1. Marx’ materialistiske historieopfattelse anskuet som dialektisk Aufhebung af Durkheims og Webers modstående positioner

Blandt den politiske sociologis klassikere var Emile Durkheim den sociale objektivitets store teoretiker.

Det sociale var en realitet sui generis og menneskene var ifølge Durkheim fuldstændigt underlagte den sociale objektivitets massive tryk. [1]

Som han udtrykte det med en tilspidset formulering: »Samfundet er ikke noget afledet, men selve den bestemmende faktor i udviklingen, det er en realitet, der lige så lidt er vores værk, som den ydre verden er det, og som vi derfor fuldstændigt må underkaste os for overhovedet at eksistere. Det er fordi samfundet ændrer sig, at vi må ændre os.« [2]

Max Weber var omvendt den store aktør-teoretiker og alle hans grundbegreber, om adfærdstyper, om stat, om bureaukrati, om typer af herredømme, om kapitalisme, og om klasser fokuserer på adfærd.[3]

»Sociologien er en videnskab« erklærede Weber, »som søger en fortolkende forståelse af sociale handlinger for derved at nå til en kausal forklaring af disse… En handling er social, når det handlende individ tager andre individeres handlinger i betragtning og indretter sin adfærd derefter…«. [4]

Karl Marx, endelig, forsøgte at forene en struktur og en aktør analyse gennem sit fokus på dialektikken mellem samfundsmæssig adfærd (gesellschaftliche Verhalten) og samfundsmæssige forhold (gesellschaftliche Verhältnisse).[5]

»Således var det netop hele tiden«, erklærede Marx, »individernes … adfærd som individer til hinanden, som skabte de bestående sociale forhold og til stadighed skaber disse.«[6]

Det var et ambitiøst projekt, og det lykkedes ikke altid for ham at fastholde netop dialektikken mellem social handlen og sociale forhold, men det var hans intention.

»En neger er en neger, først under ganske bestemte forhold bliver han slave«, erklærer Marx i et berømt eksempel.[7]

Man kan ikke forstå den pågældende negers situation som slave ved blot at studere hans adfærd eller ved at udspørge ham. Man må straks fra analysens begyndelse medinddrage de samfundsmæssige forhold , der gør ham /hende til slave, ja, som konstituerer hele den eksisterende slaveøkonomi.

Der er tale om forhold, som han/hun ikke bare uden videre fra det ene øjeblik til det andet kan træde ud af. Ej heller kunne feudalbønderne eller den industrielle kapitalismes lønarbejdere ’bare’ vælge at være i en anden position, et andet sted eller i en anden tid.

Sådanne strukturelle forhold er i det givne øjeblik, ja, måske endda i en hel periode, ’objektive’ og ’nødvendige’, det vil sige, de er ikke bare fantasiprodukter eller vilkårlige ’diskursive artikulationer’ eller noget, man bare kan smyge af sig fra den ene dag til den anden.

Men på længere sigt kan de givne sociale forhold ændres. Det kan de, fordi de ikke er evige ’naturagtige’ forhold, men menneskabte forhold, frembragte gennem de forudgående generationers virksomhed.

Hvis man opfatter menneskeskabte forhold og indbyrdes menneskelige relationer som ’naturagtige’ gør man sig skyldig i en reifikation.[8]

Generation efter generation frembringer menneskene gennem deres samfundsmæssige praksis, det vil sige gennem deres økonomiske produktion, som i sig selv rummer elementer af både samarbejde og konflikt,[9] og gennem deres politiske og ideologiske kampe samfundsmæssige forhold (’strukturer’), som i den givne periode udgør ’objektive omstændigheder’ for hver ny generation, men som også omformes af disse, hvorved der fremkommer nye strukturer.[10]

Således var det netop hele tiden »individernes …adfærd som individer til hinanden, som skabte de bestående sociale forhold og til stadighed skaber disse.«[11]

Gennem denne vedvarende proces ændres verden uafladeligt og samtidig ændrer aktørerne derved også sig selv. Den ’menneskelige natur’ er selv socialt produceret og under stadig forvandling. [12]

Historien har, pointerede Marx videre, ikke noget iboende formål, der styrer udviklingens gang.[13]

»Historien er«, erklærer han, »ikke andet end de enkelte generationers rækkefølge, hvor hver generation udnytter de af alle de tidligere generationer efterladte materialer, kapitaler og produktivkræfter og således på den ene side fortsætter den overtagede virksomhed under helt andre former og på den anden side modificerer de gamle forhold med en helt forandret virksomhed«. [14]

Det kunne Elster eller Giddens ikke have sagt bedre.

Men Marx sagde det først, og han glemte, til forskel fra disse, ikke i al sin fremhævelse af betydningen af den menneskelige aktivitet de sociale strukturer.

Men Marx fastholdt imidlertid ikke altid konsekvent sit fokus på denne grunddialektik mellem Verhalten og Verhältnisse, mellem aktører og strukturer.

Spørgsmålet om forholdet mellem ’det historiske’ og ’det logiske’ i hans værk Kapitalen er velkendt og har tilbagevendende været diskuteret i traditionen efter ham.[15]

Althusser og Balibar f.eks. ville forkaste alle historiske elementer i Kapitalen, så der tilbage kun stod en ren struktur-analyse.

Mens E.P. Thompson omvendt mente, at Kapitalen var for lidt historisk, og at Marx til trods for sin kritik af den politiske økonomi dog forblev indfanget i dennes abstrakte a-historiske logik.

Jon Elster ville rense ud i Marx’ teori og gøre ham til en rational choice-teoretiker.[16]

Jeg vil derimod fastholde Marx på det forskningsprogram, som han selv eksplicit fremlagde i skrifter som Heilige Familie, Thesen über Feuerbach og Deutsche Ideologie, hvor han helt utvetydigt er anti-evolutionist og struktur/aktør-teoretiker. 

