I juni 2014 rejste en delegation fra Enhedslisten til Swaziland for at besøge partiet Pudemo og udbygge samarbejdet. Modkraft bringer et fotobrev fra turen i to dele.

Læs første del her

Torsdag skal vi ned og besøge strejkende landarbejdere i sukkerbæltet.

Vi bliver kørt derned af kammerat Goodwill, et ældre Pudemo-medlem, som samtidig arbejder i en lovlig NGO, der prøver at organisere fattige i landområderne.

Mlungisi tør ikke tage med os ned til strejkerne. Han balancerer hele tiden på kanten af en anholdelse, og er bange for at blive beskyldt for at stå bag strejkerne eller at ville opildne arbejderne. Han er det højstplacerede Pudemo-medlem, som er på fri fod.

Sukkerbæltet ligger i lavlandet og er væsentligt varmere end resten af landet. Selvom vinteren er på sit højeste er der næsten tredive grader i dag.

Politiet vinker os ind på en grusvej. Det viser sig, at der er omkørsel, fordi arbejderne blokerer vejen. Da vi kommer ud på hovedvejen er en lille demonstration på vej i vores retning.

Vi stiger ud af bilen, og jeg tager mit kamera frem. En politimand råber, at vi skal skynde væk, ellers får vi tæv af demonstranterne, råber han.

Vi skynder os ind i bilen.

Arbejderne ved ikke, hvem vi er, og hvis vi tager billeder af dem, og de får indtryk af, at vi er i ledtog med plantageejeren, har politimanden nok ret i, at det kan udvikle sig uheldigt.

Demonstranterne er nu kun 30 meter fra os, og vi kan se, at de har kæppe i hænderne. De synger og danser, mens de nærmer sig.

Jeg når lige at få dette skud af gruppen gennem bilruden. inden vi kører et par kilometer og parkerer hundrede meter fra indgangen til plantagens hovedkontor.

Goodwill beder os blive i nærheden af bilen, mens han får fat i den lokale fagforeningsformand og forklarer ham, hvem vi er, og hvorfor vi er kommet.

På den støvede parkeringsplads er der masser af boder, som lever af at forsyne de mange arbejdere. Der er madboder, tøjboder og sågar en container, hvor man kan købe eller leje brudekjoler.

Efter en halv time kommer Goodwill tilbage og siger, at vi har fået lov at komme med til et stormøde, som starter om lidt.

Foran hovedkontoret er små tusind sukkerarbejdere forsamlet. Stemningen virker lidt anspændt, og det er tydeligt, at mange af dem er skeptiske over, hvad vi vil.

Vi stiger ud af bilen sammen med Goodwill og stiller os ved siden af en jeep, der fungerer som en slags talerstol.

I mikrofonen forklarer den lokale fagforeningsformand på swazi, at vi er kommet for at vise vores solidaritet med arbejderne. Folk smiler nu og begynder at klappe.

Vi rejser vores knyttede næver og stemningen stiger voldsomt.

Efter formandens tale, som vi naturligvis ikke forstår et ord af, hopper Goodwill op på bilen og holder en kort tale om, at de ikke skal finde sig i at blive udnyttet, og at de skal stå fast på deres krav.

Det virker til, at det betyder rigtigt meget for arbejderne, at vi er kommet for at støtte op om deres kamp. Da mødet er slut efter et kvarters tid kommer en del af dem over for at give os hånden. Det er kun de færreste af dem, der taler engelsk.

Jeg får fat på den lokale fagforeningsformand, Maurice Simelane, er formand for den lokale afdeling af Swaziland Agricultural Plantation and Allied Workers Union (SAPAWU).

Han fortæller mig om baggrunden for strejken.

– De bedst lønnede ingeniører på fabrikken tjener 5.000 emalangeni (2.700 kroner) om måneden, mens de lavestlønnede plantagearbejdere tjener 1.200 emalangeni (650 kroner). Vi kræver lønstigninger på mindst ti procent for alle, og en højere lønstigning til dem, der arbejder i marken. Vi kræver også ret til tre dages barselsorlov for de mandlige ansatte.

