Politisk aktivisme var ledetråden i Poul Møllers  liv. Gennem utallige aktioner og møder har Poul altid inspireret med et godt og smittende humør og altid uden respekt for autoriteterne.

Han var klar i sit hoved til det sidste, men kroppen kunne ikke mere.

Poul havde netop fået en ønsket plejehjemsplads på Sølund på det Nørrebro, hvor han havde sin færden. Her nåede han kun at bo i knap to uger.

Lige siden afslutningen af Anden Verdenskrig har Poul Møller været politisk aktiv. Især utilfredsheden med politikerne under besættelsen fik betydning. Stærkt påvirket af sin morfar, der var med i det Radikale Venstre og tilhænger af modstandskampen, blev han politisk bevidst.

Det danske mindretal i Sydslesvig optog ham meget. Han tog derned nogle gange og blev medlem af Dansk Samling, der bestod af flere strømninger. Men ret hurtigt valgte han at melde sig ind i den socialdemokratiske ungdomsorganisation, DSU.

Han begyndte at diskutere med socialister i og omkring denne organisation. Han mødte også marxister, der var uafhængige af de to store arbejderpartier, Socialdemokratiet og Danmarks Kommunistisk Parti, DKP.

Poul var med, da nogle af disse socialister året efter Ungarn-begivenhederne i 1956 dannede Danmarks Socialistiske Parti, DSP. Poul tilsluttede sig gruppen, der bestod af folk som Poul Moth, Gunnar Jensen, Preben Kinch og Åge Kjelsø.

De tilhørte den danske sektion af Fjerde Internationale, som i 1938 var dannet af blandt andet Lev Trotskij. Poul meldte sig ind hos dem i 1958.

Dannelsen af DSP og partiets deltagelse i nogle kommunalvalg var et svar på de to store arbejderpartiers svagheder. DSP banede vej for SF, idet det ikke har været uden betydning for, at Aksel Larsen og andre vovede springet mod et alternativ.

Det gav genlyd i DKP, at folk kunne have andre meninger end den herskende ledelses. DSP betonede stærkt det interne partidemokrati.

Op gennem SF’s historie i 1960’erne fastholdt Poul Møller og de andre gruppen Revolutionære Socialister, RS. Da SF blev sprængt i 1967, fulgte de med over i Venstresocialisterne.

I hele perioden opretholdt de RS som den danske sektion af Fjerde Internationale og var en åben gruppe eller tendens i VS. Og gennem hele perioden tog RS selvstændige initiativer, som også involverede de partier, gruppen arbejdede i.

Og der var nok at tage initiativer omkring: Algier-solidaritetsarbejdet, protester mod den græske militærjunta, Vietnamsolidaritet, demonstrationer mod Verdensbanken i 1970 var blot nogle af aktiviteterne.

Solidaritetsarbejde

Arbejdet i forhold befrielsen af Algier fra den franske kolonialisme omfattede dels et bredere solidaritetsarbejde med bladet Algier Frit og underskriftsindsamlinger, og dels arbejde med at levere enkeltdele til våbenproduktion til FNL - Den Nationale Befrielsesbevægelse. Disse enkeltdele blev sendt til en samlefabrik i Marokko.

Poul Møller fik faktisk mange år senere to medaljer sammen med andre for dette solidaritetsarbejde. Noget han aldrig havde prøvet før eller siden. Det var som en officiel tak for indsatsen i kampen for Algeriets befrielse. Æresmedaljen blev overrakt af ambassadøren for Algeriet i København.

År senere tog gruppen, hvor Poul var medlem, initiativ til ubetinget støtte til vietnamesernes modstand mod den amerikanske krigsførelse gennem giro 1616. Det gjorde gruppen sammen med forskellige afdelinger af Danmarks Kommunistiske Ungdom, DKP’s ungdomsorganisation, og nogle ekskluderede DKP’ere.

Senere kom andre aktiviteter som Flygtninge under jorden og kampagnen Oprør, der udfordrede den danske terrorlovgivning.

Nynazister fik Poul og tre andre »video-henrettet«, hvilket blev til en stor mediebegivenhed, men det lod de fire antiracistiske aktivister sig ikke skræmme af.