Det af Marx selv eksplicit formulerede forskningsprogram indebærer en struktur/aktør-analytisk tilgang, og det er anti-evolutionistisk og anti-teleologisk.

Men når han f.eks. i Forordet til 1. bind af Kapitalen taler om »tendenser som med jernhård nødvendighed arbejder sig igennem mod uundgåelige resultater« og at »det industrielt mere udviklede land viser de mere tilbageblevne lande et billede af deres egen fremtid«, og i samme binds afsnit om den kapitalistiske akkumulations historiske tendens erklærer, at »den kapitalistiske produktion med en naturproces’ nødvendighed fremkalder sin egen negation«, så ser jeg dette som udtryk for lejlighedsvise tilbagefald i en evolutionisme, en afvigelse fra hans eget forskningsprogram.[17]

Senere i sit liv skulle Marx da også igen, i forbindelse med sin intervention i den russiske diskussion, helt eksplicit give udtryk for en anti-evolutionistisk opfattelse.[18]

I virkeligheden kan man, mener den canadiske politolog George Comninel, identificere to forskellige historieopfattelser hos Marx.[19]

Marx var på den ene side dybt påvirket dels af franske liberalistiske historikere som Guizot, Mignet og Thierry, dels af den engelske klassiske politiske økonomis udviklingsforestilling, som udviklet hos Ferguson, Millar og Adam Smith.[20]

Karakteristisk for den liberalistiske udviklingsteori var forestillingen, om at samfundet udviklede sig drevet frem af befolkningspres, en fremadskridende arbejdsdeling og teknologiudvikling. Gennemgående i denne historieopfattelse var også en forestilling om, at udviklingen gennemgik flere faser, hos Adam Smith f.eks. jægersamfundet, nomadesamfundet, agrarsamfundet og ’commercial society’, hvor hver fase svarede til en bestemt ’mode of subsistence’, der igen udgjorde den pågældende fases basis for ideer og institutioner.[21]

Udviklingen kronedes ifølge denne faseteori med ’commercial society’, hvor de produktive samfundsklasser indgik som ligeværdige ’produktionsfaktorer’ i økonomien (: den politiske økonomis forestilling) og hvor eksistensen af repræsentative institutioner havde ujævnet forbigående opståede klasseforskelle (:de franske historikere).[22]

Det var også i den franske liberalistiske historieskrivning, man udviklede begrebet om den franske revolution som en ’borgerlig revolution’. [23]

Det er nu Comninells tese, at Marx i et vist omfang overtog den angivne liberalistiske udviklingsopfattelse.[24] Det gælder dens økonomiske determinisme, dens forestilling om arbejdsdelingens og teknologiens udvikling som udgørende dynamikken i historisk udvikling, dens klassebegreb samt endelig også forestillingen om den franske revolution som en ’borgerlig revolution’.

Hele denne liberalistiske historieopfattelse kom efter Comninell’s opfattelse først og fremmest til udtryk i Marx’ Den tyske Ideologi, med dens fokus på arbejdsdelingens og produktivkræfternes udvikling.[25] Opfattelsen dukker også frem i 1859-Forordets basis-overbygning konstruktion, samt dets fase-tese.[26]

Sideløbende hermed udviklede Marx imidlertid sin egen opfattelse.

Fra Parisermanuskripterne i 1844, over Filosofiens Elendighed, og Manifestet og frem gennem de modne værker, Grundrisse og Kapitalen udviklede Marx en hel anden historieopfattelse.

Fokus var her på etableringen og karakteren af forskellige udbytningsformer, udbytningsformer som konstitueres i hvert samfund og hver periode for sig.[27]

De ’sociale klasser er her ikke afledte af en abstrakt ’arbejdsdeling’ eller ’produktion’, men identificerede omkring de konkrete udbytningsrelationer, der er karakteristiske for hvert konkrete samfund. ’Klasserne’ er herunder ikke rene økonomiske kategorier, ’afledte’ af ’arbejdsdelingen’ og abstrakte ’økonomiske love’, men politisk-økonomiske udbytnings- og magtkategorier.[28]

Historien fremtræder ikke længere som en uundgåelig udvikling af faser, men blot som en række successive udbytningsformer. [29]

Heraf følger også, at man hver gang må begynde samfundsanalysen med at analysere den konkrete udbytningsform og de konstellationer af udbytnings- og magt relationer, der udkrystalliserer sig i det konkrete samfund på det pågældende tidspunkt.[30]

Og det er da også lige præcist den fremgangsmåde, Marx anbefaler.

Comninell citerer her Marx’ berømte udtalelse fra Kapitalens tredje bind, om at det er den specifikke form, hvorved ubetalt mer-arbejde pumpes ud af de direkte producenter, som afslører den skjulte basis for hele den sociale struktur. [31]

’Basis’ skal her forstås ikke som en tidløs ’økonomi’, men som den til enhver tid i det pågældende samfund konkrete konstellation af udbytningsrelationer og magtrelationerne omkring disse.

Nu kan man ganske vist anfægte Comninells tolkning af Den tyske Ideologi. Han har måske nok ret i, at man i værkets fokusering på produktivkræfternes og arbejdsdelingens udvikling kan spore indflydelsen fra den omtalte liberalistiske udviklingsopfattelse.

Men Comninell overser, at Marx samtidig i netop Den tyske Ideologi kritiserer alle spekulationer og abstrakte historiefilosofier og fremhæver betydningen af konkrete studier, at han her fremkommer med sine eksplicitte anti-evolutionistiske og anti-teleologiske forskningsprogram og, sidst, men ikke mindst, at han her, lige som i Teserne om Feuerbach udvikler sin struktur/aktør-teori.

De to historieopfattelser hos Marx brydes åbenbart helt ned i værket Den tyske Ideologi, men det er struktur/aktør-teorien, der er eksplicit og nyskabende, og også den. der giver sammenhæng i hele Marx’ teoretiske produktion og mellem hans forskning og hans politiske praksis.