– Det er ikke rimeligt, at vi skal arbejde for en slaveløn, mens firmaet skovler penge ind. De seneste otte måneder har firmaet, Ubombo, tjent over 100 millioner emalangeni (55 mio. kr.) på plantagerne og sukkerfabrikken her i sukkerbæltet. Det går godt for firmaet, og vi kræver at vi får vores del, siger fagforeningsformanden.

– Vi er meget glade for, at I er kommet for at støtte vores kamp, fortæller Maurice og tilføjer, at de strejkende også har modtaget solidaritetserklæringer fra Japan, Tyskland, Sydafrika og andre lande.

– Det her er den største strejke i Big Bend i mange år. Under strejken mødes arbejderne hver morgen ude i de forskellige hold rundt omkring på plantagen. De demonstrerer og synger og danser. De synger blandt andet »nok er nok«. Ved middagstid holder vi møde foran ejerens kontor. Jeg og et par af de ansatte går til forhandlinger med ejeren hver dag. På mødet foran kontoret fortæller vi arbejderne, hvordan det går med forhandlingerne.

Der har ikke været så meget ballade, mener Maurice:

– Jeg siger til mine medlemmer, at de skal lade være med vold og hærværk og i stedet arbejde med demokratiske midler. Det har de også gjort næsten alle sammen. Men for nogle dage siden blev der kastet sten efter politiet, og der er også blevet brændt marker af. Det drejer sig om 13 marker på i alt 83 hektar, og det har kostet ejeren fem millioner emalangeni (2,7 mio. kr). Jeg ved ikke, hvem det er, men jeg tror faktisk ikke, at det er vores folk. Jeg har en mistanke om, at firmaet står bag afbrændingerne, og at det er et forsøg på at miskreditere de strejkende. Det kan jeg desværre ikke bevise, men vi arbejder på sagen.

– Vi er omkring 2.400 arbejdere i plantagen og på fabrikken. De fleste arbejder i marken og en del af dem er sæsonarbejdere. De ansatte bor i huse, som de lejer af arbejdsgiveren. Husene ligger fem kilometer væk, og folk må gå til og fra arbejde, fordi ejeren ikke vil organisere transport. Mange af husene har ikke elektricitet.

– Der er flest mænd ansat, men der er også kvinder. De fleste arbejdere går ude i marken. Man får løn for otte timers arbejde, men ofte er der overarbejde, og det får vi ikke løn for. Hvis man nægter, bliver man fyret. Det er meget hårdt at arbejde i marken, og om sommeren er der op til 45 grader.

– Strejken har varet i foreløbigt to uger, og det er selvfølgeligt dyrt for de ansatte, men det koster også rigtigt meget for ejeren. Vi strejker nu, fordi det er høsttid, og så er ejeren ret sårbar. Han mister flere millioner emalangeni hver dag. Jeg er sikker på, at vi vinder strejken, og vi har også en rimelig sag. Ejeren har tilbudt os otte procent i lønstigning, men vi accepterer under ingen omstændigheder et tilbud på mindre end ti procent. Sidste år fik vi ni procent lønstigning, og da tjente firmaet ikke nær så mange penge, som det har gjort i år. Sukkerindustrien i Swaziland vokser, og eksporten til EU er blevet fordoblet i løbet af de seneste otte år, slutter Maurice.

Efter en times tid, begynder vi at mærke et vist pres fra politiet, der blandt andet beder Goodwill oplyse om vores navne, men det nægter han.

Vi vælge at køre afsted, inden vi får ballade.

Inden vi kører til vores næste destination, tager vi et kig på sukkermøllen.

Der er kun tre sukkermøller i Swaziland, som derfor har monopol på forarbejdningen af sukker i landet. De er enten ejet af kongen eller af udenlandske selskaber og beskæftiger nogle hundrede ansatte hver.

For øjeblikket står alt stille på grund af strejken.

