(Jeg skrev denne blog i slutningen af juni, men med en sommer hvor danske politikere herhjemme konkurrerede om, hvem af dem der er mest højreorienteret i spørgsmålet om borgerrettigheder for etniske minoriteter i Danmark, alt imens Israel bombede palæstinenserne i smadder i Gaza og ISIS korsfæstede kristne og begravede Yezidier levende i Irak, ja så virkede debatten om køn og ligestilling i Danmark lige pludselig uendelig meget som ’first world problems’. Men det er jo også en vigtig debat og stadig vigtige problemer, så nu bringer jeg indlægget alligevel. God læselyst.)
Lad os starte med et lille tankeeksperiment.
Når kvinder i forskellige sociale sammenhænge oftere end mænd mødes med negative for-forståelser, negativ særbehandling, negativ italesættelse, negative forventninger og andre former for diskrimination i kraft af deres køn, så vil vi på venstrefløjen næppe tøve med at karakterisere det som et udtryk for sexisme eller misogyni.
Når homoseksuelle i forskellige sociale sammenhænge oftere end heteroseksuelle mødes med negative for-forståelser, negativ særbehandling, negativ italesættelse, negative forventninger og andre former for diskrimination i kraft af deres seksualitet, så vil vi på venstrefløjen næppe tøve med at karakterisere det som et udtryk for homofobi eller heterosexisme.
Når danske medborgere fra etniske minoriteter i forskellige sociale sammenhænge oftere end det ’hvide’ flertal mødes med negative for-forståelser, negativ særbehandling, negativ italesættelse, negative forventninger og andre former for diskrimination i kraft af deres etnicitet, hudfarve, kultur eller religion, så vil vi på venstrefløjen næppe tøve med at karakterisere det som et udtryk for racisme eller xenofobi.
Men hvad nu hvis det eksempelvis er drengebørn, der oftere end pigebørn bliver mødt med konsekvente negative for-forståelser, negativ italesættelse, negative forventninger og andre former for negativ særbehandling i forlængelse af deres køn? Hvad vil vi så karakterisere det som?
Nu er det sidste desværre bare ikke noget tankeeksperiment, det er faktisk en tendens vi finder i landets daginstitutioner og skoler, men vi kalder det tilsyneladende bare ikke rigtig noget på venstrefløjen, og det fylder heller ikke noget, hvis man kaster et blik på de debatter og artikler, som Modkraft igennem årene har bragt om køn, feminisme og ligestilling.
I 2012 blev der offentliggjort den største undersøgelse hidtil af hvordan børn oplever dét at gå i børnehaver, og nok så væsentligt var børnene selv blevet spurgt i undersøgelsen og ikke bare de voksne omkring dem. Det var så vidt vides første gang børn selv er blevet brugt som informanter på denne måde. Bag undersøgelsen stod en gruppe forskere fra Aalborg Universitet og UCN, der havde samlet resultater fra 3000 børn i 140 institutioner i tolv danske kommuner.
Flertallet af børnene i undersøgelsen var glade for at gå i børnehave, og det er unægtelig positivt og taler til pædagogernes fordel trods årelange besparelser og forringelser af bemandingen i institutionerne. Men går man bag om tallene og nærstuderer resultaterne set ud fra et ligestillingsperspektiv var resultaterne meget bekymrende. Dobbelt så mange drenge som piger trives nemlig ikke i institutionerne. 20 procent af drengene var ikke glade for at gå i børnehave mod kun 10 procent af pigerne. Og det er ikke så underligt, for undersøgelsen vist også, at pigerne oftere mødes med ros og anerkendelse end drengene i institutionerne.
Pigerne bliver betydeligt oftere trøstet af en voksen, når de er kede af det, end drengene bliver. De kan generelt set bedre lide at gå i børnehave end drengene kan. Og særlig stor er forskellen, når man spørger, om de kan lide de voksne, det kan markant flere af pigerne end af drengene. Til gengæld siger drengene, at de bruger computer langt oftere end pigerne gør.