Man kan endvidere reflektere videre over Comninells opfattelse af staten. Staten spiller, fremhæver han, generelt en vigtig rolle i udbytningsrelationerne.[32]

Under den franske revolution var staten tillige et objekt, idet kampen mellem forskellige klasser og fraktioner om poster i statsapparatet, statslige kontrakter og begunstigelser osv. spillede en vigtig rolle.

Det franske ’bourgeoisi’ i 1789 var ikke en kapitalist-klasse, men en klasse, der dels bestod af købmænd, dels af ikke-adelige jordbesiddere, samt af folk der var afhængige af poster i staten og statslige kontrakter. Dette sidste gjaldt også ’aristokratiet’.

Den franske revolution var derfor i høj grad en kamp internt mellem forskellige fraktioner af den ’herskende klasse’ om magten over statsapparatet, samtidig med at ’masserne’ i løbet af processen gjorde sig gældende på ukontrollabel måde.[33]

Det samlede forløb blev derved ganske komplekst og præget af klassemodsætninger og konflikter, men i en helt særegen konfiguration.

Den franske revolution var ikke en revolution, hvor et samlet kapitalistisk bourgeoisi rejste sig mod et lige så forenet feudalt aristokrati.

På det punkt har revisionisterne haft ret, men de har ikke ret i, at der så slet ikke var klasser og klassemodsætninger i den franske revolution.

Jeg skal ikke her gå ind i hele diskussionen om den franske revolutions karakter og Comninells bidrag til denne diskussion.[34]

Men jeg vil i forlængelse af den første del af hans ræsonnement om statens rolle i de konkrete udbytningsrelationer hævde, at staten selv kan være ikke blot den politiske magts centrale institution eller objekt for stridende interesser, men også i sig selv en ’herskende klasse’, et synspunkt jeg skal vende tilbage til om et øjeblik.

Man kan også til Comninells forsknings design indvende, at han opløser hele historien i en række helt unikke situationer.

Det må heroverfor være muligt at identificere nogle ’spor’ eller ’veje,’ som forskellige regioner i Europa har bevæget sig ad, idet man samtidig fastholder struktur/aktør-dialektikken gennem alle forløbene.

Det er vigtigt, som Brenner, Meiksins Wood, og Perry Anderson gør det, at fokusere på konkrete forløb og samtidig forsøge, ud fra de konkrete studier, at opstille nogle overordnede begreber og generalisationer, hvis man vel at mærke undgår til den anden side at falde over i en evolutionistisk position.

Comninells totale forkastelse af studier af arbejdsdelingens – den konkrete arbejdsdelings – udvikling forekommer også noget forhastet. Studier heraf kan faktisk også gives en kritisk drejning.[35]

Endvidere kan man ikke så let, som han gør det, underkende betydningen af produktivkræfternes udviklingsgrad. Disses udviklingsgrad sætter nogle grænser for hvad, der er muligt.

F.eks. kunne man i 1917 i Rusland, på grund af landets relativt tilbagestående økonomi, ikke bare ’indføre’ socialisme, og al tale herom var ideologi. Relationen mellem produktivkræfter og produktionsforhold er vigtig at fastholde. Men den analytiske risiko er den, at forholdet mellem produktivkraftudikling og produktionsforhold let bliver opfattet som en evolutionistisk skematik, en fare som en Neil Davidson er opmærksom på i sit fremragende værk om revolutioner og som han heldigt søger at tackle. [36]

Comninell har nok ret i, at der vitterlig er to forskellige historieopfattelser, der brydes i Marx’ samlede teoretiske produktion, og han har også ret i, at tesen om produktivkræfternes automatiske udvikling gennem historien som hoveddrivkraften må forkastes til fordel for tesen om betydningen af successive konkrete udbytnings- og magtforhold. Men kan man helt så kategorisk, som han gør det, forkaste teorien om dialektiken mellem produktivkræfter og produktionsforhold? Det modstende svar og forsøg findes her hos Neil Davidson.

Comninell sætter imidlertid unægtelig et vigtigt fokus på ’klasser’ og ’udbytning’, og som konkrete struktur/aktør-forhold vel at mærke. Dette fokus og denne opfattelse, som han deler med Marx selv og en række neo-marxistiske teoretikere – som E.P. Thompson, Perry Anderson, Robert Brenner, Meiksins Wood, De Ste. Croix og Eric Olin Wright – adskiller sig radikalt fra andre klassebegreber.

Marx er nemlig hverken den eneste eller den første, der taler om ’sociale klasser’ og opererer med dette begreb som centralt i sine analyser.

Klasse-begrebet har været udbredt i også den liberalistiske og den konservative samfundstænkning.

Det har spillet en vigtig rolle hos i øvrigt vidt forskellige teoretikere som f.eks. Adam Ferguson, John Millar, Adam Smith, David Ricardo, John Stuart Mill, Francois Guizot, Francois Mignet, Augustin Thierry, Alexis de Tocqueville og Max Weber.[37]

Marx gør da også selv eksplicit opmærksom på sin intellektuelle gæld til såvel den klassiske politiske økonomi som den franske historieskrivning hvad angår klasseteorien.[38]

Også i nutiden opererer mange ikke-marxistiske teoretikere – som f.eks. S.M. Lipset, Gregory M. Luebbert, Dietrich Ruschemeyer, John Goldthorpe, David Lockwood, Frank Parkin og Ralph Dahrendorf – med et klassebegreb af en eller anden slags.[39]

Dette betyder også, at der findes mange forskellige klassebegreber og tilgange til studiet af klasserelationer.[40]

I den Parsons inspirerede sociologi vil klasser f.eks. typisk være opfattet som positioner i status-hierarkiet.[41]

Webersk inspirerede sociologer vil fokusere på forskellige gruppers ’livschancer’ på markedet.[42]

I især den amerikanske sociologi har man ofte opereret med et begreb om klasser som subjektive positioner afdækket i interview-undersøgelser gennem en såkaldt ’self-rating’.

