Hunden – en sammensværgelse, 3.kapitel
af Sean McGuffin
oversat af Inge K. Hansen og Alfred Lang
Tredje kapitel: Hunden bliver luftet
Flyvestationen Ballykelly, Nordirland
Han vågnede. Det var buldermørkt, men han kunne se bittesmå lysglimt, som så ud til at lyse fra et sted meget langt væk. Han troede, han svævede, men han kunne ikke røre sig. Over hans mund var noget, som pressede ham ned. Du godeste! Han frygtede, han skulle blive kvalt og en panisk angst greb ham, men på en eller anden måde formåede han af egen kraft at slippe af med følelsen af at blive kvalt og den kvalmende fornemmelse i maven.
Var han død? Befandt han sig i en slags forgård til helvede, hvor man svævede uden at være i stand til at se, høre, for slet ikke at tale om at kunne tænke? Men Hunden var ikke noget fromt menneske. Han var marxist. En Groucho-Marxist – sådan opfattede han sig selv. Og gennem disse drømme ville han vel oven i købet blive til en keltisk mystiker.
Langsomt og penibelt talte han fra et til hundrede. Derefter forsøgte han at genopvække sine sidste erindringer. Castlereagh. Den stinkende celle og blodet og brækket på gulvet. Jesus Maria! Han måtte være død efter alt dette! Denne skrupskøre skotte var gået for vidt og havde altså virkelig gjort det af med ham. En dyb fortvivlelse greb ham. Dette skulle altså være enden? Ikke for fuld udblæsning, men stille og jamrende var han altså gledet ind i denne sindssyge, dystre forgård til helvede? Han forsøgte at bede en bøn, men han kunne ikke komme i tanke om de rigtige ord. Hans sidste gudstjeneste lå langt tilbage i tiden. Men pludselig hørte han ligesom langt, langt væk fra en stemme. Det var en mild, udglattende stemme uden accent og med en beroligende klang. »Arthur, Arthur O´Brien, kan du høre mig?« Var det måske Tuatha?
MacIntyre gloede uforstående. Ved siden af ham stod majoren, som ophidset kiggede med opspilede øjne ned på manden i tankbeholderen. Hunden, jagtbyttet. De befandt sig i en stor, tom flyhangar. Tom bortset fra den brede plastiktank i midten af hallen. Beholderen målte to en halv meter i længden, knap to meter i bredden, var en meter og firs centimeter dyb og var fyldt med lunkent vand næsten op til randen. O´Brien svømmede på vandoverfladen, armene og benene spredt og bundet fast med tov til hjørnene. Han var anbragt i en kæmpestor, lyserød svømmevest. Hans ansigt var dækket med en maske, som tillod ham at trække vejret, men han kunne intet se. Ledningerne, som var fastgjort på hans krop tjente til overvågning af hans hjerterytme. Et elektronisk måleinstrument bippede og viste en tekniker i hvid arbejdskittel, der sad foran et par apparaturer, hvad der foregik i Hundens hjerne. Ved siden af ham sad henslængt endnu en psyop-specialist, forsynet med en mikrofon og en lille båndoptager.
»Fascinerende, ikke sandt?« hviskede majoren. McIntyre fattede stadig ingen ting. Han var netop blevet ført over landingsbanen på en formodentlig forladt flyveplads, efter at han i et skur, der skulle gøre det ud for at være en officerskantine, havde nydt sit første rigtige måltid i tre dage, selvom »nydt« ikke ligefrem skulle forstås bogstaveligt. Steaken, kartoflerne og de grønne ærter stak stadig væk i spiserøret og han plagedes af alvorligt synkebesvær. Beaujolaisen havde heller ikke hjulpet. McIntyre ville hellere have haft en halv liter af den stærke øl, han var vant til. Men han var glubende sulten og havde derfor indædt slugt maden og drukket vinen, mens han var fuld af vrede over hans nederlag. Til hans store irritation sludrede en eller anden løjtnant uafbrudt om »krigslignende tilstande«, om nødvendigheden af at samordne kampen for at vinde folks sympati med nødvendigheden af at undertrykke opsatsigheden med jernnæven. McIntyre havde blot gloet surt ud i luften og skovlet maden i sig.