På spørgsmålene: ”Er der nogen dage, hvor du ikke har det godt?” Svarere drengene oftere ja end pigerne. Det samme gælder spørgsmålet: ”Får du meget skældud af de voksne?” Her er forskellen markant – og det er drengene der oplever at få mest skældud.
Spørger man de voksne pædagoger, var børnenes besvarelser da heller ikke overraskende. Pædagogerne i undersøgelsen har – for nu at sige det lidt firkantet – oftere langt mere negative forventninger til drenge end til piger i børnehaven. Pædagogerne opfatter pigerne som nogen, der har højere sociale færdigheder end drengene, mens drengene opfattes som nogle, der er mere udadreagerende. Pædagogerne opfatter drenge som nogle, der oftere får raserianfald end pigerne. Drenge karakteriseres som oftere ”rastløse eller hele tiden i bevægelse”, og drengene gør sig ifølge pædagogernes opfattelse langt oftere skyld i at ”forstyrre de aktiviteter, der foregår”.
Mønsteret går igen, når pædagogerne til gengæld har den forhåndsopfattelse, at pigers kommunikations- og sprogfærdigheder er markant højere end drenges. Piger er sådan generelt set nogle, der opfattes som bedre til at ”formulere deres ønsker verbalt”, til at ”lege med sproget” og til at ”rime på egen hånd”. Det er selvsagt ikke blot væsentligt for børnenes situation i børnehaven. Det er også vigtigt som forudsætning for at lære at læse og skrive og at tilegne sig fagtekster senere i uddannelsesforløbet, som forskerne peger på i rapporten. Eller sagt med andre ord. Piger værdsættes højere end drenge både socialt, kognitivt og færdighedsmæssigt i børnehaven. Kobler man etniciteten i spil, så er det også pædagogernes opfattelse, at minoritetsbørn har ringere sociale færdigheder end majoritetsbørnene og helt galt står det til, når de skal vurdere minoritetsdrenges sociale færdigheder.
Læs resume af undersøgelsen her
Når kønnet i børnehaven så pludselig forsøges bragt i spil på en måde, de voksne bilder sig ind skal være positiv og inkluderende, så bliver det så undertiden i stedet til de her groteske kønsmæssige karikaturer, hvor pigerne skal rende rundt i rollen som lyserøde prinsesser mens drengene skal fægte løs med sværd og være riddere, som om piger ikke også i stigende grad bevæger sig ud i skoven bevæbnet med elverører og rollespilssværd i landets rollespilsforeninger for børn, og som om alle drenge synes det mest fantastiske i verden er at slå på tæven. I den situation er det så gerne, at venstreorienterede politikere melder sig på banen med kritik af kønsstereotyper i børnehaverne, når billeder af opslag fra diverse institutioner begynder at cirkulere på Facebook og i medierne.
Vi behandler andre ud fra vores forhåndsforventninger. Har vi negative forhåndsforventninger til, hvad nogen kan, eller hvordan de er, så er der en tendens til at behandle dem derefter. Det er ret beset meget banalt. Og børn har det tilsvarende med at tilpasse sig de forventninger, de mødes med. Mødes de konsekvent med negative forhåndsforestillinger om, hvordan de er og påtaler og skideballer, så vil de også rette deres selvforståelse og deres adfærd ind efter disse, og det er sværere at opbygge en positiv relation til de voksne, som omgiver dem. Og omvendt hvis de generelt mødes med ros og anerkendelse.
Der cementeres nogle forskelle i landets institutioner, der kan præge børns selvforståelse og ageren i år efter de har forladt dem, og det gælder sådan set uanset om, man griber til de socialkonstruktivistiske forklaringsmodeller eller de neurobiologiske forklaringsmodeller, der peger på, at hjernen er formbar – eller ’plastisk’ – særligt i børneårene, og at hjernen som sådan er et kulturelt produkt, som afspejler, hvad den er blevet udsat for.