Endelig vil de officielle statistikker som regel operere med et begreb om klasser forstået som erhvervsgrupper eller som indkomstgrupper.[43]

Marx' og den marxistiske traditions klassebegreb er anderledes end de her angivne. Megen kritik af Marx' klasseteori bygger som tidligere påpeget på en fejltolkning af hans teori, en fejltolkning, som kommer i stand ved, at man i teorien indlæser et andet klassebegreb end det, han faktisk opererer med, typisk et snævert økonomisk begreb.

Det hele bliver endelig yderligere kompliceret ved, at der også er forskellige opfattelser internt i den marxistiske tradition.[44]

Vi så hvorledes Giddens kritik af Marx blandt andet kom i stand ved, at han uden videre tildelte Marx et rent økonomisk klassebegreb.

Det er tydeligvis nødvendigt at præcisere den vigtige forskel mellem Marx’ og Webers klassebegreber.

Store dele af den nyere diskussion kører skævt, fordi man ikke sondrer mellem disse to forskellige klassebegreber.

En ’social klasse’ er for Weber en gruppe mennesker, som er i samme ’klasse-situation’.[45] En ’klasse-situation’ definerer han igen som »den typiske chance for, at en given tilstand af forsyning med goder, af ydre livsbetingelser og af subjektiv tilfredsstillelse eller frustration vil foreligge hos et individ eller en gruppe«.

Weber relaterer udtrykkeligt klasserne til markedsituationer. Hans klassebegreb er snævert økonomisk og fokuserer på spørgsmålet om fordeling af goder, livschancer etc. på markedet.

Han afviser udtrykkeligt at opfatte f.eks. oldtidens slaver og middelalderens fæstebønder som ’klasser’.[46]

Weber råder imidlertid i to henseender bod på det økonomistisk indsnævrede og tilsyneladende så enkle klassebegreb.

For det første komplicerer han yderligere sin klasseopfattelse ved at opstille en sondring mellem ’besiddelsesklasser’ og ’erhvervsklasser’ og mellem forskellige underkategorier af hver af disse, hvorved han ender op med en meget kompleks og nuanceret model.[47]

Dertil kommer, for det andet, at Weber indføjer og hele tiden opererer med to yderligere stratifikationsdimensioner.

Ud over den økonomiske dimension – og det dertil hørende økonomiske eller klasse-hierarki – arbejder han i sine analyser med status-dimensionen og det dertil hørende status-hierarki samt med den politiske dimension og magthierarkiet.[48]

Derved når han frem til et samlet analytisk apparat, som muliggør såvel højst nuancerede analyser af eksisterende samfund som af udviklingsprocesser.

Webersk inspirerede analyser og teorier vil netop typisk forsøge at indfange og analysere det komplekse spil mellem forskellige dimensioner og faktorer.[49]

Vi støder her frem til forestillingen om Webers og den weberske traditions angivelige og ofte fremhævede større analytiske bredde og nuanceringer sammenlignet med Marx og marxismens angivelige ’ensidige’ optagethed af ’økonomiske forhold’.[50]

Sammenligningen og nedvurderingen af Marx hviler imidlertid på et optisk bedrag, som opstår, fordi man tilskriver Marx et lige så snævert økonomisk klassebegreb, som det Weber opererer med.

Deraf følger igen påstanden om et behov for at supplere Marx ensidige ’økonomiske analyser’ med en analyse af også politiske, kulturelle etc. dimensioner.

Men Marx behøver ikke i sine analyser at indføre supplerende dimensioner såsom statusdimensionen og den politiske dimension eller en ideologisk-kulturel dimension.

Marx opererer nemlig med et sociologisk økonomibegreb og et bredt og flerdimensionalt begreb om ’produktionsforhold’.[51]

Og tilsvarende opererer han også med et bredt og flerdimensionalt klassebegreb, hvori indgår ikke blot økonomiske elementer og relationer i snæver forstand, men også magtrelationer, ideologiske relationer etc..

Hvor Webers klassebegreb er snævert økonomisk, der er Marx' klassebegreb bredt og flerdimensionalt. Hvor Weber med sit klassebegreb fokuserer på markedssituationer, der fokuserer Marx med sit begreb på produktion og produktionsforhold. Og hvor Weber lægger vægt på spørgsmålet om ulige fordeling af goder og livsbetingelser mellem forskellige individer og grupper, der retter Marx sit analytiske fokus mod spørgsmålet om dominans og udbytning.

Derfor kan Marx også opfatte antikkens slaver og middelalderens fæstebønder som sociale klasser, hvor de for Weber ikke var klasser, men stænder.

I det hele taget bliver det nu noget mere forståeligt, hvorfor Marx kan tale om »historien som en klassekampenes historie« og med sin brede pensel male følgende billede:

»Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampenes historie. Fri mand og slave, patricier og plebejer, baron og livegen, lavsmester og svend, kort sagt: undertrykkere og undertrykte har stået i stadig modsætning til hinanden, har – snart skjult, snart åbenlyst – ført en uafbrudt kamp, en kamp, der hver gang er endt med en revolutionær omformning af hele samfundet eller med de kæmpende klassers fælles undergang«[52]

Enhver weberiansk sociolog ville ryste på hovedet over denne opremsning. Adskillige af de eksempler som Marx angiver, ville Weber opfatte som stænder eller statusgrupper, ikke som klasser.

Men i Marx teoretiske univers med de brede og multidimensionale begreber om produktionsforhold og klasser, som han anvender, giver det mening.

Marx' klassebegreb og hans teori om klasser og klassekamp fokuserer på kampen om det samfundsmæssige ’merprodukt’: I ethvert samfund, der befinder sig over det nøgne eksistensminimum, fremkommer der, pointerer Marx, et ’merprodukt’ forstået som den del af det samlede sociale produkt, der overstiger det, der kræves for at holde det pågældende samfunds medlemmer i live.

Marx taler her om ’det nødvendige produkt’.[53] Man kan kun tale om fremkomsten af et ’merprodukt’, når et samfund befinder sig over et eksistensminimum.