Vi kører afsted ad en meget hullet asfaltvej. Flere gange må vi stoppe og genne køer væk, der går ude på vejen.

Vi kører gennem et åbent naturreservat, hvor der bl.a. lever zebraer, løver og elefanter. Goodwill får et glimt af en antilope, men ellers ser vi desværre ikke noget til de vilde dyr. Goodwill har ellers en gang oplevet, at en flok elefanter krydsede asfaltvejen.

I provinsbyen Simunye finder vi et supermarked, hvor vi køber brød, pålæg og yoghurt, som vi nyder på en græsplæne, inden vi kører videre.

På et tidspunkt drejer vi fra asfaltvejen og skal køre 30 kilometer på en grusvej. Foran os åbner sig et fantastisk, ærkeafrikansk landskab.

Langs vejen går utallige børn i skoleuniformer på vej hjem. Goodwill fortæller, at en del af dem må gå op til 20 kilometer til og fra skole. Selvom de går hjemmefra kl. 5 og skolen starter kl. 8, kommer de for sent, fortæller han.

Han tilføjer, at skolerne på landet ofte er af dårlig kvalitet. Flere af dem har end ikke elektricitet. El og vand er heller ikke almindelig standard i boligerne her på egnen.

Vi ser flere kvinder balancere med vanddunke på hovedet. Husene ligger spredt, men der er forskellige boliger i sigte hele tiden. Det hele føles lidt kliché-fyldt og minder mig om barndommens reklamer for ulands-julekalenderen.

Selvom bilen hopper noget på den støvede grusvej, ærgrer jeg mig lidt, da vi igen rammer asfaltvejen.

Vi ankommer til en gård, hvor Goodwills kammerat Domisani har indvilget i at vise os rundt.

Domisani bor selv nogle kilometer herfra, det er hans svoger, som bor her, men han kan ikke tale engelsk, så Domisani guider os.

Som mange andre steder har han høns, geder og køer, der går frit rundt på og omkring ejendommen. Han har også et skur af ler, hvor han har 8-9 grise gående. De er lyserøde og ligner til forveksling danske slagtesvin.

Vi går over til den nærliggende plantage, hvor Domisani arbejder hver dag. Området her er relativt tørt, så der skal anvendes kunstvanding. Plantagen er rimeligt ny og er som en del andre plantager i området blevet opført med EU-støtte, fortæller Dominsani.

– EU har betalt godt to tredjedele af de udgifter, der skulle til for at få startet plantagen op. Resten er penge, som vi selv har rejst i lokalområdet. Vi er organiseret som et kooperativ, hvor omkring 40 familier i området, har anparter i plantagen. Det er kun dem, der har penge, der har kunnet være med. Vi tjener ikke så meget på vores afgrøder, så selvom arbejdet er hårdt, får vi kun udbetalt 38 emalangeni (20 kroner) om dagen for vores arbejde.

– Vi ejer ikke selv jorden. Kongen ejer al jord i Swaziland, vi har kun brugsretten. Og kongen kan opsige vores brugsret uden varsel, hvis han pludseligt synes dårligt om os. Det sker jævnligt, at folk bliver fordrevet fra deres jord, fordi kongen af den ene eller den anden grund pludseligt synes, at det skal være sådan. Alle farmere må leve med frygten for, at de pludseligt ikke må dyrke deres jord længere, fortæller Domisani.

– EU har været med til at finansiere en dæmning og et vandingssystemer, så vi kan få vand til markerne. Men det er kongen, der ejer el- og vandforsyningen. Han tager overpris fra os, så meget af EU-støtten ryger ned i kongens pengekasse. Det er fuldstændigt urimeligt.

– Vi dyrker majs, bananer og sukkerrør. Kongen og to udenlandske selskaber har monopol på forarbejdningen af markedet for sukkerrør. Det tager de sig godt betalt for, og vi kan ikke få mange penge for sukkerrørene.

