Boganmeldelse - SøndagsModkraft 4. november 2017

PETER ØVIG KNUDSEN: DE BESATTE. FORLAGET GULDBJERG. 699 SIDER.

Endelig kom Peter Øvig Knudsens længe ventede bog om 1980ernes københavnske BZ-bevægelse, som det er mig en fornøjelse at anmelde her.

Dengang i 1980erne havde jeg selv min gang på venstrefløjen, og jeg vil ikke nægte, at jeg til tider var fascineret og fristet af de oprørske BZ’ere. Men når man kommer helt tæt på, som vi nu gør i Peter Øvigs De besatte, så er jeg kun glad for, at jeg holdt mig på sikker afstand af bevægelsen. Jeg vil ikke afsløre selve handlingen her, men i stedet fremhæve BZ-bogens klare relevans: Dens medrivende men samtidigt tankevækkende fortælling om endnu en radikal dansk gruppe, hvis oprør mod samfundet var både unødvendig og udsigtsløs.

Trods gode intentioner, idealismen og de mange anstrengelser, så fik BZ’erne jo aldrig skabt noget holdbart alternativ til ”systemet”, som de konsekvent kaldte det etablerede samfund. Livet som BZ’er var sjovt, spændende og lærerigt, fortæller nogle af de tidligere BZ’ere, der er interviewet i Øvigs bog. Men mens det for nogle blev en selvudviklende tid, så blev det for andre alkoholafhængighed, stofmisbrug, paranoia, nedtur og selvmord uden, at BZ-miljøet formåede at hjælpe dem, de havde ført med over grænsen til lovløsheden og anarkiet. De eneste BZ’ere, der fik noget ud af det, var dem, der havde en sjov tid og lærte noget, som de kunne omsætte til personlige kompetencer, da de vendte tilbage til det samfund, som de ellers havde bekæmpet. Det er i hvert fald det samlede indtryk, man sidder tilbage med efter endt læsning af Peter Øvigs De besatte.

”Denne anmelder er helt enig: Hvis man som venstreorienteret militant ikke angrer og fortryder og når frem til det, som er Peter Øvigs synsvinkel, så er man faktisk slet ikke i stand til at reflektere”

Øvigs bog viser ikke bare, at BZ’ernes oprør var udsigtsløs. Bogen viser også, hvordan BZ’erne åbnede for mørke og selvdestruktive kræfter, da de begav sig ind på den politiske volds blinde vej. Den vej betød, at bevægelsen, der ellers var kendt for humor, åbenhed og eksperimenteren, blev præget af en streng intern social kontrol samtidigt med, at mange BZ’ere udviklede sig til indelukkede og dialogfjendske revolutionsromantikere, der var rent ud sagt paranoide i deres syn på det omgivende samfund.

Her er det ærgerligt, at en del BZ’ere har afvist at medvirke i De besatte. Måske fordi de stadig ikke har indset, hvor forkert det var, at retfærdiggøre deres vold og vandalisme med forhold ude i verden, der lå langt væk fra det danske demokrati, som BZ’erne selv levede i. Kun en enkelt tidligere BZ’er tager i bogen klart afstand fra BZ-volden. Om denne BZ’er fremhæver Øvig, ”at han i langt højere grad end de øvrige kernemedlemmer af gruppen – måske som den eneste – har tilladt sig en dyberegående refleksion og selverkendelse omkring de voldsomme begivenheder” [sådan skriver Øvig i sin bog, Nakkeskuddet, 2014, s. 145, om Bo Weimann fra Blekingegadegruppen]. På det punkt er denne anmelder helt enig: Hvis man som venstreorienteret militant ikke angrer og fortryder og når frem til det, som er Peter Øvigs synsvinkel, så er man faktisk slet ikke i stand til at reflektere.