Nu er det ikke sådan, at pædagoger ikke kan lide drenge. Det ville være en fuldstændig grotesk og helt igennem urimelig påstand uden hold i virkeligheden, som dementeres på daglig basis, hvilket enhver med børn i en dansk børnehave ville kunne skrive under på. Men der er tilsyneladende nogle indlejrede negative forventningsdiskurser til hvad små drenge kan og hvad de gør, der virker bag om ryggen på en del pædagoger, og som resulterer i en negativ forskelsbehandling af en væsentlig del af drengene. Det hænger givetvis sammen med flere ting, men det er næppe helt uvæsentligt i sammenhængen, at pædagogsammensætningen i landets daginstitutioner fuldstændig forrykt kønsmæssigt skæv. Kun 7 % af de pædagoger, der arbejder i daginstitutioner, er mænd, og der bliver nok desværre ikke flere dem, i takt med at hverdagssexisme og hysteri får lov til at sætte en dagsorden indenfor området, hvor mandlige pædagoger i flere institutioner pludselig ikke må skifte ble eller være alene med børn, da de alene i kraft af deres køn opfattes som potentielle overgrebsmænd.
Ser man på skolerne i et ligestillingsperspektiv, kan man iagttage nogle af de samme mønstre.
Dobbelt så mange drenge som piger må gå første skoleår om, der er massiv overrepræsentation af drenge i specialundervisningen, og drenge er i det hele taget oftere, sådan rent statistisk betragtet, mindre glade end piger for at skole i det hele taget, og ikke overraskende ender de også med at pjække mere fra skolen end piger.
Skolebørnsundersøgelsen 2010 fra Statens Institut for Folkesundhed peger således på, at godt nok kan 83 procent af eleverne ’virkelig godt kan lide skolen’ eller ’synes den er nogenlunde’, men der er en markant kønsmæssig forskel. 40 procent af de 11 årige piger ’kan virkelig godt lide skolen’, mens det kun er 32 procent af de 11 årige drenge. Ved udskolingen i 9. klasse er andelen så i samme undersøgelse på et markant lavere niveau i form af 24 procent af pigerne og 18 procent af drengene. Omvendt er det samtidig en tendens at der er flere drenge end piger, som direkte ikke kan lide at gå i skole.
Det samme mønster bekræftes af en stribe andre undersøgelser, eksempelvis peger undersøgelsen ”Psykisk mistrivsel blandt 11-15-årige” fra Sundhedsstyrelsen 2011 på, at 14 procent af drengene og 7,9 procent af pigerne i femte klasse direkte ikke kan lide at gå i skole, for eleverne i 9. klasse i samme undersøgelse er tallene så endnu højere, nemlig hhv. 26,1 procent og 19,4 procent.
Link til undersøgelsen ”Psykisk mistrivsel blandt 11-15-årige”
At drenge oftere er mindre glade for at i skole end piger er imidlertid ikke særlig overraskende, når man går tættere på, hvad der foregår i skolerummet. Der er ganske enkelt en udbredt negativ forventningsdiskurs om, at drenge er mindre ”skoleegnede” end piger, og ser man på læreres adfærd så får drenge da også oftere skæld ud og påtaler og sjældnere ros og anerkendelse end piger. Også selv om børnene eksempelvis kan være lige urolige på tværs af køn. Altså igen sådan rent statistisk betragtet.
I skoler i dag stortrives stereotyper om drenge som forstyrrende og skoleuegnede, mens piger er stille, flittige og hjælpsomme. Men som eksempelvis Jo Krøjer, der er lektor ved Institut for psykologi og uddannelsesforskning på RUC, har peget på, så kan påstanden om at drenge larmer mere end piger i skolen ikke dokumenteres. Tværtimod.
”Forventningen om, at drengene larmer mere, har bund i forestillingen om, at de har et større behov for fysisk aktivitet, som ikke tilgodeses i skolen. Men der er ikke noget i vores forskning, der tyder på den forskel. I 5. klasse er det et problem for alle børn at sidde stille”.
Sådan lød det således fra Jo Krøjer til dagbladet Information i 2011, da hun præsenterede resultaterne af et forskningsprojekt, hvor forskerne igennem et halvt år havde fulgt undervisningen i en Københavnsk folkeskole.