– Jeg synes, det er vigtigt, at der bliver lavet en landreform, så farmerne får nogle rettigheder og noget tryghed. Det allerbedste ville være, hvis det ikke var kongen, men regionen eller landsbyen, der ejede jorden og selv kunne bestemme, hvad der skulle ske med den, slutter Domisani.

Billedet viser Mlungisi foran en masse nyhøstede majs. Majs er hovedafgrøden i Swaziland.

Næste punkt på programmet er et møde med Pudemos lokalafdeling i den sydlige del af Lobombo. Mødet foregår udendørs uden for den lokale slagter, og omkring 30 medlemmer er til stede.

Mlungisi starter med at fortæller om »the red and green alliance from Denmark« og om vores samarbejde med Pudemo.

Han fortæller også om strejkerne i sukkerplantagerne, hvor flere af afdelingens medlemmer en ansat, og lidt om retssagen mod Thulani og Mbeki, hvor han opfordrer de lokale medlemmer til at dukke op ved retten i Mbabane den kommende tirsdag.

Endeligt reklamerer han for Pudemos 31 års fødselsdag den 6. juli, hvor alle er inviteret til fest i Manzini.

Herefter er der korte taler fra Eva og Thomas på vegne af danskerne. Eva fortæller at vi er meget glade for at besøge deres afdeling, og Thomas understreger, at deres og vores kamp hænger sammen. Det er vigtigt, at vi sammen gør modstand mod den globale elite.

En del medlemmer har lang vej hjem, så mødet bliver hævet allerede efter omkring tre kvarter. Herefter er der braai, et fællesmåltid med grillmad. Der er pølser og koteletter samt salat og majsproduktet pap.

Jeg får mig en snak med den regionale partisekretær Sifiso Mebuza, der fortæller, at det sydlige Lobombo har ry for at være ret rebelsk:

– I halvfemserne havde vi en meget stærk Pudemo-afdeling her i området, men nu er vi i gang med en genopbygningsfase. Vi er væsentligt flere medlemmer end dem, der er dukket op i dag, men en del af dem er på arbejde. Normalt holder vi vores møder om søndagen. Hvis man tæller alle med, er vi nok mellem 100 og 200 medlemmer i afdelingen, fortæller Sifiso.

Han tilføjer, at der er afdelingsmøder hver anden måned, mens den lokale ledelse mødes hver 14. dag. De er ti medlemmer i afdelingsledelsen.

– En stor del af det lokale arbejde i dag foregår i regi af de bredere bevægelse, såsom Swaziland United Democratic Front. Vi har også en række medlemmer, som er meget aktive i lærernes fagforening SNAT. Det er ikke let at lave Pudemo-kampagner efter at terrorloven er trådt i kraft. Men vi diskuterer løbende den politiske udvikling, ligesom vi også laver skoling og uddannelse af vores medlemmer. Når der er protester i Manzini og Mbabane, sender vi også ofte nogle folk. Og når Pudemo laver kampagner, deler vi også flyers ud i området og laver politisk graffiti. Graffitien en bliver dog meget hurtigt malet over af det lokale politi.

Billedet er af de lokale medlemmer, der deltog i mødet.

Da vi kommer tilbage til Manzini, er vi meget trætte. Men vi skal direkte videre til et nyt møde. Vi skal mødes med Mlungisi og en lidt ældre kammerat fra Pudemos ledelse for at diskutere det kommende samarbejde mellem Pudemo og Enhedslisten.

Mødet foregår hos den progressive NGO Foundation.

Enhedslisten har gennem det seneste år givet en million kroner til Pudemo via det danske initiativ for flerparti-samarbejde. Planen er, at vi vil give endnu en million kroner til Pudemo over de næste tre år.

Et af formålene med vores tur til Swaziland er at finde ud af, hvordan de penge kan bruges bedst muligt.

Vi har været lidt usikre på, hvorvidt vi kunne blive helt enige med Pudemo om dette, men Mlungisi indleder mødet med at holde et fremragende oplæg om deres erfaringer fra det seneste år.