I alle samfund over dette niveau kan man identificere et ’merprodukt’. Det er altså ikke særegent for kapitalismen, at der fremkommer et merprodukt.

Det, der er særegent for kapitalismen, er for det første det forhold, at det samfundsmæssige merprodukt under kapitalismen, som er den mest dynamiske produktionsmåde hidtil i historien, er blevet voldsomt forøget sammenlignet med alle hidtidige samfund og produktionsmåder, og at det til stadighed forøges i eksplosivt tempo: Kapitalismen har for alvor udviklet det samfundsmæssige arbejdes produktive kraft og har her skabt helt anderledes underværker end »ægyptiske pyramider, romerske vandledninger og gotiske katedraler«.[54]

I Marx’ forståelse af kapitalisme er teorien om merprodukt, udbytning og klasser central.

I processerne af udbytning og undertrykkelse indgår også staten, ikke blot som medspiller, ej heller blot som et bytte for stridende klasser og eliter, men også undertiden som en selvstændig faktor, herunder som en i sig selv herskende klasse.

Jeg vil imidlertid hævde, at ikke blot spiller staten, som fremhævet af Brenner, Comninell, Meiksins Wood og Perry Anderson, en vigtig, om end varierende, rolle ved selve udpresningen og overførelsen af merproduktet i et samfund.

Staten har tillige ofte selv være en ’herskende klasse’. Ja, den ’herskende klasse’ i nogle af de første store organiserede samfund i historien var faktisk en klasse af præster, bureaukrater og krigere, altså ’staten’.

I middelalderens europæiske feudalsamfund var stat og herskende klasse, som påpeget af Robert Brenner, nærmest sammenfaldende.

Også senere i historien har ’staten’ i høj grad, som overbevisende påvist af Charles Tilly, som led i de fortløbende statsbygningsprocesser vedvarende udpresset ressourcer fra modvillige befolkninger.[55]

I Rusland har denne statens position som ikke blot det politiske magtapparat, men også som en ’herskende klasse’ været fremtrædende både i landets historiske udvikling og senere i Stalins Rusland.[56]

Den her fremførte opfattelse af statens karakter og rolle indebærer en udvidelse i forhold til Marx’ teori, men er dog ikke helt uden grundlag i denne. [57]

Man kan altså, mener jeg, gøre mere eksplicit en teori, som ligger i svøb hos Marx: Staten har historien igennem ikke blot været involveret i de sociale konflikter og støttet og opretholdt herskende klassers og eliters dominans over og udbytning af de lavere sociale klasser og lag samt i det hele taget bistået ved den fundamentale udtrækning af merproduktet (: dette er den sunde grundindsigt i klassestatsopfattelsen), men staten har tillige været en autonom faktor, og stat og krige har spillet en vigtig og selvstændig rolle i statsbygningen og i den videre samfundsudvikling.

Ikke blot kapitalismen, men også statslige eliters bestræbelser på, under internationalt pres, at udvikle statsbygningen og ressourcegrundlaget herfor, har f.eks. været med til at drive den økonomiske udvikling fremad.

Staten har også, om end i varierende grad, spillet en helt selvstændig rolle i forhold til de øvrige sociale aktører. Endelig, sidst men ikke mindst, så har staten, set i forhold til den fundamentale udtrækning af merproduktet i ethvert samfund, historien igennem selv været en ’herskende klasse’, en tese vi kan finde tilløb til hos Marx og Engels, men som jeg altså generaliserer.

Statens selvstændighed har på den anden side naturligvis aldrig kunnet være så stærk, at det pågældende samfunds ’systemintegration’ kom i fare (’systemintegration i en Lockwood’sk, ikke i en Giddens-forstand, vel at mærke).[58]

Men det omvendte er selvfølgelig også tilfældet: den økonomiske virksomhed kan aldrig frigøre sig så meget fra det øvrige samfund, at dette bryder sammen. Såvel politik som økonomi opererer under systemintegrationens betingelser.

For det andet gælder det fundamentale, at alle disse aktiviteter i ethvert samfund har hvilet og hviler på en sokkel af merproduktskabelse og udtrækning, ’sokkel’ forstået som et altid historisk-konkret kompleks af socio-økonomiske, politiske og ideologiske struktur/aktør-relationer, og at såvel staten som de øvrige ’herskende klasser’ til en begyndelse må forstås ud fra deres deltagelse i denne proces.

Men analysen kan ikke standse her. Staten og de sociale klasser må også forstås ud fra deres løbende ageren i de faktiske historiske processer. De faktiske historiske udviklingsforløb og statens og de sociale klassers roller her må studeres netop historisk-konkret uden a priori forudfattede konklusioner om de faktiske kausalsammenhænge.

2. Marxismen som forskningsprogram i traditionen efter Marx

Videnskabsteoretisk kan man opfatte den historiske materialisme ikke som en én gang for alle færdig teori, men som et dynamisk ‘forskningsprogram’ under stadig udvikling og forandring.

Begyndelsen til etableringen af forskningsprogrammet blev lagt af Marx selv og efterfulgt i en række konkret relaterede teoriudviklingsforsøg i traditionen efter ham. Som forskningsanstrengelse betragtet kan vi nemlig anskue Marx’ teoretiske indsats samt traditionen efter ham som et forskningsprogram i den ungarsk-engelske videnskabsteoretiker Imre Lakatos’ forstand.[59]

Et ‘forskningsprogram’ rummer typisk en kerne af grundteser, grundbegreber og grundspørgsmål samt et omgivende ‘bælte’ af nye problemformuleringer, hypoteser, teorier, begrebskonstruktioner og forudsigelser.

Medens kernen i et forskningsprogram typisk søges fastholdt, er bæltet under stadig udvikling og forandring. Dette gælder for alle forskningsprogrammer.

