De fleste har oplevet det. Man befinder sig i et selskab med fornuftige mennesker hvis livsanskuelser og holdninger til eksempelvis politik, stemmer fint overens med ens egne. Man lulles langsomt ind i forvisningen om at dem man er sammen med er i så fin overensstemmelse med en selv at man ikke vil kunne sige noget der kan få alting til at eksplodere. Og så er der nogen der nævner sexisme eller voldtægt. Og pludselig ser man mænd som man ellers anser for at være fornuftige nok blive både røde, blå og grønne i hovedet mens de udspyr lange tirader der alle sammen kan kortes ned til ”not all men…”. Sexismen er den gule sne man skal lave være med at spise. Den er emnet man ikke må tale om.

Selv i venstreorienterede miljøer, der normalt anser sig selv som værende tolerante og som havende en indstilling om at undertrykkelse er noget man skal bekæmpe, stikker sexismen sit grimme fjæs frem. Enten ved at nogle ganske enkelt nægter at ligestillingskampen stadig er værd at kæmpe, ved at nogen hyler ”men hvad så med MÆNDS rettigheder?!” eller ved at nogen anser ligestillingsproblematikken som et nulsums spil, hvor flere rettigheder til kvinderne betyder færre til mændene.

Kald mig bare naiv, men det kan godt undre mig at sådan noget også finder sted blandt folk (mænd) der, på alle andre niveauer er i stand til at øjne skævvredne magtstrukturer i samfundet. Eksempelvis mellem arbejdsgiver og arbejdstager, politiker og befolkning og mellem mennesker og dyr. Men hvorfor er kampen imod sexismen sådan en øm tå for mange mænd?

Du er selv sexist

Når det handler om traditionelt venstreorienterede mænd kan man forestille sig at netop anerkendelsen af sexismen som en underliggende struktur i samfundet skaber konflikt i forhold til subjektets selvforståelse, og den kan være ubehagelig at få pillet ved. Hvis man har været engageret på venstrefløjen længe er det en central del af ens selvforståelse at man er imod undertrykkelse. Når nogen så påpeger at man selv er en del af den, så reagerer nogle mænd ved at ryge i defensiven.

”Men det er jo ikke alle mænd der er voldtægtsforbrydere” lyder det så, som en slags forsvar af selvet, når snakken går på hvordan kvinder føler sig utrygge i det offentlige rum. Nej, kære ven, det er da fint at du ikke kunne drømme om det, men hvad kan en kvinde bruge det til? Forestil dig følgende:

Der står en skål M&M’s foran dig. Du ved at en af dem er dødeligt giftig. ”Kom nu. Tag en håndfuld. Det er jo ikke alle M&M’s der er giftige”. Det er uvisheden der er belastende for kvinder. Det er voldtægtskulturen der er giftig. Det at du føler behov for at fremhæve at du er en fin fyr der ikke kunne finde på at voldtage nogen, det er i sig selv en form for sexisme, også selvom du ikke er klar over det og selvom det ikke er din mening. For ved at råbe ”not all men” får du vendt en problemstilling der handler om millioner af millioner af kvinders utryghed til at handle om dig, og om hvor fin en fyr du er. Hokus pokus penis i fokus.

”Men hvad med mænds rettigheder i forhold til forældremyndighed, børn og skilsmisse og så videre”, lyder det så. Ja, der er sikkert nogle kampe at tage stadigvæk, men så få fingeren ud af røven. Hvis DU mener at mænds rettigheder trædes under fode, så gør noget. Kvinderne er i fuld gang, de har nok at se til. At lægge armene over kors og pege fingre af dem fordi de er fokuserede på deres egne kampe og ikke dine, er endnu et klassisk eksempel på hokus pokus penis i fokus. Det her skal ikke læses som en opfordring til en separatistisk kønskamp, men snarere som en opfordring til mændene om, at hvis du mener at du bliver undertrykt af sexistiske strukturer, så gør noget. Skriv en bog. Stift en gruppe ala Lakaj så du og andre mænd der går op i sexisme har et forum at diskutere i, og først og fremmest, så anerkend at sexismen er en del at det kapitalistiske samfund. Du, jeg og alle andre er opdraget og socialiseret ind i nogle normer og strukturer som er sexistiske, og det kræver tid og energi at gøre sig fri af dem.

Kampen mod sexisme som et nulssumsspil

En anden almindelig misforståelse er at kampen imod sexismen er et nulsumsspil. At man opererer med en økonomisk størrelse hvor en krone lagt til et sted skal tages et andet sted fra. At flere rettigheder til kvinderne vil betyde færre til mændene. Hvis vi nu antager at det faktisk forholder sig sådan, tillad mig da at udstøde et rungende ”OG HVAD SÅ?!” til ”problematikken” med at vi mænd måske skal finde os i at have færre rettigheder. Hvad er din overflod af privilegier værd, hvis du har dem på bekostning af din mor, din søster, din veninde eller din kæreste? Dine medmennesker?!