Mlungisi fortæller, at hele projektet med Enhedslisten har vist dem, at det er nødvendigt at omstrukturere deres parti for at komme op i et højere gear.

På en kongres i februar, hvor 200 medlemmer deltog i Johannesburg, besluttede man at sætte fokus på deres egen organisation ud fra følgende seks områder: Politisk ideologi og strategi, internationale relationer og solidaritet, økonomi og fundraising, organisatorisk opbygning og kampagnevirksomhed, løbende evaluering og optimering, research og politik.

De vil især gerne have en mere klar strategi for en forandringsproces. Et første vigtigt skridt er at få gjort politiske partier lovlige samt at få lavet et udbygget aktionsprogram.

Mlungisi mener, at et realistisk mål kunne være at have demokrati i Swaziland inden for en tiårig periode. Det vil efter hans og Pudemos mening bl.a. kræve færre og større/stærkere fagforeninger, radikalisering af arbejdskampe og sociale bevægelser, konkretisering og popularisering af Pudemos politik samt en internationalisering af kampen for et demokratisk Swaziland.

Mlungisi fortæller meget ærligt om Pudemos svagheder og også om, hvad man har lært af det forrige projekt med Enhedslisten. Han fortæller også, at der var kaos i organisationen frem mod kongressen i februar, men at man har fået valgt en ny ledelse, og at det seneste år har gjort det klart, at Pudemos må fornyes.

Han oplever, at Pudemo står samlet efter kongressen og er optimistisk med hensyn til fremtiden.

Fredag skal vi igen en tur på landet. Vi bliver hentet på hotellet af Goodwill, og første stop er en landsby af løsarbejdere, der er tilknyttet plantagerne i sukkerbæltet.

Husene i landsbyen er lavet af primitive materialer, og det er tydeligt, at folk her i området er meget fattige.

Vi møder Lidia, som gerne vil vise os rundt og fortælle om sit liv. Hun taler ikke engelsk, men Goodwill oversætter fra swazi. Hun bor i et lille hus på ikke mere end cirka 8 kvadratmeter.

– Jeg bor her i huset sammen med min mand, Laurence. Jeg har boet i landsbyen siden 2003. Området hører til en sukkerplantage, så vi betaler ejeren 30 emalangeni (16 kroner) om måneden i husleje. Det er ofte svært at skaffe de penge, fortæller Lidia.

– Vi er løsarbejdere. Hver morgen håber vi, at der kommer en bil ind i lejren og tilbyder os arbejde et sted i nærheden. Vi tjener 30 emalangeni (16 kr.) for en dags arbejde, og det foregår som regel fra kl. 5 til kl. 13. Der var desværre ikke noget arbejde til os i dag. Men snart er det høsttid, og så kan vi få noget arbejde og spare op til huslejen de kommende måneder.

– Jeg ved ikke, hvor mange, der bor her i landsbyen. Måske 1.000 personer. Over halvdelen er børn. Der ligger 8 eller 9 andre lignende landsbyer lige her i nærheden. Ingen af os har vand eller elektricitet. Vi henter vand i en dam, der ligger et par kilometer herfra. De voksne, der bor her, er næsten alle sammen løsarbejdere på plantagerne, fortæller Lidia.

I landsbyen er der en lille kirke, som er et par år gammel. Der er også en købmand, som kan ses på billedet.

En stiftelse er endvidere ved at bygge en storkøkken, så man kan lave mad til børnene. Mange er fejlernærede. Regeringens folk har man dog aldrig set noget til i landsbyen, fortæller Lidia.

– Jeg tror ikke, at den interesserer sig for os, siger hun.

Vi kører nordpå, hvor der er ganske bjergrigt.

I bjergene er der mange enormt høje træer og et par savværker. En del af træet transporteres via grænseovergangen Jeppes Reef til Sydafrika, hvor det laves til papir og eksporteres videre.