Et forskningsprogram rummer mange teorier. Teorier optræder i bundter indgående i et forskningsprogram. En teori søger at forklare, et forskningsprogram inspirerer og anviser en tilgang. En teori kan bekræftes eller blive forkastet, et forskningsprogram må derimod bedømmes på, om det er frugtbart.

Et forskningsprogram er ‘progressivt’ i Lakatos’ forstand, hvis det formår at analysere nye problemstillinger og fremkomme med forudsigelser, hvoraf i hvert fald nogle viser sig at være korrekte.

‘Marxismen’ kan opfattes som et sådant forskningsprogram med en forholdsvis fast kerne af grundantagelser, grundbegreber og grundspørgsmål og et omgivende bælte under stadig udvikling, idet nye problemstillinger bliver taget op, og teorier bliver fremført, forkastet, modificeret eller opretholdt.

Som forskningsprogram opererer marxismen med en række grundantagelser, f.eks. den af Marx formulerede, at merproduktskabelse og -udtrækning er enhver samfundsformations grundlag. Herskende klasser, eliter, militær, bureaukrati, præsteskab og kultur – alt dette hviler på fremkomsten af et samfundsmæssigt merprodukt.

Marx’ forslag er her, at vi får en nøgle til forståelse af enhver samfundsformation ved at se på, hvorledes det samfundsmæssige merprodukt fremkommer, hvorledes det overdrages, og hvem der bestemmer over dets videre anvendelse.[60]

Marx’ historiske materialisme var historisk sociologisk og flerdimensional. Men heller ikke traditionen efter Marx var helt så entydigt økonomisk deterministisk som ofte angivet. Inspireret af kernen i det af Marx’ udviklede forskningsprogram har generationer af teoretikere og aktivister efter ham søgt at udvikle ‘marxismen’.

Alt efter tid og sted har man fokuseret på problemer, der dukker op i den faktiske samfundsmæssige og politiske proces. Forskningsprogrammets ydre bælte har herunder været under stadig bevægelse og forandring.

De fortløbende forsøg på teorijusteringer og gentagne forsøg på nytænkning har – inden for paradigmets overordnede ramme – været drevet frem af nye problemer og sammenhænge, der åbnede sig for den kæmpende bevægelse.

Teori og ‘samfundsomvæltende praksis’ var sammenhængende.[61]

Allerede teoretikerne i generationen lige efter Marx søgte at tackle problemer i kapitalismens videre udvikling i det kontinentale Europas mest dynamiske og samtidig komplekse samfund og spørgsmålet om arbejderbevægelsens muligheder og rolle her (Kautsky, Bernstein, Rosa Luxemburg).[62]

Ovre i Rusland søgte man samtidig at forholde sig til landets komplicerede udviklingsproblematik samt udvikle en slagkraftig og politisk vejledende teori herom (Plekhanov, Martov, Lenin, Trotskij).[63]

Endelig blev marxisterne i det broget sammensatte østrig-ungarske dobbeltmonarki tvunget til at sætte sig ind i og udvikle en teori om den komplicerede nationalitetsproblematik (Karl Renner, Otto Bauer).[64]

Alt imens blev en række af generationens førende teoretikere optaget af spørgsmålet om en periode af kommende skærpede sociale og politiske konflikter både nationalt og internationalt, af truende katastrofe, krig og revolution.

Det var de klassiske imperialismeteoriers periode (Rudolf Hilferding, Rosa Luxemburg, Nicolaj Bukharin, V.I. Lenin).[65]

I de skæbnesvangre mellemkrigsår forløb den marxistiske teoriudvikling ad tre spor.

Én gruppe af marxister forsøgte teoretisk at tackle det nye fænomen fascismen (Gaetano Salvemini, Antonio Gramsci, Angelo Tasca, Otto Bauer, August Thalheimer, Franz Neumann).[66]

En anden gruppe af kritiske marxister søgte parallelt med, at den statsofficielle ‘marxisme’ i Sovjetunionen blev forvandlet til en stalinistisk ideologi, at udvikle en marxistisk inspireret kritik af den selvsamme stalinisme, en bestræbelse der er forsøgt fortsat helt ind i nutiden (Otto Bauer, Karl Kautsky, Rosa Luxemburg, Leon Trotskij, Roy Medvedev, Isaac Deutscher, Moshe Lewin, Boris Kagarlitskij, Antonio Carlo, Tony Cliff, Resnick og Wolff, Rogovin o.a.).[67]

Endelig forsøgte både dengang og siden en stor gruppe marxister at analysere og teoretisere den udviklede kapitalismes kultur og hegemoni (Georg Lukács, Antonio Gramsci, Frankfurterskolen og i nutiden teoretikere som f.eks. David Harvey og Slavoj Žižek).[68]

I vores aktuelle verden har en række kritiske marxister under forskningsprogrammets inspiration og følgende den samfundskritiske tradition op søgt at analysere og teoretisere den nutidige samfundsmæssige og politiske virkelighed i et totalitetsperspektiv, i ens tilblivelse og forandring og ud fra en kritisk stillingtagen til helheden (som f.eks. Perry Anderson, Giovanni Arrighi, Bastiaan van Apeldoorn, Robert Brenner, Alex Callinicos, Neil Davidson, Stephen Gill, David Harvey, Eric Hobsbawm, Boris Kagarlitskij, Ellen Meiksins Wood, James Petras, Kees van der Pijl, Resnick og Wolff, Immanuel Wallerstein, Eric Olin Wright, Slavoj Žižek og mange andre).[69]

‘Marxismen’ udgør således i henseende til samfundsanalysen en lang tradition i stadig udvikling og forandring og rummende mange teorier.

Hver generation af teoretikere og aktivister har inspireret af forskningsprogrammets grundteser og spørgsmål og under anvendelse af dets grundbegreber tacklet nye problemer, som rejste sig i den faktiske historiske udvikling.

Marxismen har været og er et ‘progressivt forskningsprogram’ i Imre Lakatos’ forstand, fordi det løbende har kunnet opfange og analysere nye problemer, formulere problemløsninger og til stadighed er fremkommet med forudsigelser, hvoraf i hvert fald en del er blevet bekræftede.