»De forstår naturligvis princippet, ikke sandt?« fortsatte majoren. »Det ligner den gamle sensoriske deprivation fra 1971. De husker vel vores hættemænd? Men vores metoder er naturligvis blevet forbedret meget mere.«
McIntyre blev nervøs. Efter det han havde set, måtte han ubetinget aflægge rapport til sin overordnede og informere ham om, hvad disse Frankensteins går rundt og laver her. »Sensorisk deprivation«, grublede han højlydt. »Er der ikke noget råddent ved denne her sag? Har vi ikke netop fået et skide dårligt ry på grund af det? Har disse paddies ikke bragt os for en international domstol eller sådan noget lignende?«
Majoren smilede. »Ganske rigtigt«, svarede han. »I 1976 blev vi i Strassbourg fundet skyldig i umenneskelig og fornedrende behandling. Det var helt unødvendigt. Bare en ondskabsfuldhed fra regeringen i Dublin. Efter fem års henholdningsmanøvrer udbetalte vi en erstatning til forsøgskaninerne og lovede, at sådanne praktikker ikke ville gentage sig. Det var helt til vores fordel, da det alligevel ikke førte til noget som helst.«
McIntyre tænkte anstrengt efter. »De mener, at trække en hætte over fangerne, at lade dem stå med udstrakte arme på tåspidserne op ad en væg, at udsætte dem for en konstant monoton lyd, det er disse tosserier De mener, ikke?«
Majoren strålede. »Præcis. Meget irriterende. I syv dage har vi behandlet fjorten paddies på den måde, men vi fik intet ud af dem. Det gik for vidt, ikke sandt. De blev totalt smadret, nogle af dem kunne ikke engang huske deres eget navn og de kunne ikke give os nogen informationer, selv om de havde villet det. De fik en ordentlig medfart. To af dem måtte overføres til en psykiatrisk anstalt og en døde af et hjertestop, som – sagt mellem os – var resultat af den gamle metode. I det hele taget en irriterende sag. Denne nye tankbeholder her...«, sagde han sværmerisk, mens han kærligt stirrede på den som en far betragter et nyt stykke legetøj under juletræet... »er en skønhed. I et helt år har jeg tigget om at få lov til at afprøve den. Med frivillige forsøgspersoner er det dog noget unaturligt. Man må forsyne dem med en alarmknap, som de kan trykke på, og derudover ved de jo i forvejen, hvordan det hele fungerer. Men Deres mand dernede, han vågner op og har ikke den ringeste anelse om, hvad vi vil gøre med ham.«
»Men hvad sker der så nu?« spurgte skotten.
»Tja, ærligt talt, ved vi det ikke sådan præcist. Helt ny er denne fremgangsmåde selvfølgelig heller ikke. En fyr ved navn Lilley arbejdede i 1956 på en beholder, som lignede den her, men selvfølgelig kun med frivillige, hvilket som sagt ikke var særlig effektivt. Vi ved, at fratagelse af de optiske og akkustiske sanser hos vores forsøgspersoner fører til konfusion og de mister balance- og koncentrationsevnen. Hallucinationer og tab af identitet følger efter. Der er stor sansynlighed for, at forsøgspersonen bliver meget modtagelig for indvirkninger udefra.«
McIntyre kiggede dystert hen for sig. Dette oversteg hans forestillingsevne. Han så ud til at være en ren tåbe.»Hvor lang tid tror De, man kan lade ham ligge sådan?«
»Det er det spændende ved sagen. Vi ved det faktisk ikke. Det maksimale en af vores frivillige forsøgspersoner holdt ud var tre timer, men ham her vil ikke kunne klare det så længe. Vi lader ham ligge her i en halv time endnu og starter derefter med forhøret. På den subtile måde, glem ikke det! Ikke med deres brutalo-tur.«
McIntyre stønnede. Han kunne have kvalt majoren med jublende glæde, da denne forsatte med sin videnskabelige smøre om hjerneskader ved fratagelse af dosseret ilttilførelse og ved fratagelse af sukker-substanser, ved forstyrrelser af stofskifte og taktil deprivation.
Hunden, der nede i tanken blev holdt svævende ligesom i livmoderen, følte i trance, hvordan fostervandet spulede ud over ham. Han pressede sine grå hjerneceller. Det var ikke engang så ubehageligt det her, bare han kunne finde ud af, hvad fanden, der foregik. Han forsøgte at bevæge sine hænder og ben, men det var umuligt. Koncentrationsevnen svigtede og hans tanker flød ud i ingenting. Hans hoved føltes som en hvirvlende kegle, der fjernede sig fra hans krop, og da en bølge af angst steg op i ham, var det som om sorte bølger slog over hans bevidsthed. Et eller andet dækkede hans mund til og han mindedes pludseligt, hvordan han i New Lodge Road som lille dreng vågnede op, fordi en rotte kravlede over hans ansigt. Hans skrig havde vækket hans to brødre, som sov i sengen ved siden af. Hvad var det nu de hed ? Panik greb ham, da han blev klar over, at han ikke kunne komme i tanke om navnene. Men de var der vel, lurede i det skjulte, parat til at blive fremkaldt til hver en tid, hvis bare den rigtige kode faldt ham ind.