Vi besøger en nedlagt asbest-mine. Siden 1880’erne har der været minedrift i området, herunder guld- og diamantminer. Det blev dog ikke ved med at være profitabelt og den sidste mine i området lukkede i midten af halvfemserne.

Der er stadigvæk mange aktive miner i Sydafrika. Asbest-minen har beskæftiget over tusind mennesker tilbage i tiden, men i dag er området omkring minen stort set forvandlet til en spøgelsesby med hundredvis af tomme huse.

Ved selve minen er der dog etableret et lille museum, som vi også besøger.

Vi møder nogle unger på landet. Det lykkedes dem at sælge en fletkurv til Goodwill.

Om aftenen skal vi holde møde med Pudemos ledelse i Manzini.

Vi diskuterer den politiske situation i Swaziland, og hvilke udfordringer Pudemo står over for. Målet er, at vi alle kan blive klogere på, hvordan Enhedslisten kan styrke Pudemos kamp i løbet af de kommende år.

Én af udfordringerne er, at Pudemo i højere grad får konkretiseret sin politik og at organisationen får styrket sin kommunikationspraksis.

De fleste af ledelsesmedlemmerne er mænd. Men en af undtagelserne er Sodwa, som har været en central figur i partiet siden Pudemo blev stiftet i 1983.

– Det er en stille, men meget stærk undertrykkelse, der sker i landet. Al kritik af kongen bliver holdt nede, og det er kun Pudemo, der stiller spørgsmål ved magten. Det er kongen, der udpeger regeringen og alle dommere, og parlamentet er et skinparlament, hvor kun loyale folk får lov til at stille op. Der kan man ikke stille kritiske spørgsmål eller få sociale forandringer igennem, fortæller Sodwa.

– Vores strategi er, at vi hele tiden leder efter steder, hvor vi kan udfordre staten åbent. I 1996 lykkedes det os at lukke landet ned i en hel måned. Der var hverken vand, elektricitet, transport eller noget. Alt stod stille. Men den styrke har vi ikke for øjeblikket. Den største udfordring for os lige nu er, at få ændret den lov, der gør partier ulovlige. For den gør det svært at mobilisere, fortsætter hun.

Der er en rigtigt god og hjertelig stemning til mødet, og da vi er færdige går de fleste af os ud og spiser sammen på en restaurant i nærheden.

Lørdag har to af os fået lov til at besøge de fængslede kammerater Mario Masuko og Maxwell Dlamani i en halv time.

Vi beslutter at det skal være Eva og Thomas, men Klaus og jeg tager med ned til fængslet, hvor vi venter udenfor. Vi bliver kørt derhen af ledelsesmedlemmet JB, som besøger Mario hver uge.

Mario er præsident for Pudemo, mens Maxwell er generalsekretær for deres ungdomsorganisation Swayoco. Begge blev anholdt 1. maj i år.

Mario havde netop holdt en systemkritisk tale for tusindvis af medlemmer af den faglige hovedorganisation TUCOSWA, mens Maxwell blev anholdt for at have sunget en sang med ordene »Viva Pudemo« og »Kongen må ud«.

Begge er sigtet for tilskyndelse til oprør mod staten (»sedition«) og har været varetægtsfængslet siden. Der forventes at falde dom i sagen til september.

Eva er i jeans, men det anses åbenbart ikke som anstændig påklædning. Hun får dog lov at komme ind, da hun binder sit store tørklæde om livet som en nederdel.

Da mødet er overstået fortæller hun, at de begge to var ved godt mod. Maxwell blev efter eget udsagn tortureret, da han var anholdt i 2011, men det har de ikke oplevet denne gang.

– De havde bestemt ikke opgivet kampen. Men Mario er efterhånden over tres år og lider af både gigt og sukkersyge. Han får ikke lov til at tage sin medicin, og de må sove på et koldt gulv hver nat. Både han og Maxwell havde heldigvis kampånden intakt, og de snakkede om, at det var glade for, at »arbejdet fortsætter udenfor«. Samtalen var dog overvåget af tre betjente, så vi kunne på ikke tale direkte om Pudemo. Det er helt grotesk, at man kan ryge i fængsel alene for at sige sin mening. Det er en bananrepublik værdigt, siger Eva.

