”Historien gentager sig – første gang som tragedie, anden gang som farce”, lyder et velkendt og klassisk citat af Karl Marx. Desværre giver det svenske valg, og omstændighederne omkring Sverigedemokraternes udelukkelse fra det gode selskab, endnu et eksempel på, at han havde ret.
Hvis der er noget, som den danske venstrefløj fra Ungdomshuset til Poul Nyrup Rasmussen kan blive enige om, så er det, at Dansk Folkeparti aldrig bliver stuerene. Dette synspunkt kunne man skrive et selvstændigt indlæg om, men dette (i øvrigt mit første) indlæg vil jeg dedikere til en kritik af parolens strategiske skadevirkninger på vores stilling i forhold til højrepopulismen. Og da historien som bekendt gentager sig, vil jeg gerne perspektivere det videre til den svenske situation lige nu. Men vi starter i Danmark.
”Først pisser vi på dem – og så siger vi, at de lugter”
Da Dansk Folkeparti op gennem halvfemserne brød frem, mødtes deres politik først og fremmest med afsky. Hvad lignede det, at man talte sådan om indvandrerne? Forbandede racister, det er sgu, hvad de er, var man enige om. Hvad ingen derimod evnede at forholde sig grundigt til var, hvad der katalyserede DFs fremmarch. Og heri ligger den primære grund til venstrefløjens fallit.
Enhver marxist ved, at historien ikke bare udvikler sig af sig selv. Og derfor kunne enhver (marxist) altså også have sagt sig selv, at Dansk Folkeparti ikke bare opstod, fordi en helt masse danskere lige pludselig var blevet ”racister” (en betegnelse, der i øvrigt ikke er særlig præcis eller brugbar – men det skal jeg afholde mig fra at gå i dybden med her). Jeg vil påstå, at udviklingen derimod skyldtes Socialdemokratiets systematiske klasseforræderi i perioden op til (og videre endnu – se bare den nuværende regering…!), samt den revolutionære venstrefløjs manglende evne til at formulere løsninger, som arbejderklassen kunne forholde sig til. At vi havde løsningerne skal der som sådan ikke herske tvivl om (dem har vi haft siden en gang i midten af 1800-tallet), men evnen til at formulere og konkretisere dem udeblev. Derfor samlede vi ikke de frustrerede socialdemokratiske vælgere op, men lod dem over de næste 20 år i stadig højere grad sive til Dansk Folkeparti, der leverede hurtige ”svar” i et letforståeligt sprog. Den proces er der i øvrigt stadig fuld gang i, som vi så det ved EU-parlamentsvalget i maj.
Dette synspunkt kan synes åbenbart og indlysende, men det er bemærkelsesværdigt, hvor lidt vi på venstrefløjen rent faktisk arbejder ud fra denne analyse. Hvis du er i tvivl, så husk tilbage på din newsfeed på facebook i dagene lige efter forårets valg til EU-parlamentet. Hvor mange af dine venstrefløjsvenner havde ikke travlt med at udråbe Danmark som et fascistisk lille lorteland befolket med smålige racister?
Måske var du selv en af dem?
Med hovedet i busken
At svenskerne er ved at begå samme fejl, er desværre kun alt for tydeligt. Jeg tør ikke udråbe mig som ekspert i svenske forhold, men kort opridset handler det om hårde besparelser på velfærden (dog anført af den borgerlige regering), Sverigedemokraterne styrkes, og som reaktion vælger det samlede politiske spektrum at ignorere dem – den slags landsbytosser er man nemlig moralsk hævet over at bedrive politik med. Resultatet er naturligvis hverken værre eller bedre, end at opbakningen til Sverigedemokraterne øges. Nu bliver der så dannet regering, og alle har travlt med at fortælle, hvor lidt de gider lege mod Sverigedemokrater, øjensynligt i den tro, at så forsvinder de på et tidspunkt.
I Danmark var VK-regeringen op gennem 00’erne mere end villige til at samarbejde med Dansk Folkeparti. Til gengæld havde vi på venstrefløjen umådelig travlt med at fortælle vælgerne, hvor meget de bare skulle holdes uden for indflydelse, når vi en gang fik magt, som vi havde agt. Nøj, hvor skulle vi bare sørge for, at de pokkers racister ikke fik et ben til jorden. Man forestillede sig tilsyneladende, at det nok skulle lokke deres vælgere hen til os, at vi ikke ville lege med deres parti.
Mange af os har sikkert som børn grinet af historien om strudsen, der stikker hovedet i en busk, så den ikke kan se rovdyrene. Så forsvinder de nemlig, tror den. Tænk en gang hvor meget skæg vi ville have, om vi kunne more os lige så kosteligt over vores egen manglende evne til at konfrontere vores udfordringer, i stedet for at stikke hovedet i busken og håbe på, at de forsvinder af sig selv. Men hvor historien om strudsen forbliver ren morskab, har vores fejlslagne politik overfor højrepopulismen desværre uhyggelige og voldsomme konsekvenser for rigtige mennesker.
Parlamentariske tricks virker ikke
Her ude på venstrefløjen tuder vi altid hinanden ørerne fulde om, at det jo handler om styrkeforhold i klassekampen, og ikke smarte parlamentariske manøvrer. Alligevel ser jeg alt for mange steder, at mange gode kammerater begejstret skriver om, at det da søreme er godt, at ”et samlet Sverige siger nej til racisme” ved at ignorere Sverigedemokraternes mandater.
Lad det stå klart, at jeg ikke drømmer om hverken Sverigedemokraterne eller Dansk Folkeparti i nogen regeringen. Men at tro, at man kan vende udviklingen og trække arbejderne tilbage til venstrefløjen ved at isolere dem parlamentarisk, er simpelthen for naivt. Kig blot på, hvad der er sket i Danmark siden Dansk Folkeparti mistede sin position som fast støtteparti – er de gået tilbage? Niks, de fortsætter ufortrødent deres vækst. Og hvad mon der sker, når svenskerne går til valg næste gang – vil Sverigedemokraterne mon kollapse under vægten af den politiske og moralske isolation? Erfaringerne fra Danmark fortæller os det stik modsatte, og det er jo også den vej, pilen har peget i Sverige ind til videre.
At isolere Sverigedemokraterne i Rigsdagen kan aldrig blive en politisk succes. Det vil i bedste være totalt ligegyldigt, men i værste (og nok mere sandsynlige) fald vil det styrke dem.
Da Marx sagde, at historien gentog sig, først som farce, og derefter som en tragedie, var det ikke et forsøg på at opstille en naturlov, men først og fremmest udtryk for en betragtning over de faktiske forhold. Derfor kan det naturligvis også lade sig gøre at gøre citatet til skamme ved ikke at begå samme fejl i Sverige, som vi har begået i Danmark. Der lader desværre til at være langt igen.