Andre er – som i alle forskningsprogrammer – slået fejl. Hidtidige teorier er blevet omformet, modificeret eller erstattet af nye teorier. Nogle teorier er under indtryk og pres af andre eller nye omstændigheder blevet forkastet, andre bekræftet og atter andre er til stadig debat.[70]

Heraf følger også den sikkert for mange overraskende, og for nogle måske også ubehagelige, konklusion, at der ikke findes nogen enkelt ‘rigtig’ marxistisk teori, Teorien, men tværtimod et mylder af teorier, udviklet under forskellige konkrete omstændigheder og ofte med vægt på snart det ene, snart det andet element i forskningsprogrammets fælles kerne.

Som forskningsanstrengelse rummer marxismen et bundt af grundantagelser, grundbegreber og en tilgang, men mange og skiftende teorier. Dette er også den grundlæggende fejltagelse i Neil Davidsons ellers så imponerende værk. [71]  Han mener tydeligvis, at der er én ‘rigtig’ marxistisk revolutionsteori, og kritiserer herudfra f.eks. både ‘de politiske marxister’ (Robert Brenner, George Comninel og Ellen Meiksins Wood) og ‘verdenssystemteoretikerne’ (Immanuel Wallerstein). Men det, det drejer sig om her, er det grundforhold, at de forskellige teoretikere aktiverer det ene eller det andet element i forskningsprogrammets kerne og i øvrigt derefter kommer med forskellige bud og udvikler forskellige teorier, hvilket samlet set kun kan være en berigelse for den fortsatte diskussion og forståelse. Ser man på marxismen som en levende forskningstradition i stadig udvikling og forandring er det pluraliteten af teorier, der er påfaldende. Dette gælder i endnu højere grad den politiske orientering. Som politisk tradition har ’marxismen’ som bekendt været splittet i vidt forskellige retninger.[72]

Forskellige ‘forskningsprogrammer’ eller ‘paradigmer’ adskiller sig fra hinanden ved fokus og tilgang. Hvor for eksempel den liberalistiske mainstream forestillede sig en stadig fremadskridende civilisationsudvikling, analyserede fremtrædende marxistiske teoretikere op til og under 1. verdenskrig periodens karakter som en proces af konvulsioner, katastrofer, krig og revolution.

Hvor liberalismen stod uforstående over for fascismens civilisationsbrud og i sit senere forløb greb til totalitarismeteoriernes enkle postulater, udviklede marxistiske teoretikere fra et tidligt tidspunkt komplekse analyser af dette nye fænomen.

Hvor den liberalistiske traditions teoretikere så den russiske udvikling som blot en lineær udvikling fra en (forkert) idé, der analyserede en stribe af marxistiske teoretikere den dybe russiske udviklingsproblematik, revolutionen som et produkt af krig og global udvikling samt den komplekse staliniseringsproces i Rusland som et produkt af alle disse forhold samt de mislykkede revolutioner i vest.

Og hvor nutidige marxister udvikler kritisk perspektiverede analyser af den globale kapitalismes og det statslige og internationale hegemoniske systems karakter og krisetendenser, der taler den liberalistiske traditions mainstream om ‘historiens afslutning’, ‘det internationale samfund’ og ‘humanitær aktion’, eller filosoferer abstrakt om ‘rettigheder’, ‘frihed’ og ‘retfærdighed’.

3. Struktur/aktør som problem i analysen af den udviklede og altgennemtrængende kapitalisme - kapitalanalysens aktualitet

I takt med kapitalismens udvikling og i dag så altgennemtrængende kraft er specielt Marx’ kapitalismeanalyse så igen blevet opdaget som påtrængende nødvendig for en forståelse af verden i den reelle subsumptions tidsalder. Kapitalanalysen står ikke i et modsætningsforhold til den generelle historiske materialisme, således som en Hans Jørgen Schanz i sin tid postulerede det.[73] Den repræsenterer den specifikke historisk konkrete analyse af den udviklede kapitalisme inspireret af den generelle indsigt i struktur-aktør dialektikken, men på én gang muliggjort og nødvendiggjort af kapitalismens faktiske og særegne udvikling.

Men heller ikke kapitalanalysen er dog uden problemer. Det teoretiske hovedproblem i de marxistiske kapitalanalyser er spørgsmålet om forholdet mellem den abstrakte kapitalanalyse og de løbende historisk-konkrete analyser.[74]

Et dermed forbundet videre problem er netop spørgsmålet om relationen struktur/aktør. Man må undgå, at kapitalisme analysen bliver til en fremstilling af lovmæssigheder, der arbejder sig igennem mod et uundgåeligt resultat, og hvor aktørerne reduceres til blot ’agenter’ i udfoldelsen af en ren kapitallogik.[75]

Spørgsmålet om forholdet mellem ’det historiske’ og ’det logiske’ i Marx’ Kapitalen er da også velkendt og har tilbagevendende været diskuteret i traditionen efter ham.[76]

Althusser og Balibar f.eks. ville forkaste alle historiske elementer i Kapitalen, så der kun stod en ren struktur-analyse tilbage.

E.P. Thompson mente omvendt, at Kapitalen var for lidt historisk, og at Marx til trods for sin kritik af den politiske økonomi forblev indfanget i dennes abstrakte ahistoriske logik.

Jon Elster ville rense ud i Marx’ teori og gøre ham til en rational choice-teoretiker.[77]

Jeg vil derimod fastholde Marx på det forskningsprogram, han selv eksplicit fremlagde i skrifter som Die heilige Familie, Thesen über Feuerbach og Die deutsche Ideologie, hvor han helt utvetydigt er anti-evolutionist og struktur‒aktør-teoretiker.[78]

Samtidig har i den nyere diskussion teoretikere som Werner Bonefeld, Michael Heinrich, Alex Callinicos, David Harvey og Antonio Negri videreført hele struktur/aktør-diskussionen, som den rejser sig i den specifikke kontekst af udviklet og altgennemtrængende kapitalisme.[79]

Vi kan slutte med et vigtigt, om end ingenlunde uproblematisk, nyere bidrag til den fortløbende debat.

