Følgende indlæg er skrevet af en god kammerat, som jeg mødte i Elev-/studenterbevægelsen hvor han var aktiv i Danske Gymnasieelevers Sammensslutning, nu om dage læser han på ITU, er adjunkt og kandidat studerende, 28 år og hedder Sofus Albertsen.
Sofus har lavet en række facebook-opdateringer med nogle "Vidste du?" omkring IT overvågning. Dette fik mig til at skrive til ham og bede ham samle dem til en blog, så dette lettere kunne deles, med andre, så folk kunne få et samlet - lille - indtryk af omfanget af vores elektroniske overvågning. Hermed Sofus gæsteblog omkring IT overvågning.
Venlig Hilsen
-Jonathan
(ps. der må gerne tilføjes flere gode eksempler i kommentartråden!)
______________________________________________________________________________________________________________
Danmark er et land hvis velstand delvist er skabt gennem systematisk indsamling af data.
Vi har brugt massive kræfter på at holde kirkebøger, telefonbøger og sygejournaler opdaterede og retvisende, så vi kunne træffe de rigtige beslutninger om skattegrundlag, befolkningstilvækst mv.
Her i den digitaliserede tidsalder går det for alvor stærkt med at opsamle data om alting, og tak for det. Det kan godt være, at Vestas ikke laver de største vindmøller mere, men de er nogle af de bedste til at placere dem, og derfor vinder de kontrakter på deres data.
Fokuserer man derimod på indsamling af data om mennesker, bliver lovprisning mere til et tveægget sværd. På den ene side kan forskere få uvurderlig indsigt i virusspredning ved at kigge på vores rejsemønstre, hvilket førhen var umuligt. Der forskes på livet løs i at finde sammenhænge mellem adfærd og bestemte former for kræft. Disse fremskridt kommer ene og alene ved hjælp af data indsamlet gennem vores digitaliserede liv.
Men et digitalt liv baseret på data er også det samme som et overvåget liv. I hvert fald med den måde, det bliver praktiseret i verden i dag. I Danmark er vi alle unikt identificeret ved et CPRnummer, render rundt med mobiltelefoner, tager toget med rejsekortet og går til lægen med vores sygesikringsbevis. Alt sammen noget, der kan sammenkøres til at give et billede af, hvem du er.
Lad os for en stund glemme, at vi glædeligt giver mange af disse informationer til store amerikanske firmaer, og lad os fokusere på vores egen lille andedam:
Du vidste sikkert godt, at en mobiltelefon har et unikt nummer, og at den kan spores.
Men vidste du, at den danske stat har pålagt teleselskaberne at registrerer alle mobiltelefoner i Danmark?
Og vidste du, at denne overvågning indbefatter oplysninger om, hvor du er, hvem du snakker og skriver med, og i hvor lang tid?
Og vidste du, at dataene bliver gemt et helt år ad gangen? Og vidste du, at det i gennemsnit er 1900 registreringer om dagen pr. telefon? Et tal, der får Stasi til at virke som lalleglade amatører.
Det er eksempler som dette, der viser os begge sider af det tveæggede sværd. Alle har en mobiltelefon, og alle synes det er rart at kunne komme i kontakt med hinanden inden for kort tid.
Det gør det nemmere at justere aftaler, arrangere møder, afklare ting i hverdagen.
Men fordi vi giver dem mulighed for at registrere vores bevægelser indenfor en radius af 10-50 meter, er vi alle sammen effektivt små lytteposter over for staten. Politikerne forsvarer lovgivningen med det argument, at den hjælper til at bekæmpe terror. Men så vidt jeg ved, var det ikke slet ikke disse digitale spor, der hjalp politiet den 15. februar, men derimod mennesker som taxa-chaufføren, der kørte Omar.
Digitaliseringen er stadig i sin vugge, og der hersker en form for lovløs stemning omkring det. En revolution som kan åbne dørene til helt nye højder for velstand og effektivitet. Så kan de etiske og moralske aspekter komme som en efterrationalisering hvis der er nogen der brokker sig.
Bare fordi kommunerne kan bruge mobiltelefoners placeringer til at afgøre, hvorvidt to skilte forældre alligevel er samlevende, betyder det ikke, at de skal have lov til det.
Det, at vi kan gøre noget, er ikke det samme som at vi skal gøre det.
Tag for eksempel Region Syddanmark DAMDs database:
Når du er inde hos din læge, er jeres samtale fortrolig. Den bliver gemt på lægens eget system, men ikke delt med andre, medmindre der henvises til andre (hospital mm).
Men vidste du, at Region Syddanmark siden 2008 har indsamlet alle såkaldte diagnosekoder gennem deres program Datafangst, der suger data fra lægens journalsystem? Informationer som depression, manglende sexlyst, økonomiske problemer og manglende selvværd osv.
Og vidste du, at dette først stoppede i oktober måned 2014?
