Det sætter tankerne i gang, når katastrofen rykker tættere på en selv. Da jeg læste, at en fireårig israelsk dreng havde mistet livet grundet en raket fra Gaza, havde jeg en af den slags oplevelser. Der stod, at han var fra en kibbutz nær Gaza, men der stod ingen steder hvilken. Mine tanker gik straks til min familie i Kibbutz Reim og min lille nevø, Tomer. Da navnet blev offentliggjort, forsikrede jeg mig, at det ikke var nogen, jeg kendte, men jeg havde svært ved at slippe følelsen af at døden var kommet det tættere på.

Jeg læste senere, at drengen var fra Nahal Oz, som ligger små femten kilometer fra Reim. Der er ingen retfærdighed i, når børn mister livet i krig. Jeg tænkte på bakken lige udenfor Reim, hvorfra man, når vejret tillader det, kan se de godt fem kilometer, der er til grænsen til Gazastriben. Det var underligt for mig at tænke på, at der var tre gange længere til Nahal Oz end til Gazastriben, hvor over 500 børn i løbet af de sidste to måneder har mistet livet.

Et hvert mistet liv er en tragedie, men det er ikke nok at gøre konflikten op ved at tælle de døde. Vi må også forholde os til dem, der stadig lever.

Min lille nevø blev taget med ned syd på, væk fra det hele. Han skulle ikke vågne om natten ved lyden af sirener, fare i beskyttelsesrummet med jævne mellemrum eller udsættes for faren for at ende som den fireårige fra Nahal Oz. Nu er våbenhvilen kommet, de er vendt tilbage til deres hjem og alt er som før.

I Gaza har våbenhvilken måske betydet at den tunge, allestedsnærværende brummen fra dronerne er væk, men for de mange har den langt fra betydet en tilbagevenden til en normal hverdag. FN-skoler huser stadig over 58.000 palæstinensere, og disse udgør kun en brøkdel af de internt fordrevne, der er blevet gjort hjemløse af de seneste israelske angreb. Over 2100 døde er identificerede og mere end 12.000 sårede. Det næste lange stykke tid vil tabstallene kun stige i takt med at døde bliver gravet frem fra murbrokkerne og manges sår vil tage livet af dem grundet de dårlige behandlingsmuligheder i Gaza, hvor den israelske blokade i mange år har blokeret for medicin og udstyr til hospitalerne. Så Gazas lidelser er langt fra ovre.

Tanken om, at de bombede bydele skulle blive bygget op, virker fjern. Tanken om, at der skulle være en fremtid for børnene i Gaza virker uvirkelig. Før konflikten ansloges det, at godt 90 % af Gazas børn led af posttraumatisk stress og mængden af børn, der vurderes til at have akut brug for psykologisk krisehjælp er enorm efter det seneste angreb. Vi må ikke gøre os nogen illusioner om, at der er ressourcer til at give børnene i Gaza den hjælp, de har brug for. Våbenhvilen har ikke ændret det grundlæggende forhold, at blokaden holder et helt folk forarmet og indespærret. Våbenhvilen har ikke ændret ved det forhold, at der ikke kan importeres byggematerialer til at genrejse Gazas huse. Og selv hvis alle børn folk den krisehjælp, de havde brug for, og selv hvis alle huse blev genrejst, så har våbenhvilen ikke ændret ved det faktum, at befolkningen i Gaza ikke kan vide hvornår næste angreb kommer. Og når vi ser tilbage på en historie med fire angreb på seks år, er der ikke megen grund til at tro at næste angreb ikke kommer.

Jeg håber på en fremtid, hvor jeg ikke med jævne mellemrum skal være bange for min families sikkerhed. Jeg håber på, at der snart sker noget, der kan føre til en varig løsning, for så længe, at Israel holder det palæstinensiske folk i det jerngreb, som de har holdt dem i så længe, vil der være modstand. Og indtil den palæstinensiske befolkning kan være sikker på, at de kan bygge sig en fremtid og aldrig igen skal frygte israelske angreb, så vil modstand mod Israel være legitim.

Israel er et af verdens stærkeste militærmagter og de har den suveræne kontrol med godt og vel alle aspekter af livet for palæstinenserne. Om palæstinenserne bor i Gaza, på Vestbredden eller indenfor Israels grænser, så mærker palæstinenserne, at ’den jødiske stat’ er baseret på et zionistisk grundlag og har valgt at være en stat eksklusivt for jøder. Som det ser ud nu, er der ingen udsigt til at Israel vil blive holdt ansvarlig for de handlinger de har begået, og der er ingen nye fredsforhandlinger i udsigt. Måske er det på tide, at vi indser, at det ikke er forhandlinger, der skal til. På samme måde som Sydafrikas apartheidstyre ikke var en partner for fred, men målet for den vestlige modstand, er det svært længere at tro på at den zionistiske stat i Israel kan være en partner for en fred i Mellemøsten, snarere end den orden, der må bekæmpes for at opnå fred og lige rettigheder.

Vi har et medansvar i forhold til at sørge for at ingen af de døde er døde forgæves. Vi må presse på at få de ansvarlige holdt til ansvar for deres handlinger, og vi må presse på med diplomatiske og økonomiske midler for at historien ikke vil gentage sig. Ingen fortjener at leve under besættelse og undertrykkelse, og ingen, hverken jøder eller palæstinensere, fortjener at miste flere børn til konflikten.