BZ’ernes historie kan naturligvis fortælles på flere måder, og i forordet til BZ-bogen gør Peter Øvig selv opmærksom på, at det er ham, der ”har foretaget de mange valg, der får historien til at fremstå, netop som den gør” [sådan beskriver Øvig sin metode i Blekingegadebanden, bd. 1, 2007, s. 9].

”Helt ligesom Peter Øvigs bøger om Blekingegadebanden og hippierne, så illustrerer hans BZ-bog tydeligt, at modstand og oprør i Danmark hver gang ender i nederlag og fiasko”

Øvig skriver det ikke selv direkte, men den følgende morale står ligesom mellem linjerne i De besatte. Fortællingen om BZ viser os endnu en gang, hvordan det går, når man misforstår situationen og foranstalter et radikalt oprør i det trods alt demokratiske danske samfund. For helt ligesom Peter Øvigs bøger om Blekingegadebanden og hippierne, så illustrerer hans BZ-bog tydeligt, at modstand og oprør i Danmark hver gang ender i nederlag og fiasko. Og man kan kun håbe, at de unge, der på det seneste har protesteret så voldsomt mod den såkaldte klimamassakre, får læst Peter Øvigs nye bog før det er for sent.

De uroligheder, vi ser i København lige nu, kan på ingen måde retfærdiggøres med regeringens ganske vist kritisable hemmeligholdelse af danske soldaters drab på klimaflygtningene. Det kan heller ikke retfærdiggøres med det københavnske politis måske lidt overdrevne magtbrug. Alt det er udenomssnak, som vi helst bør glemme alt om. Det eneste rigtige at fokusere på er det, som Peter Øvig udtrykte i et interview på TV-Modkraft i går: 

”Jeg har talt med nogle af de unge demonstranter, der kun går ind for at bruge fredelige midler. De tager ikke afstand fra dem, der bruger voldelige midler. Deres argument er, at folk selv må vælge deres metoder, men med deres manglende afstandstagen bliver de i realiteten medansvarlige for volden. Den diskussion, mener jeg, må være langt vigtigere for forældrene at tage med deres unge end diskussionen om politivold. Venstrefløjens holdning til demonstranterne i dag er også et udtryk for manglende opgør med voldsromantikken fra 70'erne. At vi i den ældre generation har et ansvar for, at vi ikke har gjort op med det hos os selv, så man i dag hører forældre om end ikke forsvare, så forklare deres unges brug af vold. Jeg hører ikke en klar afstandstagen, og det må bunde i manglende selvreflektion og selvopgør” [Øvig er her citeret fra et interview i Information den 25. januar 2008, hvor jeg har dog har erstattet ”Ungdomshuset” med ”demonstranter”].

Bemærkning fra René Karpantschof

Ovenstående fake-anmeldelse er en satirisk kommentar til Peter Øvig Knudsens påtænkte BZ-bog. Alle tre Øvig-citater herover er ”ægte” forstået sådan, at det er noget, som han virkelig har skrevet og sagt men naturligvis i andre sammenhænge end den ikke-eksisterende BZ-bog.

Min satire er provokeret af, at Peter Øvig, efter min opfattelse, undslår sig for at sige åbent, hvad han vil med os gamle BZ’ere og vores historie. Jeg ved naturligvis godt, at han vil lave en bog. Men hvad er formålet? Det vil sige, hvad skal samfundet, nutidens unge og vi andre bruge Øvigs BZ-bog til? Jeg ved også godt, at en forfatter ikke på forhånd kan sige helt konkret og meget detaljeret, hvordan en bog ender med at blive. Men jeg er meget skeptisk over for, at Øvig ikke selv skulle have nogen idé om, hvad hans BZ-bog egentlig går ud på, og hvilket perspektiv, der kommer til at præge den.

Jeg kan selvsagt slet ikke vide om Peter Øvigs BZ-bog overhovedet er tænkt, som min satire antyder. Hvis ikke, så er jeg spændt på at se, hvordan den så er tænkt.

Læs eller hør eventuelt selv Peter Øvig i tidligere debat med mig her på Modkraft og Radio 24syv.