Mens Gaza brænder sidder vestens intellektuelle og snakker om fred, retfærdighed og filosofi. Det er naturligvis et gode man har, når overlevelse handler om at finde tid, til at svinge forbi supermarkedet på vej hjem fra arbejde.

Det er bl.a. indholdet i en artikel udgivet i sidste weekends Information, om den jødiske filosof Judith Butler's zionisme kritik: ”Man kan kun lukke sig inde ved at lukke noget ude.”

Hvorvidt det er helt skændigt, at vi bruger vores frihed på at filosofere om fred eller ej, er i grunden intetsigende for det er realiteten. Vi kan bruge vores mental-energi på at debattere, miskreditere eller forsøge at forstå forholdene, der bringer ubehag på forsiderne af vores aviser og sidenhen på vores nethinder.

Men det er en verden af faldlemme og fælder. Hvor skal man placere sig i en konflikt, der er så hårdt kridtet op af dogmer, formaninger og had?

Dogmerne oplever jeg kommer fra den jødiske forfølgelseshistorie. Det er et meget svært område at rette kritik eller bare skepsis, da et mærkat som antisemit nemt bliver bivirkningen af kritisk sans på dette område. Det er blevet et globalt samfundsdogme, at den jødiske kultur er urørlig. Særligt efter anden verdenskrig, selvom forfølgelseshistorien går langt længere tilbage end til 1930'erne og 1940'erne.

Der er også enormt mange dogmer om mellemøstlige muslimer, der griber til våben i frihedens navn, særligt efter 9/11. Man kan ikke udvise hverken forståelse for eller støtte til Hamas uden at blive opfattet som terrorist-sympatisør.

Hadet er allestedsnærværende. Den vestlige højrefløj bruger enhver mulighed, for at slå fast at problemet er Islam. Muslimer er blevet de nye jøder og dem kan alle udgyde had mod. Den politiske spændvidde i forhold til jøders ”selvforsvar” i konflikten (som er en hel del mere end bare en konflikt, det er bl.a. krig) er enorm stor, mens tolerancetærskelen for Hamases selvforsvar (som jeg anser for mere legitim end staten Israels) er så snæver, at de underkendes til simple terrorister og deres gerninger tolkes som meningsløst ødelæggende (bl.a. af Martin Krasnik i Deadline).

Derudover er der hadet mellem de rivaliserende parter, hadet til USA og den vestlige passive verden, der stiltiende ser på. Og mon ikke der i gryden af konfliktopkog, også nok skal gemme sig disse ofte omtalte gamle antisemitter. Der er jo så også hadet til terrorister fra USA's side, som også kan have sin indvirkning på den generelle vestlige folkestemning om Hamas og deres kamp. Masser af hadske indslag, der kan forpurre et overblik.

Formaningerne gør billedet endnu mere sløret. De kommer i forskellige afstøbninger.

Der er USA's formaninger om hvad en ægte ond terrorist er. Der er nok nogle parter i konflikten der kan falde ind under den kategori.

Der er formaningerne om, at Israel er jødernes hellige land og er man ikke synderligt religiøst entusiastisk, er argumentationsrækken ved at være utilgængelig forståelig for almene mennesker. Et simpelt argument som, at hellige skrifter (som ikke beviselig er skrevet af en gud) ikke må definere landegrænser og tilhørsforhold i 2014, ville for de fleste (måske vestlige) være mere logisk.

Der er formaningen om det at give jøderne land. Det var da det mindste man, som verdenssamfund, kunne gøre for dem efter anden verdenskrig. Det er jo bare lidt konfliktskabende, når man ender med at give dem andres land.

Det hænger naturligvis sammen med forfølgelseshistorien. Det er for mig at se, den sværeste del at forholde sig til. For jødernes forfølgelseshistorie hænger unægtelig sammen med deres kultur, der primært er bygget op om, ikke at være nationalt tilknyttet et jødisk land. Den klassiske diskriminering kender vi fra Nazi-tysklands propaganda billeder; som den stærke arier der dyrker jorden, sat op imod den overvægtige jøde med penge i lommerne. Deraf kommer andre velkendte racistiske udtryksformer, som at sammenligne jøder med skadedyr der ”suger” på andre.

Når nu det er generelt anerkendt at jødernes forfølgelse gennem tiderne, kunne have været forhindret eller markant mindsket, havde de haft en nationalstat at kalde deres egen, er det så ikke også det mest logiske at gøre, at give dem det?

Vi kender det jo også fra diskriminationen af Romaner. Det er også et folk der historisk set har været et vandrefolk, uden en nationalstat at kalde deres egen.

Jeg læste for nogle år siden en bog om kvindelige partisanere under anden verdenskrig og den spanske borgerkrig. En stor del af disse kvinder, hvis historier om krig, modstand og overlevelse er helt fantastiske og gennemgribende medtagende, var jøder der blev radikaliseret til at gribe våben i lokale zionist-foreninger. At læse om deres tanker om fascisme, ideologi og frihed var inspirerende men at vide, at med deres kamp for frihed ville de i fremtiden have medvirket til at trælbinde et andet folk, der i vores nutid er lagt for had på samme måde som jøden; nemlig på deres religion, deres kultur og deres identitet. Det er enormt frustrerende at placere sig i.

En nedkæmpelse af en fascisme baner vejen for en ny. Kan man aldrig få bugt med det? Kan et folks erfaring med forfølgelse, undertrykkelse og folkemord ikke manifestere noget andet end den samme fascisme? Kan man ikke med historisk erfaring erkende nye formaninger om ligestilling og humanitet?

Judith Butler's konklusion er simpel: Stop den separatisme! Løsningen virker knap så simpel.

Hvad skal man tænke? Hvad er ret og hvad er fejl?