To foreninger for tidligere danske modstandsfolk politianmelder udenrigsminister Martin Lidegaard for hans støtte til bevæbning af den terrorstemplede kurdiske oprørgruppe PKK. Anmeldelsen er en protest imod en aktuel retsag imod 10 dansk-kurdere, der er tiltalt for at samle penge ind til PKK.
Formanden for henholdsvis Horserød-Stutthof foreningen og FIR-DK, der begge er sammenslutninger af tidligere modstandsfolk, vil fredag den 12. september møde op på Station City i København med en politianmeldelse af den danske udenrigsminister Martin Lidegaard (R).
De ønsker at Rigsadvokaten skal rejse sigtelse mod udenrigsministeren for overtrædelse af terrorlovgivningen på grund af hans støtte til den terrorstemplede kurdiske oprørsgruppe PKK.
Det fremgår af en pressemeddelelse bragt på hjemmesiden Kurder.dk, at anmeldelsen er en protest mod retsforfølgelsen af 10 dansk-kurdiske mænd, der er mistænkt for samle penge ind til PKK via den dengang lovlige kurdiske tv-station ROJ TV.
Læs pressemeddelelsen »Anmeldelse til politiet af udenrigsminister Martin Lidegaard« hos Kurder.dk.