Men reaktionen fra lærernes side overfor urolige piger og urolige drenge var meget forskellig. Mens drengene fik påtaler og skældud og i al almindelighed blev betragtet som (potentielle) uromagere, så var indstillingen til piger var langt mere positiv. Piger i skolen var ifølge deres lærere således ikke uromagere. Det var blot ’pigefnidder’ når de larmede og forstyrrede undervisningen. Eller som Jo Krøjer sagde til Information om resultaterne af forskningsprojektet:
”Når pigerne er urolige i undervisningen, kalder lærerne det pigefnidder, men de betragter det tilsyneladende ikke som forstyrrende for klassen. Pigerne anses for at være mere socialt kompetente end drengene.”
(…)
”Og det mest påfaldende er, at lærerne - trods deres bevidste arbejde med køn - har nogle meget firkantede og gammeldags forestillinger om, hvordan drengeelever og pigeelever er. Lærernes forestillinger overskygger det, der faktisk foregår i undervisningen, og noget af det, eleverne kunne få ud af undervisningen, falder til jorden.”
Når det så kom til de fysiske udfoldelser i skolen, hvor pigegruppen i det konkrete studie viste sig at være dygtigere end drengene, så blev dette imidlertid heller ikke anerkendt. Børnene fik dermed indpodet en forestilling om, at drenge var mere fysiske end piger, der omvendt fik indpodet en selvforståelse af at være mere læringsparate, intellektuelle og refleksive end drenge. Det skal siges, at de her stereotyper både kendetegnede mandlige og kvindelige lærere i undersøgelsen.
Og effekten af at få skæld ud og andre mere eller mindre systematisk negative reaktioner fra læreren? Ja det betyder ganske enkelt, at skoleelever lærer mindre, mange elever ikke tør bede om hjælp, hvis læreren først har været vred, og når det så oftest er de ”urolige” drenge og ikke de ”fnidrende” piger, som indkasserer skideballerne, ja så kan der ganske enkelt aflæses en meget ’kønnet’ effekt af det.
Læs mere hos Videnskab.dk: ”Skoleelever lærer mindre, når læreren skælder ud”
Nogle taler om, at der skulle være sket en ’feminisering’ af pædagogikkerne i skolen, hvor der skulle være mindre bevægelse og flere stillesiddende aktiviteter end tidligere, og at det så skulle passe bedre til biologiske piger end de biologiske drenge.
Selv om det næppe ligefrem er fremmende for en nuanceret forståelse af, hvad drenge er og hvad drenge måske kan, at skolens undervisere er næsten lige så kønsmæssigt skævt sammensat som daginstitutionerne – blot 30 procent af lærerne er mænd, et forhold som kun bliver mere skævt i de kommende år, eftersom læreruddannelsen rekrutterer 75 procent kvindelige studerende og kun 25 procent mandlige - så er ’feminiseringstesen’ på et langt stræk også noget gebommerligt sludder. Sådan historisk set. Der var lige så meget røv-på-sæde pædagogik - endda mere - hvis vi kigger tilbage på tidligere tiders folkeskole, men her var der ingen, der havde en opfattelse af drenge som særligt skoleuegnede. Tværtimod
Forestillingen om drenge som særligt uegnede til refleksion og læring er en opfattelse, som er vokset frem igennem de sidste tre-fire årtier. En periode som på andre områder ellers har været præget af øget ligestilling. Blot ikke i skolers og institutioners læringsarenaer, hvor forskelsbehandlingen tilsyneladende blot har holdt flyttedag, og drenge nu mødes med negative forventninger og fordomme og forskelsbehandling, som på sæt og vis er en bizar spejling af de institutionelle fordomme om pigers evner for læring og refleksion for 60-70 år siden. Dengang blev piger i skolerne regelmæssigt mødt med opfattelser af, at de ikke egnede sig til læring på et højere niveau, manglede evner for selvkontrol og ikke var i stand til at tænke intellektuelt og reflektere. Og pigerne endte med at agere i overensstemmelse med de forventninger, de blev mødt med, og blev efterfølgende notorisk underuddannede i forhold til deres skolekammerater, som var drenge, der til gengæld fyldte op på landets gymnasier og videregående uddannelser.