Den italienske teoretiker og aktivist Antonio Negri læser først og fremmest Marx’ Kapitalen politisk, en læsning som er inspireret af Marx’ egen fremstilling og analyse i Grundrisse, hvor den aktivistiske, politiske tendens hos Marx træder langt tydeligere frem end i Kapitalen.[80]

Problemet med Kapitalen er ifølge Negri, at den er for ‘objektivistisk’. Den fremstår som en analyse og en fremstilling af kapitalismens ‘økonomiske lovmæssigheder’, medens Grundrisse omvendt netop åbner for en indsigt i kapitalens udvikling som en stadigt fortløbende kamp mellem to antagonistiske subjekter om merproduktet og herredømmet over dette.[81]

Den såkaldte ‘lov om profitratens fald’, der har spillet så stor en rolle i den marxistiske traditions analyser af kapitalismen, er i virkeligheden ikke, siger han, en lov, men et magtforhold under løbende forandring.[82]

Kapitalismens historie er en historie om kamp og kampcykler, og ‘værdi’ er ikke blot et produkt af menneskeligt arbejde, som det fremtræder under kapitalismens sociale forhold, men udtryk for et magtforhold.

Negri analyserer også den moderne arbejderklasses forvandling.

Det klassiske industriarbejderproletariats centrale rolle er et forbipasseret stadium. ‘Proletariatet’ har gennemgået en rekompositionsproces og omfatter i nutiden langt videre lag.

Også det ‘immaterielle arbejde’ er herunder blevet underlagt kapitalismens udbytning og normer for produktion og reproduktion.[83]

Proletariatet er i dag en umådelig mængde, en ‘multitude’ af skabende og revolterende subjekter.[84] Underkastelsen under kapitalen er efterhånden universel, spændende over alle samfundsområder.

Industrikapitalismens ‘reelle subsumption’ går i spænd med den klassiske ‘formelle subsumption’, idet der dog under ‘postmodernismens’ vilkår sker en stadig forskydning over i retning af ‘reel subsumption’.

Kapitalismen opererer i stigende grad overalt på ‘sit eget terræn’, idet alle samfundsområder efterhånden er blevet underkastet kapitalen.[85] Hele processen er understøttet af statsmagten.[86]

Staten er ikke neutral, men indgår i den samlede proces af undertrykkelse og udbytning, eller rettere sagt: Kapital og stat er et sammenhængende netværk af nationale og globale organismer uden et enkelt centrum. Suveræniteten har antaget en ny form, ‘Imperiet’.[87]

Men dette betyder omvendt også, at ‘modstanden’ er overalt. Imperiet kan angribes fra mange punkter.[88] Multitudens skabende kraft reorganiserer derved Imperiets komplekse processer og skaber et kontraimperium.[89]

I denne proces ophæves udbytningen og arbejderne ‘revaloriserer’ sig selv. »Communism is the destruction of exploitation and the emancipation of living labor«.[90]

Den postmoderne ‘modstand’ udfolder sig uafhængigt af og ofte endda i opposition til arbejderbevægelses traditionelle partier, der var adækvate for den industrielle kapitalismes vilkår, men ikke anvendelige former i den nutidige kapitalismes verden.

De moderne partier er endvidere blevet integreret i statsapparatet.[91] De kan ikke længere fungere som transmissionsbælter for folkelig modstand og protest, »they are shabby machines of mystification«.[92]

Den reelle subsumption har bredt sig over et vidt felt af samfundsmæssige områder, ikke blot klassiske industriområder, men inden for undervisning, sundhedsvæsen, kulturliv og servicefag, og omfattende såvel materielt som immaterielt arbejde har kapitalismens disciplinerende og udbyttende kraft underlagt sig den menneskelige aktivitet.

Den kapitalistiske arbejdsdeling er endvidere i dag så udviklet, at én gigantisk ‘collective worker’ eller ‘Gesamtarbeiter’, som Marx kaldte det, til stadighed frembringer den merværdi, der løbende absorberes af en gigantisk ‘Gesamtkapitalist’, det moderne økonomisk-politisk-militære kompleks.[93]

Modstand og protester blev mere langtrukne og intensiverede i og med massepolitikkens historiske udvikling og kapitalismens stadigt øgede gennemslagskraft.

Negri yder et vigtigt bidrag til analysen af modstandens karakter og former i ‘den reelle subsumtions’ tidsalder. Hans analyse af det moderne ‘proletariat’ og den moderne kapitalisme/stat (Imperiet) er vigtig, men den har, som man ville have udtrykt det i den klassiske diskussion, en ‘økonomistisk’ slagside.[94]

Negris analyse af partiernes forvandling og nutidige funktion er tankevækkende. Men hans afvisning af enhver form for partiorganisering er for kategorisk og præget af hans specielle italienske erfaringer.

Set i det lange historiske perspektiv er Negris konklusion her ikke helt overbevisende: Det store spring fremad i de sociale revolters lange historie bestod netop i kombinationen af den nye massedeltagelse og den fremadskridende samling og organisation.

Det betyder også, at problemet med relationen mellem spontanitet og bevidsthed består. Det er ikke løst, som Negri tror det.

Den nyere diskussion tumler, kan man sige, videre med struktur/aktør-problematikken, men i dennes specifikke udfoldelse i den udviklede kapitalisme.

Samtidig støder den frem til den klassiske traditions optagethed af forholdet mellem bevidsthed og spontanitet og mellem teori og praksis.

Curt Sørensen er professor emiritus ved Aarhus Universitet.

Artiklen er lettere redigeret uddrag af Curt Sørensens trebindsværk: Stat, nation, klasse, Forlaget Frydenlund 2012-14