Blandt de vigtigste kampe mod antisemitisme i dag, er kampen mod idéen om Israel som repræsentant for alle verdens jøder. Antisemitterne hader jøde. Zionisterne vil gerne rede verdens jøder. Men fælles er ofte den syge idé om det totale lighedstegn mellem Israel og verdens jøder.

Jødehaderen Omar

En palæstinensisk flygtning ved navn Omar hadede jøder. En klassekammerat fortæller om Omar, at han tit diskuterede Israel-Palæstina konflikten og siger at ”her var han ikke bange for at sige, at han hadede jøder”.

Den jødiske stats oprettelse eller ekspansion havde drevet hans familie på flugt. Han hadede alle jøder for Israels handlinger, greb til våben og skød og dræbte en dansk jøde.

Hvad var denne mands motiver, bør man spørge sig selv. Måske var han gal. Den foranlediges man til at tro. Men han syge rationale var, at staten Israel taler verdens jøder, og at verdens jøder bør stå til ansvar for staten Israels handlinger – et rationale, som man jævnligt får bekræftet.

Balladen om busreklamerne

“Vores samvittighed er ren! Vi hverken køber produkter fra de israelske bosættelser eller investerer i bosættelsesindustrien”, stod der skrevet på siden af de københavnske busser, indtil reklamerne blev fjernet efter pres fra nogle af Israels mest ukritiske venner, blandt andre Dansk Folkepartis Finn Rudaizky.

Blandt Movias begrundelser for fjernelsen af denne reklame udtaler busselskabet at ”det vanskeligt at adskille nationen Israel fra religionen jødedom”, og på den måde virker Movias rationale ikke helt ulig Omars.

Med reference til det forfærdelige angreb på synagogen i Krystalgade udtaler Finn Rudaizky om kampagnen ”Man skal have lov til at kritisere Israel alt det, man vil. Men her er man med til at puste til ilden i den antisemitiske stemning, der har været herhjemme” og understreger, at kampagnen ikke blot er en kritik af bosættelserne, men af selve Israel, der står bag bosættelserne.

Hans argument bliver altså, at kritik af de ulovlige bosættelser er kritik af Israel, og at kritik af Israel må ses som at opildne til had mod jøder. Den ligning han stiller op giver ingen mening, medmindre man antager, at de danske jøder på en eller anden måde skulle være ansvarlige for de ulovlige bosættelser.

Så hold dog op!

Jeg siger ikke, at man kunne have undgået Omars angreb ved at snakke anerledes om konflikten i Mellemøsten. Hans problemer stak nok noget dybere, hvad der kunne nås med argumenter. Men i en tid, hvor Israel i snart 50 år har holdt Vestbredden under militær besættelse, hvor bosættelserne fortsat udvides, og Gaza langsomt men sikkert destrueres, puster man vel mildest talt til den antisemitiske stemning, når man påstår, at alle jøder er implicerede.

Det er kampen mod denne syge fortælling, der er blandt de vigtigste kampe mod antisemitisme i dag. Så min opfordring til Movia, Finn og hans politiske kampfæller må lyde: så hold op med at give Omar ret!