Da de første kvindelige studenter fra Aarhus Katedralskole blev studenter i 1906, fik de eksempelvis følgende tidstypiske smøre som afskedssalut fra skolens rektor ved translokationen: ”Ved at give Piger Adgang til Skolen er Alvoren i Skolens Arbejde blevet ringere. Nogle af vore bedste Elever er ganske vist Piger, men gennemgående mangler Pigerne den rette Opfattelse af Begrebet Disciplin, hvad enten det nu kommer af, at de i det hele taget er livligere end Drengene, eller det bunder i Kvindekønnets almene Ringeagt for Regler.”
De negative forventningsdiskurser, som kan iagttages i skoler og institutioner, er da heller ikke et eller andet historisk levn fra patriarkatet. Tværtimod. Eller som Dorthe Staunæs, der er professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) på Aarhus Universitet, og bl.a. har forsket i køn i skolen, skrev i en artikel i Weekendavisen fra 2007:
”I dag er det ikke ualmindeligt at tale om og behandle drenge som uregerlig natur. I et historisk perspektiv er det en interessant diskurs, der indebærer en omvending af en traditionel rollefordeling. Væk er Viktoria-tidens billeder af kvinder tæt knyttet til natur, og som qua den hysterisk livmoder er ude af stand til at tænke intellektuelt. Væk er billedet af den rationelle mand, der herskede over naturen. Væk er Freuds billede af kvindeligheden som Det mørke Kontinent og ind træder billedet af drenge i biologiens vold.”
Dorthe Staunæs pegede på, at drenge opfattes som nogle, der ikke er modtagelige for udvikling så samme vis som piger. De er så at sige i deres ”hormoners vold”. De er kropslige og kan ikke sidde stille og arbejde med intellektuelt stof i længere perioder. Modsat pigerne. Drenge er kun modtagelige for udvikling i en sådan grad, som modningen af deres hjernelapper og hormoner tillader det, og de forventes at være klar til koncentreret intellektuelt arbejde langt senere end pigerne. Drenge kan ikke udvikle sig i kraft af selvrefleksion eller selvledelse som piger, men kun som en konsekvens af hormoner og modning.
Drenge i skolen er i dag er med andre ord blevet underlagt nogle nye negative forventningsdiskurser knyttet til deres biologiske køn og disse negative forventningsdiskurser styrer så, hvordan henholdsvis piger og drenge behandles i skolen.
Piger får i klasserummet tildelt roller som en art ’hjælpelærere’, som skal understøtte lærerens indsats overfor de umodne drenge, der forventes ikke at være i stand til selvrefleksion, og selv om de to køn ret beset kan være lige forstyrrende i timerne, så er det altså kun drengene der betragtes som ’urolige’, der jævnligt skal korrekses.
Magten i klasserummet tildeles ’de fornuftige piger’, der indtræder på lærerens side, mens ’de ufornuftige drenge’ i bedste fald kan forsøge på at falde under lærerens radar i klasserummet. Pigerne får regelmæssigt at vide, at de skal bære over med de ”umodne og hormonforstyrrede” drenge, eller også skal ligefrem de intervenere og korrekse dem på vegne af læreren. Det er et kønnet hierarkisk magtforhold, der vokser frem i klasserummet på denne måde.
De negative forventningsdiskurser overfor drengene betyder imidlertid også, at de modsat pigerne, simpelthen ikke trænes i refleksion og selvledelse, som er blevet en ny tids bærende sociale teknologier i skolen.