Herefter besøger vi Marios kone, Thembi, som har en butik i Manzini, hvor hun sælger skoleuniformer.

– Jeg synes, det er rigtigt hårdt. Jeg savner min mand, og vores lille søn spørger hele tiden om, hvornår far kommer hjem. Derudover har den megen omtale af sagen gjort, at mange kunder er begyndt at købe deres tøj andre steder. Når man sætter folk i fængsel, rammer man som regel hele familien. Og tænk sig, Marios eneste forbrydelse er at sige, at vi skal have ytringsfrihed og demokrati i Swaziland, siger Thembi.

Eftermiddagen bruger Thomas og Eva på at besøge Marios mor samt moderen til et andet Pudemo-medlem.

Klaus og jeg tager ud og hilser på hos alliancen Swaziland United Democratic Front (SUDF), der i denne weekend holder workshop for bevægelsesaktive. Vi skal også derud dagen efter.

Eftermiddagen tilbringer jeg på hotelværelset, hvor jeg får skrevet nogle af de seneste dages mange indtryk ind på min computer.

Om aftenen er vi inviteret til braai (grillfest) hos Mlungisi.

Sox og Venitia kommer også forbi samt tre af Mlungisis venner fra Pudemo i Johannesburg. Vi får lamme- og kalvekød samt krydrede pølser, salat og majsproduktet pap. Og kolde øl og VM-fodbold.

Vi har alle haft en hård uge, så det er dejligt at slappe af. På sin vis er det også lidt trist, at vi skal hjem i morgen.

Jeg tror, det har været en rigtigt givende uge, både for danskerne og for swazierne.

Vi får endnu en t-shirt hver. De nye t-shirts er nogle, som Pudemo har fået trykt efter at deres medlemmer i maj blev anholdt for at bære Pudemo-trøjer.

På dem her står der ikke Pudemo, men budskaberne om demokrati og menneskerettigheder er ikke til at tage fejl af.

Søndag morgen får vi af receptionisten at vide, at politiet har været og spørge efter os dagen før. De ansatte har heldigvis nægtet at udlevere vores værelsesnøgler til dem. Vi takker og skynder os at pakke og tjekke ud. Det er alligevel vores sidste dag i landet.

Vi tager ud til seminaret for Swaziland United Democratic Front, som bliver holdt på et guest house i udkanten af byen.

Her holder vi et afsluttende møde med Mlungisi, hvor vi laver en tidslinje for det kommende projekt, aftaler hvordan kommunikationen skal foregå samt får styr på bilagene fra vores tur.

Herefter deltager vi i seminaret halvanden times tid. Venitia holder workshop om kampagneplanlægning, og herefter er der gruppearbejde, hvor man skal diskutere, hvordan man kan lave en effektiv kampagne om arbejdsløshed i lyset af den netop opsagte AGOA-aftale. 

Det kommer der nogle gode diskussioner ud af. Efter gruppearbejdet synger man to sange inden der er frokost.

Efter maden er det tid for os til at sige farvel. Det er vemodigt, for vi føler, at vi på kort tid har fået en masse gode kammerater, som vi måske aldrig skal se igen.

Vi får JB til at køre os til Swazilands eneste lufthavn, som er den mindste jeg nogensinde har set. Der afgår kun to fly om dagen, begge mod Johannesburg. I vores fly er vi 16 passagerer og én stewardesse.

Turen har for mig sat nogle ting i perspektiv, i forhold til de kampe, som vi kæmper hjemme i Danmark.

Vi kæmper sammen med vores kammerater mod kapitalismen, men under fuldstændigt forskellige forudsætninger.

Demokrati og ytringsfrihed er ikke noget man skal tage for givet, tænker jeg, mens Swaziland forsvinder under mig.

Jeppe Rohde er medlem af Enhedslisten på Ydre Nørrebro.