I den sidste tid har jeg mødt flere mennesker, som spørger hvorfor jeg ikke længere blogger og skriver indlæg i den offentlige debat. Det gør jeg skam, men tiden har hovedsageligt været brugt på en række kommentarer i Dagbladet Information sammen med medlemmer af Selskabet for Kritisk Samfundsforskning (www.selskabet.info). Jeg har derfor valgt bringe kommentarerne her på bloggen også - én hver uge.
Kommentaren blev bragt i Information d. 28. november 2014 og er skrevet sammen med Kia Ditlevsen.
Med Dagpengereformen fra 2010 blev dagpengeperioden halveret til to år, og siden 2013 har ca. 40.000 mistet dagpengeretten. En del overgår til den lavere kontanthjælpsydelse, en del forsvinder ud af det offentlige system og en forsvindende lille del kommer i reelt arbejde.
Med de nyligt overståede finanslovforhandlinger er der kastet en redningsplanke ud til en del af dem, der før faldt helt uden for offentlig forsørgelse i form af en såkaldt kontantydelse. Tilbage står imidlertid en voksende gruppe mennesker, der i en periode med lavkonjunktur og strukturel arbejdsløshed ikke kan få job og derfor må leve for kontanthjælpen på mellem 7.000 og 14.000 kroner om måneden, alt efter alder og forsørgelsesansvar.
I sommeren 2014 var flere socialdemokratiske Vestegnsborgmestre ude med en kritik af dagpengereformen, der ifølge dem fører til fattigdom. Kritikken viste sig ikke helt at holde, da en del af de omtalte borgere ikke var faldet ud som følge af de strammede regler. Men borgmestrene havde altså følt sig nødsaget til at trække ’folk går fra hus og hjem’-kortet for legitimt at kritisere halveringen af dagpengeperioden.
Episoden er meget sigende, for det er nemlig ’overlevelsestemaet’, der fylder debatten. Det er lettere at finde politikerdebatter om Fattig-Carina end om det principielle i sikringen af folks levekår under krisen.
Knap var vestegnsborgmestrene blevet sat på plads af partiledelsen, før den offentlige debat handlede om, hvorvidt man kan overleve ernæringsrigtigt med et madbudget på 15-20 kroner om dagen. I en situation som i dag, hvor krisen har bidt sig fast, og dagpengeperioden er historisk kort, er kontanthjælpen ikke en midlertidig ydelse, men et langvarigt forsørgelsesgrundlag for mange. Man kan givetvis komme langt med hvidkål og havregryn, men er målet virkelig et system, hvor man kan overleve, men sandsynligvis ikke holde fødselsdag for sit barn?
Dagpengesystemet blev grundlagt med de første arbejdsløshedskasser i fagforeningsregi i 1880’erne, og i 1907 blev staten medfinansierende, da et egentligt lovfæstet system blev indført. Formålet var at sikre arbejdernes levekår i tilfælde af ledighed – og fra fagforeningernes side at modvirke løntrykkeri.
Op gennem århundredet udbygges systemet, men med krisen og den stigende arbejdsløshed i 1970’erne begyndte stramningerne. Siden 1990’erne er dagpengeperioden blevet forkortet flere gange: til syv år i 1993; fem år i 1996; fire år i 1999; og altså til to år i 2010.
Det har været gradvise skridt, som er blevet lanceret som nødvendige tiltag, bestemt af udefrakommende omstændigheder. Kriser og længerevarende lavkonjunktur har været et argument, men også den udbudsøkonomiske tese, at folk fastholdes på ydelser, blot fordi de er tilgængelige, er blevet brugt.
Det er ikke kun dagpengesystemet, som er blevet udhulet, det er også de værdier, der ligger bag. ’Nødvendigheden’ i den politiske styring hænger nemlig sammen med en fremherskende logik om økonomisk nyttemaksimering. Ideen om, at det skal kunne betale sig i økonomisk forstand, er blevet den højeste politiske værdi i samfundet. Det betyder, at en længere dagpengeperiode i dag ikke legitimt kan begrundes med idealet om, at alle mennesker skal have et godt liv (også arbejdsløse). Denne værdisætning er ikke legitim for politiske tiltag. Så længe folk kan overleve, er vi i mål.
Dagpengestramningerne fra 2010, der skulle »presse« folk ud på arbejdsmarkedet, har ikke haft nævneværdig beskæftigelseseffekt. Tilbage står de pressede arbejdsløse. I en længerevarende lavkonjunktur, hvor jobbene ikke står og venter, vil reformen derfor medvirke til at øge uligheden, der har været stigende siden slut 1990’erne.
I samme periode som dagpengene blev forkortet gentagne gange, er samfundet på mange områder blevet rigere. Det er altså politiske prioriteringer, der ligger bag udhulingen.
Der føres på den ene side omfordelingspolitik til gavn for de mest velstillede med skattelettelser i toppen og til erhvervslivet. På den anden side forringes vilkårene for dem, der er på indkomsterstattende ydelser som dagpenge, førtidspension og kontanthjælp.
Samtidig rammer det lave forsørgelsesgrundlag de mindst velstilledes muligheder for at sige fra over for urimelige arbejdsvilkår og underbetaling. Dermed rammes på sigt arbejdstagersidens rettigheder i bred forstand. Har man mindre, er man simpelthen nødt til at acceptere mere, når risikoen for at ende på kontanthjælp er for stor.
Velfærdssystemet blev bygget for at gøre op med et almissesamfund, hvor forarmede borgere måtte troppe op på fattigkontoret med hatten i hånden. Alle havde ret til et værdigt liv – også dem, der aldrig fik mulighed for at betale samfundet tilbage.
Overgangen fra fattighjælp til det moderne understøttelsessystem handlede også om, at velfærdsydelser skal være en ubetinget ret, som ikke medfører skam eller stigmatisering. Ideen om, at det skal kunne betale sig, er blevet en ideologisk barriere for at skabe politisk grundlag for, at mennesker i vores samfund kan leve og ikke bare overleve.
Dagens debat vækker mindelser om det konservative almissesamfund, hvor man skal gøre sig fortjent til velfærd og ikke legitimt kan kræve mere end et eksistensminimum. Men er det ikke for lidt i et velstående velfærdssamfund? Det skulle vi mene.
Kia Ditlevsen er sociolog. Selskabet for Kritisk Samfundsforskning er et netværk af unge akademikere, der ønsker at bruge samfundsforskningen til at sætte spørgsmålstegn ved det aktuelle samfund og dets udvikling. Selskabet skriver for Information hver fredag og ved andre særlige lejligheder.
Læs alle Selskabets indlæg i pressen på www.selskabet.info