Et par konkrete eksempler, som Dorthe Staunæs i artiklen trak frem fra forskningsprojektet ”Skolede identiteter og selvledelsesformer”, peger således på, hvordan de forskellige forventninger til piger og drenge udfolder sig i praksis i skolen. Hun havde bl.a. optaget en række elevsamtaler i udskolingen, og her var det tydeligt, at der var kortere elevsamtaler og konsekvent færre invitationer til reflektere over mål og midler i samtalerne med drengene, mens pigerne omvendt i elevsamtalerne blev bedt om at bære over med drengene, fordi ”drenge er umodne” eller ”i hormonernes vold”.
Og dette mønster kan iagttages allerede fra de helt små børn i indskolingen, længe før at pubertetens hormoner ellers på nogen måde kan hævdes spille ind på hverken det det eller det andet køn. Eller som det hedder i artiklen fra Weekendavisen i 2007:
De forskellige forventninger til elever i drenge- og pigekroppe kunne også spores i brugen af indskolingens sociale teknologier. Det kan ses i et videoeksempel hentet fra en session i Social Træning, som i eksemplet foregår kønsopdelt og under temaet ’venskaber. I pigegruppen sidder man i rundkreds og kan se hinandens ansigter, mens man taler om en film, hvor en pige meddeler en anden, at deres venskab må stoppe. Eleverne bliver så bedt om at reflektere over, hvordan bruddet påvirker den forsmåedes følelser. Venskab undersøges gennem risikoen for at miste, og pigerne trænes i at forstå andres perspektiver, tolke følelser og udvikle empati.
I drengegruppen diskuteres der også venskab. Det foregår ikke i en rundkreds, men ved borde og stole sat i række, så man ser hinandens rygge. Drengene skal ikke sætte sig i andres sted, men bruge egne erfaringer til at fortælle om, hvordan man får venner. Hvor pigerne trænes i refl eksion i form af empati, at sætte sig i den andens sted og at regere på noget udefra, ja så trænes drengene i at tage initiativ og ’malebonde’ – uden at ’sætte sig i den andens sted’ eller forholde sig til andres normer og forventninger.
Efter disse eksempler fristes jeg til at spørge, om det er sådan, at drenge opgives på halvvejen og tilbydes færre muligheder for selv at udvikle sig, hvorimod piger skoles i refleksion på stadig mere sofistikerede måder? Gad vide hvilke konsekvenser de forventninger får for drengenes mulighed for at reflektere og deres lyst til at ”lede sig selv”? Og gad vide om det sæt af forventninger mon kan være en af grundene til at drenge oftere sendes til specialundervisning og falder fra til de gymnasiale og videregående uddannelser?
Tilfredshed med skolen virker positivt på indlæringen. Det er et almindeligt anerkendt faktum. Elever lærer mere effektivt, hvis de er glade, tror på sig selv, synes om lærerne og føler, at skolen støtter dem. Omvendt er der risiko for at børn, der ikke trives i skolen, klarer sig dårligt fagligt, falder fra og forlader skolen uden afgangsprøve. Dårlig skoletrivsel hænger endvidere sammen med et lavt uddannelsesniveau eller fravalg af uddannelse senere i livet.
Læs mere på Videnskab.dk: ” Når skolen er værre end spild af tid”
Hvor godt eller dårligt eleverne klarer sig i skolen kan imidlertid ikke adskilles fra eksempelvis klassebaggrund, som endeløse mængder af studier har påvist igennem de sidste fem årtier, og drengene fra den veluddannede middelklasse klarer sig såmænd alligevel trods mere udbredte negative forventningsdiskurser i skoler og institutioner. De bæres frem af deres socio-kulturelle baggrund og den ballast de får med hjemmefra, hvor kønsroller i flere år har været inde i et voldsomt opbrud afspejlet ved, at fædre for første gang nogensinde i større omfang træder ind i rollen som tilstedeværende omsorgsgivende forældre.
Nogle af drengene bliver endda meget dygtige til at bruge deres køn i skolen. Det er de charmerende, kreative teenagedrenge, der med et instrument i den ene hånd fomår at køre rundt med deres (oftest) kvindelige lærere, til stor irritation for nogle af de piger, der godt kan gennemskue, hvad det er, som foregår, og som har valgt andre kombinationer af flid, fedt og snyd som strategier for succes i skolerummet.
