigheder med deres jødiske naboer; og respekterer de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage jf. FN-resolution 194.

BDS-bevægelsen er altså ikke løbet af sporet, den går ikke mod international lov, og er ikke antijødisk, når den ikke nøjes med at kritisere bosættelserne. BDS-bevægelsen nægter derimod at gå på kompromis med modstanden mod apartheid og kampen for alles lige rettigheder.

Der er også en noget bagvendt logik over argumentet om, at BDS-bevægelsen forsøger at delegitimere Israel. I Sydafrika var det hverken ANC eller det internationale pres, der delegitimerede landet – det var apartheidregimet. Det samme gør sig gældende i Israel.

Tilslutningen til BDS stiger som aldrig før. Israels brutale angreb i sommers gjorde det tydeligere end nogensinde før, at der ikke er tale om en krig mellem to parter, men derimod om en stats undertrykkelse af og angreb på et folkeslag. Virksomheder trækker deres investeringer ud af landet, flere mennesker end før køber ikke israelske varer – og den israelske højrefløj er hunderæd.

Den såkaldte boykotlov i Israel giver enhver israeler ret til at sagsøge enhver der opfordrer til boykot af Israel eller områder under israelsk kontrol (de besatte områder). Under den nyligt dannede regering efter valget i Israel, er det blevet slået fast at BDS anses for værende en strategisk trussel på linje med Irans atomprogram.

Hvis Pundik rent faktisk kerer sig om Israel og israelerne, ville han ikke gøre modstand mod BDS-bevægelsen, men derimod imod Israels apartheidpolitik og ulige behandling af sine borgere.

Se også Modkraft Bibliotekets llinksamlinger om Palæstina - Israel.