Poul Møller forstod om nogen betydning af at lave netværk, initiativer på tværs af det politiske spektrum, når der skulle handles. Inddragelse af de aktivistiske fagforeninger i København, kontakt til det autonome miljø og inddragelse af præster i fx initiativet Flygtninge under jorden, selv om han ikke var religiøs.

Organiseringer som Demos og Internationalt Forum var han også en del af. De store fødselsdagsfester, han holdt - senest sin 80 års fest i 3F’s lokaler i Valby, afspejlede dette.

Alle kan bruges

Poul så altid muligheder i folk, i politiske kontakter og kammerater: At alle, der ville en forandring, kunne bruges og finde deres plads i en organisering. Nogle er bedst til dette, andre til noget andet, for han forstod så udmærket, at summen af forskellige talenter udgør kollektivets styrke.

Hvis man i samtaler hjemme hos Poul, eller hvor han nu var, kom til at snakke fortid og historie, var han den første til igen at fokusere på nutiden, og hvad gør vi ved dette og hint?

Dagen før Poul døde, ringede han til undertegnede og foreslog en opgave, vi burde arbejde med og skrive om.

I dette tilfælde ganske vist en historie-opgave og om en person, vi burde fremhæve i den turbulente historie for Fjerde Internationales sektion i Danmark. Den Internationale, han så som nødvendig og en forudsætning for at bygge en organisation i det enkelte land.

De grupper, Poul Møller deltog i, havde altid denne grundlæggende internationalistiske måde at tænke på og handle efter.

Noget, som Poul tit har kritiseret venstrefløjen for i disse år, er dens manglende aktioner og udvikling mere kreative aktionsformer. Underforstået at han mente, at hans parti, Enhedslisten, var for parlamentarisk orienteret.

Heller ikke den strømning, han også var en del af, SAP, gik fri. Han syntes, at denne strømning - modsat tidligere i historien - underlægger sig denne orientering.

I stedet burde SAP tage flere selvstændige initiativer, ikke gennem profilering - men gennem aktivitet, især i solidaritetsarbejde, som Poul Møller selv gennem sit lange politiske liv havde mange erfaringer med - også på tværs af landegrænserne.

Unge får inspiration

Poul Møller mente også, at vi skulle diskutere og arbejde tættere sammen med de erklærede kommunistiske grupper i Danmark, da der for mange af disse aktivister ikke længere var de samme fordomme som tidligere mod trotskister. Samtidig med at disse erklærede kommunister jo manglede et perspektiv og manglede evnen til at tiltrække nye og yngre kræfter.

Poul fulgte den politiske udvikling til det sidste. Også hvordan der må handles.

Han var begejstret for, at unge mennesker søgte ind på venstrefløjen i form af SUF - og at nogle af dem ville være en del af den Internationale, han selv var medlem af i årtier frem til sin død.

Poul betød meget for unge gennem flere generationer. Hans radikalitet virkede inspirerende.

Poul Møller fik aldrig en uddannelse. Han arbejdede forskellige steder fra havnearbejder til rengøring, fra medindehaver af et værthus, Skipper Clement, til en selvstændig virksomhed til at begrænse duernes indtrængen forskellige steder i byen.

For Poul var arbejdslivet ikke det vigtigste, i hvert fald snakkede han ikke ret meget om det. Da han blev 67 år og folkepensionist, så han det som en rigtig god lejlighed til at fejre det med en stor fest i Nørre Alles Medborgerhus. Gaveindsamlingen gik til at få en stor plakat trykt med teksten »De sår, vi høster!«, en antiracistisk plakat, der knyttede Dansk Folkeparti sammen med, hvad nynazisterne gik og lavede.

Poul Møller - tak for de mange timer, vi har tilbragt med dig, altid inspirerende samtaler, og tak for dit smittende gode humør lige til det sidste. Og tak for kampen - den fortsætter!

Svend Vestergaard er medlem af redaktionen hos tidsskriftet Socialistisk Information, hvor nekrologen også bringes.

Se også Tidslinjen på Modkraft Biblioteket 28. oktober 2014.

Poul Møller bisættes bliver torsdag 6. november, kl 12, på Bispebjerg Hospitals Kapel