Og vidste du, at den domstolskendte ulovlige database nu skal gemmes i statens rigsarkiv for al evighed? Det mener man i hvert fald, hvis man er kulturminister og hedder Marianne Jelved.
Det er, som om de etiske principper nedfældet i persondataloven ikke gælder, når vi snakker overvågning og digitalisering. Som et grelt eksempel var der en artikel for nylig med en af Venstres folketingspolitikere snakker for et salg af disse data til medicinalindustrien.
Men, tænker du nok, den danske stat er en retsstat. Der sker intet med vores informationer, før det først har været for en dommer. Men hvem kan garantere, at der ikke indenfor de næste 40 år kan ske noget, der ændrer fuldstændigt på vores styreform? Her taler jeg ikke om forskellen mellem GucciHelle og Fadøls-Lars. Her taler jeg om de omvæltninger, der skete i det demokratiske Tyskland efter 1. verdenskrig. Hvis det virker helt urealistisk, at folk som Hitler vil komme til magten igen, vil jeg blot pege på Grækenland og på, hvor mange stemmer Gyldent daggry fik (17 ud af 300 pladser ved sidste nationalvalg). Og så ikke sige mere.
Men lad os for en stund lege, at det danske demokrati er urokkeligt og ukueligt, og at retsstatsprincippet er ukrænkeligt.
Er vi så i sikker havn? Mit svar er: langtfra.
For i modsætning til gamle dage, hvor al personfølsomt data lå i fysiske kopier i store arkivskabe i kommuner og ministerier, og som det ville kræve adskillige lastvognstog at flytte, kan det hele nu være på en standard bærbar købt i den lokale Aldi. Og fordi alt i selvbetjeningens navn skal være forbundet til internettet, så betyder det også, at det kan stjæles derigennem.
Det seneste offentligt kendte eksempel på dette er Schengen- og Kørekortregistrene, der i seks måneder stod til fri afbenyttelse for en gruppe hackere i 2012. Og da data er så nemt at kopiere og sende verden rundt, må de betegnes som offentlige. Med andre ord kan samtlige personer i Danmark med et kørekort betragte sit navn, CPR-nummer mv. som husstandsomdelt ligesom en reklame for Netto. Som bonus skal det nævnes, at dele af Skat, CPR og Moderniseringsstyrelsen kørte på selvsamme system, omend de ikke menes at være blevet kopieret.
Dette leder mig hen til dette indlægs sidste ”vidste du”:
Vidste du, at centrale databaser som CVR/CPR, folkepension, kørekort og ikke mindst folketinget bliver drevet af amerikanske firmaer?
Og vidste du, at disse firmaer under den amerikanske lov ”Patriot Act” skal give alle disse databaser til den amerikanske regering og nægte at have gjort det?
Og vidste du, at alle disse registre er blevet udliciteret eller frasolgt for at spare små promiller i statsbudgettet?
Så ikke nok med, at staten aktivt indhenter flere og flere oplysninger om det enkelte individ, den bliver også selv offer for en endnu større fisk, der glubsk æder al information den kan få.
Det er en glidebane, der på få år effektivt både udhuler individets ret til at forblive anonym og den danske stats suverænitet. Prøv at tænk på hvilke konsekvenser det ville have for samfundet hvis samtlige systemer fra Skat, folketinget og CPR/CVR blev ødelagt? Disse systemer er rygraden i vores samfund, og kan ikke lige blive genetableret på en eftermiddag. Samtidig ville den fremmede magt have registre der viste præcist hvem og hvor hver enkelt borger burde befinde sig, samt deres
arbejdsgiver mv.
Vi må i gang med en ny debat i Danmark. En debat, der er grundfæstet i værdier om privatlivets ukrænkelighed, og derefter anerkender det digitale livs bekvemmeligheder. For hvorfor er det egentlig, at rejsekortet skal vide, at jeg er mig? Hvorfor er det ikke nok, at de ved, at jeg er en bruger af deres system? Trakfiktællingen bliver lige så præcis, og jeg får til gengæld mit privatliv tilbage.
Er det ikke vigtigt at vi som stat selv står for driften af vores egne borgeres informationer?
Eller står afgivelsen af centrale privatlivsrettigheder mål med de sparede omkostninger og den nemmere sagsbehandling?
Kilder:
http://ing.dk/…/hvor-ofte-er-de-sidste-fire-cifre-identiske…
http://ikanobank.dk/laan/laan-tb-solo
http://www.radio24syv.dk/dig-og-radio24syv/cpr-robotten/
http://www.cedi.dk/nyheder/itb-dom-kr%C3%A6ver-nye-regler-telelogning
http://www.denmarkonline.dk/1/2014-40-damd-database-region-syddanmark-st...
http://www.jv.dk/artikel/1970015:Indland--Wammen-aendrer-omstridt-terror...
http://politiken.dk/indland/politik/ECE2592893/derfor-slaar-regeringen-b...