Men drengene, der kommer fra knap så god social baggrund eller knap så uddannelsesvante miljøer, de falder igennem, i et samfund hvor uddannelse har stadig større betydning for social position, muligheder på arbejdsmarkedet og generel livskvalitet.
Og ser vi på, hvad der sker i uddannelsessystemet efter folkeskolen i et ligestillingsperspektiv, så er der da også et helt tydeligt og stærkt kønnet mønster.
Der er en overvægt af piger på de gymnasiale ungdomsuddannelser. HTX er den eneste markante undtagelse, men eleverne på HTX omfatter så til gengæld også mindre end 10 procent af de unge. På de videregående uddannelser var 57 procent af de optagne kvinder i 2013, og ser man alene på de lange videregående uddannelser ved universiteter o.lign. så var ca. 56 procent af de studerende kvinder i 2013 (tal ifølge søgninger i Danmarks Statistik).
Unge kvinder på vore breddegrader brager med andre ord igennem uddannelsessystemet i vore dage. Ikke mindst på de videregående uddannelser og herunder indenfor en lang række af de traditionelle hårde 'magtfag' som jura, politologi, medicin mm.
Unge mænd er på deres side overrepræsenteret i statistikkerne blandt dem, der falder ud af uddannelsessystemet og ikke får uddannelser. I 2013 havde 44 pct. af de 35-årige kvinder fuldført en videregående uddannelse, mens det kun gjaldt 31 pct. af mændene. Det er en meget voldsom forskel. Og nej jeg ved godt, at det endnu ikke har afspejlet sig på professor-niveau, hvor årgangene ansat i 1970'erne og 1980'erne stadig fylder solidt i mange fag og der er stadig en vis overvægt af unge mænd på de tekniske uddannelser og indenfor bestemte områder af naturvidenskab.
Den kønnede forskel i uddannelsesvalg – og uddannelsessucces – kan ikke ses uafhængigt af de unges erfaringer fra institutioner og grundskole, og herunder det forhold, at piger igennem deres vandring gennem daginstitutioner og skoler generelt er blevet mødt med positive for-forståelser og anerkendelse og f.eks. ikke regelmæssigt udsat for påtaler eller negative forventningsdiskurser - modsat mange drenge, hvor af en del tilsyneladende ender med at handle i overensstemmelse de negative forforståelser de hele tiden er blevet mødt med.
Piger og unge kvinder går med andre ord deres sejrsgang i uddannelsessystemet, og tillykke med det, historisk er det jo en enestående bedrift, at kvinder har bevæget sig fra en absolut marginaliseret position indenfor uddannelsessystemet til i stedet at udgøre flertallet af de studerende på mindre end seks årtier. Det er intet mindre end en revolution.
Men det er selvfølgelig ikke, fordi der ikke også er en bagside ved pigernes uddannelsessucces og de positive forventninger, som pigerne er blevet mødt med i forhold til deres evne til at begå sig i uddannelsessystemet. På det seneste har man i stigende grad peget på problematikken med de såkaldte 12-tals piger i gymnasierne, der vil være perfekte på alle parametre - både uddannelsesmæssigt, socialt og kropsligt, og uanset hvor udbredte de såkaldte 12-tals piger så er som fænomen, så er 21,3 procent af pigerne i alderen 16-24 år eksempelvis stressede mod kun 11,3 procent af drengene ifølge tal fra Statens Institut for Folkesundhed fra 2010.
Det er altså ikke fordi, at piger ikke også har trivselsproblemer, men de knytter sig mere til eksempelvis deres kropslige selvforståelser. Spørger man eksempelvis børn om deres vurdering af deres eget helbred, så vurderer piger oftere, at de har et dårligere helbred end drenge, og at de oftere har eksempelvis hovedpine eller mavepine end drenge. Og selv om der er flere overvægtige drenge end overvægtige piger (12 procent af de 15 årige drenge og 8 procent af de 15 årige piger), så er langt flere piger overbeviste om at de er for tykke end drenge (43 procent af de 15 årige piger mod 23 procent af de 15 årige drenge, ifølge i følge tal fra Statens Institut for Folkesundhed fra 2010). Det er da også blandt pigerne at problemer med spiseforstyrrelser er langt mest udtalt. Så hvor drengene generelt har det bedre med deres krop, så har pigerne det generelt bedre med det at gå i skole.