Stemmen, som havde vækket ham, var forstummet, men han huskede den ganske svagt. Hvor lang tid var det siden? Ti minutter? En time? En dag? Han havde ingen fornemmelse. Han befandt sig i et tidsvakuum. En blind hund mærker ikke, at alle katte er grå om natten, grublede han. Kun stemmen, som på en måde lød beroligende og rar, kunne han huske. Den havde kaldt ham ved hans navn. Det var det, hans navn. Hvis han kunne huske sit eget navn, kunne han også komme i tanke om de andre navne. Det må have været Tuatha.
Stemmen havde uden tvivl lydt beroligende. Den var på hans side. Først derefter var han blevet opslugt af panik, omringet som de bølger, der klaskede i de små klippehuller, hvor han legede som dreng i Donegal. De dannede hvirvler, strømmede tilbage og kom igen. Angsten for mørket, for rotterne, for ensomheden og – som det værste – angsten for at forfalde til vanvid.
Efter halvanden time trak de ham ud af tanken, men Hunden blev slet ikke klar over hans forandrede situation. Han havde fjernet sig, trukket sig tilbage til en ukendt krog i sin tankeverden, hvor han næsten bevægelsesløs, som en føtus, knuede sig sammen ved grænsemuren til vanvid.
De gik systematisk frem. De klædte ham af, løsnede elektroderne, tog billeder af ham, vejede ham og endelig jog de en injektionsnål i hans arm. Da han vågnede op en halv time senere, sad han på en hård stol. Han havde en løstsiddende overall på. Hovedet skjult under en sort, grov sækketaske. Tasken var forsynet med huller til mund og øre, men ingen til øjnene, fordi han ikke skulle kunne se majoren og den »blide stemme«, som sad overfor ham. Han kunne derfor heller ikke genkende McIntyre, som stod i et hjørne og nervøst åbnede og lukkede sine knytnæver, mens »eksperten« langsomt og tålmodigt gik til værks for at reparere den skade, McIntyre havde forvoldt. Majoren havde allerede meget tydeligt gjort opmærksom på, hvad han mente om skottens fremgangsmåde.
»Dumt, virkeligt dumt. Det skulle De da have vidst, at De her har at gøre med en knaldhård fyr. Fysisk vold hjælper overhovedet ikke på sådanne typer, men psykologisk kan man komme langt med dem. Jeg aner overhovedet ikke, hvorfor den ansvarlige officer har overladt ham til netop Dem.« Sådan blev det ved, og skotten forsøgte at undertrykke den uimodståelige trang til at klaske dette engelske bløddyr på væggen. I mellemtiden gjorde »stemmen« sig bemærket. Lavmælt, blid, beroligende.
»Arthur«, sagde den, »Arthur, kan du høre mig?« Blidt smigrede den sig ind i Hundens bevidsthed, viste ham, at det var en ven, som talte, én som kunne lide ham og som ville hente ham ud »derfra«. Stemmen sagde ikke, hvor »derfra« var, men fortalte ham, at den også var »der« og meget vel vidste, hvor skrækkeligt det hele var og lod ham vide, at kun den, stemmen, kunne bringe ham »hertil«.
Mens stemmen viste sig forstående og medfølelende og lovede hjælp, kom en del af Hunden tøvende og ængsteligt frem fra erindringens dybe slugter og slikkede, som en underkuet hund i fantasien den hånd, som var i færd med at slå, men ikke slog til. Han kunne stole på Tuatha.
Det var vanskeligt, for en del af ham ville ikke tænke over de ting, som stemmen ønskede at tale om. Men når det nu drejer sig om Tuatha, var det i orden, og det meste havde han alligevel kun tågede erindringer om, skønt der efterhånden langsomt dukkede fliger af hukommelse frem. Han måtte fortælle stemmen om det, da stemmen var hans ven.
De gav ham en varm og stærk, sød the for at fugte hans udtørrede læber. Theen smagte sært, men var det ikke meget sært altsammen, og hjalp theen ikke med til at få ham i tale, skønt han blev svimmel af den. Han følte behovet for at tale til stemmen, hans nye gamle ven, hans eneste ven, for så skulle han ikke tilbage »dertil«.
Det varede næsten fem timer. Timer, fulde af pinligt nøjagtige foregivelser, påvirken og overtale. Men til sidst kunne stemmen skubbe stolen tilbage og rejse sig. Stemmen, som kun var en løjtnant, havde opnået mere end de fleste officerer på en hel måned under deres træningsseminar i Maresfield, Old Sarum eller hvordan akademierne for psykologisk krigsførelse nu hedder. Hans stemme var hæs, hans øjne var røde og løb i vand, men han havde løst sin opgave tilfredsstillende.