Her ser vi bort fra det faktum at kampen imod sexisme er det stik modsatte af et nulsumsspil. For nyligt var jeg til en yderst interessant forelæsning med den amerikanske sociolog Michael Kimmel. Kimmel har forsket i synet på maskulinitet på den yderste højrefløj og har skrevet bogen ”Angry White Men”. Ifølge Kimmel var befolkningerne i de lande hvor der var stor lighed mellem kønnene faktisk lykkeligere end lande hvor forskellen på kønnene var stor. Ganske enkelt fordi at større lighed og ens rettigheder for alle skaber mere harmoni. Det burde da være logik for de fleste.

Så kære mand. HVIS du nu skulle afgive lidt privilegier til kvindernes fordel, så gør det i tryg forvisning om at du også selv vil få det bedre af det. Kampen imod sexismen misforstås ofte som en kamp FOR kvinder og IMOD mænd. Mest fordi mange mænd italesætter det sådan.

Male privilege

”Men vi har da ligestilling. Sexismen findes ikke mere”. Det interessante er, at udtalelser som denne i ni ud af ti tilfælde kommer fra mænd. Det kunne give anledning til et helt blogindlæg om begrebet ”male privilege”, men lad det være skåret ud i pap på følgende måde. Et privilegium er, når du ikke opfatter noget som et problem, fordi det ikke er et problem for dig personligt, og du derfor ophøjer det til at have status af et ikke-problem for alle.

Men fint, lad os da bare tage et eksempel. SUF har lagt op til en aktion der skal finde sted på årets Roskilde Festival. Selvsamme festival der for et år siden ikke rigtigt tog hånd om at en af deres frivillige, på de sociale medier havde blæret sig med hvor mange kvinder han skulle forulempe og befamle. På Facebook er eventet for aktionen blevet invaderet af mænd i (dog primært i den lavere ende af aldersskalaen) der kommer med forskellige mere eller mindre fladpandede kommentarer om sexisme.

”Puha for al den indebrændthed. Det lyder nærmest som om at du godt kunne trænge til at blive taget lidt på røven”.

”Men det skal lige siges at I piger stadig gerne må røre ved drengene. Det har vi ikke noget imod vel?”.

”Come on det en lille uge, så lad være med at blive så stive at I går kold nøgen i en flaskesamler camp fyldt med rumænere der er klar på at råbe af jer. Der mere farligt for en kvinde at være i Kødbyen end Roskilde, hvor er det EVENT der stopper det?”

Det er bare nogle af de mindre voldsomme og aggressive kommentarer der falder derinde. Alle som en understreger de med al ønskelig tydelighed at kampen imod sexisme er lige så relevant nu som den nogensinde har været, for ja, kvinderne har igennem mange år fået tilkæmpet sig stemmeret og andre basale rettigheder, men vi er ikke i mål endnu. At påstå at der ikke er mere for kvinderne at kæmpe for at som at løbe et maraton, og så stoppe en kilometer før målstregen og sige ”så nu er jeg der næsten, så er der ikke grund til at tage det sidste seje træk”.

Og før nogen påpeger at de mange trolls på SUF’s udmærkede event blot er en samling bumsede teenagere og at dem som Kimmel beskriver i sin forelæsning er mænd der er fanget i en negativ social mobilitet, så tænk på at sexismen og kvindehadet trives fint herhjemme, blandt mænd der i den grad ikke længere er teenagere og som ikke sidder fast i det sociale mudder. Et kig i kommentarsporet til stort set enhver artikel om køn og sexisme på f.eks. velrenommerede avisers web-sektioner, vil afsløre at mange mænd med uddannelsen og indkomsten i orden i lige så høj grad abonnerer på termer der trækker direkte tråde til voldtægtskultur og misogyni. Eller i bedste fald blot en skræmmende modvilje mod at være lydhør overfor andre mennesker perspektiver, erfaringer og problemer.

Slutteligt en opfordring til alle mandlige læsere: kom ud af hullerne! Hvis du mener at du er imod ulighed og undertrykkelse, så start med dig selv. Erkend at du er opdraget ind i nogle grundlæggende sexistiske kulturer og gå i gang med den kamp der er at gøre dig fri af dem. Indse at kampen imod sexismen er en kamp der er til gavn for alle, og at flere rettigheder til den ene ikke betyder færre til den anden.