Politikerlede er ikke et demokratisk problem, men tværtimod et demokratisk sundhedstegn, lyder budskabet i ny kampagne, der opfordrer til ikke at stemme ved det kommende folketingsvalg.
I år er der folketingsvalg. Vi er vant til at forstå folketingsvalget som det danske demokratis festdag, hvor alle danske statsborgere via deres stemme har en mulighed for i fællesskab at beslutte, hvordan samfundet skal indrettes.
Intet kunne være længere fra realiteten.
Folketingsvalget er et ideologisk ritual, som dækker over, at samfundsudviklingen ikke ligger i hænderne på befolkningen, men derimod i et netværk af nationale og internationale politiske, økonomiske og kulturelle eliter, multinationale selskaber, store nationalstater og deres centralbanker og transnationale organisationer som EU, IMF, og WTO.
Folketinget er blot et integreret implementeringsorgan i disse magtfulde instanser.
Folketinget er den lovgivende magt. Eller det burde den være.
Lovgivningsarbejdet er så omfattende og komplekst, at folktingsmedlemmerne ikke kan overskue det og tage stilling til det på en kvalificeret måde. I stedet har de kastet sig over den konstante valgkamp, hvor de ’brander’ sig selv og deres partier som private virksomheder, der forsøger at sælge en vare. Imens er lovgivningsarbejdet blevet overladt til embedsmænd, EU og regeringen, der gennem rammelovgivninger overtager folketingets opgaver.
Partierne er blevet til topstyrede, udemokratiske private virksomheder, der reproducerer en politisk elite, der fjerner sig mere og mere fra befolkningen.
Politik handler om at sælge varer til vælgerne. Valutaen er stemmer, der kan veksles til statsstøtte, der sammen med købet af ydelser fra andre private virksomheder (den såkaldte ”partistøtte”) gør det muligt for partierne at føre konstant valgkamp og forurene det offentlige rum med reklamer for deres produkter.
Politikerne er reklamesøjler, der gennem benhård medietræning lærer at tale udenom og ’begå sig i medierne’, dvs. gentage de samme evindelige, klichétunge ikke-argumenter for den designerpolitik, som spindoktorer og partibureaukrater har skruet sammen, så den passer bedst til de segmenter i befolkningen, som de har udset sig som potentielle kunder i butikken.
Når politikerne er færdige med at være politikere og har scoret sig en god pension, kan de være sikre på at der venter dem et godt job i en af samfundets andre eliter.
Medierne reproducerer og styrker hele denne fadæse. Som et svar på partiernes massive oprustning i presseafdelingerne er der opstået en hær af kommentatorer. Disse kommentatorer, der næsten altid er tidligere spindoktorer, smører deres indholdsløse og ligegyldige analyser af strategi, spin og positioneringer ud over hele mediebilledet og lykkedes med at få mange til at tro, at politik handler om spin.
Medierne og partierne arbejder sammen om at fokusere på personer i stedet for politik og får det til at se ud som, at det vigtige er, om man kan identificere sig med en politiker eller ej.
På den ene side har vi partiernes spindoktorer og de professionelle politikere, på den anden side har vi kommentatorkasten, og de er kun optaget af at tale med hinanden i en ond cirkel, hvor rygter på Christiansborgs gange fremstår som det vigtigste i verden – og i den proces er befolkningen blevet fuldstændigt glemt.
Intet under, at danskerne finder politikerne utroværdige. Politikerlede er ikke et demokratisk problem, tværtimod er det et demokratisk sundhedstegn. Politikerlede er den eneste fornuftige reaktion på den danske politiske systems nuværende tilstand. POLITIKERLEDE ER PROGRESSIVT.
Det virkelige under er, at de danske vælgere bliver ved med at stemme.
Danmark har nogle af verdens højeste stemmeprocenter. Men hvad hvis dette ikke, som den parlamentariske elite prøver at bilde os ind, vidner om de danske vælgeres demokratiske sindelag? Hvad hvis det i stedet vidner om, at det at stemme er blevet en bevidstløs vane, som vi bare gentager fordi det nu engang er sådan ’man’ gør, og fordi hele samfundets elite lader til at være enige om at det er vigtigt at man stemmer?
Folketingsvalget er en barriere for demokratiet. Folketingsvalget står i vejen for udviklingen af et i sandhed demokratisk samfund, hvor alle har indflydelse på samfundsudviklingen. Det første, men langt fra sidste, skridt på vejen til et demokratisk samfund er lade være med at stemme.
Lad være med at reducere dig til den forbruger af politik, som den politiske elite vil have dig til at være.
Gør modstand. Tag sagen i egen hånd. Slut dig sammen med andre. Stem ikke!
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96