På den anden side var Hunden næsten sunket i katatonisk trance. Virkningen af den amfetamin, der var blevet blandet i theen, var ved at forsvinde og kun en mindre del af hans hjerne fungerede. Han bønfaldt alle tænkelige guder om søvn, den bedøvelse han længtes efter. Men den ville ikke nå ham, da en dyb angst nagede ham, og en kraftig tvivl på sig selv plagede ham. Han var bange for, at han havde gjort noget, som han ikke skulle have gjort.
Den udmattede stemme havde det heller ikke særlig godt. Løjtnanten havde godt nok »brudt« Hunden og fået alle de informationer krænget ud af ham, som de kunne få om hans »Harer«. Men særlig langt var de ikke kommet, og hvad der var endnu værre, de vidste nu, at der ventede dem en allerhelvedes hed tid - »hundedagene« lå foran dem. Tiden pressede ikke bare på, den pressede på med fuldt tryk.
Dublin
I baglokalet hos Mulligans sad Harry Thornton med sin femte pint. Hans ledsager, en rævesnu Dublinerdreng med navn Bowsie Reynolds, havde netop hældt sin sjette Jameson Whiskey ned og nåede derved langsomt denne aftenens knibe-knibe-blinke-blinke-stadium. Thornton havde kendt til denne fase i årevis og udviste tålmodighed. Immervæk havde Bowsie før i tiden altid kunne diske op med de nyeste rygter, den republikanske sladder, også selvom det meste drejede sig om ligegyldigt »møglort«, sådan som Harry Thornton plejede at udtrykke det. Han, som i de tidlige 60’ere havde været seks måneder i USA for at berette om Kennedys valgkamp. Der fandtes ingen anden, som han kunne sludre med, og hjemme var der heller ingen, som ventede på ham, bortset fra hans ældre enlige søster, og hun kunne ikke udstå alkohol, journalister og at være sent oppe om aftenen – i denne rækkefølge. Fanatisk tog hun til enhver velgørenhedsforsamling, enhver kaffesladderkomsammen. Hendes bror titulerede hende »skøre kugle« og hævdede, at hun bed sig fast ved alteret. Nej, så foretrak han ihvert tilfælde at lytte til dette sludderchatol, også selv om han kun gav vrøvl fra sig.
Reynolds greb til glasset og blinkede konspirativt. Det gjorde ham ikke spor mere interessant, men hvem i al verden interesserede sig for det?
»Du ved, Harry«, hviskede han, »vi har været gode venner i mange år. Jeg har forsynet dig med et par ganske gode historier, ikk´ os? Hvad?«
Thornton nikkede. Det mindede ham om alle de satans ærgerlige situationer, denne bonderøv havde bragt ham i igen og igen. Som i 1977 da Reynolds højtideligt havde forsikret ham om, at Provo`erne ville erklære en våbenhvile og han forhastet havde troet ham og overtalt sin chefredaktør til at trykke denne »verdenseksklusive basker«. Inden oplaget af Spectator rigtigt spredtes på gaden med den verdensbevægende våbenhvileforsidehistorie, var 16 bomber eksploderet og havde hærget forretningskvarteret i Belfasts indre by. På en nat var Thornton blevet til grin for sine skrivende journalistkollegaer, som færdedes i Bowes, Mulligans og i presseklubben. Reynolds havde fortsat forsynet ham med gode insiderinformationer. Og gik det ikke altsammen på udgiftskontoen? Drikkene til denne slurkspade måtte han jo ikke betale af sin egen lomme.
»Ja, Bowsie«, sagde han opmuntrende, »vi har gennemlevet nogle historier sammen, ikke sandt? Tager vi en omgang til, før det går hjemad?«
Reynolds lod som om han tøvede.
»Du prøver vel ikke at gøre mig fuld, eller hvad, Harry? Bare fordi jeg i dag sidder inde med en brandhed historie, hvad?«
Thornton rystede på hovedet og kaldte på tjeneren. »Hele svineriet en gang til, Michael. Altså Bowsie, hvad for en historie har du så på lageret?«
Fyrre minutter senere, efter endnu tre drinks og en helvedes masse besværligt frem og tilbage, forlod Thornton Mulligans Bar, han gik imidlertid ikke til busstoppestedet, men over broen tilbage til hans kontor ved kajen. Hans hjerne var lettere omtåget og historien som helhed virkede ikke helt overskuelig, men hans gode næse, hans sjette sans som journalist sagde ham, at han havde fat på en vaskeægte forsidebasker. Historien kunne under gunstige forhold bruges i flere omgange og kunne for Harry betyde en ganske pæn indtægtsforøgelse.
Note:
»Tuatha de Dana«, betyder folket af Dana. Begrebet udspringer af det irske folks tretusindårige kulturhistories mytologiske fortællinger.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96