Skulle man sammenfatte de forhold i en simpel ligestillingsmæssig betragtning, så er målet selvsagt ikke, at piger bliver mindre glade for at gå i skole og flere drenge udvikler spiseforstyrrelser, men derimod at man begynder at arbejde målrettet med både at modvirke de negative skolediskurser, som drenge udsættes for og de negative kropsdiskurser, som piger udsættes for.
Ved det nyligt overståede Nordisk Forum i Malmø, hvor feminister var samlet fra hele Norden, var der blandt de mange indslag også en udstilling arrangeret af Sveriges Kommuner og Landsting, den svenske organisation, der svarer til danske KL, der skulle vise, hvordan vi definerer os selv og de nye generationer. Man kunne gå på en lyserød sti forbi dukker, kosmetik og høje hæle på den ene side eller med legoklodser, barbergrej og grillkul på den anden. Pointen var at illustrere, hvordan vi fra første til sidste dag i livet bliver defineret som køn gennem de ting, vi omgiver os med.
En ide der kan føre til mange overvejelser, men det er jo ikke bare ting, som former os. Det er relationer og reaktioner, så hvis det nu skulle have været en sti, som viste børnelivets kønsdannelse i vandringen igennem institutioner og skoler, så ville der være brug for endnu et væsentligt element, der kunne vise, hvilken reaktion børn får i institutionerne og skolerne, afhængigt af, om de så vælger at skele til den ene side eller til den anden side. For hvis det skulle give et billede af, hvordan børn formes, så skulle der således stå en stor voksen på den ene side og tildele ros og anerkendelse til de forbipasserende, og en på den anden der uddelte vilkårlige påtaler og undertiden skideballe. Så kunne man jo ellers fundere over, hvordan det påvirker børns selvforståelse og lyst til fortsat læring eller ej.
Jeg startede med at skrive, at venstrefløjen ikke rigtig kalder det for noget, så snart det er drengebørn, der udsættes for negativ forskelsbehandling og negative forventningsdiskurser, som tilfældet er i institutioner og skoler. Heri ligger der for mig at se en væsentlig del af problemet, hvis vi ellers mener det med ligestilling alvorligt, for det nytter ikke noget, hvis vi sætter kikkerten for det blinde øje i det øjeblik virkeligheden viser sig at være mere sammensat end de måske forenklede forståelser, vi læner os op ad.
En forudsætning for at ændre ved samfundsproblemer er, at vi starter med at sætte ord og begreber på de samfundsforhold, vi gerne vil ændre.
Vi er nødt til at begynde at sætte begreber på, hvad vi burde kalde den forskelsbehandling, som drenge udsættes for i institutioner og skoler, og erkende at det handler om meget mere grundlæggende forhold i den pædagogiske praksis og tilgang til børnene, end spørgsmål om blåt eller lyserødt, riddere eller prinsesser. Og at det absolut ikke løses ved at børn ikke længere må være i besiddelse af et biologisk køn og derfor fremover skal tituleres ’hen’ eller andre besynderlige sproglige symbolpolitikker og svenske absurditeter, der træder i stedet for en håndtering af de egentlig problemer i institutions- og skolerummet.
En nødvendig forudsætning for at kunne bryde med den negative forskelsbehandling er, at lærere og pædagoger i deres uddannelser og efterfølgende bringes til at forholde sig selvkritisk og refleksivt til deres egen praksis og institutionelle stereotype for-forståelser af køn, som et første skridt til et brud med de sexistiske diskurser og kønsspecifikke fordomme, der lige nu på daglig basis åbenbart stadig florerer rundt omkring i mange institutioner og skoler.