I går var jeg i Betty Nansen Teatret/Edison Teatret og se De Overlevende. Det er første gang jeg har været i teatret i virkelig lang tid, fordi jeg faktisk altid synes, det er lidt pinligt, og jeg aldrig har forstået, hvorfor man ikke bare laver en film i stedet, og jeg bryder mig i det hele taget ikke så meget om ting, der foregår på en scene, men det var ret sjovt og godt og meget spændende oplevelse. Og skuespillerne var rigtigt dygtige, selvom jeg syntes, det var ret grænseoverskridende, at de ligesom var der rigtigt og ikke bare var en optagelse. På et tidspunkt fik jeg øjenkontakt med en af dem og der gik et helt sug igennem mig, som om han var på en film og kom ud af skærmen og ind på mit værelse! Det handlede om nogle unge mennesker der styrtede ned med at fly og skulle overleve på en øde ø. Det var en slags moderne udgave af Fluernes Herre, hvis du kender den. Og så på et tidspunkt skriver de SOS med tøj på stenene, så man kan se det fra et fly, hvis man flyver henover, og så er der en, der spørger, hvad SOS står for, men det var der ikke rigtigt nogen der vidste, men det står altså for Save Our Souls, og så kom jeg til at tænke på at i den her individualiserede samfund, og det var jo også lidt det stykket vist handlede om blandt andet, skulle de måske hellere have skrevet SMS som står for Save My Soul (eller SM-Mads, men det er en anden historie, men det kan også stå for Spass Muss Sein, som betyder, at man skal have det sjovt på tysk), og så kunne jeg ikke lade være med at tænke på SMS og individualisme. Det var nok første gang jeg var i teatret siden gymnasiet. Men så kom jeg i tanker om at jeg engang selv var med i en teatergruppe, der hed Ikke Mærkelig, og vi lavede blandt andet et duftshow, der hed "Gå ind i dit hus og luk din dør" men vi lavede også et voldshow, der hed "Torturtanken" i en kælder, hvor vi kom til at låse en af dem fra publikum fast til en trappe med strips som en del af showet, men vi havde glemt at tage en tang med, så han kunne ikke komme fri. Han tog det heldigvis meget roligt. Om aftenen var jeg til black metal festival i Ungdomshuset, og det var fedt nok. Det er længe siden jeg har været til koncert, for jeg bryder mig ikke så meget om live musik. Jeg synes, det er ligesom en dårlig udgave af indspillet musik, hvor musikerne laver fejl og er ukoncentrerede og man står ved siden af folk, der snakker og ryger og skubber, og man kan ikke sidde ned, og man kan ikke spole frem, hvis der kommer en sang, man ikke kan lide. Jeg kan heller ikke lide musik med guitar eller musik, hvor folk synger, så det er ikke så tit jeg er til koncert, men vi så tre bands, og i det ene band var der en, der havde kort hår, og jeg kom til at tænke på, hvorfor han ikke bare havde taget en paryk på, det ville have set flot ud, så havde alle mennesker i alle bands haft langt hår, men så kom jeg til at tænke på, om nogen af de andre mon havde paryk på? Det kunne de godt have haft. Det sidste band var det bedste med tre-stemmig growl vokal, og de havde matchende tøj på. Helt stramme, sorte bukser og vinrøde t-shirts. Det så flot ud, at de havde gjort så meget ud af deres stil, men jeg ved ikke, om jeg bare er lidt vant til at gå til nogle andre slags arrangementer, men på et tidspunkt kom jeg til at tænke på, om de ville gå ud og skifte tøj mellem numrene på et tidspunkt, men det gjorde de ikke. (Men om natten drømte jeg at jeg var til koncerten igen og i min drøm skiftede de tøj lige inden det sidste nummer). Og jeg har været til virkelig mange koncerter i Ungdomshuset i tidens løb, kom jeg i tanker om, men jeg havde helt glemt hvor flotte sådan nogle høje, tynde drenge med langt hår og stramt tøj kan være, når røgmaskinen går i gang og lamperne bliver røde og dobbeltpedalen rammer som et trykspark i brystet. Sådan kan tankerne løbe afsted, men det var en meget kulturel og spændende dag i hvert fald. Forresten mødte jeg en dame den anden dag, da jeg var ude og gå med min hund, og hun snakkede med os (min hund og mig), og hun fortalte, at hun engang havde haft en snegl. Hun var cyklet gennem parken i regnvejr og så var hun næsten cyklet henover den og den havde ligesom kigget op på hende henover sit lille hus og så havde hun taget den med hjem og lavet et lille sted til den på køkkenbordet i en stor margretheskål med lidt blade og græs og en sten og lidt vand og alt hvad sådan en snegl kan have brug for. Hun kaldte den Line og tog den med på arbejde hver dag, så den ikke skulle være alene hjemme. Hun arbejde på et kontor inde på Nordea nede ved Knippelsbro. Og når hun cyklede på arbejde, havde hun sneglen i en stor tændstiksæske i lommen. Da jeg mødte hende havde hun en gul regnfrakke på, så jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, at hun havde Line i lommen, mens vi snakkede sammen, men hun fortalte, at hun havde fået en kat senere, og den havde revet Line i stykker.